Skip to content

Villy Søvndals 1. maj-tale

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Villy Søvndal
Formand for Socialistisk Folkeparti

Dato

Sted

Fælledparken, København

Tale

Tak fordi jeg måtte komme her i dag og markere 1. maj sammen med jer. Denne 1. maj handler bl.a. om nej til pigeløn - og ja til ligeløn. I dag er det sygeplejersker, bioanalytikere, sosu-assistenter og pædagogmedhjælpere, der kræver et ligelønsløft.

I SF støtter vi kampen for ligeløn, og jeg er imponeret over at opleve den enorme solidaritet, som danskerne har med de strejkende.


Penge med… 

Der har været snakket om ligeløn i årtier - og vi i SF har erkendt, at det er på tide med konkret, kontant, politisk handling. Vi har derfor allerede fremsat forslag om en ligelønskommission - og ekstra penge med til forhandlingsbordet. Læg mærke til det. Der skal følge penge med - ellers er det bare snak.

For der er ikke brug for endnu en kommission, hvis ikke der følger penge med.


Vores alle sammens velfærd 

Men det er ikke bare sygeplejerskerne, sosu-erne, pædagogerne og de andre sundhedsarbejdere, der har brug for ligeløn. Det har de syge, de ældre og vores børn også.

Ellers risikerer vi nemlig, at vi slet ikke kan skaffe nok medarbejdere til at passe og pleje vores børn, syge og ældre.

En af de strejkende er sosu-hjælper Jannie Pedersen fra Ulfborg. Sidste forår strejkede hun og hendes kolleger. De rejste til Christiansborg for at fortælle os politikere om behovet for et ligelønsløft.


Nødberedskab som hverdag 

Forleden dag sagde hun præcis, hvad denne her konflikt handler om: ”Jeg er ræd for, at det nødberedskab, vi kører med nu, bliver hverdag, hvis vi ikke kan tiltrække flere hænder.” Nødberedskabet kan blive dagligdag! Er det det, vi vil byde vores syge og ældre? Nej. Vi siger nej til en fremtid, hvor ældre må blive i sengen i flere dage.

Vi siger nej til et sundhedsvæsen, hvor syge skal udsættes for unødige komplikationer, fordi der ikke var personale til at pleje dem ordentligt. Uden ligeløn risikerer vi at sætte fremtidens velfærd på spil.

Allerede i dag mangler vi tusindvis af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og om få år vil vi mangle op mod 30.000. Samtidig falder tilgangen til uddannelserne. På sygeplejeuddannelsen er søgningen så lille, at der i dag er ca. 300 ledige studiepladser.

Som samfund har vi ikke råd til den slags uligeløn. I hvert fald ikke, hvis vi ønsker et samfund, hvor der er medarbejdere nok til at pleje og passe vores ældre og syge ordentligt i fremtiden.


SF ved du, hvor du har 

Lad mig slå fast, at der i hvert fald ikke er i tvivl om, hvor SF står: Vi er parate til - og finder det bydende nødvendigt - at folketinget påtager sig et politisk ansvar, så konflikten kan ophøre og et forlig indgås.

Derfor en ligelønskommission med penge. Vi skal løse den store mangel på arbejdskraft i plejesektoren ved at give alle deltidsansatte ret til fuld tid og indføre senioraftrapning. Og vi skal sikre et bedre arbejdsmiljø i det offentlige med stressbekæmpelse og mindre bureaukrati, færre stopure og mere omsorg.


Øst-udvidelsen 

Men denne 1. maj skal også bruges til overveje et andet emne på arbejdsmarkedet - nemlig hvordan vi kan håndtere øst-udvidelsen. Vi ved fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den udenlandske arbejdskraft i gennemsnit kun betaler mellem 10 og 12 % i skat.

Det sker ved at benytte reglerne om fradrag og diæter i skattelovgivningen. Samtidig betaler den danske stat dagpenge til folk, der går derhjemme og venter på noget at rive i. Det er ikke gennemtænkt.. Vi har på den ene side sagt: ”Ja tak” til østeuropæiske kolleger. Og på den anden side: ”nej tak” til østeuropæiske lønninger.


Forsikringer 

Vi skal sikre, at det er danske løn- og arbejdsforhold, der er gældende. Vi skal undgå, at der skabes der en helt ny underklasse af faglærte og ufaglærte østarbejdere med 50-60 timer om ugen til ingen løn.

Danske lønmodtagere skal ikke presses på løn og ledighed! Derfor har SF fra øst-udvidelsens første dag arbejdet tæt sammen med den danske fagbevægelse. Jeg er stærkt forundret over de kendelser, som EF-domstolen har afsagt det seneste halve år.

Det er kendelser, der strider direkte mod den danske model, og som indskrænker fagforeningernes mulighed for at tegne overenskomster og undgå løntrykkeri. SF tager disse kendelser meget alvorligt. De rykker ved selve fundamentet for vores velfærdssamfund.

Vi har derfor foreslået at Danmark, på det næste topmøde i EU, fremlægger et forslag til at sikre fagbevægelsens konflikt-ret. Denne beslutning skal skæres ud i pap - så selv en dommer ved EF-domstolen kan forstå det.

Samtidig tages der netop i disse dage initiativ til en fælles europæisk underskriftsindsamling for at støtte forslaget - målet er en million europæiske underskrifter. I bør skrive under!


Fagbevægelsen skal styrkes 

Et andet sted hvor vi har brug for europæiske underskrifter, er på de danske fagforeningers indmeldingsblanketter. For selvom både love og overenskomster er skrevet og trykt i tusindvis af eksemplarer, så er det altafgørende, at de nye kolleger fra øst også er medlemmer af vores fagforeninger.

De skal kende og stille krav til deres rettigheder. Ellers risikerer vi at hverken love eller aftaler, er det papir værd, som de er skrevet på. Kun 3 % af de udenlandske kolleger er medlemmer af vores fagforeninger!

Til de 3 % der allerede har meldt sig ind i fagforeningen, og dermed tilsluttet sig fællesskabet: Velkommen! Vi håber i bliver glade for at arbejde i Danmark. Til de 97 % der ikke er medlemmer af vores fagforeninger: Tag så og få jer organiseret! Her i Danmark har vi slidt og slæbt i over 100 år for at skaffe de resultater vi har, altid med en stærk fagbevægelse i ryggen.


Handling, tak 

Men hvad gør SF ved det hele? Jo, nu skal I høre:

o Vi vil arbejde på arbejdspladserne og i fagforeningerne og knokle for at alle skal melde sig i fagforening - også de udenlandske kolleger.

o SF'erne knokler for at lukke alle de huller i dansk lovgivning, som tilskynder snedige spekulanter til at importere arbejdskraft til Danmark på dårlige løn- og arbejdsvilkår.

o Og SF'erne knokler for at få ændret EU's regler om udstationering af arbejdstagere og udveksling af tjenesteydelser - for at skabe vækst og samhandel, men uden at lønmodtagerne skal betale prisen.

På den måde er hele SF i arbejde for et Europa med anstændige løn- og arbejdsvilkår til alle. Det er ikke snæver nationalisme - det er gensidig respekt!


International dag! 

1. majs internationale karakter er vi danskere også nødt til at forholde os til. Det kinesiske regime har igennem seneste måneder har slået hårdt ned på tibetanske demonstranter.

Snesevis er blevet dræbt - fordi de kræver helt basale politiske rettigheder og grundlæggende menneskerettigheder. Hundredevis er blevet fængslet - fordi de kræver helt basale politiske rettigheder og grundlæggende menneskerettigheder.

Den danske regering agter ikke at gøre noget. Men jeg vil opfordre jer til at støtte tibetanernes kamp for et værdigt liv. I kan se den tibetanske frihedsfakkel hernede, som er båret af et af ofrene for kinesisk tortur og undertrykkelse. Slut op om Tibets kamp og brug den internationale ånd i 1. maj-markeringen til at vise Jeres støtte.


SF knokler 

1.maj har altid fyldt meget for mig. Fordi vi her er sammen: mennesker i alle aldre og fra alle mulige forskellige jobs har samlet kræfter til at knokle for en bedre udvikling for Danmark.

Men det er ikke alle, knokler for en anden udvikling i Danmark. Det er heller ikke alle, der holder af 1. maj.

En central skikkelse, der hverken fejrer 1. maj med os andre eller støtter SF's politiske projekt - ja, det er statsministeren, ham der hedder Anders Fogh. Og lad os lige få slået fast: Han sidder på sidste omgang. Og ikke fordi han får sig en stilling på den internationale flottenheimer-scene - men fordi vi i fællesskab vælter den borgerlige regering ved først givne lejlighed!

Jeg har sagt det før - og mener det fortsat: Jeg synes, at den siddende regering under Foghs ledelse, har taget fundamentalt fejl på de 3 afgørende udfordringer:
3 tabte dagsordener
Jeg mener for det første, at denne regering tog fundamentalt fejl i sin udenrigspolitik, med Irak-krigen som den mest graverende fejl i dansk udenrigspolitik i mange, mange årtier. 

For det andet mener jeg, at denne regering i årevis tog fundamentalt fejl i hele miljø- og klimadebatten.

Og jeg mener for det tredje, at den stramme kommuneøkonomi, skattelettelser til de mest velhavende og misrøgt af vores sygehuse, ældrepleje og folkeskole, har sat vores velfærdssamfund under pres og øget uligheden i samfundet.

Jeg plejer godt nok at sige, at Statsministeren har klaret sig igennem sit job med blot tre sætninger:

”Det kan jeg på det bestemteste afvise”, ”Der er ikke noget at komme efter” og ”skal vi nu ikke se fremad”. Det er et udtryk for demokratisk fattigdom, når spørgsmål ikke besvares eller erstattes af papegøjesvar.

Lidt a la statsministerens pressemøder, hvor der jo er sat nogle meget håndfaste regler op for pressen.

På statsministerens ugentlige pressemøder er reglen, at hver journalist får to spørgsmål - og nul svar. Det er meget klart for enhver.


Håb, forandring, resultater 

Med hvad er det så for et Danmark SF knokler for? Hvad er det for et politisk projekt, som vi i SF håber at knokle for side om side med socialdemokrater og fagforeninger de næste år?

- Det er et Danmark, hvor velfærden udvikles med værdig ældreomsorg, en effektiv sundhedssektor og en tryg børnepasning.

- Det er et Danmark, hvor ungdommen uddannes med dagligt stærke folkeskoler, moderne erhvervsskoler og seminarier og sygeplejeskoler, der levere ægte anerkendelse af kommende omsorgsarbejder.

- Det er et Danmark, hvor klimaindsatsen kickstartes med ordentlige tog og busser og billigere billetter, med en voldsom udbygning af vindmøller og anden vedvarende energi og med belønning til energisparende virksomheder og borgere.

Jeg vil gerne opfordre alle forsamlede, Jeres bekendte og familie, om at bidrage til de kræfter, der i samlet trop kan skabe forandring i Danmark.

Alle der vil være med til at knokle for at udvikle velfærden, uddanne ungdommen og gennemføre en ambitiøs klimaindsats.

Kort sagt: Opfordre alle gode organisationer, partier og danskere til at tage handsken op - og samle sig med et ultimativt krav: Et systemskifte i Danmark NU.

Fortsat god 1. maj.

Kilde

Ophavsret

Tags