Danmarks geografi er et samspil mellem vand og land; og evnen til at krydse sund og bælt, åer og fjorde har betinget hele vort folks historie.
At nå over på den anden side, det er den udfordring, som hver generation har måttet tage op så langt tilbage, vi ved om. Hvert slægtled har løst den ud fra sin tids bedste teknologi: i stammebåd, med dampfærge, over gungrende broplanker eller ad højbroens dristigt spændte bue. Når vi taler om Danmark som en søfartsnation kunne vi med lige så stor ret kalde os en brobyggernation. Selve udtrykket "at bygge bro" er gået ind i vort sprog, så at navnet "brobygger" er blevet et af de smukkeste tilnavne, vi kan give et menneske.
At nå over på den anden side, det er den udfordring, som hver generation har måttet tage op så langt tilbage, vi ved om. Hvert slægtled har løst den ud fra sin tids bedste teknologi: i stammebåd, med dampfærge, over gungrende broplanker eller ad højbroens dristigt spændte bue. Når vi taler om Danmark som en søfartsnation kunne vi med lige så stor ret kalde os en brobyggernation. Selve udtrykket "at bygge bro" er gået ind i vort sprog, så at navnet "brobygger" er blevet et af de smukkeste tilnavne, vi kan give et menneske.
Der er drømme forbundet med det at bygge bro; det drejer sig ikke blot om en ingeniørbedrift: højere, længere, dristigere for hver gang; det er heller ikke alene den praktiske opgave: at føre trafikken hurtigere frem, der betager os. Skønt rejsen går fra den ene kendte bred til den anden, er det alligevel noget eventyrligt, den første gang man krydser en ny bro – og ikke kun på selve åbningsdagen.
For et år siden fik Storebælt sin tunnel; øst- og vest-Danmark blev fysisk knyttet sammen. Men i dag indvier vi højbroen og dermed hele vejforbindelsen. Nu er værket fuldført, generationers drøm gået i opfyldelse.
Er tunnelen et storværk i sig selv, så er broen dog på en helt anden måde det synlige bevis. Nu krydser vi Storebælt i eet sus med himlen over os og vandet dernede, mens den ene kyst nærmer sig, og den anden forsvinder i bakspejlet.
Men samtidig vil vi nok sende en vemodig tanke tilbage til den tid, som var. For vi siger jo også farvel til storebæltsfærgerne, til ventetider, til nervøse overvejelser: når vi færgen? er der plads ? – og til fortrolige lyde: klirrende kaffekopper, mågeskrig, "færgen er i havn om få minutter" – til lugten af diesel og salt og smørrebrød.
Vel er det kendte vande, vi krydser, og landet forude er slet ikke fremmed; men vi er dog på vej ind i en ny tid. Den vil forandre vores afstandsbegreber her i Danmark, den vil åbne for nye muligheder for samkvem og for yderligere initiativer, der rækker ud over landets grænser. Vi har lov at være lidt stolte over den opgave, som nu er fuldført. Vi har mange at takke, både planlæggere og ingeniører, og de mange mange, hvis farefulde slid igennem flere år skabte det værk, vi nu kan beundre og benytte; smukt at skue – og godt kram.
Hermed erklærer jeg Storebæltsbroen åben.