At fejre fødselsdag er en dyb og rodfæstet tradition i Danmark.
Vi fejrer den forskelligt, men for de fleste skal det helst være sammen med familie og venner.
Sådan plejer det også at være i min familie.
Jeg har altid glædet mig over at kunne fejre min fødselsdag. At kunne mærke, helt bogstaveligt, den hjertevarme stemning, der strømmer mig i møde på selve dagen.
Det har altid betydet noget ganske særligt for mig.
Sådan har det ikke været i år.
Vi har fået besøg af en ubuden og farlig gæst, som har sat sit præg på hele landet.
Mange fester, konfirmationer og bryllupper er blevet berørt, og sådan er det også med min fødselsdag.
Har det så været en lang og trist dag? Nej, slet ikke. Dagen har tværtimod bragt mig så mange glæder og har beriget mig mere, end jeg kan sige.
Det rører mig dybt, at så mange har ønsket at være med til at fejre mig, også i år.
Jeg takker af hele mit hjerte for hilsnerne, for sangene og for de mange tanker, som i dagens løb er strømmet mig i møde fra alle dele af riget.
Danskernes opfindsomhed og iderigdom har været overvældende.
Mange har trods egne bekymringer og sorger taget sig tid til at sende mig deres fødseldagshilsen.
I tilbageblikket vil jeg huske min 80-års fødselsdag som noget helt for sig, én af de mest mindeværdige.
Også her har det vist sig, at når krisen rammer os, kan vi, og vil vi forenes i fællesskabet, sammen – men på afstand.
For knap en måned siden talte jeg om den alvorlige udfordring, som coronakrisen er, ikke bare for vores samfund, men for hele verden.
Jeg rettede en indtrængende appel til alle om at forstå alvoren af det, vi står overfor.
Hver og en af os er sat på en svær prøve.
Mange er syge, mange har mistet deres kære, og mange er bekymrede for, hvordan det skal gå.
Mine tanker går til hver og en.
Vi oplever en usikker tid, men vi ser også, at alle gør sig umage for at stå krisen igennem og efterleve myndighedernes anvisninger.
Det gælder både børn og voksne.
Det har lige været påske, og mange af os har måtte fejre den på en anden måde, end vi er vant til.
Det er påskens budskab ikke blevet mindre stærkt af, også her har vi oplevet at være sammen skønt hver for sig.
Men krisen har også lært os noget om os selv, som vi kan være stolte af.
Vi kan mere, end vi tror.
I stort og småt hjælper danskerne hinanden fra hvert vores sted i samfundet.
Gåpåmod og nye ideer spirrer frem, og vi ser nye måder at arbejde på og være sammen på.
Vi har vist, at vi kerer os om hinanden, og at egoismen har trange kår.
Vi har mærket, at fraværet af det nære samvær og et kram betyder mere, end vi havde forestillet os.
Meget tyder på, at vi sammen bidrager til at få sygdommen under kontrol. Vi har vist, at vi kan tage os sammen, og at det fører i den rigtige retning.
Men nu gælder det. For vi er ikke igennem endnu.
Det er trættende og besværligt at få dagligdagen til at fungere. Den er blevet trist og ensom for mange, især for enlige og ældre, som føler sig afskåret fra deres vante verden.
Men nu må vi fortsat holde ved, så vi alle, store som små, unge som gamle, kan komme godt igennem krisen.
Så kan vi vende tilbage til et Danmark, som nok vil være forandret, men som alligevel vil være vores alles Danmark, rodfæstet i vores fællesskab og tillid til hinanden.
Min fødselsdag blev ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg er taknemmelig for den, som den blev.
Tak til alle, der har bidraget til at gøre den til en festlig og minderig dag.
Nu åbner vi Danmark langsomt igen.
Mine tanker og hilsner går på ny til hver enkelt her i landet og i hele riget med ønsket om håb og fortrøstning og godt mod.
Gud bevare Danmark.