Mange tak for invitationen til at deltage her i dag til konferencen om FNs verdensmål og til lanceringen af den nye nationale handlingsplan for SDG'erne.
Jeg glæder mig over, at den netop er "en handlingsplan", for SDG'erne har været på det meste af verdens læber og er blevet meget grundigt snakket om de seneste år … men nu gælder det handling.
For 6 år siden var verden begejstret for, at man var blevet enige om at vedtage de 17 verdensmål. Vi havde fået en lovende plan. Det var ikke en plan, der var rettet mod udviklingslandene som MDG'erne. Nej, det var en plan, der gælder for alle lande. Og der var enighed om de 169 handlingsorienterede undermål.
Jeg var også begejstret og refererede til planen som "the most ambitious global vision in history". Med andre ord: Forventningerne var høje. Og ved at sætte en tidsramme på 15 år gav verden sig selv en bagkant og med den et nødvendigt tidspres.
Og der er sket god fremgang på flere områder siden vedtagelsen. Men i forhold til nogle mål er udviklingen langsom og i nogle tilfælde, er der endda sket tilbageskridt. Og det er tydeligt for alle, at udviklingen skal accelereres, hvis vi skal indfri den lovende plan.
I dag har vi lige knap 9 år at løbe på … og hvis man skal forsøge efter bedste evne at gøre status, så må man sige, at det seneste år ikke har været venligt imod os. Tværtimod.
For midt i vores bestræbelser på at nå målene ... kom Corona. Som med et – forståeligt nok – flyttede vores fokus væk fra den gode udvikling, der var i gang, og som har efterladt os med, hvad man kan sige er "et dyrt regnskab" på alle niveauer, som gør forhindringerne til opnåelse af verdensmålene endnu større.
Gennem mere end et år nu har vi set, hvordan Covid-19 har lukket ned for samfund over hele verden. Fra den ene dag til den anden. Det har desværre haft enorme omkostninger for mennesker, for økonomier og for udvikling.
Ifølge FNs Sustainable Development Report 2020 har pandemien på rigtig mange områder sat udviklingen tilbage, og på en række områder endda årtier. Og pandemien har ramt verdens fattigste og mest sårbare hårdest. F.eks. har Verdensbanken forudset, at pandemien kan skubbe mellem 88 og 115 millioner mennesker tilbage til ekstrem fattigdom, hvilket vil betyde den første stigning i tallet for global fattigdom siden 1998.
Og et af de fremskridt, jeg ellers har været så glad for at se inden corona, er, at flere børn har fået adgang til skoler og flere unge til uddannelse. Det fremskridt har også været med til blandt andet nedbringelse af børneægteskaber, og den positive udvikling er nu truet af COVID19 – som har holdt 90% of alle skolebørn verden over ude af skolen på grund af skolenedlukninger. COVID19 – kan man sige – har gjort det klokkeklart for os, at behovet for en fælles plan er endnu større.
Der er under et årti tilbage – og det er bekymrende lidt, hvis det handler om,
at sikre en verden uden fattigdom og sult,
en verden med ligestilling, en verden med rent vand,
en verden, hvor vi har bremset klimaforandringer, en verden med rene have og masser af biodiversitet,
en verden, hvor alle har adgang til at gå i skole og en verden med fredelige og retfærdige samfund, og
en fredelig og sikker verden uden krig og konflikt.
at sikre en verden uden fattigdom og sult,
en verden med ligestilling, en verden med rent vand,
en verden, hvor vi har bremset klimaforandringer, en verden med rene have og masser af biodiversitet,
en verden, hvor alle har adgang til at gå i skole og en verden med fredelige og retfærdige samfund, og
en fredelig og sikker verden uden krig og konflikt.
Men hvis vi zoomer ind og ser på Danmark, så ser tallene anderledes ud. Og Danmark bliver lige nu betragtet som et af de lande, der er tættest på at opfylde verdensmålene – fordi vi har et stærkt samfund, der over generationer er nået hertil, hvor vi er i dag – et samfund med udvikling, dygtiggørelse og ikke mindst tillid.
Vi har gjort det godt på områder som sundhed og trivsel, uddannelse, bæredygtig energi, at sikre lighed og rettigheder og et stærkt retssamfund, og så har vi stærke institutioner.
Men med den flotte placering følger også et ansvar, for verden ser vores vej og finder løsninger hos os. Og vi skal tage det ansvar og bruge den danske platform til at inspirere, motivere og hjælpe andre med at komme tættere på at opnå verdensmålene.
Og så skal vi arbejde med de områder, hvor også vi fortsat har udfordringer, for de områder er der. F.eks. når det gælder ansvarlige forbrugsmønstre og produktion, handling på klimaområdet og forbedringer af naturen, i havene og på land.
Mange af jer, der er her i dag, har påtaget jer det ansvar. I har sammen arbejdet med en handlingsplan for, hvordan vi i Danmark arbejder med at implementere målene, og hvordan vi virkelig opnår at blive – eller vedblive at være – den grønne nation, vi ser os selv som. I har gjort det sammen.
Handlingsplanen er blevet til i samarbejde mellem regeringen, Folketinget, kommuner, privatsektor, organisationer, uddannelsesinstitutioner og civilsamfund.
Og det med at arbejde på tværs af sektorer er faktisk det, som verdensmål 17 – partnerskaber for handling – lige præcis opfordrer til som en nødvendighed for at kunne opnå alle målene. Og selvom der sikkert har været forskellige meninger, ønsker og tilgange under tilblivelse af handlingsplanen (for sådan er det altid …), så må jeg altså sige, at det er det, Danmark kan. Vi kan samarbejde. Vi forstår nytten af at inddrage andre, der tænker anderledes end os selv. Og det er den styrke og tænkning, der en dag skal få os i mål.
For det bedste opstår i samarbejde. Og samarbejde og partnerskaber, tror jeg personligt, er nøglen til mange succeser, også når det kommer til implementering af verdensmålene. Ikke kun den type samarbejde, som vi har været vant til at se. Og heller ikke i den skala vi er vant til at se. Men som jeg har sagt før, samarbejde på tværs ... på langs, cirkulært, vertikalt, … pentagonalt – hvad som helst.
Bare det, der er nødvendigt for at finde nye veje og skabe fælles indsatser. Nogle gange kan det meste utænkelige vise resultater, vi aldrig kunne have forestillet os.
Den fælles plan handler om, hvordan vi bedst bruger de næste 9 år. Det handler om fælles holistiske løsninger. Det handler om, hvad vi i Danmark kan gøre, og hvordan vi i Danmark kan inspirere andre.
Som jeg forstår det, skal handlingsplanen sikre implementering af Verdensmålene ved at forankre dem, sagt meget overordnet, i vores måde at lede og regulere på, producere på, eksportere og importere på, forbruge på, agere på, tænke på, ja … hvordan vi vælger at drive vores land og leve vores liv.
Lige så vigtigt det er at sætte indsatser i gang, lige så vigtigt er det at kommunikere om dem og dele dem. At formidle videre til andre, hvad der virker, men i høj grad også, hvad der ikke virker.
Det er det ansvar, vi skal påtage os – at inspirere andre, så vi – i kombination med forskning og videnskab - kan sikre, at vores indsatser kan være til gavn ud over egne grænser.
Corona har vist os, at samfund rundt omkring i verden er i stand til at handle samlet og resolut, når problemerne og konsekvenserne er tydelige for os.
Og verden står overfor udfordringer, som er tydelige. Og omkring verdensmålene skal verden også stå sammen, og der skal handles resolut. Og det gør vi i Danmark – med den nye handlingsplan.
Jeg ønsker for os, at det arbejde lykkes, så vi kan se ind i en lysende fremtid.