Skip to content
Nyheder

Nyt forskningsprojekt skal kaste lys over prædikener i krisetider

Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864. Nederlaget i 1864 var en krisetid for Danmark og blev siden et nationalt traume. Maleri af Erik Henningsen, 1914 (Wikimedia Commons)
Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864. Nederlaget i 1864 var en krisetid for Danmark og blev siden et nationalt traume. 
Maleri af Erik Henningsen, 1914 (Wikimedia Commons)
I samarbejde med Danske Taler skal ph.d. og postdoc på Center for Textual Heritage, Aarhus Universitet, Anne Agersnap sammen med ph.d.-studerende på teologi Michael Mørch Thunbo og stud.mag. i religionsvidenskab Emil Walther Bønding undersøge, hvordan danske præster har prædiket i krisetider gennem historien.
Det er alvorligt – men tag det roligt
Særligt i krisetider er det vigtigt med klar kommunikation, og en præcis tale med en klar besked kan være en god måde at få et budskab ud til mange mennesker.   
Det ved statsledere, der har stået midt i en krise, alt om. Tænk bare på Mette Frederiksen under Corona-epidemien eller Thorvald Stauning under besættelsen. Deres krise-taler er der sagt og skrevet en del om.   
Men hvad med prædikener i krisetider? Prædikes der på en særlig måde i krisetider – og har det ændret sig over tid? Det søger det nye forskningsprojekt svar på.  
Krisen set fra prædikestolen
Projektet med den engelske titel 'When Crisis Strikes: Exploring Collective Ideas in Danish Sermons During Three Critical Moments' fokuserer på tre nationale kriser i Danmarks historie, hhv. de slesvigske krige (1848-51 & 1864), besættelsestiden (1940-45) og Corona-epidemien (2020-21).  
Med en kombination af tekstnær læsning og en kvantitativ metode, der analyserer data på tværs af prædikerne fra de tre perioder, vil undersøgelsen gøre os klogere på, hvordan danske præster har brugt prædikener til at adressere vigtige samfundsspørgsmål i krisetider.  
Hvordan italesættes national identitet for eksempel, og hvordan benytter præsterne bibelsk billedsprog og kristne traditioner i prædikener, der er holdt i en krisetid? 
Ved at sammenligne hundredvis af prædikener fra tre forskellige perioder, som Danske Taler har stået for at indsamle, kan forskningsprojektet forhåbentlig sige noget generelt om, hvordan præster via deres prædikener har forholdt sig til kriser gennem tiden – både teologisk og retorisk. 
Om projektet
Forskningsprojektet er en del af Danske Talers prædikenprojekt (2023-2026), der er støttet af G.E.C. Gads Fond.