Skip to content

Sikandar Siddiques tale ved Folketingets afslutningsdebat

Om

Taler

Sikandar Siddique
Medlem af Folketinget uden for folketingsgrupperne

Dato

Sted

Folketinget

Optagelse

Tale

Når jeg står her i dag og holder ordførertale på vegne af Frie Grønne, altså Susanne Zimmer, Uffe Elbæk og undertegnede, til en afslutningsdebat i Folketinget, kan det ses som et eksempel på, at her i Danmark kan det meste lade sige gøre. 
Uanset hvilken opvækst, man har haft. Uanset at jeg er opvokset på Blågårds Plads. Uanset at jeg har en anden hudfarve end de fleste andre danskere. Uanset at nogle betjente kaldte mig en abekat, da jeg voksede op på Nørrebro. 
Når nu den knægt, som nogle betjente altså kaldte en abekat, nu står her på landets fornemmeste talerstol, så kan alt lade sig gøre, ikk'? 
Det er den positiv tolkning. Men er det den rigtige tolkning? Har vi alle lige muligheder? 
Sandheden er – desværre – et rungende nej. For mange er bagud på point fra start. Verden ligger ikke åben for alle. Heller ikke selvom de kæmper dag ud og dag ind for det. Vi brune danskere er stadig underpræsenteret her i Folketinget. Og i magtpositioner generelt. Vi oplever som mange andre minoriteter diskrimination og systemisk racisme. 
Der er ikke ligestilling i Danmark. Der er ikke ens rettigheder for alle i Danmark. Ikke i praksis.
Det gælder for kvinder. Det gælder for borgere med handicap. Det gælder for homoseksuelle. Det gælder for grønlændere. Det gælder for romaer. Det gælder for brune borgere. Det gælder for sorte borgere.
Der er stadig ikke ligestilling.
I USA så vi med det isnende politidrab på George Floyd og før ham mange andre den historiske uretfærdighed, som alt for mange stadig lever med. Vi så, hvor galt det kan gå. Vi så, hvor farligt det kan være ikke at være en del af flertallet. Hvor farligt det kan være at have en anden hudfarve. 
Herhjemme i Danmark har vi efter drabet på George Floyd haft en absurd diskussion om, hvorvidt der overhovedet findes racisme i Danmark. Det gør der desværre. Selvfølgelig gør der det. Også i dansk politi. Men det har justitsministeren afvist at lave en uvildig undersøgelse af.
Regeringen har også afvist at fordømme den amerikanske præsidents fremfærd, hvor man har svaret fredelige demonstrationer med aggression. Hvor ville jeg ønske, at vi som samlet folketing kunne tage afstand fra Trumps metoder og politidrabet og højt og entydigt sige: Black lives matter.
Dertil kommer vi måske en dag. Men jeg har lyst til – her på talerstolen – lige nu – at holde et minuts stilhed for George Floyd og alle andre, der har mistet livet på grund af racisme, diskrimination, hadforbrydelser eller etnisk profilering. Æret været deres minde. 
Det ene minut starter nu.
ET MINUTS STILHED
Black lives matter
Jeg håber, at stilheden – og eftertanken – fra denne sal når til USA og ud til alle andre, der bliver angrebet på grund af deres hudfarve. Jeg håber, det når til Nørrebro og Nordvest, til Gladsaxe og til Odense. Til Gellerup og til Aalborg. Så ingen kan være i tvivl om, at vi ser jer, vi hører jer, vi elsker jer. Black lives matter. 
En anden krise, der er mindst lige så påtrængende som racismen, er klimakrisen. Jeg kunne lige så godt holde et minuts stilhed for alle de, der allerede nu har mistet livet på grund af menneskeskabte klimaforandringer. Millioner, måske milliarder, vil miste livet, hvis vi fortsætter som hidtil. 
Det kalder i den grad på et minuts stilhed, men mere end noget andet kalder det på omgående klimahandling. Så færre vil dø. Så vi ikke tager livet af vores egen civilisation.
Vi har med coronakrisen set, hvad en regering er i stand til, hvis det bliver oplevet som vigtigt nok. Det gør det klimapolitiske svigt så meget desto større. Et enigt folketing bestående af alle partier på nær Frie Grønne pumper desperat penge ud i samfundet for at få gang i det forbrug og den vækst, der er ved at ødelægge vores fremtid. Det er skamfuldt at være vidne til. 
Så måske skulle jeg også holde et minuts stilhed for alle de grønne løfter, der blev afgivet ved det påståede klimavalg for kun et år siden. For de er afgået ved døden. 
I Frie Grønne vil vi gøre alt, der står i vores magt for, at Danmark for alvor bliver det grønne foregangsland, som politikere fra begge sider af salen har lovet vælgerne. 
Tusind tak for ordet. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags