Kære Mulere,
Først og fremmest, tillykke! Vi klarede det!
Det er 2 og 3 år siden, at vi som elever sad her i salen for første gang. Dengang, på første skoledag, sad vi alle med uro i maven, nervøse blikke til sidemanden, og med et håb om, at det der gymnasie noget skulle blive noget for en.
Nu er det en blanding af sentimentalitet og spænding, som summer i luften, imens vi lige nu sidder her i salen som elev for sidste gang. Og selvom vi ikke har siddet på skolen lige så meget de sidste 2 eller 3 år, som vi havde håbet, så har netop vores tid på gymnasiet været helt speciel. Vi har set vores klassekammerater på Teams 5 minutter efter de er stået op. Vi har set hinandens soveværelser, søskende og søvndrukne øjne. Vi har set vores klassekammerater blive afbrudt af deres forældre og vores lærere blive forstyrret af deres børn. Vi har fået spillet Muler Bingo, endelig været til regatta, og set 3.y tvære lærerne ud i volleyball turneringen. Men vigtigst af alt, så har vi fået hinanden; vi har fået vores venner, og de har fået os. Det der gymnasie noget blev jo meget godt alligevel.
Nu står vi alle sammen igen et sted, hvor vi skal vælge noget nyt. Det er nærmest surrealistisk; på både godt og ondt, har gymnasiet somme tider virket som om, det skulle vare for evigt. De valg, som vi alle står overfor den næste tid, er præget af både glæde og spænding - men også vemod og tvivl. Det er store beslutninger som er svære at træffe. I den kommende tid, må vi alle huske os selv og hinanden på, at det er okay at tvivle, at tage fejl, skifte mening og gå en anden vej, end vi troede vi skulle.
Nu er det her jo en tale til en stor begivenhed, og jeg vil være genren tro og inddrage et citat fra en kendt person. Det bliver ikke Gandhi, Martin Luther King eller Niels Bohr, men i stedet Mumitroldens far. I Mumifars erindringsbog er hans første morgen i livet beskrevet på følgende måde:
”Op rullede solen, den funklede i spindelvæv og våde blade, og mellem de svindende tågeklatter så jeg vejen. Vejen, som snoede sig hen over heden, lige ud i verden, lige ind i mit liv, som ville blive et ganske usædvanligt liv og noget helt for sig selv.”
Må vi alle finde netop vores vej i livet. Må denne vej lyses op af solopgange, blomsterdufte, og fuglekvidder. Må du finde blindgyder og mosbegroede stier. Må du vende om og tage fejl. Må dit liv blive lige netop dit, og må denne dag blive endnu en begyndelse i det.
Efter i dag splittes vores vej ud på et utal af forskellige ruter med et hav af forskellige destinationer og udsigter. Men lige meget hvor vidt og bredt vores veje spredes, så må de samles lige her om 5, 10, 20, og 50 år. I ved jo hvad man siger; én gang muler, altid muler.
Endnu engang, tillykke!