Anja C. Jensens tale ved demonstrationen "Forsvar SU'en"

Kære alle sammen  

”Ingen skal af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som han har lyst og evner til” 

Sådan starter det kommissorium, der i 1970 – mit fødeår - ledte til loven om SU. 

Det var et påtrængende ønske, og det var lige præcis de ord der blev brugt i forhandlingerne 

Og det er faktisk det, som jeg gerne vil tale med jer om i dag: Påtrængende ønsker. 

For jeg har lyst til, at vi tager en alvorssnak om,
hvad vi som samfund skal arbejde brændende for. 

Hvad vi skal ønske os. 
Af os selv og af hinanden.  

Men OGSÅ hvordan vi får opfyldt de ønsker, håb og drømme for fremtiden 

For JO, vi har en regering, der elsker reformer. 

Elsker dem så meget, at de også er lige vel KRISEparate. 

MEN af samme grund desværre også lidt for tit kommer til at tænke kortsigtet.
Og forkert. 

For reformerne - påstår de - skal møde fremtidens udfordringer. 

Men jeg ved ikke med jer – jeg har stadig til gode at se en reform fra den seneste tid, der ikke bare er en sparekniv forklædt som lagkagespade. 

Først fik vi at vide, at reformerne handler om penge OG om arbejdsudbud.  

Nu hvor pengene så alligevel er der, så handler det pludselig kun om arbejdsudbud.   

5.500.  

Det tal ser sikkert retti pænt ud i et regneark et sted. 

Når det står helt isoleret og uden trælse forbehold. 

Trælse sager, træls virkelighed. SOM FOR EKSEMPEL social mobilitet og lige adgang til velfærdssamfundets muligheder.  

For vi ved alle sammen godt, at det arbejdsudbud 
– hvis det overhovedet materialiserer sig –
bliver presset ud af dem, der ikke bare selv kan finansiere deres drømme.  

Drømme, der for mange af os ses som et helt almindeligt liv.   

For andre er uopnåelige uden samfundets hjælp. Uden hinanden. 

Men vi er simpelthen for rigt et samfund til at handle så fattigt. 

For rigt et samfund til at gøre mennesker til tal i et koldt og nøgternt arbejdsudbudsregneark  

Derfor vil jeg sige klart og tydeligt:   

Det er et påtrængende ønske, at vi er et samfund, hvor det IKKE er forældrenes pengepung, der bestemmer, hvilke muligheder, du har i livet.  

Det er et påtrængende ønske, at vi er et samfund med åbne uddannelsesdøre.  

Og så er det et påtrængende ønske, at vi ikke hver gang riget fattes arbejdsudbud, udmønter det i lidt ringere vilkår for den næste generation.  

Liiiiige lidt mindre dagpenge, liiiige en kortere periode, 

lidt mindre fritid, lidt mindre SU.  

Det hele summer sig sammen til langt større usikkerhed. 

Til langt større forskelle.  

Til mere ulighed. 

For det her handler ikke bare om at give penge.  

Det handler om at give muligheder og om at give tid.  

Jeg tror på et samfund, hvor man skal kunne vælge, træde forkert og stadig have en chance. 

Jeg tror på muligheden for lige at trække vejret en ekstra gang.  

Og en ekstra gang igen for den sags skyld. 

Jeg tror på, at vi kan lave store reformer og arbejde sammen mod et stærkere Danmark og en kompetent, fremtidig arbejdsstyrke  

Og jeg tror på, at vi kan gøre det uden at skulle trække penge op af lommen på dem, der i forvejen har mindst. Også selvom det kun er i en periode. 
Og ja – måske kan det være svært at huske. 

Måske kan det være svært at forstå, når man selv har så rigeligt …   

Men udsigten til gæld, kan skræmme unge fra at tage en uddannelse.  

Det kan det. Og det er ikke i orden.  

For unge i Danmark – ALLE jer – er nogle af de sejeste. 

I tager ordet i debatter. I tager del i samfundet. I uddanner jer.  

I står skulder ved skulder med de unge, der ikke er helt klar til at stå selv. 

Så kære Christiansborg: Økonomisk støtte til uddannelse er ikke et luksusgode. 

Det er en fremtidssikring af vores samfund. 

Og det bør være det mest lysende – det klareste - LØFTE fra generation til generation. Tak for ordet!