[...] I sidste uge lavede jeg en rundvisning her i Folketinget for 28 stærke menneskerettighedsforkæmpere fra hele verden, der arbejder sammen med Institut for Menneskerettigheder. De kom fra Nepal, Peru, Aserbajdsjan, Armenien, Filippinerne og Bolivia, og de var dybt bekymrede over koranafbrændingerne, og de takkede mig stort set alle, da jeg sagde, at jeg mener, at vi skal behandle alle med respekt, og at jeg forventede, at vi tilsluttede os et forbud mod afbrændinger af koraner med det ene formål at forhåne og nedgøre. En ung kvinde fra Aserbajdsjan kom endda hen til mig og sagde, at hun havde været meget tæt på at aflyse sin tur til Danmark på grund af koranafbrændingerne, men at hun efter vores drøftelser var glad for, at hun var kommet.
Jeg fortæller det for at sige, at det er forkert og for simpelt at sige, at det at brænde koraner af er afgørende for kampen for menneskerettighederne. For det er det ikke, tværtimod. Det, at der brændes hundredvis af koraner af i Danmark med det ene formål at forhåne og nedgøre, skabe had og usikkerhed, gør det langt sværere for os at kæmpe for menneskerettighederne, ytringsfriheden og religionsfriheden i verden. Det gør det sværere for os at række ud til menneskerettighedsforkæmpere i verden, og det svækker vores kamp for, at alle mennesker er frie og lige i værdighed og rettigheder, og at de derfor skal behandles med respekt, sådan som der også står i den første linje af det radikale principprogram med inspiration fra artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Derfor handler den her debat også om menneskerettigheder og respekt, og menneskerettighedsforkæmperne ude i verden står ikke alene med deres bekymring. I sensommeren var jeg til et større arrangement i Nordjylland. Der var ikke ret mange radikale i lokalet, og der var heller ikke mange, som var til venstre for Radikale, i lokalet. Det var primært ældre deltagere, og en række af dem kom hen til mig og sagde, at vi skulle stoppe for de koranafbrændinger, fordi det – citat – ikke er ordentligt. Og det er det ikke. Det er ikke ordentligt. Jeg ville gerne leve i et Danmark, hvor det var tilladt at brænde hellige skrifter af, men hvor ingen gjorde det. Det er desværre bare ikke der, vi er, og det er de hundredvis af koranafbrændinger foran stadig flere ambassader, der gør, at vi må gribe ind. Det handler først og fremmest om sikkerhed for danskerne, ikke mindst de danskere, der arbejder under svære forhold ude i verden, og som oplever frygten i maven, når de ser koranafbrændingerne i Danmark på sociale eller lokale medier, og det handler om danske virksomheder og organisationer, som ønsker at være til stede og gøre en forskel, men hvor koranafbrændingerne bliver til en barriere af frygt og usikkerhed for deres virke. Det er derfor, vi må gribe ind.
For koranafbrændingerne bidrager til at skabe had og usikkerhed. Det har FN's højkommissær for menneskerettigheder, tyskeren Volker Türk, som jeg lærte at kende i min tid i Genève, og som jeg har den største respekt for, sat endog meget stærke ord på. Den fredelige dialog og det fredelige samvær mellem mennesker bliver i stigende grad ødelagt af tale og handlinger, som forsøger at splitte os og opildne til og sprede had, som han udtalte det i en tale til Menneskerettighedsrådet her i oktober, med direkte reference til koranafbrændingerne, og han tog afstand fra disrespektfulde og offensive handlinger med det klare mål at provokere til vold og splittelse. Han henviste til artikel 20 i de internationale konventioner for civile og politiske rettigheder, som forpligter landene til at forbyde handlinger, der skaber religiøst had og opildner til diskrimination, fjendtlighed og vold, og vi skal – sagde han, og det er jeg enig i – gøre langt mere for at bekæmpe de grundlæggende årsager og drivere af religiøst had, antisemitisme, islamofobi, angreb på kristne mindretal eller yazidier. Det skal vi stå op imod, og den dagsorden er kun blevet endnu vigtigere i den seneste tid.
Jeg vil gerne sige tak til justitsministeren for konstruktive samtaler og for at revidere lovforslaget, så det er blevet bedre og mere præcist, altså religiøse skrifter frem for genstande, anerkendte trossamfund, fokus på intentionen bag handlingerne og et stærkt fokus på den kunstneriske frihed, en styrkelse og henvisninger til praksis i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder at ytringsfriheden beskytter kritik, herunder stærk kritik, af religion, når der er tale om et emne af offentlig interesse, og hvis ytringerne ikke kan karakteriseres som blasfemiske eller unødigt krænkende eller sårende. Vi er glade for, at billigelser ikke straffes, og vi er glade for, at det nu er præcist beskrevet, at strafferammen strækker sig fra bøder til få måneders fængsel.
Vi ville gerne have undgået den her lov, men vi er blevet overbevist om, at det er nødvendigt at gribe ind, og at vi ikke blot kan løse problemet med en politilov, medmindre der er konstateret en konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse af den offentlige orden på stedet, eller der er en konkret og nærliggende fare for sikkerheden for den person, som foretager handlingen, eller for andre personers sikkerhed på stedet. Men det gælder ikke for betingelserne i forbindelse med de fleste af de afbrændinger, der har fundet sted, og derfor har politiet ikke hjemmel til at gribe ind. Det er også vigtigt at notere sig, at det ved afskaffelsen af blasfemiloven stod entydigt klart, at netop afbrændingen af hellige skrifter blev tilladt, så derfor kræver det en ny lovgivning.
Vi bakker op om lovforslaget, fordi det handler om sikkerhed, men også fordi det handler om at fremme rettigheder, værdighed, respekt og ordentlighed. Tak for ordet.
