Skip to content
Nyheder

Genbesøg 1. maj talen i dens gammelkendte, analoge form, inden genren går online på fredag

På fredag er det 1. maj, og skønt kampdagsarrangementer og ølkassetaler er aflyst på stribe, arbejdes der, trods forsamlingsforbud og bødetrusler, hårdt på, at danskerne kan fejre solidariteten sammen. 
Det er kun anden gang i de danske arbejderes historie, at 1. maj bliver aflyst. Siden den allerførste markering af den internationale kampdag fandt sted herhjemme i Fælledparken i 1890, er arrangementet kun blevet skrevet ud af kalenderen én gang. Dengang var det udbruddet af 2. verdenskrig, der satte en stopper for festlighederne. Nu er det en pandemi. 
Men coronaen kan ikke forhindre det røde flag i at smælde mod en forhåbentlig knaldblå maj-himmel og slet ikke lægge låg på 1. maj talen, som vil genopstå i livestreamede og båndede versioner på diverse online scener. 
Vi er i øjeblikket ved at danne os et overblik over den virtuelle Fælledpark og udsender midt på ugen en lille guide til, hvor hvem taler hvornår. Vi vil naturligvis også sørge for, at de historisk unikke 1. maj taler i år får plads i vores arkiv og har inviteret taleskriver og PA i strategisk kommunikation hos Landbrug & Fødevarer, Helle Bønlykke Rømeling til at kommentere på, hvad onlineformatet betyder for den helt særlige genre. 
Indtil da har vi sørget for, at du kan genbesøge 1. maj talen i den gammelkendte, analoge version. Vores arkiv rummer en lang række historiske taler holdt til det arbejdende folk, og vi har samlet en særlig smuk buket af dem i et temarum.
Her kan du blandt andet læse, hvad de første kvinder, der nogensinde tog ordet ved en 1.maj demonstration, havde på hjerte. Du kan også kaste dig over brandtaler af den daværende formand for de ufaglærte arbejdere, M.C. Lyngsøe; stifteren af SF, Aksel Larsen og daværende Statsminister, Anker Jørgensen. Eller en klassisk 1. maj tale, hvor formand for fagbevægelsens hovedorganisation Lizette Risgaard tager temperaturen på fagbevægelsen. Helle Thorning-Schmidts tale, som fløjteaktivister tvang hende til at skære 13 minutter af i Fælledparken, ligger også i samlingen i dens fulde, tiltænkte længde. Og det samme gør talen, der fik Mette Frederiksen til at aflyse sin optræden i 2020, - længe før coronaen lagde det hele ned. 
http://dansketaler.dk/temarum/1-maj-taler/
Rigtig god læsning!