Skip to content

Jens-Peter Bondes tale til Jean-Claude Juncker

Ingen kendte rettigheder

Om

Taler

Jens-Peter Bonde
Europaparlamentsmedlem for JuniBevægelsen

Dato

Sted

Europa-Parlamentet, Strasbourg

Tale

Hr. formand

Jeg har ofte rost Luxembourgs formandskaber. I gør det altid teknisk godt.

Men i dag må jeg kritisere dig, Jean-Claude Juncker, for topmødets beslutning om at fortsætte ratifikationsprocessen med en tekst, franskmændene har forkastet ved en bindende folkeafstemning.

Hvilken hån mod dine franske naboer og dine hollandske Benelux-venner. Hvilken despekt for loven.

Nicetraktaten er utvetydigt klar. Den kan kun ændres med enstemmighed. Denne enstemmighed er ikke til stede, når Holland har sagt, de ikke vil ratificere.

Og hvilken virkelighedsflugt. Alle tænksomme ved, at denne tekst aldrig vil passere en folkeafstemning i f.eks. Storbritannien. Forfatningen er død. Døde skal begraves, ikke udsættes eller suspenderes.

Med al respekt: Selv Du kan ikke puste liv i et lig ved at true med at trække dig som statsminister, hvis luxembourgerne også stemmer nej tak til en forfatning, som vil flytte magt fra vælgerne til embedsmænd, efter folketal, uden rigtigt demokrati.

Du spilder tiden.

Lad os hellere starte på en frisk. Lad os bringe lige mange tilhængere og modstandere af forfatningen sammen og lave et fælles oplæg til nye spilleregler.

Så kan vi diskutere det og vælge et nyt konvent, som repræsenterer vælgernes holdning til Europas fremtid.

Så kan [vi] få en praktisk, letforståelig, kortfattet samarbejdsaftale, som kan vedtages ved folkeafstemninger de samme to dage i alle EU-lande.

Hvis vi laver en aftale, der er bedre end Nicetraktaten, vil de fleste europæere naturligt stemme for.

Hvis overskrifterne er åbenhed, nærhed og demokrati, vil vi også kunne gøre det med glæde.

En ny meningsmåling viser, at 80 % af danskerne støtter forslaget om at vende bevisbyrden i åbenhedssager, og 79 % ønsker at hvert land kan vælge sin egen kommissær. Der er kun 11 og 12 %, som er imod.

Det er den slags støtte, vi skal gå efter med en ny traktat.

Ikke en forfatning til at sætte over Luxembourgs og andre landes grundlove.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret