N.F.S. Grundtvigs tale i Folketinget om kvinders myndighed

Der er vist flere, om ikke mange Rigsdagsmænd her inde, der ligesaavel som jeg, have læst i Bladene et Brev fra China, hvori en Correspondent fortæller, at han ved en Samtale med Buddhas Afgudspræster hørte, at hos dem havde Qvinden intet andet Haab, end ved næste Sjælevandring at blive et Mandfolk. Vi have længe arbeidet stærkt paa, at det kunde gaae ligesaadan hos os, at det ogsaa skulde blive Qvindens høieste Ønske, at hun var et Mandfolk, da det jo er vist, at hun baade i Henseende til Myndighed og Henseende til Arv og endelig i Henseende til Adgang til lovligt Erhverv, har været stillet saaledes, at man maatte troe, at vi nærede stærk Tvivl om hendes Menneskelighed, da det var umuligt, at der kunde tilstaaes hende samme Menneskerettigheder, som vi Mandfolk gjorde Krav paa. Det er mig derfor ret inderlig kjært at møde et Lovforslag, som nærværende, og især at møde det saa at sige i Selskab med Lovforslag, der ogsaa lade Qvinden skee Ret baade i Henseende til Arv og i Henseende til Adgang til Erhverv paa en lovlig Maade, det være sig Haandværk eller Handel. Det er mig kjært, og det vistnok ikke mindst, fordi jeg inderlig ønsker, at Qvinden, langtfra hos os at nære det Ønske at blive Mandfolk, tvertimod efter den Lettelse, hun unægtelig faaer efter disse Lovforslag, vil stræbe efter at blive ret egentlig Qvinde, da jeg er vis paa, at hun som Saadan har et Kald og en Bestemmelse, og en Udstyrelse, der kan og skal bevise, at hun er en Aabenbarelse af Menneskenaturen, som ingenlunde i nogen Henseende enten er mindre eller uvigtigere eller utilforladeligere, end det bedste Mandfolk.