Skip to content

Thorvald Staunings tale ved åbningen af Danmarks Akvarium

Wikimedia Commons

Om

Taler

Thorvald Stauning
Statsminister

Dato

Sted

Charlottenlund

Tale

Danmarks Akvarium, som nu skal aabne sine Porte, er, som det er nævnt, en Institution til Støtte for Videnskab og Erhverv, men den er desuden Nationens Eje og vil forhaabentlig være til Gavn og Glæde for hele Folket.
Vort Land er omkranset af Havet og gennemskaaret af Fjorde. Her er en gammel Virkeplads for Fiskere, men desuden har vi Øgruppen Færøerne, hvor hele Befolkningens Liv er knyttet til Fiskeriet, og endelig har vi Grønland, hvis Befolkning under Forholdenes Tryk er under Udvikling frem til moderne Fiskeri.
Det danske Rige giver naturlig Adgang til mangeartet Fiskeri, og vi føler, det er naturligt, at Danmark yder sin Indsats i den internationale Havforskning, hvis Betydning for Fiskeriet ikke maa underkendes. Vi anser det ogsaa for noget saare forstaaeligt, at vort Land er blevet Sæde for det internationale Havforskningsarbejde, og vi har Grund til at glæde os over, at vor Nation nyder saadan Anseelse.
Igennem mange Aar er det fremhævet, at et stort Akvarium vilde være af Værdi for Forskningsarbejdet og af blivende Betydning baade for Lyst- og Erhvervsfiskeriet. Jeg har personlig interesseret mig for denne sag og har ogsaa før peget paa Charlottenlund som Stedet, hvor det kunde anbringes, men som det allerede er sagt, veg man tilbage for den store udgift, som Anlæget maatte medføre.
Det var et stort Fremskridt, da vi kunde indrette det gamle, historiske Slot i Charlottenlund Skov til Sæde for Havforskningens Møder og for det daglige videnskabelige arbejde, og dermed blev Signalet samtidig givet til Genoptagelse af Tanken om et Akvarium, der foruden at tjene Videnskaben kunde tjene det almindelige Folkeoplysningsarbejde.
Vi har af Professor Martin Knudsen hørt om det Arbejde, der skal udføres i Tilslutning til Undersøgelserne ude i fjerntliggende Farvande, og vi haaber alle, at det nye Lærested maa bidrage til baade aandelige og økonomiske Værdiers Frembringelse.
Skabelsen af denne Institution var næppe blevet mulig i denne Ufredens tid, hvis vi ikke havde haft en dansk Borger, Ingeniør Højgaard, som var i stand til at give det smukke Tilbud og til at føre den gode Sag fra Tankens til Virkelighedens Verden. Ingeniør Højgaard har paa mange Felter ydet sin store Arbejdsevne som Indsats i Opbygning baade ude i Verden og her i vort Land, og han har nu paa en særdeles smuk Maade rejst et Monument for det værdiskabende Arbejde.
Jeg bringer Ingeniøren Nationens Tak for den Institution, han har rejst herude i Slottets Park, og jeg ønsker,
at den maa bidrage til Fiskerierhvervets Trivsel ved at yde værdifulde Oplysninger til Gavn for vore djærve, danske Fiskere,
at den maa være af Værdi for Videnskabens Indsats i Havforskningen og i Udforskningen af Fiskebestanden, og
at den maa medvirke til Højnelse at Folkets Oplysning og af dansk Kultur til gavn og til Ære for vort Land.
Jeg skal efter Stifterens Anmodning hermed erklære Danmarks Akvarium for aabnet.

Kilde

Kilde

Rigsarkivet: Statsministeriet Thorvald Stauning, Embedsarkiv. 1929-1942 (0001+M01). Taler, artikler med videre.

Kildetype

Maskinskrevet manuskript

Ophavsret

Tags