Anledning

Ekstraordinær socialdemokratisk kongres

Talen

(Klap angives i parentes)

Vi har alle et mandat. Vi har alle et bundet mandat. Ikke blot os der har stemmeret her på kongressen som delegerede, men alle aktive socialdemokrater. Vores mandat er ikke bundet til enkeltpersoner eller enkeltsager. Vores mandat er bundet til idéen, til holdningerne, til engagementet, til fællesskabet, til sejrene og nederlagene, til resultaterne og skuffelserne. Vi har et bundet mandat til vores gamle parti Socialdemokratiet. (Klap)

For femogfirs år siden skrev Jeppe Aakjær til vores parti de berømte linjer:

Du skal være de fattiges værner

du skal være de riges ris

da får du ej ordner og stjerner

men bævende læbers pris.

Det har aldrig været inn at være socialdemokrat. På bjerget har vi aldrig fundet nåde. Vi har altid – lad os bare være ærlige – været Danmarks mest udskældte parti og formandsposten er den mest udskældte i vores samfund. Og jeg vil gerne komme med en prognose: uanset hvem der sidder i stolen. Sådan er det. Til gengæld kan vi være stolte af at det er vores parti som de fleste knytter deres håb til. Både når det drejer sig om fornyelse og retfærdighed og når det drejer sig om håbet om et menneskeværdigt samfund. Vi er også det parti folk har fæstnet lid til når det gælder kampen mod uretten og forskelsbehandling.

Langt fra alle danskere er socialdemokrater. Men der er mange af os og der er også mange andre der i virkeligheden holder meget af det trygheds- og velfærdssamfund som Socialdemokratiet har været den drivende kraft i skabelsen af. Der er Socialdemokratiets folkelige tilslutning der er den klippe som vores velfærdssamfund hviler på. Det er også herfra fornyelsen skal komme.

Hvor stærkt stå vi da? Ja, jeg husker situationen da jeg blev valgt på en ekstraordinær kongres i oktober 1987. (Jeg tror det var ude i Brøndbyhallen). Efter at alle medlemmerne af partiet i en måned havde haft mulighed for at overveje mit og andres eventuelle kandidatur. Dengang sagde man at vores parti havde overlevet sig selv. Vælgerne var flygtet, de unge ville ikke være med, fagbevægelsen var på vej væk fra Socialdemokratiet. Og, sagde man, på Christiansborg er Socialdemokratiet helt isoleret. Fik pessimisterne ret? Eller gjorde vi og vælgerne pessimisterne til skamme? Formåede vi at vende billedet? Ja vi gjorde. Ved fælles anstrengelse. Hvad var situationen dengang i ’87? Dengang havde vi tre medlemmer af Europaparlamentet. Nu har vi fire og vi var meget, meget tæt på det femte. Man kan faktisk sige, at det er lige ved, at der er nogen der har lånt det af os. Dengang havde vi 100 S-borgmestre. Nu nærmer vi os tohundredeogtredive S-borgmestre. Dengang var vi fireoghalvtreds medlemmer af den Socialdemokratiske folketingsgruppe. I dag  er vi enoghalvfjerds medlemmer. Lad os være stolte af det (Klap)

Vi er i fællesskab gået fra valgsejr til valgsejr i de sidste fire og et halvt år. Vores indflydelse på Christiansborg er så stor som nogensinde siden de borgerlige er kommet til regeringen. Der kan jo faktisk ikke føres politik uden om os på Christiansborg. Og det både når det drejer sig om det indenrigspolitiske og det udenrigspolitiske. Så tæller vores mening meget tungt til. vores forhold til andre partier er også godt. Det gælder både i forhold til SF og midterpartierne. Og selv den nuværende regering har vi kunnet samarbejde med på vigtige punkter. Trods alle skumlerierne – kan I huske det op til sidste LO-kongres – om at nu ville vores bevægelse blive kløvet i to halvdele. Alt det gamle dér med arbejderbevægelse, parti og fagbevægelse, det var noget der hørte fortiden til. Nu ville man se på LOs kongres, hvordan de gamle bånd blev rykket op. Hvad skete der på LOs kongres? (ja, der skete meget, det skal jeg ikke sige noget om) Hvad var det der skete? Den kongres var den mest begejstrede manifestation vi nogensinde har oplevet af solidariteten mellem parti og fagbevægelse. (Klap… Og det er ikke kun… Klap) og det er jo ikke kun mellem LO og partiet, forbundet og partiet, det er jo faktisk en levende realitet over hele landet. Det er ikke et samarbejde der er ved at forsvinde, nej tværtimod sidder vi mange her som er valgt til poster som har fået indflydelse, som har kunnet markere os i samfundet fordi vi har fået en fantastisk opbakning af vore lokale faglige kammerater. Lad os sige dem tak for det. (Klap)

Parti og fagbevægelse er to frie parter som aldrig må diktere hinanden noget. Men vi er af samme familie. Og vi kæmper begge for et mere retfærdigt Danmark med plads til alle og brug for alle. Jeg har været glad for, trods alt det der er blevet skrevet, for den støtte som forbundsmænd for mere end to tredjedele af LOs medlemmer har givet mig, det vil jeg gerne sige tak for. Tak skal I have. Vi står i Socialdemokratiet også stærkt på baggrund af den svækkelse som den nuværende regering er inde i. Som Poul sagde det før så er KV-regeringen plaget af den ene skandale efter den anden. KV-regeringen er plaget af splid og indre handlingslammelse. Og regeringen er især plaget af at ministrene ingen brugbare svar har på det danske samfunds største problem: arbejdsløsheden. Hver eneste dag, desværre, forsvinder der gode danske arbejdspladser uden at de bliver erstattet med nye. Glansbilledet, det glansbillede som vi hele tiden får fremmanet i medierne. Som statsministeren er en mester i at tegne. Glansbilledet af at det går ufatteligt godt, passer slet ikke med den danske virkelighed. Glansbilledet passer slet ikke på en finansverden der anvender milliarder af kroner til usunde pengetransaktioner, i stedet for at investere i sunde danske arbejdspladser. (klap) Glansbilledet passer heller ikke på de trehundredetitusinde arbejdsløse. Glansbilledet passer ikke på den enogenkvartmillion førtidspensionister vi har i vort land. Glansbilledet passer ikke når vi tænker på pensionisternes situation. Det passer ikke på de titusindvis af unge der ikke kan få uddannelse eller som efter endt uddannelse ikke kan få arbejde. Eller for de tusindvis af langtidsarbejdsløse, der desværre i den kommende tid vil miste deres dagpengeret. Det glansbillede der fremmanes passer heller ikke på de syge der venter i månedsvis på at få behandling. Eller på de unge forældre der i stedet for at glæde sig over deres lille nye barn bruger barselsorloven til at styrte rundt, desværre ofte forgæves, efter pasning til deres nyfødte. Jeg kunne blive ved. På alle disse om råder jeg her har nævnt har Socialdemokratiet lagt gode og realistiske forslag frem. Vi har lagt dem frem til løsning af de problemer der optager mennesker i vores land. Og vi har anvist finansiering. Vi har lært det. Penge skal være der før de kan gives ud. Og derfor er der altid økonomisk sammenhæng i det vi har lagt frem. Vi har lagt det frem i vores ”arbejdsprogram”, i talløse forslag i Folketinget, i vores program ”Gang i 90’erne”, ”Alle i gang”, ”Tyve gode idéer” og senest i det såkaldte søjleprogram der giver nyt håb, nye chancer til de ledige. Endelig har vi fremlagt vores vision om et fornyet velfærdssamfund med borgernes rettigheder i centrum. Vi står stærkt. Socialdemokratiet står stærkt. Vi er rede til at overtage regeringsansvaret sammen med andre når, jeg siger ikke hvis, jeg siger når KV-regeringen bryder sammen. Vi har i virkeligheden kun et alvorligt problem: og det os selv. Problemet er vores eget manglende sammenhold. Socialdemokratiet har aldrig haft sin styrke i presse eller penge. Pressen er hos andre, vore modstandere, og pengene har altid hos os i partiet været små. Men vi har til gengæld noget uvurderligt som de andre ikke har. Vi har tusindvis af danskere, der tror på Socialdemokratiets idé, og som er parat til at slås for partiet. Det er ikke folk der får penge for at være med. Det er folk der bruger deres egen telefon hvis de er heldige nok til at have en. Deres egne frimærker og selv betaler deres transport i Socialdemokratiets tjeneste. Det er folk der bruger deres fritid, og en gang imellem også deres arbejdstid for at slås for vores parti. Det er glemte partifæller, som alt for ofte glemmes i den offentlige debat til fordel for alle os der er privilegerede nok til at være inde i Folketinget. Skal vi ikke sende dem en hilsen på denne kongres. (Klap)

Det er folk fra alle aldersgrupper, alle erhverv og alle egner der gerne vil gøre noget for partiet. For dem er det lysten, for dem er det ideen, for dem er det engagementet, der driver værket. Jeg har været med i aktivt partiarbejde på alle niveauer i treogtredive år. Og jeg har følt en stærk samhørighed med vores ideer, og med de aktive jeg har mødt. For mig er mit gamle parti, dets ideer, og dets mennesker indbegrebet af hvad der er godt, hvad der er spændende, hvad der er livsnødvendigt i Danmark. Men hvad er det så der nu er galt, eller hvad er det der er gået galt i vores gamle parti? Hvem er det der knirker? Det er sammenholdet der knirker. Det er solidariteten der er sat på prøve. Det er selve livsnerven der pirkes ved. Lad mig forklare det nærmere.

Det er ikke kampvalget der er noget galt med. Det er et naturligt led i et demokrati at der er mere end en kandidat til en post. Så snart Poul Nyrup Rasmussen meddelte mig, mandag den 16. marts, at han ville stille op imod mig, hvad der lige til det sidste for mig og mange andre var overraskende, besluttede jeg omgående at sætte mit mandat til rådighed og give en ekstraordinær kongres, ja, lejlighed til at tage stilling. Fire måneders såkaldt valgkamp mellem en næstformand og en formand indtil kongressen i september, fire måneder, det ville splitte partiet, det ville svække indsatsen inden den 2. juni op til folkeafstemningen. Og det ville forringe vores politiske muligheder. Det ville også ødelægge hele arbejdet op til kongressen og det ville ødelægge selve kongressen i Ålborg. Det er ikke et kampvalg i sig selv der er noget i vejen med. Nej, det der er galt, er at en ledelse, der har været fælles om alle politiske og organisatoriske beslutninger ikke kan holde sammen når der er kritik i luften. Man begynder at modarbejde hinanden i stedet for at stå sammen. Det er galt. Hvis vi ikke kan regne med hinanden, så bliver alting meget svært. Det gælder ikke bare i politik, det gælder i alle livets forhold. Men det gælder ikke mindst i vores partis arbejde. Lad mig sige det til os alle sammen, og uden nogen adresse til nogen enkeltpersoner, for jeg tror vi alle sammen er lidt ramt af det jeg nu vil sige: hvis personlige ambitioner og forfængelighed i fremtiden bliver vigtigere kendemærker end hensynet til programmet og vælgerne, så er vi ude på et skråplan. (Klap)

I forvejen er der mange mennesker ude i samfundet, i vores parti som uden for vores parti, der synes der er for lidt ærlighed og for lidt åbenhed i politik. At der tænkes alt for meget på intriger, magtkampe og enkeltpersoner end der tænkes på vores fællessag. Det må vi gøre alt for at modvirke og for at klinke skårene efter i dag, det er vor pligt. Men vi skal være ærlige og erkende at der er slået skår. Ikke bare i toppen af partiet, men hvad der er værre, hele vejen ned gennem partiet. Jeg vil sige til jer, at uanset hvad der sker, og hvordan I stemmer, så vil jeg, og jeg kan kun tale for mig selv, så vil jeg blive og slås for partiet så længe jeg overhovedet kan rokke med ørene. (Klap, taktfast)

Der er mange der har det med at true med at gå, jeg har det med at true med at blive. Så dermed denne trussel. (Latter og klap) Jeg mister ikke modet, I mister ikke modet, men det kan ærgre mig, I aner ikke hvor det har ærgret mig, at vi plager os selv med selvskabte problemer nu hvor vi står så stærkt, og i fællesskab har opnået så mange imponerende resultater. Jeg tror, at den måde vi bedst kan klinke skårene på er ved at jeg bliver genvalgt. (Latter og klap)

Alle ved, at hvis jeg bliver genvalgt, så bliver der ingen lange knives nat, det har vi ikke brug for, ingen udrensninger, ingen personforfølgelse. Og jeg vil gøre alt for at der ingen intriger bliver, eller talen bag hinandens ryg. Det livssyn vi kæmper for i samfundet må også gælde os selv. Vores venskab, vores sammenhold skal ikke blot stå sin prøve i medvind, det skal vise sin styrke i modvind. De holdninger vi ønsker at præge samfundet med må også gælde os selv.

Et vigtigt led i diskussionen op til denne kongres har været påstanden om at personspørgsmål er vigtigere end politik. Og siger man, det lyder jo godt, det er vi nødt til at erkende. Den slags kaldes noget så fornemt som en analyse. Det kan godt være at det er en analyse, men jeg er ikke enig i den analyse. Hvis vi gør personerne til det afgørende, hvis det bliver personspørgsmålet og ikke politiske sager der er det afgørende, så ender dansk politik som amerikansk politik. Så vil partierne hos os, lige som i Amerika, blive afløst af reklamebureauer. De politiske budskaber fra os og de borgerlige vil blive ens, udvandet til det punkt, hvor ingen længere kan kende forskel. Udvandet til det punkt, hvor den politiske kamp mister sin mening og moral. Pressen vil da med rette bore i politikernes personlige liv. Vi har da selv blottet os og givet efter for den mudderkastning som vil blive det almindelige, som er blevet det almindelige i U.S.A. Og hvad vil der ske? Befolkningen vælger det som er demokratiets vigtigste anliggende: de vil flygte væk fra det politiske arbejde. Ved I at i Amerika stemmer kun hver halve vælger – hver anden vælger – (ikke hver halve (latter) ja, jeg håber jeg kommer hel fra det her (latter og klap)), stemmer kun hver anden vælger ved præsidentvalget. Og mere end totrediedele af de amerikanske vælgere deltager slet ikke i de lokale valg. Politik bliver et ekspertanliggende for de få og ingen løser de manges problemer. Hvis Socialdemokratiet slår ind på den vej, så er jeg bange for, hvis jeg må bruge det udtryk, et folkeligt udtryk, så er jeg bange for at det er dødsruten vi betræder. I det franske socialistparti er man desværre gået den vej. Her har man gjort personerne til det altafgørende og drejet politikken over mod de borgerlige. Kort sagt det som mange iagttagere der skriver så kærligt om vores parti gerne vil se at vi også gør i Socialdemokratiet. Hvordan er det så gået i Frankrig? Med ét ord: det er gået forfærdeligt. Ved det netop overståede regionvalg i Frankrig fik socialisterne mindre end tyve procent af vælgerne og satte magten over styr i alle deres stærkeste bastioner. Der er nogle der siger at vi bliver nødt til at rette os efter meningsmålinger og hensynet til andre partier og skifte tillidsmænd som vinden blæser hos vore modstandere. Jeg tror det er et meget, meget farligt synspunkt, som hverken er politisk klogt eller moralsk rigtigt. Politik og moral kan ikke skilles ad. Politik uden moral bliver magtkamp og hykleri. (Klap)

Socialdemokratiet har en vigtig mission i halvfemserne. Det er fornyelsen af velfærdssamfundet, så alle danskere igen får mulighed for at være med i samfundet og klare sig selv. Det er jo det de trehundredetusinde arbejdsløse beder om. Det er arbejde så de kan klare sig selv. Vi må vende udviklingen væk – og det synes jeg i øvrig var et fremragende afsnit i Pouls tale som vi netop har hørt – vi må vende udviklingen væk fra udstødning, arbejdsløshed, ensomhed og utryghed. Det kan vi. Vi har visionerne, vi har de konkrete forslag. Jeg tror vi kan få det danske folk med os. Vi skal blot vise at vi har tillid til vores egne ideer, at vi har tillid til vores egne holdninger, at vi har tillid til os selv. At vi kan samarbejde i stedet for at modarbejde. Men det kan ikke ske ved at vi begynder at efterligne de borgerlige. Lad det være sagt meget enkelt: vi skal være et hundrede procent socialdemokrater, vi skal ikke være Schütler minus ti procent. (Klap)

Det er der ingen fornyelse i. jeg har været jeres formand siden 1987. Vi har haft gode og vi har haft dårlige dage sammen. Vi har nået gode resultater sammen. Lad os også i fremtiden kæmpe sammen. Med disse ord overlader jeg afgørelsen til jer. Jeg ved at I er delegerede, vil udøve det efter jeres bedste samvittighed og skøn. For mit eget vedkommende er jeg parat til at gå videre i solidaritet med de politiske mål vi har sat os i fællesskab. Og som vi kun når i indbyrdes fællesskab og solidaritet. Og må jeg så slutte med at citere det mellemste vers af den sang vi sang da vi startede: ”Kæden”

Alene er du kun en brik i større magters rænkespil. Men samlet er vi stadigvæk den største enhed der er til. En kæde smedes led for led. Og hele kædens kraft beror på din og min samhørighed med mennesker på denne jord.

(Klap, taktfast)