Adventsklokkerne ringer ogsaa paa denne Søndag. De ringer ikke alene om Julen, der nærmer sig, om Jesu Komme i hans Menighed, men ogsaa om at Evigheden forestaar, om Jesu Komme i hans Herlighed. Og det er Toner, som vi trænger saa meget til at høre. Herrens Genkomst er altfor lidt fremme i vore Tanker og i vor Forkyndelse. Ikke sandt, hvor meget berører det dig, at Jesus en Gang skal komme igen?
Den første Menighed levede i Genkomsttanken. Mange Gange omtaler Jesus, at Disciplene maa være rede, naar Brudgommen kommer for at møde sin Brud. Og tænk paa Paulus! I hans sværeste Timer var hans Sind rettet opad. Og senere tvang Forfølgelser og Modstand de første Tiders Kristne til at finde Hjælp i Haabet om Mødet med Jesus. Derfor mindede man i Trosbekendelsen hinanden om ham, der skal komme igen for at dømme levende og døde. Men for de gamle var denne Sætning af større Værdi, end den er for os.
Maaske maa Aarsagen søges deri, at vi ikke endnu har oplevet Forfølgelsestider, (hvem ved, naar de kommer), og derfor er Haabet blevet skubbet tilbage i troende Menneskers Tankegang. Og ofte er der desuden af sekteriske Sværmere hvirvlet saa megen taaget Snak og forvirrede Meninger op derom, at man har givet Haabet en tilbagetrængt Plads og ladet den Side af Kristentroen ligge, til det dunkle en Gang bliver afklaret.
Men læser vi Adventsteksten igennem, er de Ord, som Jesus taler til os om sin Genkomst saa lige til, at vi ikke behøver at tage fejl. Vi vil prøve paa at lytte til dem og forstaa hans Tale om Guds Menigheds store Adventshaab.
“Og der skal ske Tegn -,” siger Jesus. Der skal gaa noget forud for Genkomsten, og Guds Ord samler det i tre Synspunkter. For det første skal Ondskaben have naaet sit Højdepunkt. Satans Regentskab skal vise sig aabenlyst i Antikrists Komme til Jorden. At Ondskaben vokser, ser vi i den store Verden, hvor det knager i alle Fuger, og snart alt paalideligt bliver upaalideligt. Vi ser det i Tidens synkende Moral, hvor Synd ikke længere stemples, som Synd, i de tiltagende forbryderiske Handlinger, hvor der ikke lægnere kendes Forskel paa dit og mit.
Vi konstaterer en Hensmuldren af Hjemfølelsen og Troskaben i de helligste Baand, i en Løshed i Sæder og Lovprisning af Frivoliteten som den højeste Form for Frihed og saakaldt Livsglæde. Alt det er ondt; men vi er ikke naaet Bunden endnu.
For det andet skal Guds Ord være naaet ud til alle Folkeslag. At vi lever i Hedningemissionens Tidsalder, er der vist ingen, der er blinde for. Evangeliet gaar sin Sejersgang, og vi undrer os, naar vi ser Missionens Fremgang i de sidste 40 Aar. Vi staar undrende overfor det, der sker, men vi ved ogsaa, at Herrens Ærinde har Hast. Hvornaar Evangeliet har naaet alle Folk, ved vi ikke, men saa længe Guds Menigheder lever under Missionsbefalingens Forpligtelse, hviler den under den største Forjættelse.
Og for det tredje skal Israel vende tilbage til Palæstina. Israels Folk hører til Historiens Gaader. Hvordan dette Spørgsmaal udvikles efter den store Verdensbrand, ved vi ikke, men Tankerne om Tilbagevenden er levende. Som ingen Sinde før drøftes den jødiske Stat i Palæstina, og Zionismen har Vind i Sejlene. Naar saa Dagen kommer, skal der ske Tegn i Naturens Verden, og da staar Kongen for Døren. Paa den Dag skal Adventsklokkerne ringe.
Og saa siges der os forskelligt om Jesu Komme. Det skal ske synligt, saa ingen tager fejl deraf, pludseligt saa at alle Datoer og Beregninger gøres til intet (derfor tro ikke Sekterernes Tale), og kongeligt, ikke i en Krybbe, men i Herlighed og med megen Kraft. Og den Dag skal virke til to Sider. Til Fortvivlelse for dem, der ikke har villet tro. Paa den Dag er Talen om Fortabelsen ikke bare Mørkemænds truende Sprog, men en forfærdelig Virkelighed. Vi, der hører det, give Agt!
Men det bliver til Frelse for dem, der har sat deres Lid til Kongen, og samtidig Afslutning paa alle Trængselsdage og Sejr over Synd og Død og alle tunge Byrder. Gud give, at den Dag ikke skal blive til Fortvivlelse for nogen af os, men blive den store Frelsens Dag for dig og mig. Men venter du hans Komme og hører du ham til, saa gem paa tre Formaninger. Se opad! Husk, han kommer. Du maa ikke nøjes med at vide det. Du skal vente ham. Der er saa meget, der drager Sindet nedad og udad. Aa, maatte han faa Lov til at drage det opad. Se opad i Forvisning om, at han, der begyndte sin Gerning i dig, vil fuldføre den. Se opad med Tak, thi din Forløsning stunder til.
Pas paa! Vogt dig for alt det, der vil tage dit Sind fangent. Pas paa Nydelsessygens ulyksalige Fangarme. En Krigsperiode kan føre saadant med sig, og vi har oplevet det hos troende Mennesker. Og vær paa Vagt overfor Bekymringernes snærende og kvælende Baand. Folk kan virkelig gribes saa meget af Spekulationer over denne Verdens Gang, at de sluges af det. Vi skal under alle Forhold være klar over, at Guds Rige er det første, og at vi kan klamre os saa meget til denne Verdens Herlighed, at vi sætter Sjælen til. Husk Salmens Ord: Byg eget Hus paa egen Grund, saa bor du dog til Leje.
Vaag og bed! Vær vaagen overfor Fristerens forførende Magt. Gaa ikke paa Akkord med ham paa nogen Maade, men bring Synden frem for Gud og nævn den ved Navn. Vaager du og jeg, kan han klare vore Fristelser og Vanskeligheder. Og vær et bedende Menneske. Vi behøver ikke at nøjes med vor Morgen- og Aftenbøn. Gud hører os Dagen igennem, ja venter, at vi skal komme. Det er jo dog igennem vor Bøn, at vi skal hente Kraften til Dagliglivets mange svære Kampe. Bed ikke bare, naar du trænger til det, men ogsaa, naar du føler dig tryg og sikker.
“Den, der staar, se vel til, at han ikke falder!”
Adventsklokkerne ringer! Men for hvem ringer Klokkerne? De ringer for dig og for mig, og de siger: Bered dig til at møde din Gud.