Henning Overgaards 1. maj-tale

Kammerater!! - Tusind tak for ordet.

Jeg har glædet mig helt vildt til at være sammen med jer i dag – glædet mig til igen at fejre 1. maj. Til at fejre vores sammenhold og fællesskab.

Glædet mig til at mærke, om København kan finde ud af at markere arbejdernes sammenhold og fællesskab – KAN I DET?

Sådan – respekt!
Jeg lover jer, jeg vender tilbage til det positive. Til nogle af vores seneste sejre.
Til de opgaver, vi sammen skal løfte.

Men jeg er nødt til at starte et andet sted. Starte med en bekymrende utryghed. Frygten for krig og væbnet konflikt.

Russernes invasion og brutale krigsførelse i Ukraine har chokeret os alle og kræver svar og handling, også af Danmark.

Vores svar er – også her – sammenhold, solidaritet og støtte.

Vi har naturligvis åbnet vores grænser for de mange tusinde ukrainske flygtninge, der har søgt ly her i

Danmark. De skal have den nødvendige hjælp. Og adgang til at arbejde på danske vilkår.
Ikke på dumping-vilkår, men på danske vilkår!

Samtidig skruer både Danmark og flere af vores nabolande nu gevaldigt op for forsvarsudgifterne i de kommende år.

Det stiller fagbevægelsen og arbejderpartierne over for en ny økonomisk skyttegravskrig med de borgerlige.

De blå sover jo som sædvanlig rævesøvn med de asociale støvler på!

Ifølge dem skal krudt og kugler betales med mindre velfærd.

I 3F ved vi godt – og I ved godt – hvem der kommer til at betale for de blå’s asociale forslag:
Det gør de mest udsatte, de kortest uddannede og dem med de mindste indtægter og formue.

Men der er brug for andre, nye ideer til samfundsøkonomiske løsninger.
Ideer med en fair og ordentlig social profil!

F.eks. er det super-fornuftigt at ansætte endnu flere skattemedarbejdere til at kontrollere plattenslagerne og fidusmagerne.

Dem, der med dyr advokat- og revisorbistand dribler rundt for at undgå at betale deres fair bidrag til fællesskabet og yde efter evne.

Nye samfundsøkonomiske løsninger må ikke ramme arbejdsmand Hansen eller rengøringsassistent og servicemedarbejder Petersen.
De har allerede så rigeligt betalt for de blå nedskæringer og forringelser efter finanskrisen.

Nu må det være Strandvejens og velhaver- ghetto’ernes tur til at skulle til lommerne!

Ikke bare for at købe sig til lidt imagepleje og sponsor-reklame.
Ikke bare for at finansiere en propaganda-maskine som Cepos.
Nej, de bør til lommerne, fordi vi ønsker at lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder.

De kan lige prøve på at fedte regningen af på arbejderne én gang til...
Det gælder også, når vi taler om pension og tilbagetrækning.

Knap havde vi for godt 40 år siden fået indført efterlønnen, før de borgerlige gik til angreb. Bevæbnet med utallige klip af golfspillende tandlæger som var gået på efterløn.

Siden har vi fået flere politiske indgreb, der har udhulet efterlønnen til ukendelighed.

Derfor er det en historisk sejr, at arbejderpartierne – med støtte fra Dansk Folkeparti – har gennemført retten til tidligere pension, Arne-pension.
En ret – ikke en pligt – men en ret til at kunne trække sig tilbage lidt tidligere, når kroppen er blevet træt efter mange års arbejde.

Arne-pension er nu den nye, skarpe sten i de borgerlige laksko.

De blå finder det helt ok, at direktører går på selvvalgt pension, når de runder 50, og supplerer seniorfriheden med et par bestyrelsesposter.
Deres arbejdskraft kan åbenbart sagtens undværes!

Men de blå tillader ikke arbejdere med hårde fysiske og psykiske jobs retten til tilbagetrækning efter over 40 år på arbejdsmarkedet.

Jeg håber, at vi sammen i dag kan sende et klart signal og advarsels-trut til de blå og borgerlige – også som optakt til den kommende valgkamp:

Vi er klar til kamp for Arne-pension og for en fair senior- og pensionstilværelse.
En højere pensionsalder går hånd i hånd med en udbygget, forbedret ret til tidligere pension!

Enhver kan slå op i statistikkerne og konstatere, at der i dag er helt urimelig stor social ulighed i danskernes levetid og antal år på pension.

Brolæggerne. Kollegerne fra Vej & Park, fra rengøringen. Havne- og terminalarbejderne. Tjenerne, samlebånds- og industrioperatørerne. Stilladsen. Social- og sundhedsassistenterne, slagteriarbejderne.

De skal alle have ret til, efter mere end 40 år på arbejdsmarkedet, at gå tidligere fra.

Arne-pensionen er blot en af vores nylige sejre, som vi i dag kan glæde os over. Og er klar til at forsvare med næb og klør.

I næste uge kommer så Pensionskommissionen med deres forslag.

Hov, hov – jeg kunne godt høre, at I begyndte at gabe dernede bagerst!
Selv om det lyder kedeligt med en kommission, så er det hamrende vigtigt.

Det er jo rigtigt, at vi – danskerne i gennemsnit – lever længere.
Derfor giver det også mening, at vi – danskerne i gennemsnit – skal arbejde længere.

Men: ”Statistik er som et miniskørt. Det giver gode ideer, men skjuler det vigtigste.” Sådan sagde fodboldtræneren Ebbe Skovdahl engang.

Den går ikke i dag, Granberg.
I dag siger vi: ”Statistik er som korte fodboldbukser. De giver gode ideer, men skjuler det vigtigste.” Og meningen er jo både rigtig og go’ nok!

Vi skal have fundet en langsigtet løsning på den stigende pensionsalder for os med de korteste uddannelser, de længste arbejdsliv og de hårdeste jobs. Os, der har færrest år på pension, fordi vi har arbejdet mest.

HVIS pensionsalderen skal blive ved med at stige, så skal mulighederne for at stige af for arbejdsmænd og -kvinder udbygges.

Her er Arne-pensionen den helt rigtige løsning. En løsning vi skal have udvidet, hvis pensionsalderen stiger igen.

Når vi fejrer 1. maj, fejrer vi sammenholdet og fællesskabet.
Vi tror ikke en døjt på, at enhver er sin egen lykkes smed.
At vi hver især i ensomhed skal forsøge at klare udfordringerne.

Vi viste det, da vi sammen tacklede Corona. Det gælder også en effektiv, dansk indsats mod klimaforandringer og for grøn omstilling.

Her må vi ikke glemme de kolleger, der får brug for efteruddannelse eller omskoling til nye opgaver på jobbet eller måske et brancheskift, når jobs i sorte industrier skal blive grønne.

Vi har også vist det gennem langt over hundrede års sammenhold i forhandlinger om fair løn- og arbejdsvilkår og overenskomster.

Vi viser det, når Socialdemokratiet sammen med SF og Enhedslisten og sammen med fagbevægelsen sætter ind mod social dumping, menneskehandel og grov udnyttelse, plattenslagere og kynikere.

Vi møder en bekymrende og stigende forråelse i stadig flere hjørner på vores arbejdsmarked. Men vi møder bestemt ikke de gule forretninger her.

De løfter ikke en eneste faglig finger i bekæmpelsen af social dumping og arbejdskriminalitet. Ja, de praler endda med deres manglende vilje og evne til at yde en faglig indsats:

De tigger i stedet om, at politikerne skal bestemme og diktere arbejdskvinders- og arbejdsmænds løn!

De gule er ikke andet end kommercielle forretninger, der sælger varm luft og løgne til danskerne.

I modsætning til dem, så viser vi også styrken ved sammenhold, når arbejderpartierne sammen med de radikale og Dansk Folkeparti øger trygheden i dagpengesystemet ved at give ledige mere de første tre måneder.

Sammen er vi stærke.
Når vi hver især bidrager, med det vi har og kan, så skaber vi i fællesskab de bedste og go’e rammer.

Rammer, der giver mulighed for, at både du og jeg og vores venner og kolleger kan udfolde vores evner og række ud efter vores drømme og mål.

Vi må aldrig falde for den smålige leflen for egoismen.
Vi må ikke falde for egennytten, for det småtskårne og misundelige.

Vores svar er:
Fællesskab. Fællesskab. Fællesskab.

Kan I passe godt på hinanden og på vores fællesskab!
Og ha’ en fortsat go’ 1. maj.