I ildens skær. Taler om bålet
Public domain
Bålet giver potens, understreger alvor og fanger folks opmærksomhed. Ilden skaber et ideelt rum at tale i.
Hvert år den 23. juni fejrer danskerne, sammen med de fleste andre europæere, sankthansaften. Ligesom julen er sankthans i dag kombinationen af en kristen og hedensk mærkedag, der langsomt er blevet vævet sammen i et sæt af forskellige myter og traditioner. Begge traditioner er ældgamle, og det er efterhånden svært at adskille dem.
Fra et kristent perspektiv blev fejringen af Johannes Døberens fødsel allerede i 400-tallet fastlagt til den 24. juni (heraf kommer også navnet: Hans er en forkortelse for Johannes). Sankthansaften fejres aftenen inden sankthans. Det var en for de kristne missionærer oplagt mulighed for at omdanne en allerede eksisterende, lokal begivenhed – hvor ildmagi blev brugt til at holde det onde i ave – til en hyldest af en kristen legende. Skæret fra ilden kom til at symbolisere Johannes Døberen, der udpegede Jesus i en ellers mørk verden, og på den måde blev den hedenske afgudsdyrkelse gjort stueren. Ganske effektiv spin set med nutidige briller – og pointen er vel i bund og grund den samme: Væk med det onde.
På trods af kristendommens indtog har flere elementer fra den gamle hedenske tradition den dag i dag sin plads i aftenens foreteelser. For eksempel var druk, sang og førnævnte ildmagi en fast bestanddel i den hedenske fejring af årets længste dag, hvoraf mindst to af disse aktiviteter til stadighed holdes i hævd.
Sommersolhverv vækker stadig genklang, selvom magi og hekseafbrænding heldigvis er et overstået kapitel. Selve afbrændingen af hekse er historisk ikke forbundet med sankthans – det er en nyere tradition at afbrænde en halmheks, der formentlig kommer fra Tyskland og Østrig og bruges til at skræmme overnaturlige væsner, der iflg. overtro skulle være ekstra aktive på magiske helligaftenener, væk.
Aktiviteten af hekse og trolde er heldigvis ikke så synlig længere, men til gengæld er de hyggelige bålarrangementer en oplagt anledning til Shu-bi-dua-sang og bevingede ord, der ofte binder tradition og tro sammen med aktuelle begivenheder.
I dette temarum har vi samlet seks på hver deres måde karakteristiske båltaler i anledning af årets længste dag, hvis du
- mangler et stærkt sankthans-citat, når du kommer lidt for sent til din lokale bålfest, eller
- sætter pris på sjove, rørende og kraftfulde taler af dygtige og vigtige talere.
Du kan læse taler af
- Thure Lindhardt
- Anne Sophia Hermansen
- Mogens Lykketoft
- Madame Nielsen og
- Anna Juul
Rigtig god fornøjelse!
______________________________________________________________________________________
Om Midsommervisen
Holger Drachmanns Midsommervisen synges vanligt rundt om bålet sankhansaften. Den er skrevet til skuespillet Der var engang fra 1885 og hylder det danske land med et gennemgående ønske om fred og sammenhold. Ligesom selve aftenen trækker teksten på hedensk overtro, og sætningen »hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde« passer utvivlsomt stadig i dag – blot i overført betydning.
Til sangen findes der to melodier: P. E. Lange-Müllers oprindelige melodi, der angiveligt skulle være besværlig til fællessang, hvorfor Shu-bi-duas versionering i dag er den mest velkendte.
______________________________________________________________________________________
Med Kronborg og Øresund i baggrunden holdt Thure Lindhardt i 2019 denne romantiske båltale i ildens skær. Han sammenligner sankthans med julen, men mens man i julen dyrker den tætte familie i det lille lys, dyrkes de store, udvidede familier og venner i det store lys fra sommersolhverv.
På denne dag kommer et universelt, menneskeligt træk til udtryk: Nemlig ønsket om og behovet for medmenneskeligt samvær. Denne aften er, iflg. Lindhardt, en oplagt mulighed for at være sammen. Sammen om lyset, fortællingerne, myterne, glæden og freden.
Denne første båltale tale er hverken politisk eller polemisk: Den behandler større, generelle, menneskelige følelser som ensomhed, sammenhold, tro og tradition, og lyset og ilden er hele vejen igennem den samlende fællesnævner.
»Netop i aften er vi bare. Og vi lader tankerne gå mod alle de andre midsommeraften. Fuldt af skønheden og nybrud. Fuld af forventninger (...)«
Anne Sophia Hermansens båltale fra 2021 er holdt midt i en coronatid. Talen bærer præg af, at den er skrevet i en begrænsende tid, hvor det ofte føltes som om vi bare overlevede. Hermansen understreger, at vi ikke må glemme at leve!
Derudover sætter talen et mindre politisk bidemærke i regeringens behandling af kulturen:
»Engang sagde man om sankthans, at der var magi i luften, og at alt det onde og mørke kunne brændes væk. Måske er det sandt. Mon ikke der ryger et par mundbind på bålet i aften? Det tror jeg.
Gid den manglende politiske anerkendelse af vores kulturliv ville ryge samme vej
Og gid vi i stedet kan få noget af den magi tilbage, som giver trøst til de ensomme, håb til de fortvivlede og lyset tilbage til dem, der er tynget af sorg.
Vi har alle en livsgnist, der trænger til at blive næret af tusinder af tændte bål«.
Hermansen dumper i denne båltale regeringens kulturpolitik, samtidig med at hun bebuder bedre tider uden corona.
»At leve hver dag, sagde Møllehave. Ikke bare overleve endnu en dag, men at leve med et hjerte, der aldrig bliver tvivlende koldt, hvis det næres af et indre glædesblus.«
Mogens Lykketoft foretager i denne tale en dekonstruktion af sankthansaften.
Det er et klassisk talegreb at tage noget kendt, pille det fra hinanden og sætte det sammen på ny for dermed at give tilskuerne nye perspektiver på det ellers velkendte.
Denne båltale, der ender med at blive en meget politisk en af slagsen, bruger dekonstruktionen som springbræt ind i en diskussion af den daværende flygtningesituation, hvor et samarbejdende og mangfoldigt Europa med Lykketofts ord er essentielt, og ligesom i de andre taler bliver bålet et symbol på lys, håb og en bedre fremtid.
»Sandheden er at denne, en af vores hyggeligste traditioner, er spundet af de fineste tråde fra resten af Europa – og Mellemøsten.«
Når Madame Nielsen taler, så lytter man. Kunstneren med de mange navne, Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Helge Bille og Madame Nielsen, arbejder ofte med identitet som tema i sine værker. Denne båltale fra 2015 er ingen undtagelse.
Madame Nielsen påtager sig heksens identitet, historie og omdømme, og udlægger i talen heksen som et genstridigt og provokerende væsen, der tør undre sig over det, alle andre er enige om. En uvorn samfundsomvælter, som ingen kan lide, men som alle samfund har brug for.
Sådan en karakter er den evigt grænse-, genre-, og kønstrancenderende Nielsen, der flyver i forvejen til Bloksbjerg efter at have smidt en magisk heksebombe af fy- og fyndord til de måbende sankthansgæster rundt om bålet ved Roskilde Fjord i 2015.
Kender du også en, der altid ødelægger den gode stemning?
»Heksen er ikke fanden, hun er bare den, der tør se det onde i øjnene og udsætte sig for det onde. Heksen er netop fanden til forskel.«
Bispebjerg er bedre end Bloksbjerg! Forfatter, manuskriptforfatter og skuespiller Anna Juul føler sig nogle gange som den lokale trold, der ikke passer ind. I denne tale fortæller hun åbent om sin indlæggelse på den lukkede på Bispebjerg, og aftenens tema ukrudt bliver af Juul tolket som det ukrudt, der vokser inde i hendes hoved.
I denne båltale sætter taleren fokus på psykiatrien og på det foruroligende høje antal psykisk sårbare unge, der ikke altid får den fornødne hjælp. Det gør hun blandt andet ved at bruge en selvironisk, selvudleverende og tragikomisk tone, der både trækker på popkulturelle låneord som “corny”, “pleaser” og “abilifyer” i kombination med delvist morsomme, delvist triste anekdoter fra tiden på psykiatrisk afdeling.