Retoriske figurer
Figurer og finesser
Går du også rundt og savner en klar og tydelig oversigt over de mest brugte retoriske figurer?
I dette temarum får du de vigtigste retoriske regler helt ind under huden med fede forklaringer og enkle eksempler, så der ikke længere er noget at tage fejl af. Det er jo ikke så ringe endda.
Efter endt læsning vil du ikke længere være i tvivl om, hvad det nu lige er, at trikoloner, anaforer og retoriske spørgsmål er for nogle. Du får altså fuldstændig styr på simple såvel som svære sproglige virkemidler, hvilket både giver dig flere forudsætninger for at analysere og forstå andre taler, samtidig med at du selv bliver en haj til at skabe skarpe og skudsikre budskaber.
En humlebi besøger en sprogblomst. Humlebien er selv et levende paradoks; den skulle eftersigende være for tung til at kunne flyve, men gør det alligevel.
Udfordring til klassen: Hvor mange af nedenstående figurer kan du finde i introteksten til venstre? Se vores bud nederst på siden.
I dette forløb får du styr på:
- Allitteration
- Assonans
- Gentagelse
- Anafor
- Epifor
- Tautologi
- Parallelisme
- Trikolon
- Accumulatio
- Simile
- Metafor
- Metonymi
- Antitsese
- Kiasme
- Oxymoron
- Paradoks
- Hyperbel
- Litote
- Retorisk spørgsmål
- Correctio
- Exclamatio
- Brud
Du er velkommen til at kontakte redaktionen, hvis vi har glemt et af de helt åbenlyse virkemidler.
Allitteration
Ved allitteration – eller konsonantrim, som det også kaldes, sætter taleren to eller flere ord, der indeholder den samme eller flere ens konsonantlyde, sammen i en sætning. Virkningen er mest påfaldende, hvis rimet ligger i ordenes begyndelsesbogstav, som her i eksemplet fra Lars Løkke Rasmussen tale ved Venstres Landsmøde i 2010:
“Uanset om man kommer fra Virum, fra Vorbasse eller fra Vollsmose, har man gode muligheder i et samfund som Danmark, hvis man vil.”
Her har allitterationen kun den funktion at fange lytterens opmærksomhed, med allitterationen kan også være med til at understrege nøgleordene i en sætning, som i eksemplet her fra Tessas nytårstale 2021:
”En kvinde, der udlever og udtrykker sin seksualitet, er enten uden selvværd og selvrespekt eller en svigtet sjæl, der i virkeligheden søger kærlighed og bekræftelse.“
Allitterationen kan også bruges subtil og elegant, hvis det bogstav, der gentages, ligger midt i ordene. Et eksempel på det er fra Emily Olander Christiansens tale ved Røst i Operaen under Priden 2022:
“Pride betyder, at kampen for ligestilling aldrig slutter”.
Allitteration kan være med til at give en behagelig rytme, og det kan sætte en underspillet emfase på de ord, der indeholder de gentagne konsonanter.
Assonans
Assonans er også et bogstavrim, men hvor allitteration er bogstavrim med konsonanter, fx “rød og rod”, er assonans bogstavrim med vokaler, fx “sød og blød”.
Et eksempel herpå ses i Julie Lindmanns tale ved demonstrationen “Sænk farten – bevar SU’en” fra 2022:
“Mange har de seneste dage omtalt det her forslag som et forslag der gør op med det såkaldte ’fjumre år’. Men det er en dybt usympatisk og usund diskurs at bruge, for man peger på en ungdomsgeneration som mere end nogensinde før vender pilen ind ad og ikke føler der er plads til fejltrin eller til at mærke efter og tage andre valg.”
Her fanger Lindmann særligt lytterens opmærksom ved hjælp af assonansen, og de fire ord med u udgør tilsammen også hovedkernen i hendes budskab, som altså træder tydeligere frem ved hjælp af stilfiguren.
Ved assonans skal man ikke kigge på bogstaverne, men lytte til lydene. For eksempel indgår det andet u i usund ikke som en del af assonansen, da det udtales med en å-lyd.
Gentagelse
Der findes utrolig mange specifikke navne for forskellige gentagelsesfigurer, så når man taler generelt om det, at gentage ord og sætninger, bruger man ofte bare den danske betegnelse ”gentagelse”, undtagen når der er tale om anafor og epifor, så bruger man de latinske betegnelser.
Gentagelser kan både ske på ordniveau og sætningsniveau, og gentagelserne kan være identiske, eller variationer over det samme ord eller den samme sætning.
Hele Olivia Kubasiak Kløvedal Reichs tale ved Klimapåmindelsen 2019 er fx struktureret omkring gentagelsen af sætingen “Nej, klimaforandringer er ikke noget, jeg går op i”, der fungerer som et omkvæd igennem hele talen.
Men vi finder også eksempler på gentagelser på ordniveau i hendes tale:
“Jeg elsker livet, fordi jeg har øjeblikke, der er så smukke og fyldt af ro og kærlighed. Øjeblikke, hvor man føler sig heldig, og hvor man glemmer alt andet og bare er helt og holdent i nuet. De øjeblikke har jeg haft mange af, blandt andet fordi jeg lever i et trygt og stabilt samfund, men med klimaforandringerne kommer ustabilitet og i værste fald kaos.
Her gentages “øjeblikke” i forskellige former, så ingen er i tvivl om, at det er nøgleordet i afsnittet.
Et andet eksempel er fra Zoé Elkær Nicots tale ved arrangementet “unge taler menneskerettigheder ud over scenekanten” 2022, hvor forskellige versioner af ordet “privilegie” gentages.
“I Danmark er vi privilegerede nok til at være vokset op i et land med lige adgang til kvalitetsuddannelse. Det privilegium må aldrig blive en hvilepude. Det giver os et ansvar for at hjælpe dem, der ikke er vokset op med de samme privilegier.”
Gentagelsen er her med til at skabe rød tråd i Nicots argumentation.
Anafor
Anaforen er en gentagelse af ord eller udtryk i begyndelsen af en sætningsrække to eller flere gange, fx “Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”. Der er ingen krav til, hvor mange gange en gentagelse skal optræde, før der er tale om en anafor.
I dette eksempel fra H.K.H. Kronprinsesse Marys tale i anledning til H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag optræder anaforen fire gange:
“Alle de ting, jeg gerne vil sige. Alle de ting, jeg kan sige. Alle de ting, jeg ikke kan sige. Og alle de ting, der er plads til at sige.”
Anaforen skaber både rytme, og så binder den de ord eller udsagn, der optræder i den, sammen. Det kan både være som kontraster eller som nuancer af det samme – som her i Kronprinsessens tale.
Et andet eksempel kommer fra Anja C. Jensens tale ved demonstrationen “Bevar Store Bededag” fra 2023.
“Jeg kunne godt starte med at sige, at jeg står her sammen med mine kolleger fra 3F og FOA. At det er fagbevægelsen, der står her skulder ved skulder. Men i virkeligheden står jeg her med Henning og med Mona. Jeg står her med Anne, Gabriel, Morten, Søren, Camilla – og om lidt med Tessa! Jeg står her med ALLE jer.”
Her er anaforen ikke helt ren, men “der står her”, “står jeg her” og “jeg står her” fungerer stadig som en anafor.
Epifor
Epifor er ligesom anaforen en gentagelsesfigur, men i modsætning i anaforen, finder gentagelsen sted i slutningen af en sætningsrækken, fx “Der skal ske en forandring nu. Vi vil have indflydelse nu!” eller i slutningen af en række led i en sætning, fx “Det var en våd vinter, en grå vinter, en lang vinter.”
Anders Fogh Rasmussen bringer et godt eksempel på epifor i sin grundlovstale fra 2006, når han siger:
“I Danmark har vi frihed til ikke blot at mene, hvad vi vil. Men også at sige, hvad vi vil”.
Ved at placere gentagelsen i slutningen af sætningen får det karakter af omkvæd; og ligesom med en popsang sidder budskabet bedre fast i hukommelsen.
Et andet eksempel på epifor ses i Alex Vanopslaghs tale ved maratondebat i folketingssalen:
“For hvis ikke vi tror på det personlige ansvar, vil det jo altid være andres skyld, så er det samfundets skyld, så er det fællesskabets skyld, når tingene ikke kører, og så er der kun tilbage at være vred på samfundet, finde sammen i de smålige fællesskaber og omstyrte samfundet.”
Her er bliver skyld brugt som epifor i en trikolon: andres skyld, samfundets skyld og fælleskabets skyld.
Tautologi
Tautologi er en gentagelse af ord, der betyder det samme eller næsten det samme fx “et lyst og hvidt værelse” eller “en god og dejlig weekend”. Man fraråder ofte at bruge tautologier, da de kan give det indtryk, at man er løbet tør kreativitet eller pointer og derfor bare finder på synonymer på noget, man allerede har sagt. Men tautologier kan også bruges til at understrege ens pointe, fordi man netop fremsætter den to gange på to forskellige måder.
Et eksempel på tautologi ses i denne båltale af sanger Julie Berthelsen:
“Jeg kan kun tale for mig selv lige nu – men jeg kan tit og ofte finde det ufattelig frustrerende at være magtesløs – men jeg skal lære at finde roen i, at jeg gør, hvad jeg kan, dér hvor jeg kan.”
Her er tit og ofte to synonymer, der bruges som mild styrkemarkør for den efterfølgende pointe.
I Gyrithe Lemches tale i anledning af vedtagelsen af en ny formålsparagraf for Dansk Kvindesamfund efter grundlovsændringen i 1915 gentager hun samme pointe ved hjælp af to mere eller mindre synonyme formuleringer:
“Vejen her er tydelig afstukken og ikke til at tage fejl af.”
Her er gentagelsen med til at understrege, at der altså ikke er nogen undskyldning for at gå i en anden retning.
Parallelisme
Ved en parallelisme gentager taleren en række ord, der er nogenlunde ens, eller bruger den næsten samme sætningsopbygning i to eller flere sætninger, så sætningerne spejler hinanden. Parallelismen minder derfor om gentagelsesfigurerne anafor og epifor, men den er mere fri, så de ord, ytringer eller sætninger, der er parallelle behøver ikke være helt ens. Ved at sætte ord, ytringer eller sætninger op i en parallelisme, bliver de lettere at sammenligne betydningen af dem, og ligheder og forskelle træder derfor tydeligt frem.
Herunder er et eksempel fra Pernille Vermunds tale ved traktordemonstrationen i København 2020, hvor der findes to parallelismer:
“Vi kan ikke genoplive de aflivede avlsdyr hos minkavlerne. Men vi kan give nyt liv til det danske folkestyre. Mette Frederiksen taler om et farligt reservoir af smitte i mink. Jeg taler om et frygtindgydende stærkt reservoir af danske stemmer, der stiller magten til ansvar.”
Den første parallelisme er “vi kan ikke genoplive x… men vi kan give nyt liv til y”. Her startes begge sætninger næsten med samme formulering “vi kan ikke” og “men vi kan”, men den første sætning indeholder en negation, og det gør den anden ikke. I samme sætninger er ordene “genoplive” og “give nyt liv”, der betyder næsten det samme, også med til at afsløre parallelismen.
Trikolon
En trikolon kaldes også for en tretrinsraket: Her remses tre ord eller udtryk op efter hinanden i en sætning, som i “gud, konge og fædreland”. Tallet tre skaber rytme, det gør opremsningen mindeværdig, og så har vi en tendens til at føle at tre er tilpas – det er ikke for få eksempler og det er ikke for mange.
H.M. Dronningen bruger for eksempel en trikolon i sin tale om coronasituationen 2020:
“Et barn kan miste sin bedstemor, en datter sin far, en hustru sin mand.”
Igen kan citatet fra Alex Vanopslaghs tale ved maratondebat i folketingssalen også fremhæves til eksempel:
“For hvis ikke vi tror på det personlige ansvar, vil det jo altid være andres skyld, så er det samfundets skyld, så er det fællesskabets skyld, når tingene ikke kører, og så er der kun tilbage at være vred på samfundet, finde sammen i de smålige fællesskaber og omstyrte samfundet.”
Her findes der to trikoloner: “være andres skyld”, “er det samfundets skyld” og “er det fælleskabets skyld” samt “være vred på samfundet”, “finde sammen i de smålige fællesskaber” og “omstyrte samfundet”. Her spejler nøgleordene i den første trikolon nøgleordenen i den anden. På den måde sættes der lighedstegn mellem at skyde skylden på noget og blive vred, finde sammen i grupper og omstyrte samfundet.
Accumulatio
Accumulatio betyder ”akkumulering” er opremsning af fire eller flere led, altså en tretrinsraket, der bare fortsætter. Man kan forestille sig en snebold, der ruller og bliver større. Accumulatio bruges da også tit til at give indtryk af, at et emne er stort og udtømmeligt; det giver indtryk af, at taleren kunne blive ved med at komme med eksempler.
“Far til fire. Frømand. Kunstkender. Musikelsker. Militærmand. Sportsmand. Min mand. Erhvervsambassadør. Søn. Eventyrer. Grønlandsfarer. Bror. Og en god ven.” Dette eksempel er fra Kronprinsesse Marys tale til Frederik. Her opremser Kronprinsessen konkrete og tilsyneladende usammenhængende personbeskrivende adjektiver, der peger frem mod en pointe om, at Kronprinsen er et alsidigt menneske.
Et andet eksempel er fra Poul Nyrup Rasmussens rørende tale ved Lone Dybkjærs bisættelse 2020
“Og nu må jeg prøve at leve uden dig, uden vores øjeblikke, uden duften af dig og din signaturparfume, uden dit blik fra to øjne lyseblå, dit smil, din stemme.”
Simile
En simile er sammenligning. Similer er nemme at genkende, da selve formuleringen afgør, om noget er en simile eller ej. ”Anemonerne er som sne, der dækker engen” er tydeligt en simile pga. brugen af ordet ”som”. Hvis der derimod havde stået ”Anemonerne er sne, der dækker engen” er det ikke længere en simile, men en metafor.
Her kommer et par eksempler:
I sin grundlovstale fra 1891 siger politikeren Viggo Hørup: “Et Folk er som det salte Vand, et Folk er som Havet.”
”Og bag min Faders Gaard der laa de skjønneste Enge, jeg har set i Landet, fyldte af Fugleliv og Bær og Blomster og Humlebier og duftende Høstakke. Disse Enge er som Grundfarven i al min Digtning.”
Her sammenligner Jeppe Aakjær hans barndoms enge med grundfarven i sin digtning; ”grundfarve i digtning” er ovenikøbet også en metafor i sig selv.
I sin tale til unge om håb i en coronatid 2021 bruger Isabella Pilegaard Johansen to similer i træk:
”Men jeg vil alligevel fortælle dig en ting; corona er ikke kommet for at blive. Ligesom pandemien er vi her heller ikke for evigt, men vi er her lidt endnu. Og ligesom forårsblomsterne i skoven, så er vi – ungdommen – i fuldt flor. Og både blomsterne og vi behøver sol såvel som regn for at få ordentligt rodfæste.”
Her sammenlignes de unge først med pandemien og herefter med forårsblomsterne i skoven.
Metafor
Når taleren bruger en metafor, overfører hun et begreb eller et udtryk fra ét betydningsområde til et andet. Hun “låner” altså et udtryk fra dets oprindelige anvendelse og bruger det i en ny sammenhæng, fx hvis man siger om en klassekammerat, at “hun er en holdspiller”, så låner man et udtryk fra sport, til at forklare noget om gruppedynamikker i skolen. Metaforer bruges typisk til at forklare noget på en ny og overraskende måde.
Et eksempel er fra DF’s årsmøde i 2003, hvor Ulla Dahlerup holdt en tale:
“Det blev hurtigt efterår i bevægelsen, der gik frost i sammenholdet.”
Dahlerup bruger her to metaforer, en tidsmetafor “efterår”, og en vejrmetafor “frost” til at beskrive relationer mellem mennesker. Det er en kreativ måde at beskrive relationers udvikling på, især fordi “efterår” og “frost” også tit hænger sammen.
Nogle metaforer er så populære, at de med tiden bliver til klicheer. Disse kaldes også for døde metaforer, fordi det er blevet så almindelige, at vi ikke længere lægger mærke til dem. De kan derfor ikke forklare noget på en ny og overraskende måde, og tit frarådes det også, at man bruger døde metaforer. Men i nogle tilfælde, kan de være gode at bruge. Fx i eksemplet herunder fra Rahima Abdullahs studentertale 2021.
“For mig er studenterhuen ikke kun en markering af, at jeg har afsluttet gymnasium. Det er også en markering af, at det lykkedes mig at komme godt igennem en lang og hård rejse frem til i dag, hvor jeg står her med huen på.”
At en personlig udvikling eller et skoleforløb har været en “rejse” har de fleste hørt mange gange før, og det er da også en død metafor. Men her er brugen af klicheen med til at vise, hvor godt Abdullah har lært dansk på de få år, hun har været i Danmark.
Metonymi
Metonymien er i familie med metaforen, men metonymien udskifter et ord eller et udtryk med et ord eller udtryk inden for samme betydningsområde, der er med andre ord en logisk forbindelse imellem det ord eller udtryk, der erstattes, og dets erstatning. For eksempel kan man sige “Putin er gået ind i Ukraine”, når man mener “den russiske hær er gået ind i Ukraine”.
Metonymi kan bruges til mange ting. I eksemplerne bruges det fx til at tillægge nogen et ansvar for noget, som humor eller for at forkorte og fortætte sproget.
Et klassisk eksempel på en metynomi er fra Dorthe Boe Dansbjørgs tale ved Solidaritetsmarch for ligeløn 2021, hvor hun siger “Christiansborg” i stedet for regeringen:
“Vi strejker for, at arbejdsgiverne og Christiansborg skal give sygeplejerskerne en retfærdig løn.”
Et andet eksempel fra samme demonstration, men med kroppen som omdrejningspunkt for metonymien, er fra Halime Oguz’ tale:
“Vi har set, hvor vigtigt det er for vores alles hverdag og liv, at vi har stærke faglige og varme hænder.”
Hænder repræsenterer her mennesket, der skal udføre de konkrete arbejdsopgaver. Varme hænder er efterhånden blevet en politisk kliché, der er så hyppigt brugt, at man på ingen måde er i tvivl om, at hænder er metonymi for menneske eller arbejdskraft.
Yahya Hassan brugte også en ret velkendt metonymi, da han i 2015 stillede op for Nationalpartiet:
“I Danmark betyder ytringsfriheden, at vi helst skal kunne ytre os konsekvensfrit. Vi kan jo altid åbne munden, vi kan nærmest ikke lade være. Forstå mig ret, men det har altid en konsekvens.”
Når Hassan siger åbne munden er der ingen tvivl for tilhøreren om, at der menes snakke eller ytre selvom man ret beset godt kan åbne munden uden at tale. At han i det foregående snakker om ytringsfrihed understreger yderligere, at det menes snakke, når han siger åbne munden.
Antitese
En antitese er en kontrast, altså en modstilling af ord og begreber som fx “lys><mørke”, “levende><dødt” eller “dag><nat”. De to dele af en antitese kan optræde i samme sætning, i hver sin sætning, fx “der var lyst ved bordet foran vinduet, men i stuens hjørner lurede mørket” og endda som en figur, der løbende vender tilbage i en tekst og danner den røde tråd eller tekstens tema. At noget er en antitese vises ofte med ><.
Et godt eksempel på antiteser ses i Poul Nyrups mindetalen for sin kone Lone Dybkjær:
“Vil du have glæder, må du tage sorgen med. Vi mistede begge det dyrebareste. Men vores kærlighed fandt ny næring i vores savn. Vores fællesskab blev stærkere, kærligheden blev dybere. Vi fornemmede, at livet ikke er som en lang perlekæde af lykkelige øjeblikke. Der er sorgfulde stunder imellem.”
Poul Nyrup Rasmussen bruger en antitese mindst tre gangen i teksten, når han stiller modsætningerne “sorger><glæder”, “kærlighed><savn”, og “lykkelige øjeblikke>< sorgfulde stunder” overfor hinanden. På den måde forstærker han sit budskab, når han stiller følelserne op som kontraster, der dog hænger sammen.
Kiasmen
Kiasmen kaldes også for krydsstilling, fordi man siger de samme ting to gange, men i forskellig rækkefølge, så det anden gang får en ny betydning. Kiasmen er en af de mere avancerede figurer, men den er meget fængende, når det lykkedes.
Her er et eksempel fra Mette Frederiksens nytårstale fra 2020:
“Dengang for 100 år siden, da sønderjyderne kom hjem til Danmark. Da stod valget mellem, om folket skulle følge landet. Eller om landet skulle følge folket.”
Her er det delsætningen “om folket skulle følge landet”, der spejlvendes til “eller om landet skulle følge folket”.
Oxymoron
Et oxymoron er en selvmodsigelse, altså en sammenstilling af ord eller begreber, som ikke giver logisk mening, fx “larmende stilhed”, “gammel nyhed”; stilhed er pr. definition ikke larmende og omvendt, og nyheder er pr. definition ikke gamle og omvendt.
Nanna Skov Høpfner sagde i sin tale ved en Men in Black demonstration i januar 2021 bl.a. sådan her:
“Ok. Er du sindssyg, det ser for vildt ud det her. Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde? Bare lige gøre København opmærksom på, at vi er her, ikk’?”
Udsagnet “smadre byen på en ikke-voldelig måde” er en oxymoron; at smadre en by er pr. definition voldeligt. Det må dommerne også være kommet frem til, for Høpfner blev dømt for opfordring til vold for sin tale.
Et oxymoron, der er gået over i historien, er H.M. Dronningens udtryk “dumsmarte bemærkninger” (noget dumt er pr. definition ikke smart og omvendt) fra hendes nytårstale i 1984, hvor hun talte om, hvordan danskerne behandlede de gæstearbejdere, der var kommet til Danmark:
“Så kommer vi med vores ‘danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”
Paradoks
Et paradoks er et to ord eller ytringer, der stilles sammen, og umiddelbart er hinandens modsætninger, men som alligevel synes at have en dybere betydning eller mening.
Fx er sloganet under coronakrisen ”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand” et paradoks. Det blev første gang blev sagt af Mette Frederiksen i hendes tale ved pressemødet om første coronanedlukning 2020.
Et andet eksempel stammer fra Pia Kjærsgaards tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i 2012, hvor hun sagde:
”Vi er humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve og derfor gør vi det alligevel.”
Et mere udbygget eksempel på et paradoks finder vi i H.K.H. Kronprinsessens tale til sin mand på hans 50 års fødselsdag. Her siger hun bl.a. om H.K.H. Kronprinsen:
“Du er et alsidigt menneske. Et sammensat menneske – kompleks og ligetil på én gang. Du kommer i mange forklædninger, så at sige. Du er i konstant bevægelse. Alligevel står du fast. For under alt det foranderlige er du om nogen én, der kender dig selv. Er dig selv. Deri ligger kernen, der binder alt det andet sammen.”
Her benytter Kronprinsessen paradokserne: kompleks><ligetil, i bevægelse><stå fast og foranderlige><kerne. Paradokserne her skal forklare det uforklarlige, og understrege pointen om, at Kronprinsen er en alsidig person.
Hyperbel
En hyperbel er en overdrivelse.
Hyperbler kan blandt andet, som i følgende eksempel fra Mathias Vinholts demonstrationstale fra 2022, virke ironisk og kritisk:
“Men selvom de er så kloge, at de kunne undvære hovedet, så er de nærmest under protest nu også begyndt at fatte, at vindmøller ikke er noget, vi kan snakke op af jorden.”
Der overdrives her i en sådan grad, at man ikke kan være i tvivl om, at der ironiseres over, at “de kloge” ikke kan “snakke ting op af jorden”. Ved at bruge hyperbel gør Vinholt opmærksom på det absurde i tingenes forhold, som han ser dem.
Litote
En litote er en underdrivelse. Brugen af en litote kan udtrykke ydmyghed, og i sin underspillethed kan det være med til at styrke et argument. Et godt eksempel herpå ses i det nedenstående:
“Til syvende og sidst er det nok ikke så tosset med ærlighed og selvkritik.”
Eksemplet stammer fra Marianne Bruuns tale ved Socialdemokratiets ekstraordinære kongres i 1992. I stedet for at sige at ærlighed og selvkritik er fremragende, er det “nok ikke så tosset”.
Retoriske spørgsmål
Retoriske spørgsmål er spørgsmål, man ikke ønsker svar på, men som man udelukkende bruger for at opnå en retorisk effekt. Svaret er nemlig så indlysende eller så umuligt, at spørgsmålet kun kan stå ubesvaret.
Et stærkt eksempel på det retoriske spørgsmål findes i Glenn Bechs nytårstale, når han mod afslutningen af talen spørger:
“Men igen, den samfundsindretning er der måske også nogle, som er interesseret i at bevare?
Eller hvad, tager jeg fejl? …
ér jeg bare en pauseklovn fra proletariatet?”
Her stiller Glenn Bech et afsluttende og provokerende spørgsmål uden at give eller forvente et direkte svar. Altså bruger han her et retorisk spørgsmål som en skarp stikpille til seerene.
Et andet sigende eksempel stammer fra Poul Nyrup Rasmussens tale ved Lone Dybkjærs bisættelse 2020:
“De måneder blev en ny intensitet i vores kærlighed. Hvordan kunne jeg tøjle min umådelige ømhed for dig, når sygdommen gik til angreb hver eneste dag? Hvordan kunne jeg undgå at blive slået omkuld af pylren, som du kærligt frabad dig? Hvordan kunne jeg smile til dig i al min magtesløshed, når jeg så kræfterne svinde?”
Her bruger Nyrup det retoriske spørgsmål til at illustrere den magtesløshed og tvivl, han følte, under sin kones kræftsygdom.
Correctio
Correctio er, når man retter sig selv under en tale. Correctio kan bruges tilsigtet som en morsomhed eller for at understrege, at to ting eller personer minder om hinanden. Et eksempel på begge findes i Rasmus Prehns tale ved traktordemonstrationen i Hjørring 2020:
“Inger Støjberg stod den anden dag ved demonstrationen i København og citerede Trump … nåh nej, det var Reagan: ‘Vi skal dræne sumpen for regeringens magtarrogance,’ sagde hun.”
Ved at lave denne tilsigtede selvrettelse hentydes der til, at Reagan-citatet også hyppigt er blevet brugt af Donald Trump.
Et eksempel på en utilsigtet selvrettelse opstår i Alex Vanopslaghs tale ved maratondebat i folketingssalen fra 2023:
“Så hvis vi ønsker et samfund med mindre polarisering, hvis vi skal modvirke den appel, de smålige fællesskabet har, skal vi styrke bevidstheden om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være dansker, være borger i Danmark, det er nok mere præcist. ”
Her bruger Vanopslagh en selvrettelse fra dansker til borger i Danmark. Dermed får han også implicit taget afstand for diskussionen om, hvornår man er dansker eller ej.
Exclamatio
Exclamatio betyder ‘udråb’ og beskriver tilsyneladende spontane udbrud. De bruges til at fange publikums opmærksomhed, men kan også få taleren til at virke sympatisk, eller de kan også bruges ironisk og dramatisk – alt afhængigt af levering og kontekst. Den klassiske, men også meget gammeldags brug af exclamatio er “o”, “åh” og “ak”.
Her er et klassisk eksempel på “ak” fra Kaj Munk, der prædikede 2. søndag i advent 1943:
“Aah, mine kristne Venner, det er derhen, vi skal.”
Et nyere eksempel kommer fra Eren Temurs tale ved Odense Pride 2022:
“Pride er en årlig protest i kærlighedens tegn, i frihedens navn, retfærdighedens savn og med håbet om fred! HEY! Vi savner dig Danmark! Vågn op, vi savner Natasjas Danmark!”
Brud
Et brud er egentlig ikke en stilfigur i sig selv, men brud kan anvendes på stort set alle ovenstående figurer, ved netop at bryde med en ellers forventelig sætningsopbygning eller gentagelse. Et eksempel herpå ses i Olivia Kubasiak Kløvedal Reichs tale ved Klimapåmindelsen 2019.
“Jeg frygter, hvad der sker inden for landegrænser, når der inden for kun få år ikke er rent drikkevand eller nok mad, på grund af tørke. Jeg frygter for, hvilke borgerkrige, det kommer til at starte, når der bliver hungersnød i de lande. Jeg frygter for den globale økonomi og det globale diplomati. Jeg er meget, meget bange for, hvordan det kommer til at påvirke vores allerede skrøbelige demokratier, når Europa presses af masseimmigration.”
Her laver starter Reich en accumulatio, men i fjerde led bryder hun med formen og vælger en anden formulering; det skærper tilhørerens opmærksomhed, og understreger, at indholdet i det fjerde led er anderledes end i de tre foregående: det opsummerer nemlig dem alle tre.
Figurer og finesser {allitteration}
Går du også rundt og savner en klar og tydelig oversigt over de mest brugte retoriske figurer? {retorisk spørgsmål og tautologi: klar/tydelig}
I dette temarum får du de vigtigste retoriske regler {allitteration og assonans} helt ind under huden {metafor} med fede forklaringer {allitteration} og enkle eksempler {assonans}, så der ikke længere er noget at tage fejl af. Det er jo ikke så ringe endda {litote og tautologi: jo/endda}.
Efter endt læsning {assonans} vil du ikke længere være i tvivl om, hvad det nu lige er, at trikoloner, anaforer og retoriske spørgsmål {trikolon} er for nogle. Du får altså fuldstændig styr på simple såvel som svære sproglige {allitteration (lidt for meget af det gode, måske) og antitese: simple/svære} virkemidler, hvilket både giver dig flere forudsætninger for at analysere og forstå andre taler, samtidig med at du selv bliver en haj {metafor} til at skabe skarpe og skudsikre {metafor} budskaber {allitteration, assonans og, indrømmet, hyperbel}.
God fornøjelse!
Hvor mange fandt du?
- Allitteration
- Assonans
- Anafor
- Epifor
- Trikolon
- Metafor
- Metonymi
- Kiasme
- Retorisk spørgsmål
- Antitsese
- Oxymoron
- Hyperbel
- Litote
- Tautologi
- Exclamatio
- Parallelisme