Talekunstens antikke rødder
Nutidens danske talekunst har rødder i faget retorik, som vi især har fået overleveret fra antikkens Grækenland. Op i gennem både middelalder og renæssance er der blevet undervist i at holde tale ud fra de klassiske skabeloner, og sporene af den klassiske tradition er stadig at finde i taler holdt i dag.
Herunder finder du taler, der både er retorisk og historisk interessante, og som præsenterer dig for nogle af de mest kendte talere i oldtiden.
Du kan se alle de antikke taler i databasen her.
Den olympiske tale er skrevet af Lysias og blev netop fremsagt ved de olympiske lege.
De olympiske lege har rod i det antikke Grækenland. Her mødtes de forskellige græske bystater hvert fjerde år og gennemførte sportslegene. Grækerne dystede i flere forskellige discipliner som fx spydkast, løb, hestevæddeløb, diskoskast, længdespring og pankration (al-kamp), som var grækernes udgave af MMA. Legene var dog ikke kun en sportsbegivenhed, men var også en religiøs festival og derudover en mulighed for, at forskellige retorikere kunne vise deres evner og forsøge at påvirke folks meninger.
Lysias prøver i talen at overtale grækerne til at stå sammen mod deres fjender. Fjenderne er Kong Dionysios, som herskede over Syrakus på Sicilien og det mægtige Perserrige mod øst. Lysias begynder med at forklare, at legene i sin tid opstod, da Herakles (også kaldet Herkules) ville forene grækerne igennem legene. Lysias bruger myten til at opfordre grækerne til at stå sammen.
Talen er et eksempel på den type af retorik, som man kalder epideiktik. Ordet er oldgræsk og betyder ’fremvisende’, og på dansk kalder man taletypen for lejlighedstalen. Lejlighedstalen er kendetegnet ved, at den sætter fokus på værdier. Den handler om, hvem ’vi’ er, og hvad der kendetegner ’os’, og dermed hvad der er gode og dårlige værdier. I antikken var nedenstående tale anset for at være et glimrende eksempel på denne genre.
I år 428 f.v.t. gjorde bystaten Mytilene på øen Lesbos oprør imod det athenske imperium, som bystaten hidtil havde været en del af. Mytilene fik de fleste af Lesbos’ andre byer med i oprøret og sendte bud om hjælp til spartanerne, athenernes arvefjender. Spartanerne nølede dog og nåede ikke frem, førend at athenerne havde knust oprøret og generobret Mytilene. Athenerne besluttede på folkeforsamlingen først at henrette alle Mytilenes mænd og slavebinde byens kvinder og børn, men dagen efter tog de beslutningen op til debat igen. På den ene side i debatten stod Kleon, som ønskede, at Mytilene skulle ødelægges fuldstændigt. På den anden side stod Diodotos, der argumenterede for, at athenerne skulle udvise nåde. Historikeren Thukydid gengiver de to synspunkter i sin bog om Den Peloponnesiske Krig, og selvom talerne er over 2400 år gamle, er der dele af argumenterne, som lige så godt kunne være fremsagt i dag. Kleon argumenterer for, at det er vigtigt at straffe hårdt, så andre ikke får den idé at begå oprør mod Athen. Diodotos argumenterer derimod for, at hvis dødsstraffen virkede afskrækkende, så burde al kriminalitet for længst være forsvundet, men sådan er det jo ikke. Derfor kan man aldrig afskrække fra oprør og forbrydelse fuldstændigt, og derfor bliver man nødt til at være nådig, for hvis fremtidige oprørere ved, at de er sikre på dødsstraffen, så vil de altid kæmpe til den bitre ende.
I den antikke verden var det østlige Sicilien et rigt område med stor strategisk værdi for den græske verden. Øen var dog også en krudttønde, hvor forskellige græske bystater konstant lå i krig med hinanden om kontrollen med området. Dette var en lokal udløber af den krig, der i nutiden kaldes Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta (431-404 f.v.t.). I 424 kom der dog en pause i kampene, da de græske byer på Sicilien ved konferencen ved byen Gela aftalte en våbenhvile. Årsagen var, at den mægtige bystat Athen forsøgte at udvide sin magt til Sicilien, hvilket fik de ellers splittede sikelioter (grækere på Sicilien) til at stå sammen mod den fælles fjende. Nedenstående tale er overleveret af historikeren Thukydid og lagt i munden på politikeren Hermokrates, som ifølge grækerne var manden, der overtalte sikelioterne til at stå sammen. Hermokrates lægger i talen vægt på, at athenerne vil blive ved med at angribe det sicilianske område, medmindre de bliver mødt af hård modstand.
Mange af nutidens teorier kan i en eller anden form spores tusindvis af år tilbage i tiden. Det gælder også for den internationale politiske teori Realismen, som mange moderne forskere sporer til Thukydid. Realismens centrale antagelse er, at det er magtfordelingen mellem de forskellige stater, som er afgørende for politikkens udvikling. Kultur, etik og moralske normer spiller ingen selvstændig rolle, og det er altid magt og modstand, som afgør historiens gang. Indenfor den realistiske teori har svage stater to muligheder, når de er konfronteret med en stormagt: Enten kan de indpasse sig under stormagtens herredømme, eller også kan de forsøge at danne alliancer med andre truede småstater.
I årene 336-323 f.v.t. førte Alexander den Store sin makedonske hær på et erobringstogt i det enorme Perserrige. I årene, hvor ekspeditionen stod på, ændrede hærens sammensætning sig markant, og flere og flere lokale fra de erobrede områder blev optaget i Alexanders styrker til makedonernes store frygt. Da hæren i år 324 f.v.t nåede byen Opis i Lilleasien, som lå i nærheden af det nuværende Baghdad, annoncerede Alexander, at han ønskede at hjemsende de makedonere, som ikke længere var kampegnede. Dette udløste en bølge af protester, som spredte sig til hele hæren. De makedonske soldater frygtede, at Alexander var ved erstatte dem med persere, og at han selv ønskede at blive en persisk konge. Soldaterne havde set, at Alexander havde udstyret persiske soldater med makedonske våben, at persere nu indgik i Alexanders livvagt, og at Alexander selv var begyndt at gå persisk klædt. Alexander reagerede ved at arrestere de mest højlydte af de protesterende, holde en tale og trække sig fra kontakt med hæren. Efter et par dage begyndte Alexander at erstatte makedonske befalingsmænd med persiske og tildele makedonske titler til persiske enheder. Den hårde kurs medførte, at protesterne kollapsede, soldaterne bad om tilgivelse, og der blev holdt en forsoningsbanket.
Moderne forskere er enige om, at Alexander holdt en tale til de forsamlede soldater, men der er stor uenighed om, hvad der egentligt blev sagt. Nedenstående tale har vi fra historikeren Arrian (92-175 e.v.t.), som er en vigtig kilde til Alexanders erobringer. Vi kommer aldrig med sikkerhed til at vide, hvor meget af talen der egentligt blev fremført, men nutidige forskere mener, at talen i store træk tilsvarer den originale.
For athenerne var oliventræet noget helt specielt. Myten fortæller, at Athen blev grundlagt af en konge ved navn Kekrops. Efter grundlæggelsen besluttede Kekrops at finde en skytsgud til sin nystartede by, og to konkurrerende guder meldte sig til jobbet. Den ene var havets gud Poseidon, og den anden var visdommens gudinde Athene. For at afgøre, hvem der skulle have titel af skytsgud, blev det vedtaget at afholde en konkurrence: Den gud, som kunne give byen den bedste gave, ville vinde titlen. Poseidon slog derfor Akropolis’ borgklippe med sin trefork, og ud af stenen sprang der straks en kilde. Byens befolkning opdagede dog hurtigt, at det var udrikkeligt saltvand, som løb fra kilden, og vendte derfor opmærksomheden mod Athene. Gudinden tog et lille oliventræ og plantede det midt på Akropolis. Befolkningen så, at oliven kunne bruges til utroligt mange forskellige ting såsom sæbe, madlavning og lampeolie, og derfor valgte de straks Athene som byens skytsgudinde. Og derfor blev byen kaldt Athen, et navn som den har beholdt helt til i dag.
I oldtidens Athen fandtes to typer oliventræer: de almindelige oliventræer, der kaldtes elaa, og de hellige aflæggere af det træ, som Athene havde plantet, kaldet moria. De hellige træer leverede olivenolie, der blev brugt som præmie til athenernes fornemmeste sportsbegivenhed. Det var formelt set staten, som ejede alle de hellige oliventræer, og det var også staten, som førte tilsyn med planterne. Dvs. at hvis man ejede jord, hvorpå der voksede et moria-træ, så skulle man passe på, at man ikke kom for tæt på med markredskaberne, da man i så fald forbrød sig mod loven, hvilket kunne straffes med døden. Nu er det desværre sådan, at selvom oliventræer kan blive meget gamle (det ældste levende oliventræ er mellem 2.000 og 4.000 år gammelt), så dør de på et tidspunkt. Det betød, at der rundt omkring i Athen stod mange (hellige) træstubbe, hvor der engang havde været et levende oliventræ, men som man stadig ikke måtte fjernes. Talen her er fra sådan en situation, hvor den tiltalte stod anklaget for at have fjernet en moria-træstub fra sin jord. Desværre kommer vi aldrig til at vide, om manden var skyldig, eller hvad dommen endte med at blive.
Da Paulus nåede Athen, var byen langt fra den metropol, som den havde været et halvt årtusinde tidligere, men byen havde stadig en central rolle for en række filosofiske skoler. Denne rolle er en vigtig forudsætning for talen, da Paulus med høflighed og referencer til Athens kultur forsøger at overbevise de forsamlede athenere om, at de alle har et fælles religiøst udgangspunkt. I vers 28 citeres den astronomiske forfatter Aratos, og moderne forskning antager, at vers 27 er en reference til en for os ukendt græsk filosof.