Anledning

Analyse af Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2004

Talen

Vakte folks sympati via tillid

Statsmininister Anders Fogh Rasmussen skældes ud for sin nytårstale; oppositionen kalder den ’visionsløs’, Pia Kjærsgaard beklager den ’forspildte chance’ og pressen efterlyser konkrete forslag. Ingen har dog indset talens retoriske resultat: statsministeren virker pludselig menneskelig.

Smilet kommer os imøde, stemmen er rolig:

”Vi har en bundsolid økonomi. Det skyldes den linie, som er lagt af skiftende regeringer siden 1982”.

Så kommer der mere eftertryk:

”Den linie skal vi holde fast i. Danmark er økonomisk godt rustet til fremtiden”.

Det er passager som denne, der har fået et næsten enigt politisk establishment til at råbe: ”Tandløst”!

Men kritikerne er for kategoriske, når de ser Fogh Rasmussens bløde linje som et udtryk for visionsløshed eller – som SF’s Holger K. – et udtømt regeringsgrundlag.

Er det her ‘statsministerens nytårskronik’? Nej!

Den kategoriske dom udspringer tilsyneladende af en mangel på retorisk bevidsthed. Der er således ikke én eneste politiker eller kommentator, der har taget højde for, at statsministerens meldinger – eller mangel på samme – faldt i en tale – ikke i en rapport, kronik eller pressemeddelelse.

Og dét er helt centralt, for det talte ord kan noget, det skrevne ikke kan: via tone, tempo, variation i stemmestyrke o.a. giver talen os et direkte indtryk af et menneske; og dette indtryk forstærkes af billedet: statsministeren ved sit skrivebord, venligt smilende, afbalanceret i sin fremtoning.

Heri ligger et selvstændigt budskab: Vi klarer os godt, jeg imødeser fremtiden med sindsro. Taleren er altså budskabet; tror vi på manden, tror vi nemlig også på det, han siger. Denne nære sammenknytning af afsender og budskab opnås ikke tilsvarende i en tekst, vi læser, nej, for hvor mange kender ikke følelsen af at sidde og læse i en bog uden at være fuldt bevidst om, hvem forfatteren er?

Kendsgerningen er, at når afsender ikke trænger sig så meget på, kan vi koncentrere os mere om sagen, det emne, bogen behandler – og af samme grund kan dette emne behandles i større dybde og kompleksitet.

Mimespil og håndbevægelser

Overførte man således manuskriptteksten fra Fogh Rasmussens tale til en genre, vi kunne kalde ’statsministerens nytårskronik’, havde kritikken for ukonkrete fanfarer og ’idylliske sofastykker’ (Marianne Jelved) været på sin plads, men faktum er, at når vi hører statsministeren tale direkte, når vi ser ham i tv’s nærbilleder, så koncentrerer vi os ligeså meget om den stemning, han udsender, som om de pointer, han udtrykker – Anders Foghs minespil og håndbevægelser tæller ligeså meget som fremstillingen af regeringens politik.

Ja, selv stearinlysene i baggrunden virker ind på vor reception af talen, om vi vil stå ved det eller ej – for skrift og tale er to vidt forskellige ting; det skrevne ord tillader læserens uforstyrrede eftertanke, det talte opleves altid under levende omstændigheder; omstændigheder, der bestemmer vor tolkning af indholdet.

Ikke adresseret til Seidenfaden og Lykketoft

Meget tyder således på, at statsministeren – mere retorisk bevidst end sine kritikere – har sat sig som hovedmål at øge befolkningens tillid til sin person og herigennem den kurs, regeringen er inde på.

Nytårstalen handlede simpelthen om at bygge troværdighed. Ikke særlig meget andet. Og dét er slet ikke dumt, for talen ses jo også af andre end Tøger Seidenfaden, Ralf Pittelkow, Kaare R. Skou og Mogens Lykketoft.

Det er således ikke de skarpe kritikere med de spidsede anmelderblyanter, Fogh adresserer med sit nytårsbudskab om, at det går godt med mig i chefstolen. Nej, det er den brede befolkning; den befolkning, der i meningsmålingerne er begyndt at miste tilliden til statsministeren, næppe fordi den – som Seidenfaden, Pittelkow eller andre, der bliver betalt for at mene noget om politik – tvivler på regeringens dagsorden, men snarere fordi den længe har opfattet Fogh som en arrogant robot i dyre jakkesæt; en lidt udansk, små-autoritær EU-chef styret af erhvervslivet.

Det er dette billede af sin person og ledelsesstil, Fogh gør op med i sin tale. Maskingeværskritikken af smagsdommerne erstattes med et roligt smil og en udstrakt hånd. Og såvel form som stil understøttes af indholdet – hvordan?

Ros din tilhører og vind sympati

Jo, for det første ligger der en indirekte ros til Nyrup-regeringen i ordene om den ”bundsolide økonomi” takket være ”skiftende regeringer siden 1982” (se ovenfor). Og for det andet roses danskerne i almindelighed for at være dygtige og flittige:

”Danske soldater, politifolk og hjælpearbejdere udfører et dygtigt arbejde under svære og farlige forhold (…). For nylig placerede en amerikansk forsker endnu en gang Danmark helt i top i verden, når det gælder fremskridt, social udvikling og livsvilkår. Danske forskere er på nogle områder blandt de førende i verden.”

Ja, vi hører tilmed om, hvor gode danske film og computerspil er(!). Jovist er det letkøbt, men det hører sig til, og det virker. Faktisk har reglen ’husk at rose dine tilhørere’ figureret som et must for enhver lejlighedstaler siden de ældste, græske lærebøger i veltalenhed så dagens lys for over 2.300 år siden. Det lovprisende hører altså til genren, og dét har Fogh erkendt.

Fjorten gange gjorde “jeg”

Men hvad ellers? Jo, navnlig én ting spiller en stor rolle i nytårstalen: Statsministerens person: hele fjorten gange i talen siger han ”jeg”. Det er således blevet komplet ignoreret i pressen, at Fogh (endda ret behændigt) vækker sympati ved at inddrage sig selv og sine personlige oplevelser. Allerede indledningen anslår denne tone:

”For nogle måneder siden havde jeg lidt tid under afslappede former sammen med én af mine kolleger fra Østeuropa. Han fortalte en gribende historie om sin families skæbne”.

Heraf udleder Fogh så et budskab om optimisme. Det er altså ikke den små-autoritære statsminister, der sidder i lukkede ’magtmøder’ i Bruxelles, men et menneske, der har lært noget af en kollega, og gerne vil fortælle det videre til sine egne landsmænd. Denne tiltalende tone fortsætter:

”Op til årsskiftet har mange af os genopfrisket erindringen med tv-klip fra året, der gik. En række billeder har brændt sig fast i min hukommelse. Billederne af jublende irakere, der ser Saddam Husseins statue blive væltet i Bagdad. Billederne af den tilfangetagne Saddam i hænderne på amerikanerne. Og naturligvis de forfærdende billeder af den død og lemlæstelse, som krig fører med sig. (…) Men jeg er sikker på, at befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd. Det føler jeg, når jeg ser de rystende billeder af massegravene i Irak. Når jeg ser de glade irakere, som er lettede over diktaturets fald.”

Fogh lukker os ind i sine erindringsbilleder; han bedyrer, at krigens følger også for ham har været ”forfærdende”, men at han dog ”føler”, at krigen var den eneste udvej, det rigtige valg. Jovist, er dette afsnit forudsigeligt, vel er det banalt, vel er det politisk nødvendigt at fremstå som en ansvarlig leder – kritikken taget i betragtning – men i den mundtlige fremførelse virker det: der er alvor i den langsomme stemmeføring, og det faste blik signalerer ægthed. Hvor dybt denne ægthed stikker, er så en anden sag, der vanskeligt lader sig bestemme i en retorisk analyse.

Hovedsagen er, at Fogh har udvidet sit register til at omfatte det mere intime og menneskelige; nytårstalen viste, at han er på vej til at blive en mere helstøbt taler.

Jeg så det på TV – I så det på TV

Rent argumentatorisk er det også klogt, at han i det citerede afsnit holder sig til de billeder, danskerne kender fra tv-skærmen; Fogh anfører som belæg for krigens retfærdighed de scener med jublende irakere, alle har set, og som selv ikke de argeste krigsmodstandere vil kunne bortforklare. Det er retorisk klogt, at statsministeren på denne måde afstår fra let angribelige påstande om sådant noget som, at spirerne til irakisk demokrati nu er på vej, eller at økonomien i Baghdad er i langsom bedring. Han holder sig til det, vi alle har set, og sætter sig således i samme båd som befolkningen.

“Vi”, “os” og “vores”

At sætte sig i samme båd som befolkningen er da også en helt uomgængelig forudsætning for, at statsministeren kan styrke tilliden til sin person – nøglen til genvalg. Det er derfor, Anders Fogh ikke nøjes med at sige ’jeg’, men flittigt bruger ’vi’.

Hele 43 gange i nytårstalen står den på første person flertal – og hertil kommer alle ’os’erne og ’vores’erne. Det er således psykologisk betydningsfuldt for modtager, at regeringschefen ikke siger ”Danmark klarer sig godt internationalt”, men ”VI klarer os godt internationalt”.

Og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han siger ”VI kan få bedre service fra det offentlige, hvis VI indretter os mere enkelt”, for hermed stiger statsministeren – der jo ellers er indbegrebet af det offentlige – ned blandt os andre og vil have bedre service. Vha. pronominet ’vi’ bliver statsminister Fogh til borger Anders. Hvor upersonligt var det ikke blevet, hvis formuleringen i stedet havde lydt: ”Serviceniveauet fra det offentlige vil stige i takt med en enklere indretning”? Så havde der jo ikke været nogen mennesker i det.

Tonen er stærkere end teksten

Som et sidste anti-autoritært træk kunne man nævne den måde, hvorpå reprimanden til ghettoindvandrerne leveres.

Statsministeren fravælger tordenrøsten til de ”unge, utilpassede indvandrere [der] skal væk fra lediggang, gadehjørner og kriminalitet”; han siger ikke, de skal opføre sig som konservative danskere, nej, han opfordrer dem til at finde succeshistorierne i egne rækker og lære ”af de indvandrere, der klarer sig godt i det danske samfund”.

For at forstå effekten af dette valg, må man – igen – medtænke den mundtlige fremførelse: dette er en tale, ikke en kronik, og hvad der tager sig taktisk og letkøbt ud på papiret, kan virke ægte på tv-skærmen. I det mundtlige rum er tonen altid stærkere end teksten og stemningen vigtigere end sagen.

Pointen manglede

Hermed være ikke sagt, at statsministerens nytårstale var et retorisk mesterstykke; på flere punkter var den vitterlig for ukonkret, og den manglede en frisk, fængende pointe, der kunne samle de enkelte dele i et overordnet budskab.

Men den har formentlig gjort det, den skulle for taleren: vække folkets tillid via sympati. I sig selv et vigtigt politisk-strategisk mål for Anders Fogh Rasmussen. Ikke så ringe endda – for det er det talte, og ikke det skrevne ord, der gælder.

Kommentar til tilblivelsen af nytårstalen fra analysens forfatter, Christian Nicholas Eversbusch, Rhetor

Held I uheld – Spøgelset Arzrouni ud af skabet

’Suspekt’, ’spindoktor-agtigt’, ’stram IT-sikkerheden’!

Stor ståhej var der nok af, efter at Jyllands-Posten nytårsmorgen afslørede Christopher Arzrouni, den superliberale erhvervsjuridiske chef i Dansk Industri, som medforfatter til statsministerens nytårstale.

Men set med retoriske øjne er det stor ståhej for ingenting – for hvad i alverden er der galt med at søge råd om, hvad man skal sige og ikke sige i noget så vigtigt som en nytårstale?

Samtlige ministre i samtlige europæiske regeringer har da folk ansat til at levere stofligt input til deres taler; ’logografer’ hedder de.

Når man i dag foretrækker at benævne disse folk ’ghostwriters’ altså ’spøgelsesskribenter’, afspejler det kun vor politiske kulturs berøringsangst over for alt retorisk – som om en tale bare skriver sig selv (!).

Nej, det er skam et fag, ligesom journalistik og faglig formidling udgør selvstændige kompetenceområder. Så i stedet for at klandre Statsministeriet for suspekt kommunikation, burde man rose Arzrouni for at have omsat dele af Dansk Industris arbejde i letforståelige pointer. Det er mere end de fleste ministerielle taleskrivere magter.

Og lad os så lige få en sidste ting på plads: skønt statsministeren modtager nok så mange input, råd og rettelser til sin tale, er det stadig hans tale – det er ham, der står inde for det endelige resultat; det er ham, der må bære ansvaret for ordene.

Talen tilhører taleren.