Stauning, Thorvald

Thorvald Staunings nytårstale 1940

Taler

Thorvald Stauning Statsminister

Sted

[Radiotransmitteret]

Dato

01/01/1940

Kilde

Rigsarkivet: Statsministeriet Thorvald Stauning, Embedsarkiv. 1929-1942 (0001+M01). Taler, artikler med videre.

Ærede Tilhørere!

Man har ønsket, at jeg igennem Radioen skal bringe en Nytaarshilsen til det danske Folk, og dette Ønske opfylder jeg gerne. Jeg ønsker alle mine Landsmænd et godt og lykkeligt Aar, men jeg vil ikke skjule, at det er med et neddæmpet Haab, at vi kan skride ind i det nye Aar, thi udenfor vore Grænser er der Ufred, og mange klager, mange Suk og megen Graad trænger ind til os.

Der er og har længe været Vanskeligheder her i Lendet. Vi var begyndt at føle Glæde over det almindelige Opsving, over Erhvervslivets Fremgang, over Landbrugets forbedrede Vilkaar, over Arbejdsløshedens Formindskelse fra Dag til Dag, men atter formørkedes Tilværelsen. Krigen udbrød, og nye Vanskeligheder optaarnedes. Erhvervslivet maatte indstille sig efter krigens Vilkaar. Risikoen for Liv og Gods, der skulde befordres over Havene, forøgedes og foranledigede større Fragtomkostninger og dermed højere Varepriser. Produktionen indskrænkedes, og de Arbejdsløses Hær voksede igen. Valutaforholdene ændredes og gav Landbrugseksporten mindre Udbytte, og det hævede Prisniveau foranledigede Krav om Dækning fra Arbejdere og Funktionærer. – Alt blev igen usikkert, svingende og flydende, og samtidig lagde Krigstilstanden nye Byrder paa Befolkningens skuldre. Sikringsstyrke maatte mobiliseres, Hærens og Flaadens Materiel maatte forstærkes, og Resultatet er Skatter paa Indkomst og Formuer, Afgifter paa Luksusvarer og deraf igen følgende formindsket Købeevne, formindsket Omsætning, formindsket Produktion, men forøget Arbejdsløshed og svækket Erhvervsliv.

Danmark i Fred er et overmaade lykkeligt Land. Her er rige Muligheder for Fremstilling af Livsfornødenheder, her er dygtige Landbrugere, dygtige Mejerifolk. Brød, Smør, Flæsk, Kød, Fjerkræ og Æg kan leveres i uoverskuelige Mængder, og ved Hjælp af disse Varer kan andre Varer hjemføres til Brug for Haandværk og Industri. En betydelig Industri er udviklet, endskønt vi savner Raastofkilderne her i Landet, og dygtige Ingeniører og dygtige Arbejdere af alle Fag konkurrerer med Held paa de internationale Markeder med danske Frembringelser saasom Skibe, Motorer, Maskiner, Cement, Porcelæn, Sølvtøj og adskilligt andet. Den danske Fiskerbefolkning hævder sig smukt som et Led i Eksportvirksomhederne, og dansk Skibsfart med dygtige, uforfærdede Sømænd besørger sin Del baade af dansk og international Transport og tilfører Landet betydelige Indtægter.

Og Danmarks Land er lyst og mildt. Her er skønhed i Naturen, her er Sol, Skov og Strand, og her glæder sig en Befolkning, som staar højt i Oplysning og Dannelse, – en Befolkning, der helt igennem har faaet Del i Kulturens Goder, og som netop derfor har den Dygtighed, som er fornøden for at kunne hævde sig ved siden af andre Nationer, der er rigere udstyret fra Naturens Haand.

Under krig er Danmark kun henvist til at leve sin egen fredelige Tilværelse, men naar dette sker, saa er Danmark – trods alle Vanskeligheder, der kan befrygtes – dog et af Verdens lykkeligste Lande. Der er forløbet 75 Aar, siden Danmark sidst var tvunget ind i en Krig, og siden har Viljen til Fred fæstnet sig i det danske Folks Sind.

Danmark er et lille Land af en særegen Beskaffenhed, like et sammenhængende Land som Holland, Belgien, Sverige, Norge, Tyskland o.s.v., men et Ørige, der bestaar af Halvøen Jylland og henved 150 større og mindre Øer, hovedsagelig beliggende mellem Kattegat og Østersøen. Vi har en Kyststrækning – foruden en Række mindre Indskæringer – paa ca. 5000 km og kan saaledes ikke sammenlignes med noget andet Land i Europa.

Vi kunde paa Grund af Landets Karakter ikke skabe et Forsvarsvæsen som andre Lande, selv om Viljen havde været til Stede, og disse Forhold i Forening med den Uvilje imod Krig, som efterhaanden er udviklet i Befolkningen, har ført Danmark ind i en Stilling, der umuliggør alle Forestillinger om effektivt Krigsberedskab. Vort Land er indrettet paa at udøve en Bevogtning for Neutraliteten, men Krigsførelse i egentlig Forstand er udelukket af de geografiske Forhold, ligesom Befolkningens ringe Størrelse ogsaa udelukker Tilstedeværelsen af en Hær, der kan tage Kamp op imod de Magter, som kan tænkes at staa kampberedte overfor Danmark.

Igennem de 75 Aar har Danmark udviklet sig paa den Maade, der stemmer med Landets forhold. Neutralitet er blevet Landets Løsen uden Hensyn til de skiftende Regeringers politiske Farve. Der har været en Tid efter Krigen i 1864, hvor Danmarks Regering aabenlyst anlagde et Forsvar rettet imod Tyskland, men dette er forlængst dømt af Folket, og ingen har siden tænkt paa en saadan Position, og ingen Regering er fulgt i dette Spor siden Slutningen af Forrige Aarhundrede.

Allerede i Aaret 1894 vedtog det danske Folketing et Forslag om at kræve Anerkendelse for dansk Neutralitet hos andre Magter. Og to Aar efter vedtog Folkerepræsentationen en Dagsorden, hvori det hedder, at Regeringen ikke maa lade nogen Lejlighed ubenyttet til at lade andre Stater vide, at Danmark under Konflikt mellem andre Stater agter at indtage en neutral Stilling.

Ved Fredskonferencerne i Haag i Aaret 1899 og i 1907 tiltraadte Danmark Konventionerne angaaende Rettigheder og Forpligtelser for de neutrale Stater under Krig mellem andre Stater, og i 1912 afsluttede Norge, Sverige og Danmark Aftaler om, hvorledes Neutralitetsforpligtelserne i Krigstilfælde skulde gennemføres.

Igennem lange Tider har Neutralitet saaledes været anerkendt som en naturlig Stilling for de smaa Nationer. De store Magters ledende Personer, Regeringer og Parlamenter har udtrykt deres Forstaaelse for disse Smaastaters Holdning, og Traktater og Pagter, der udelukkede Angreb paa disse Stater, er afsluttet og skulde tjene til Sikring, selv om andre Nationer kom i Strid. Neutralitet betyder altsaa, at man ikke deltager i Krig mellem andre Stater, men indtager en upartisk Holdning og bevarer et venskabeligt Forhold til samtlige stridende Parter.

Efter at Folkenes Forbund var oprettet, efter den sidste Krig, gik Tendensen i anden Retning, idet Forudsætningen var, at alle Stater skulde underkaste sig Forbundets Vedtægter. En Løfteparagraf lovede almindelig Afrustning, Fredsbrud skulde paadømmes af Forbundet, og i fornødent Fald skulde alle yde deres Bidrag til Kampen imod Fredsbryderen, om ikke ved militær Hjælp saa dog ved økonomisk Krig, Boycotning og lignende Foranstaltninger.

Det har desværre vist sig, at Folkenes Forbund ikke havde den fornødne Styrke. Flere Stater gik ud af Forbundet, og den kollektive Sikring blev ikke effektueret med fornøden Fasthed i det enkelte Tilfælde, hvor det forsøgtes, og siden har de nordiske Lande tilkendegivet, at de ikke vil føle sig bundne af disse Regler under de Forhold, som iøvrigt udviklede sig.

Vi staar da igen paa den neutrale Linie sammen med de øvrige nordiske Lande og flere Stater udenfor Norden – Holland, Belgien, Schweiz o.fl.

Neutralitet fritager ikke for folkeretlige Forpligtelser. Man skal forholde sig passiv overfor Krig, man skal være upartisk overfor de Krigsførende. Vil man drive Handel, skal man fortsætte i det Spor, der er fulgt i Fredstid, man kan ikke unddrage den ene Part Varer, som man sædvanlig afsætter til denne, for at forøge Afsætningen hos den anden Part. Man skal være udrustet saaledes, at man kan hindre Parterne fra at benytte neutralt Omraade i Krigsøjemed, og man skal derfor udøve Kontrol og Bevogtning baade af Land- og Søomraader.

Den neutrale Stat har imidlertid mange Vanskeligheder, og særlig træder disse stærkt frem under den Krig, som nu foregaar. Vi skal have Tilførsler af Varer fra begge krigsførende Parter og desuden fra – Canada, Sydamerika, Chile og andre Lande. Disse Tilførsler er Betingelsen for at kunne opretholde Produktion og Handel som i normale Tider. Vi skal have Korn, Majs, Oliekager og Gødningsstoffer for at kunne opretholde Landbrugsproduktionen og den normale Afsætning i Tyskland, England og andre Lande. Vi skal have Brændsel, Kul, Olie, Benzin og Petroleum for at kunne drive Fiskeri, Mejeri, Skibsfart, Jernbaner, Automobiler og industrielle Virksomheder, og disse Varer skal hentes hjem over Havene, og desuden skal vi hjemføre Jern, Metaller, Træ, Bomuld, Tobak, Kaffe, Papir og meget andet.

Minerne, der udlægges som Led i Krigsførelsen, er ligesaa farlige for Neutrale som for andre, og vi har desværre oplevet en række Ulykker, Minesprængninger med paafølgende Tab af skibe og Menneskeliv, ligesom Opbringning af Skibe og Ladninger og anden Fare stadig truer de neutrale Skibe.

Vi har alle Grund til ved dette Aarsskifte at takke Søfartens Mænd, fordi de bogstavelig har sat Livet ind paa Opfyldelsen af den Pligt, de som Danske har til at hjælpe deres Land igennem denne haarde Tid. Landbrug og anden Eksportvirksomhed er saare vigtig for Landet, og saalænge de forskellige Led sættes ind paa Opretholdelse af Produktionen, for at Landet kan gennemføre sin Neutralitetspolitik, er der Grund til Anerkendelse, men størst Taknemmelighed og Anerkendelse skylder vi det Erhverv, hvis Udøvere hver Dag sætter Livet som Indsats, og som i de svundne Maaneder har set mange brave Mænd miste Livet i Landets Tjeneste.

Lad os paa denne Nytaarsdag samles i en Tak og i et Løfte om, at den Daad, Søfolkene udfører, ikke skal blive glemt.

Det er forstaaeligt, at Folk under Indtrykket af de Ulykker, som Krigsførelsen paafører Danmark og andre neutrale Lande, spørger, om vi og de andre kan forblive neutrale. Jeg forstaar godt, at Spørgsmaalet opstaar, men jeg ser ikke, hvilken anden Vej vi skulde følge. For Krigens Udfald er vor Stilling uden betydning, men for vor Nation er der kun sikker Udsigt til Undergang, hvis Neutraliteten blev opgivet.

Det er med dyb Sorg og med stor Bekymring, vi ser paa Krigen og de med den følgende Ulykker, og det er naturligvis et overordentlig alvorligt Slag, der er rettet imod Finland, der som de øvrige nordiske Lande troede sig sikret ved Aftaler og Traktater, der skulde udelukke Angreb. Spørgsmaalet om Værdien af Traktater, Neutralitetserklæringer og Anerkendelse af saadanne er kommet ind paa Livet af de nordiske Folk, og vi maa dybt beklage, at Folkeretten er blevet svækket saaledes, som det synes at være Tilfældet.

Hvad Maalet er for den russiske Stats Adfærd overfor Finland, er det ikke min Sag at udrede, det er i hvert fald sikkert, at Troen paa Sandhed og Ret har lidt stor Skade. Det kan dog ikke tænkes, at Europas Nationer kan lade den Skæbne, der synes tiltænkt Finland, være dem ligegyldig. Vi har for Alvor faaet at se og at føle, hvad den ny Krig betyder, og Nordens fredselskende Folk har al Grund til at betragte den sidste Tids Tildragelser med den alvorligste Bekymring.

Fire Maaneder er forløbet. Polen blev udslettet, før Hjælpen kom. Krigen blev erklæret. Flyverne, Undervandsbaade, Torpedoer og Miner spreder Død og Ødelæggelse, og Hære staar beredte til at lade Kanonerne tale deres forfærdelige Sprog, og samtidig kæmper det lille finske Folk for Bevarelse af dets Frihed og Selvstændighed imod en Modstander, der talmæssigt er langt overlegen.

Jeg forsøger ikke at være Dommer angaaende Krigens Maal, men det ved jeg, at Krigen vil medføre Ulykker, Lidelser, Tab af Menneskeliv, Forødelse af Værdier og Nedbryden af menneskelige Følelser, Svækkelse af den Kultur, som man i Fredstid søger at fæstne og at udvikle.

Jeg skal ikke bedømme de Krigsførendes Udsigter, men jeg kan se, at Krigen medfører navnløse Lidelser og Tab for alle, – Forarmelse og Fattigdom, og dernæst maa kolossale Byrder paa kommende Slægter følge af en langvarig Krig – vi har dog alle sørgelige Erfaringer fra 1914 til 1918.

Og det kan enhver se, at de smaa Nationer i Europa, de Neutrale, de vil bukke under, hvis Krigen fortsat skal gaa ud over disse, saaledes som det er sket i de forløbne fire Maaneder. Jeg spaar ikke om de Neutrales Skæbne, men jeg ser paa de Kendsgerninger, jeg har for øje, og jeg ser ikke forhaabningsfuldt paa Fremtiden.

Imidlertid, det ved vi, at Haabløshed er en daarlig Ledestjerne. Vi har her i Nordens Lande følt en stærk Samhørighed, og vi har anlagt Folkenes liv paa Fredens Gerning. Vi har indbyrdes lovet hinanden Fred, og vi har indrettet os saaledes, at ingen Trussel kom fra Norden imod noget andet Land. Det er forstaaeligt, at vi er dybt skuffede over de Tildragelser, der igennem Finland rykker ind i Norden, og vi appellerer derfor stadig til den Retsfølelse, der dog maa leve i enhver Nation indenfor civilisationens Omraade.

For det danske Folk er der kun én Vej farbar. Vi maa fortsætte paa Neutralitetens Vej, og vi maa haabe paa Holdbarheden af de Løfter og Aftaler, som gælder for os.

Jeg kommer paa denne Aarets første dag til det Folk, jeg selv tilhører, og som jeg har tjent i hele mit Liv. Jeg kommer til Folket, til alle mine Landsmænd med de bedste Ønsker for det nye Aar, med Ønsket om, at vi, der lever, maatte faa Lov at opleve Freden endnu en Gang. Men det er fremgaaet af, hvad jeg har sagt, at vi maa imødese en streng, en haard Tid, i hvilken maaske mange Landsmænd vil segne. Vi kan ikke gribe til Vaaben, og det vilde ogsaa være uden Værdi, men ogsaa til Freden kræves der Sammenhold. Vanskelighederne er godt begyndt, men der vil komme flere. Det gælder om at holde sammen og om at holde ud sammen. Indbyrdes Strid om det, der i Forhold til det store, som foregaar, er Smaating, er upassende i en mørk, alvorstung Tid. Vi maa bære Nationens Byrder i Fællesskab, og de, der har Evne, maa tage en Part af det, de Svage maa lade ligge. Vi vil alle komme til at føle Tidens Tryk, og der vil komme mange Krav, efterhaanden som Tiden gaar. Men for os alle gælder det, at vi maa se paa vort Lands og hele vort Folks Sag, før vi forfalder til egoistiske Betragtninger.

Jul og Nytaarstid er igennem Aarhundreder viet Børnene, den kommende Slægt. Hvad kan en opløst, kæmpende Verden byde nye Slægter andet end Ufred og Opløsning. Her ønsker vi at byde den nye Slægt et lykkeligt, fredfyldt Hjem.

Igennem snart Hundrede Aar har det danske Folk styret sine egne Sager, og saaledes haaber vi, det vedblivende skal være. I Arbejde og i Fred skal nyttig Gerning øves, og det er ved nyttig Gerning, at Folket skal hævde sig baade inde i Landet og overfor Udlandet.

Det gælder om at vise Verden, at her lever et Folk, der anstrenger sig for at gøre sin Gerning. Vi maa ikke lade staa til i sløv Ligegyldighed, men holde Produktionslivet i god Gang, saa godt som vi er i stand til det under den Svækkelse, der paaføres Landet udefra. Erhvervslivet maa holdes i Gang. Tilførsler er en Nødvendighed, men for at faa disse, maa der produceres det, som kan give os Midlerne til Indkøb ude i verden.

Produktion og Omsætning er Livet for det danske Folk, og dermed løser vi en Opgave ikke alene for os selv, men ogsaa for andre Nationer. Produktion er Arbejde og Indtægt for de Hundredtusinder af Arbejdere, og det er vigtigere at skaffe Kul, Jern, Foderstoffer og andet Produktionsbehov til Landet end den Luksus, som der nu og da jamres over, at vi ikke faar i samme Omfang som før.

Vi skylder vort Land at staa sammen om Opgavernes Løsning. Nu gælder det ikke den enkelte og ikke politiske Retninger. Nu gælder det Danmark og det danske Folk.

Lad os fra Hjem til Hjem i denne Stund love at staa sammen i vort Lands Interesse, og i Haabet om Tilslutning fra hele Folket udtaler jeg Ønsket om et godt Nytaar, med Fred som det vigtigste for hele Menneskeheden.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.