Bedre lovgivning bliver ikke givet til nogen. Bedre lovgivning tilkæmpes, og lovgivning kan forsvinde igen. Men det kræver, at vi ikke tager til takke med det bestående.
I Danmark eksisterer en ligestillingsillusion. En historie om, at her går det godt, at ligestillingen flyder i de danske årer, men jeg mener, at blodet simpelthen er størknet.
Vi nævner selvhævdende årstal som 1981, hvor homoseksualitet blev slettet fra listen over psykiske sygdomme. 1987, hvor det blev ulovligt at begå hadforbrydelser specifikt rettet mod personers seksualitet. Det var epokegørende dengang og har sikret rettigheder til minoriteter og inspireret andre lande til at følge trop med mere inkluderende lovgivning.
Men i vores levetid, os der står her, har der været længere mellem sejrene. Det, vi fortsat er vidner til, er daglig diskrimination i Danmark.
Vi har nemlig et strukturelt problem.
Vi har en dansk håndtering af hadforbrydelser, som både er blevet kritiseret af Institut for Menneskerettigheder og FN. En kritik, danske politikere ikke har handlet på.
Vi har en bar som The Old Irish Pub i København, der op til priden gladeligt hejste regnbueflaget, men som har dørmænd, der i sidste uge afviste en transkvinde udelukkende for at være sig selv. Diskrimination for at være transkønnet i 2021. Transkønnethed blev jo slettet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark tilbage i 2017, men transkønnethed er fortsat ikke omfattet af den nuværende lovgivning for hadforbrydelser i Danmark.
Der er noget grundlæggende galt, når både politikere og virksomheder negligerer og diskriminerer.
Når magthaverne svigter. Så står civilsamfundet sammen.
Vi står her til verdens største demokratifestval for unge, og det giver mig håb, fordi vi vil noget andet. Vi vil noget mere.
Over 50.000 danskere har skrevet under på borgerforslaget om ”Ændring af lovgivning for hadforbrydelser i Danmark”. Fordi det er på tide, at minoritetsgrupper skal være bedre beskyttet af lovgivningen, når vi udsættes for hadforbrydelser.
Når der sker hadforbrydelser, hvor motivet er offerets seksualitet, så er det en del af den officielle statistik, og når 2.700 har rapporteret hadforbrydelser rettet mod deres seksualitet, så lander der kun 76 anmeldelser hos politiet.
Mit håb er, at vi sammen siger fra, når vi ser andre opleve diskrimination. For det er ikke en kamp minoriteter skal tage alene.
At have alt ansvar på egne skuldre er med til at skabe minoritetsstress, og derfor er min opfordring til jer her i dag. Sig fra, når I ser uretfærdigheder. Vær antiracistiske, vær anti-homofobiske, vær anti-transfobiske.
For selvom det er en hadforbrydelse, at jeg bliver truet for at kysse en af samme køn i byen, så ville det ikke kunne dømmes som en hadforbrydelse, hvis det var en non-binær, en transkønnet eller en person med funktionsnedsættelse.
Der er ikke ligestilling, før alle er stillet lige. Ligestilling for loven. Og det er der simpelthen ikke i dag. Hadforbrydelser har store personlige konsekvenser for minoriteter, som mental mistrivsel og særligt for de grupper, der ikke er beskyttet af lovgivningen i dag.
Jeg tror på, at vi kan komme op af den middelmådige privilegiesump, der eksisterer i Danmark, men jeg tror ikke på, at vi kan gøre det alene. Vi skal gøre det sammen.
Tak til arrangørerne. Tak for taletiden. Tak til dem der har kæmpet, dem der kæmper, og dem der vil kæmpe videre, tak.