Sædemanden saar Ordet. Hvilket Budskab!
Det er ikke en Selvfølge, at Gud rækker vore Hjerter Ordet. Det er en saare stor Naade. Og dobbelt stor, fordi der i Tidens Løb har været saa sørgeligt faa, der virkelig har taget mod Ordet og har beholdt det i et godt og smukt Hjerte.
I Stedet for at give op har Herren holdt ud i en for os ufattelig Trofasthed og Kærlighed. Trods Skuffelse ved at se de Tusinder af Vejkantshjerter, Klippegrundshjerter og Ukrudtshjerter, hvor Ordet ikke kunde vokse og bære Frugt, saar Sædemanden Dag efter Dag i forunderlig Taalmodighed stadig Ordet om Omvendelse og Syndernes Forladelse – og glæder sig trods Skuffelserne over den liden, men kostbare Høst, han faar.
Sædemanden saar, saa længe det er Saatid!
Dette er vigtigt for os at blive klar over, for deri modtager vi i Sandhed et Budskab, der baade aabenbarer os en Verden af Kærlighed og af Tryghed, idet vi deraf kan se frimodigt fremad: Om Herren ser, at kommende Dage er en Saatid, da vil han lade Sæden saa i vore Hjerter.
Og han lader sig ikke standse!
Maaske du har oplevet noget af dette i dit Liv. Du prøvede maaske at standse ham i hans Værk med dig ved at undgaa Guds Hus og undgaa de hellige. Men alligevel fulgte han efter dig, maaske helt ud i dybe Fald, rede til at rejse dig, om du saa, at du havde Brug for ham. Eller han fulgte dig ind i Modgang, i Sygdom, Sorg og Angst, eller det var Glæde over det meget, du fik i Livet. Gennem det altsammen prøvede han at saa Ordet om Omvendelse og Syndernes Forladelse ved sin Helligeaand, det Ord, der laa gemt i din Bevidsthed fra Barndomsaarene. Nu tog han det fra din Hjerne og lagde det i dit Hjerte. Eller han sendte en af sine Venner med Sædekornet til dit Hjerte.
Hvilken Jordbund fandt Ordet da hos dig? Hvis ikke du har gjort det, da omvend dig, giv den Herre Jesus dit fattige Hjerte og fat et nyt Sind, hvori Ordet kan slaa Rod, vokse og bære Frugt.
Men Budskabet i vor Tekst er ikke alene til dem, der lever Livet fjernt fra Kirken og Kirkens Herre. Der er ogsaa i høj Grad til Kirkegængerne. Der er hver Søndag mangfoldige, der lytter til Guds Ord. Se, til dem siger Herren i Dag et Alvorsord: Du, som hører Guds Ord, som kalder dig et troende Guds Barn, hvad saa med dig? Bærer du Frugt? Ved du egentlig, hvad det er at bære Frugt?
For man kan sagtens kalde sig et Guds Barn, men være det i Aand og Sandhed er noget andet. Altsaa: Ved du, hvad det er at bære Frugt? At være Frugt vil sige, at man i Tanke, Ord og Gerning udviser Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Sagtmodighed og Afholdenhed.
Og det sker, naar Sindet er saadan forvandlet ved den Helligaand, at Ordet, naar det saas i dit troende Hjerte, uhindret og under din fulde Lydighed, bliver eet med dit Jeg og driver dig til at tænke, tale og handle saaledes, at du bliver Verdens Lys og Jordens Salt, et Menneske, i hvem Gud begynder at blive alt.
Da ophører du at være en Navnekristen med en død eller stivnet Tro, og ved dit hellige Liv kan Gud nu saa Sædekornet i din Næste. Som de vantro er et antikristeligt Vidnesbyrd, bliver et ved Ordet helliggjort Guds Barn et stedse levende Vidnesbyrd om Jesus Kristus og en daglig Velsignelse for de Mennesker, det møder paa sin Vej. Det holder ganske ubevidst ved sit Liv – bortset fra det bevidste Mundens Vidnesbyrd – den stærkeste og forunderligste Prædiken om Ordet, der kan forvandle Mennesker.
Men hvorledes beredes Hjertet da ved Guds Aand, at det kan være en Sædejord, der hverken er uopdyrket som Jorden ved Vejen, ubrugelig som paa Klippen, eller unyttig paa Grund af Ukrudt?
Det sker ikke ved, at du bare bestemmer dig til at høre eller læse Ordet. Det sker ikke ved, at du prøver at indstille dit Sind ved en Kraftanstrengelse. Det sker i Stilheden, i Lønkammeret sammen med din Frelser fra Golgatha. Derinde vil Sædemanden selv berede dit Hjerte til at blive den gode Jord, hvori Ordet kan vokse op og bære hundrede Fold Frugt.
Ja, tænk om Ordet kunde bære Frugt i dit Liv!
Amen.
Amen.