I sin prædiken på Sidste søndag i kirkeåret reflekterer Pia Søltoft over tiden som et grundlæggende - og ubarmhjertigt - vilkår for os mennesker. For tiden går, om vi vil det eller ej.
Man kan dog finde trøst i kirkeåret, mener Søltoft, for her råder en helt anderledes tidsforståelse. I kirkeåret gentager tiden sig nemlig i det uendelige...
"Om end alle ure på hele kloden gik i stå, så fortsætter tiden ubarmhjertigt sin gang, og på sin vej tager den alt med sig både vores opmærksomhed og vores liv (...).
Sådan er det. Det kan ikke være anderledes, fordi tiden er et vilkår, og vi voksne mennesker i modsætning til planter og dyr og helt små børn har en tidsforståelse, der gør at vi ved, hvor ubarmhjertig tidens gang er, og derfor forsøger vi at nå så meget så muligt på de dage, måneder og år, vi måtte få til vores rådighed (...).
Der er kun et sted at hente trøst i den sorg, som tiden altid påfører os. Og det er i kirkeåret og den helt anderledes tidsforståelse, der her udspiller sig. For i kirkeåret gentager tiden sig i det uendelige. Der sker det samme, igen og igen og igen. År efter år."
Læs hele prædikenen:
Pia Søltofts prædiken sidste søndag i kirkeåret, 2024