Skip to content

Niels Helveg Petersen

Politiker, fhv. minister

17. jan 1939 - 3. jun 2017 (78 år)
Henrik Sørensen

Profil

Niels Helveg Petersen, Niels Lolk Helveg Petersen, 17.1.1939-3.6.2017, dansk politiker; søn af K. Helveg Petersen. Niels Helveg Petersen blev cand.jur. i 1965 og var fra 1966 MF for Det Radikale Venstre bortset fra 1974-77, da han var kabinetschef for den daværende danske EF-kommissær, Finn Gundelach. Helveg Petersen var 1978-88 formand for Det Radikale Venstres folketingsgruppe og støttede i 1980'erne den økonomiske politik, som blev ført af de borgerlige regeringer under Poul Schlüter. På andre områder, navnlig sikkerhedspolitikken, indgik den radikale gruppe i det såkaldte alternative flertal uden om regeringen. Det ophørte i 1988, da Det Radikale Venstre indgik i regeringssamarbejde med Venstre og De Konservative, og Helveg Petersen blev økonomiminister. Efter et dårligt folketingsvalg i 1990 trådte De Radikale ud af regeringen. I de følgende år tog han initiativ til en debat om Grundlovens fornyelse og foreslog en hyppigere brug af folkeafstemninger.
1993-2000 var Helveg Petersen udenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens koalitionsregering og havde dermed ansvar for indplaceringen af Danmark i Den Europæiske Union med de forbehold, der var vedtaget i 1993. Helveg Petersen støttede den efterfølgende udvidelse af EU. Med en noget lavere profil end forgængeren Uffe Ellemann-Jensen fortsatte Helveg Petersen den såkaldte internationalistiske udenrigspolitik og ønskede at gøre Danmark til et fuldgyldigt medlem af EU. Han forlod uventet posten som udenrigsminister i december 2000, officielt fordi han ikke længere mente at kunne administrere de fire danske forbehold. Han var herefter bl.a. sit partis bolig- og kirkepolitiske ordfører og medlem af Udenrigspolitisk Nævn; i 2009 blev han forsvarsordfører. Niels Helveg Petersen genopstillede ikke ved folketingsvalget i 2011.

Taler