Skip to content

Bertel Haarders tale til Sjúrður Skaale ved overrækkelsen af Årets Danske Tale

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Bertel Haarder
Tidl. medlem af Folketinget for Venstre

Dato

Sted

Vartov, København

Omstændigheder

Sjúrður Skaale vandt prisen for Årets Danske Tale 2024, der blev uddelt på taleskriverkonferencen Logograf. 

Tale

At Sjúrdur Skaale er en god taler, det ved alle i Folketinget. Sine store taler holder han ved midnatstid under de store og alt for lange generaldebatter ved Folketingets åbning og ved afslutningsdebatterne før jul og før sommeren. Medlemmerne glæder sig til det og nyder den højtid, han altid skaber med sine ord. 
Under åbningsdebatten i oktober blev jeg så grebet af hans tale, at jeg skrev til ham og bad mig sende den. Det gjorde han og jeg indstillede den straks til talerprisen. Men jeg fik at vide, at den blev holdt efter den fastsatte frist. Stor var min glæde derfor, da jeg erfarede, at han ville få prisen for sin tale ved afslutningen før sommeren. 
Men den i oktober var nu altså endnu bedre. 
Han begynder med at fortælle om en kvindes krukke med grus, som hun bragte med, da hun flygtede fra hjemlandet Nagorno Karabakh, den omstridte armenske enklave, der blev overtaget af Azerbaijan sidste efterår. Som han siger: Det er ”verdens ældste kristne område. Taget fra demokratiet. Lagt under diktaturet.” For ”…mens vi i sin tid fik åndelige værdier fra Armenien – så får vi i dag olie fra Azerbaijan.” 
Han minder om Islamisk Stats folkemord på yazidierne i Irak og går videre til den dræbte Nasrallahs militante antisemitisme.  
Hans ærinde er at udstille Vestens uvilje mod at tillægge religiøse værdier og motiver betydning. ”Folk er blevet så rationelle, at de er blevet ude af stand til at forstå, at det himmelske kan være vigtigere end det jordiske.” Men at benægte, at religion er en drivkraft i politik og krig, er historieløst,” siger han. Den rationelle tænkning ”har skabt en blindvinkel, når det gælder de enorme kræfter, der ligger i den irrationelle verden.”
”Hvis vores rationelle klogskab hindrer os i at se værdikampen, vil vi tabe den.” Medmindre vi er ligeglade, for så har vi allerede tabt den. Typisk Sjúrdur Skaale. 
Han slutter effektfuldt med, at cop29 jo i denne måned skal afholdes i Azerbaijan som led i diktaturets gigantiske hvidvask-ceremoni. Med de vestlige lande som latterlige statister. Han mener, at vi i det mindste må gøre det klart, at diktaturet ikke repræsenterer vore værdier. For de er nu gemt væk i den lille krukke med grus i nabolandet Armenien. 
Hans ærinde er ikke først og fremmest at udstille islamismens og diktaturets ondskab og slet ikke at forsvare Israels krigsførelse. Han har et åndeligt budskab. Hans ærinde er at udstille det demokratiske Vestens åndløshed. Vores åndløshed. Han gør det med stærke ord, der rammer plet lige i hjertekulen på os selv. 
På Færøerne er han ikke blot kendt som en god taler. Han er også kendt som en stærkt underholdende entertainer, der kan spille på rigtig mange strenge. Det har jeg selv oplevet, da jeg var på en rejse med ham. 
Tak til jury´en, fordi han nu får talerprisen, også selv om det skulle have været for den seneste tale!

Kilde

Kilde

Tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags