Statsministerens tale til Folketingets åbning
Foto: Jacob Kjerumgaard/Flickr
Statsministerens tale til Folketingets åbning
Hvert år åbnes Folketinget den første tirsdag i oktober. Her holder statministeren en åbningstale, der overværes af både Folketingets medlemmer og af repræsentanter fra Kongehuset. Formålet med talen er beskrevet i grundloven. Her står, at statsministeren skal give en redegørelse for landets tilstand og de planer, som regeringen har for det kommende folketingsår.
I løbet af årtierne er det desuden blevet tradition, at åbningstalen indeholder:
1) en ros af Danmark og danskerne,
2) en ros af regeringen selv,
3) de visioner, som regeringen har for det kommende år, og
4) nogle af de konkrete tiltag, de planlægger, fx ændring af love, ændring af praksis, oprettelse af nye ministerier, penge til eller fokus på særlige politikområder m.m.,
5) et trefoldigt leve for Danmark.
Vi har udvalgt fire åbningstaler fra fire statsministre, der giver et godt grundlag for at sammenligne, hvordan forskellige regeringer definerer Danmark, hvad de ser som deres egne styrker og bedrifter, hvilke visioner de har for Danmark (og hvordan disse visioner skifter over tid og i forbindelse med diverse kriser), samt de tiltag og politikområder, de vælger at fremhæve – og hvilke de ikke lægger vægt på.
Tilhører Rigsarkivet. https://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.0/
Mette Frederiksen lagde ud med det meget omdiskuterede jordbærbodsbillede i sin åbningstale fra 2019:
“Jordbærboden i vejkanten. Hvor pengekassen står frit fremme. (…) Med et enkelt ord: tillid. (…) Kan I genkende mit Danmarksbillede? (…) Jeg ville ønske, at jeg kunne svare JA. Men NEJ. Det kan jeg ikke. For selvom rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet. Jordbærboden har fået videoovervågning.”
Tilliden – og manglen på samme – er omdrejningspunktet gennem hele talen og nævnes i de første linjer af hvert eneste afsnit i talen; i afsnittet om den nye regerings vision og i afsnittene om regeringens fokusområder: offentlige ansatte, skat, udlændingepolitik, internationale udfordringer og samarbejder og klima.
Lars Løkke Rasmussen leverer i 2018 sin åbningstale i et år, hvor regeringen skal på valg. Efter fire år med turbulent samarbejde med de blå partier og Dansk Folkeparti pegede flere analytikere på daværende tidspunkt på, at talen var den mest midtersøgende, som Lars Løkke Rasmussen havde holdt til dato.
Talen lever på eksemplarisk vis op til normerne for en åbningstale; Lars Løkke Rasmussen roser Danmark: “Fællesskabet er Danmarks styrke” og roser regeringen: “Siden valget har beskæftigelsen sat rekord (…). Det er først og fremmest danskernes egen fortjeneste. De har arbejdet sig ud af krisen. Men det skyldes også de reformer, vi har gennemført.” Derefter fremlægger han politiske visioner og konkrete tiltag inden for områderne: sundhedsvæsen, psykiatri, ældre, den offentlige sektor, institutioner og skoler, parallelsamfund og ghettoer, bandekonflikt, udenlandsk arbejdskraft, rigsfællesskabet, Europa, NATO og klima. Til sidst slutter han af med regeringens vision: “Vi skal give et friere, rigere og mere trygt Danmark videre til næste generation”.
Lars Løkke Rasmussen nævner derudover Danmark hele 46 gange i talen – det er en rekord i en åbningstale.
I 2008 strukturerede Anders Fogh Rasmussen sin åbningstale om værdien “tryghed”. Det gjorde han i en tid, hvor finanskrisen var begyndt at rulle med krakkende banker og bristende boligbobler over hele verden, og hvor det, der senere skulle kaldes bandekrigen, netop var sat i gang med skuddrab i Tingbjerg og på Nørrebro i København.
Den finansielle krise er det første problem, Anders Fogh Rasmussen adresserer, herefter følger manglen på arbejdskraft i sundhedsvæsenet, udlændingepolitik, bandekonflikt, klima og energisikkerhed, terrorisme, EU og NATO-samarbejdet, ytringsfrihed og større selvbestemmelse for Færøerne og Grønland. Til slut opsummeres fokuspunkterne med hver én værdi og én konkret handling:
“Vi vil skabe ro om den finansielle sektor. Og styrke tilsynet.
Vi vil bevare den økonomiske tryghed. Og skaffe mere arbejdskraft.
Vi vil insistere på et godt sundhedssystem. Og nedbringe ventelisterne.
Vi vil fortsætte en fast og fair udlændingepolitik. Og styrke integrationen.
Vi vil fastholde en konsekvent retspolitik. Og slå hårdt ned på bander.
Vi vil sikre energien og beskytte klimaet. Og skabe grøn vækst.
Vi vil føre en håndfast kamp mod terrorisme. Og løfte vor del af ansvaret.
Og vi vil stå fast i den globale værdikamp om frihedsrettighederne.”
I Poul Schlüters åbningstale fra 1990 er det de internationale dagsordener, der fylder: Berlinmuren er netop faldet året forinden, så Tyskland står over for en genforening, mange øst- og centraleuropæiske lande har løsrevet sig fra Sovjetunionen, Golfkrigen står for døren med Iraks invasion af Kuwait, og i EF diskuterer man oprettelsen af et europæisk system af centralbanker (i dag ECBS).
Først til allersidst nævner han – ganske kort i forhold til talens længde – de hjemlige tiltag: stram økonomisk politik, beskæftigelsesreformer og afbureaukratisering af den offentlige sektor. Dette kan skyldes, at hverken fokuspunkterne eller tiltagene er nye, for regeringens plan er simpelthen at: “Vi skal holde fast. Vi skal holde fast i en politik, der for første gang nu virkelig er på vej til at tackle underskuddet over for udlandet. Holde-fast-metoden er vist den eneste, som aldrig har været benyttet i dansk økonomisk politik. Den er selvfølgelig heller ikke populær.”