Skip to content

How to: Studentertale

Foto: Lars Bertelsen. Wikimedia Commons

Studentertalen er en epideiktisk tale, der skal opsummere tre års skolegang og ønske god vind fremover.  

Det er det arrangement, skolen holder for at markere skoleårets afslutning og fejre studenterne. Her får de overrakt deres eksamensbevis, og rektor – og sædvanligvis også en elev – træder op på talerstolen og sætter ord på skolen og fællesskabets værdier, inden studenterne sendes af sted på de ventende lastbiler med et eksamensbevis i hånden.

Er du blevet udvalgt til at holde studentertalen – også kaldet elevtalen – på din skole, er din opgave at formidle hele årgangens kollektive erfaringer med at gennemføre uddannelsen. Det er en stor opgave, men der er hjælp at hente. Vi har samlet en håndfuld gode studentertaler, som du kan finde inspiration i. Alle har de det tilfælles, at de nogenlunde følger denne formel:
  1. en beskrivelse af oplevelsen af at have gået på uddannelsen,
  2. de udfordringer og sejre, eleverne har haft på vej mod studenterhuen,
  3. udtryk for lettelsen og glæden over at være nået i mål,
  4. ønsker, håb og gode råd til fremtiden.
– Når du så har holdt dit brag af en tale, så husk at sende den ind til os til inspiration for næste års studentertalere.
Vi gjorde det. Aldrig mere afleveringer søndag aften, aldrig mere oldtidskundskab, og lange forklaringer om ioniske og doriske søjler. Aldrig mere DHO, SRO og SRP. Vi gjorde det. Så jeg synes lige, vi skal give os selv en hånd!
Jeg har selv drømt meget – måske for meget – om at nå til netop denne dag, få huen på og bare komme væk herfra. Men jeg synes nu, at det måske er en meget god idé at… Stoppe op. Se sig omkring. Og se tilbage, en sidste gang, før man ræser ud i livet.

Vi har ligesom hele tiden vidst, hvad det næste skridt var. Efter vuggestuen, så børnehaven, efter børnehaven så folkeskolen, og så måske efterskole og så gymnasiet. Men nu står vi her og er færdige, uden at have et selvfølgeligt svar på, hvad det næste skridt er. Med alle de skoleår i bagagen, men uden at føle at vi ved noget som helst om, hvordan det rigtigt er derude.

Vi har alle været med til at berige hinanden på kryds og tværs med venskaber, viden og bekendtskaber. Nogle af os skal nu på videregående uddannelser, mens andre tager et sabbatår eller to. Men hvem ved, måske krydser vores veje hinanden igen på et senere tidspunkt i livet.

Må vi alle finde netop vores vej i livet. Må denne vej lyses op af solopgange, blomsterdufte, og fuglekvidder. Må du finde blindgyder og mosbegroede stier. Må du vende om og tage fejl. Må dit liv blive lige netop dit, og må denne dag blive endnu en begyndelse i det.