Biografi

Pia Olsen Dyhr (født 30. november 1971 i Vallensbæk) er en dansk SF-politiker, der har været medlem af Folketinget siden folketingsvalget 2007. Dyhr er uddannet cand.scient.pol., og har bl.a. arbejdet som politisk koordinator for CARE Danmark og som koordinator for Danmarks Naturfredningsforening. Olsen Dyhr har argumenteret for en modernisering af SF og bliver betragtet som en af partiets internationale og grønne profiler. Hun kandiderede til formandsposten ved SF-formandsvalget i 2005, men blev slået af Villy Søvndal. I oktober 2011 blev udnævnt til handels- og investeringsminister i Helle Thorning-Schmidts regering. I forbindelse med en ministerrokade i august 2013 blev hun udnævnt til transportminister. I januar 2014 meddelte daværende SF-formand, Annette Vilhelmsen, at partiet trådte ud af regeringen, og den 3. februar 2014 udtrådte de formelt af regeringen. Annette Vilhelmsen trådte ved samme lejlighed tilbage, og i februar blev Pia Olsen Dyhr udnævnt som ny partiformand, valgt uden modkandidat. Hun blev samtidig politisk ordfører. Under Dyhr som handels- og investeringsminister underskrev Danmark Handelsaftale for bekæmpelse af forfalskning (ACTA) i januar 2012. DR-programmet Detektor pegede efterfølgende på at Dyhr under et møde i Europanævnet havde brugt forældede og stærkt overdrevne tal som argument for Danmarks deltagelse i handelsaftalen. Dyhr sagde at “95 procent af den musik, der bliver downloadet på nettet, bliver downloadet ulovligt”.