Med hvor stor glæde og taknemmelighed denne kongelige gave blev modtaget i Nordslesvig, vide vi alle.

Men denne gang var glæden ikke som ved så mangen gave indskrænket til modtagelsens første øjeblik; den er tværtimod taget til, blevet inderligere og almindeligere.

Jo længere vi eje denne skat, desto klarere indse vi, hvilket dyrebart klenodie vi besidde i den.

Den indeslutter vor ære og vor åndelige frihed. Thi om ære og frihed kan kun dér være tale, hvor man nyder borgernes almindelige og nødvendige menneskerettigheder; men dem have vi og vore forfædre i mange led været berøvede.

De, som havde at byde, og som dog lønnes af staten, altså med vore egne afgifter, for at sørge for vort vel, kunne tale til os i fremmed sprog og lade os selv sørge for, hvorvidt vi forstod dem eller ej.

Dette er ikke at blive behandlet som rigtige mennesker eller som fuldstændige borgere. Den, som i statens navn skal tale til os, er pligtig til at tiltale os i landets sprog; ellers er der ingen sikkerhed for, at vi forstå ham.

Og når staten forlanger vor tale, hvor det så end er, enten for retten eller i stændersalen, må vi have ret til at bruge vort modersmål […]

Reskriptet af 14. maj 1840 ophævede som ved et trylleslag den fornedrelsestilstand, hvori det nordslesvigske folk i århundreder har været lænkebundet. Derfor skal vor friheds- og æresdag også være vor årlige fest- og glædesdag.

Lad os alle med en mund istemme: “Velsignet være den 14. maj, og velsignet være dens giver, kong Christian den Ottende!” – Hurra!