For otte år siden havde jeg den store oplevelse at deltage i fejringen af 200-året for Eidsvoll-forfatningen. En særlig glæde var det for mig at få lov til at avduke statuen af Kong Christian Frederik ude på Eidsvoll Plass foran Stortinget. Det var ikke blot en norsk begivenhed. Det blev også en fejring af to århundreders fredelig sameksistens, der for mig understreger den dybe forbundethed mellem vore lande.
Der er blandt de nordiske folk en stærk følelse af samhørighed. Vi sætter pris på hinanden og holder af at komme på besøg hos hinanden og tage del i hinandens liv. Vi føler, at vi forstår hinanden og har tillid til hinanden. Dette forhold styrkes og vedligeholdes, fordi sproget i de tre skandinaviske lande udspringer af samme kilde. Vi kan tale på vores eget sprog, når vi er sammen, fordi vi øser af det samme forråd af ord. Jeg kan stå her og tale på dansk og glæde mig over at blive forstået.
Men der er unægtelig også forskelle. Når svenskerne siger, at noget er ’roligt’, mener de ’morsomt’, mens vi danskere forstår ’roligt’ som ’fredeligt’. Og ’rart’ betyder på norsk og dansk henholdsvis ’besynderligt’ og ’behageligt’. Jeg kan spise frokost – altså morgenmad - i Oslo og derefter flyve hjem til København tids nok til at indtage min frokost – altså lunsj.
Vore sprog lyder også forskelligt. Det svenske sprog med de rullende r’er og de åbne klangfulde a’er eller det syngende norske, der altid klinger så optimistisk og spørgende. Det gør mig altid varm om hjertet.
Fordi der er forskelle, er der også sprogforbistringer, især når unge skandinaver mødes. De slår gerne over i engelsk, men det er en skam, for alle er dårligere stedt i samtalen, når ingen får lov til at være hjemme i sit eget modersmål. Det kræver lidt, både af dem, der taler, og af dem, der lytter, men det kan lade sig gøre! Især, hvis man er omhyggelig med udtalen. Her har især vi danskere nok noget at lære.
Men også når der lyttes, skal der udvises tålmodighed, og man skal gøre sig lidt mere umage for at forstå. Der er i det hele taget så meget at vinde ved at gøre sig umage med at forstå hinanden.
De nordiske sprog, så nært beslægtede, men dog så forskellige, er en enestående skat, som vi skal tage vare på. De er det stærkeste bånd mellem vore folk, og det er vigtigt, at vi altid holder kendskabet ved lige fra generation til generation. Sådan styrker og bevarer vi det nordiske fællesskab.
Det er netop her Foreningen Norden igennem alle år virker og arbejder for en stadig dybere forståelse mellem de nordiske folk, og for, at de nordiske sprog forstås og bruges, når vi mødes.
Den fælles sprogforståelse i Norden har altid ligget mig på sinde, og det er derfor med stolthed og ydmyghed, at jeg i dag kan takke for modtagelsen af Nordens Sprogpris.