Kan man glæde sig ”som et barn”, når man er over 80 år gammel? Det kan jeg forsikre om, at man kan. Men når det man havde glædet sig til, så alligevel ikke kan gennemføres, er skuffelsen så meget større. I sommer havde jeg glædet mig til en lang rejse rundt i Grønland med gensyn både i Øst og i Nord, i Vest og i Syd. Den rejse måtte desværre udskydes på grund af nye udbrud af corona. De grønlandske myndigheder har dygtigt formået at skærme landets borgere og holde corona næsten helt ude af landet; men Grønland er jo også en del af verdenssamfundet, hvor ingen er gået helt fri.
En af de ting, vi har lært af corona-pandemien, er tålmodighed: vi har lært at vente til rette tid og være taknemmelige over det, der kan lade sig gøre. Min glæde over atter at være i Grønland er i dag særlig stor, fordi det trods udskydelsen alligevel blev muligt at besøge landet.
Som altid på rejser i Grønland er jeg blevet slået af den mangfoldighed, som landet frembyder – geografisk og klimatisk såvel som historisk og kulturelt. Både i Ilulissat som her i Nuuk er jeg blevet mødt af mennesker, som udstråler stolthed ved og glæde over deres særlige kultur, tradition og sprog, og som med en fast forankring i denne kultur virker for udvikling og fremgang i netop deres samfund.
Grønland har umådeligt meget at byde på: Særligt har jeg glædet mig over at opleve det ny Isfjordscenter i Ilulissat, som jeg netop har besøgt. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan et lokalt naturfænomen af international interesse kan sættes i relief og give mulighed for yderligere oplevelser og indsigt.
Denne rejse står i historiens og jubilæernes tegn. I Ilulissat mødte jeg efterkommere af deltagere i den 5. Thule-ekspedition som en markering af 100-året for ekspeditionen, og her i Nuuk har jeg deltaget i universitetets markering af 300-året for kristendommens indførelse i Grønland. Samtidig markerer vi 100-året for det første kongebesøg i Grønland, idet min farfar, Christian X, sammen med Dronning Alexandrine, min far, som dengang var Kronprins Frederik, og Prins Knud, i 1921 deltog i markeringen af 200-året for Hans Egedes ankomst.
Historien er rig og kompliceret. Den er fuld af ting, som vi husker og genfortæller med stolthed, men der er også dele af den, som vi i dag undrer os over, og som det kan være svært at forlige sig med. Historien ligger bag os, den kan vi ikke lave om, den er en del af os, og den må vi tage med os. Det er vores historie, og den har formet os til dem, vi er i dag. Uden den var vi ingen.
Hvis man som jeg, i en tidlig alder, har læst Knud Rasmussens bog ”Den store Slæderejse”, kan man ikke være i tvivl om, at han ikke havde kunnet gennemføre sin skelsættende rejse over flere år fra Thule til Alaska uden netop de tre rejsefæller fra Thule: Arnarulunnguaq, Miteq og Bådsmanden. De var - sammen med hans egne erfaringer fra flere ekspeditioner og de danske videnskabsfolk - selve grundlaget for, at det storstilede foretagende kunne gennemføres med succes.
For mig er den samlede fortælling om den 5. Thule-ekspedition et godt billede på det rigsfællesskab, som vi har i dag: vi kan hver især bevæge os ved egne kræfter, men når vi forener vore kræfter, viden og indsigt, kan vi nå længere og opnå endnu bedre resultater. Vi vil hinanden det godt og forstår hinandens mål og hensigter; vi rækker hånden ud og hjælper, støtter og opmuntrer, hvis rejsen bliver vanskelig; og vi glæder os sammen over fremgang og gode resultater. Som på ”den store slæderejse” er sammenholdet til gavn for os hver især og til gavn for hele fællesskabet. Det er mit store håb og ønske, at vort enestående fællesskab også fremover vil blive forstået som værdifuldt i Grønland, på Færøerne og i Danmark.
Hr landsstyreformand: På denne rejse er jeg atter blevet mødt med en åbenhed, hjertelighed og hengivenhed, som har rørt mig dybt. Grønland har altid stået mit hjerte nært. Derfor er det en stor glæde for mig på tæt hold at kunne følge den gode udvikling, den målrettede indsats for at løse store og små udfordringer og den tro på fremtiden, som præger landet. Jeg vil bede Dem modtage min tak for den store venlighed, jeg har mødt, og jeg beder Dem overbringe min særlige hilsen til befolkningen i Tasiilaq, Qaanaaq og Sydgrønland, som jeg ikke har fået lejlighed til at besøge i år. Jeg ønsker Dem og landsstyret alt godt i Deres fortsatte, vigtige arbejde.
Jeg ønsker fortsat lykke og fremgang for Grønland og det grønlandske folk.
GUD BEVARE GRØNLAND GUD BEVARE DANMARK