Henrik C. Wegeners tale ved Københavns Universitets årsfest

Deres Majestæt.
Minister
Kolleger, studerende og venner af universitetet. 

Der var engang en dronning, som skulle til årsfest på KU 
– præcis som i dag. 

Hendes Majestæt Dronning Margrethe ankommer,
meget uvanligt, før tiden.
Så jeg står ikke klar ved foden af trappen - parat til at tage imod. 

Og hvad værre er: Trappen er fyldt med demonstrerende studerende, 
der ligger som lig – med hvide hoveder og røde roser i favnen. 

Det lille, stilfærdige skuespil skal vise, 
at de små kulturfag er truet på livet 
som følge af en reform af humaniora.

Resolut stiger Regenten ud af ”Store Krone” 
og skridter i ensom majestæt op ad hovedtrappen 
i et royalt slalomløb forbi de livløse studerende.

Og da jeg - efter en 100 meter sprint i kappe og kæde - 
forpustet byder Dronningen velkommen i forhallen 
udbryder hun med et stort smil:  

Stor lettelse; 
for det royale slalomløb kunne også have endt med et styrt. PET-vagterne skal på et splitsekund vurdere en trussel. Og være i stand til at tackle en student før hun når at råbe
”længe leve græsk og latin”. 

Dét udfald ville jeg være meget ked af. 

Men den lille historie fortæller noget stort
om tillids-kulturen her i Danmark. 
Noget vigtigt og dyrebart, vi skal værne om.

Hele verden befinder sig på et skæbnesvangert punkt 
i demokratiets historie. 
Tre dage efter det amerikanske præsidentvalg. 
Dette vældige demokrati. 
En dyb splittelse i befolkningen. 
Præsidentkandidater, der taler grimt om andre. 
Påstande om, at illegale migranter spiser kæledyr.
Sandheden der bliver ofret for en politisk gevinst. 

Universitetet er en krumtap i demokratiet. 
Helt centralt står den akademiske frihed, 
som sikrer universitetet en værdi, der ikke kan købes for penge.
Nemlig troværdighed. 

Først og fremmest troværdighed i den videnskabeligt forsvarlige sandhed, som oplyser både borgere og beslutningstagere.
Om alt fra inflation til migration 
– for bare at nævne to temaer fra valgkampen i USA. 

Den akademiske frihed har en enestående evne 
til at dykke ned i lommer af viden, som kun få regner som relevante. 
Ikke før de pludseligt bliver altafgørende: 

Vores andet store bidrag er kvalificeret arbejdskraft.  
Selvstændigt tænkende individer, der er i stand til at indsamle 
og kritisk bearbejde viden. 
Som forstår den akademiske metode, 
der både kan bruges til at løse opgaver for en virksomhed, 
og til at vurdere sandsynligheden for, at nogen spiser kæledyr. 

Hvordan er arbejdsformen i akademisk frihed?

Jeg vil nærmest kalde det en ”blid kampsport”, 
hvor man kan få det sorte bælte i bevisførelse. 

Tag bare de videnskabelige disputter, 
hvor hårdtslående argumenter 
flyver frem og tilbage i tidsskrifter og auditorier. 

Er Egtvedpigen fra Egtved eller Schwarzwald?
Er urørt skov den eneste vej til biodiversitet?

Nogle gange er det eneste vi er enige om,
den fælles søgen efter sandhed. 

Det drejer sig dybest set om en debatkultur, hvor: 

 
Hvad med de studerende?

Ja, de er stadig på en akademisk øvebane 
– og vi må acceptere nogle buler i kofangeren. 

Men kulturen for akademisk disput kan også spottes i studienævn 
og i deres passionerede ping-pong diskussioner: 

Har pensum for meget økonomisk vækst og for lidt bæredygtighed?

Jeg tror ikke, at det demokratiske sindelag falder ned fra himlen 
mens de studerende har næsen i bogen, pensum på hjernen og blikket stift rettet mod den næste eksamen eller det første job.

Jeg tror også det dannes i sprækkerne – uden for auditoriet.
Og med sprækkerne mener jeg KU’s vildtvoksende skov af studenterforeninger. 
Fra volleyball – til studenterrevy. 

I studenterforeningen lærer man at være sammen, skabe et fællesskab, give noget til fællesskabet
– og særligt lærer JEG at forstå, at andre kan have andre syn på om volleyball-holdet skal investere i nye net eller billige bajere til julefrokosten. 

Studenterforeninger kan selvfølgelig også kæmpe for et politisk mål. 
Klima eller fred – og ja, også fred i Mellemøsten.

Jeg skal hilse og sige, at drømmen om at skabe en bedre verden er en kæmpedrivkraft her på KU. 

Måske derfor har KU også tradition for at være meget rummelig.  

Helt tilbage til det legendariske optrin her ved talerstolen i 1968, 
hvor psykologistuderende Finn Ejnar Madsen fik taletid ved årsfesten.  

Hvor går grænsen for studenteraktivisme?

Der findes ikke nogen facitliste i omgangen mellem mennesker.
Konteksten betyder noget – som i historien med dronningen. 
Og konteksten flyder over tid - som sandkorn i et timeglas. 

Rollen som rektor er ikke blevet lettere. 
Det så vi i USA, hvor kolleger på bl.a. Harvard og Columbia 
måtte forlade deres poster i utide. 

Det gik også hårdt for sig på Berkeley. 
Aktivister smadrede en dør ind til et auditorium 
– hvorfra en israelsk oplægsholder måtte flygte sammen med publikum via en kælderpassage. 

Berkeleys rektor og engelskprofessor Carol Christ 
er netop gået på pension i en alder af 80 år. 
Hun er værd at lytte til. 
Ikke mindst fordi hun er rundet af Berkeleys kultur for studenterprotester 
– tilbage til Vietnamkrigen og borgerrettigheds-bevægelsen. 

I et afskedsinterview i New York Times sagde hun:
”Berkeley skal stræbe efter at lære de studerende, 
hvordan man har en civiliseret debat. 
Uden den evne er Berkeley fortabt”

Jeg må give hende ret. Det gælder også KU. 

På hendes rektorkontor på Berkeley hang der et foto af Mario Savio, som stod i spidsen for Berkeleys studenterbevægelse i 60erne. 

Fotoet viser en politibil omringet af aktivister 
ved den ikoniske Sather Gate. 
Savio er klatret op på taget af politibilen for at holde en tale og berolige masserne.  

Der står han…i strømpefødder! 

Han har taget skoene af, så bilens tag ikke tager skade. 

Det er netop den hensynsfulde tanke som i et snapshot viser, 
hvad vi skal stræbe efter på KU: Protest i strømpefødder. 

Vi skal ikke kun passe på biler - og andet løsøre.
Vi skal særligt passe på hinanden. 

Jeg vil nu beskrive 2 episoder med nyere studenteraktivisme på KU. 
Så kan I overveje, om de lever op til strømpefods-princippet. 

Episode nr. 1:
I foråret etablerede gruppen kaldet ”Studerende Mod Besættelsen” teltpladsen Rafah Garden på en græsplæne ved samfundsvidenskaberne på Kommunehospitalet. 

Blandt festivaltelte og campingstole kunne studerende og forbipasserende borgere møde både sorg, frustration og faglige diskussioner om den forfærdelige krig i Gaza. 

Der var også enkelte jødiske studerende, der satte sig ned på en bænk og tilbød en diskussion fra et andet perspektiv. 

I de mest vellykkede momenter rummede Rafah Garden 
studerende med arabisk baggrund i en alvorlig, dæmpet samtale med studiekammerater med israelsk baggrund. 

Bestod den strømpefods-testen? 

Ja, formen var – det meste af tiden – ganske fin. 

Episode nr. 2:
Hændelsen i september i Museumsbygningen i Krystalgade. 
Den bygning, hvor jeg og resten af rektoratet og administrative kolleger har kontor. 

10-15 maskerede personer tiltvang sig adgang til bygningen – heriblandt Greta Thunberg og andre som ikke er studerende på KU. 

Vores medarbejdere blev mødt af høje, aggressive tilråb 
alt imens de blev kommanderet rundt af maskerede personer, 
der forsøgte at forskanse sig ved at flytte møbler og blokere døre.  

Det endte i et opkald til politiet. 
Politiet bar og eskorterede de studerende ud på gaden. 

Strømpefodstesten? Dumpet.  

Det var en sørgelig dag for KU – og for studenteraktivismen. 
Og spørgsmålet er også om sandkornene i timeglasset 
er løbet fra disse blokader af universitetets indre liv. 

Studenteroprøret i ’68 førte jo netop til organer for inddragelse af studerende i studienævn, akademiske råd og bestyrelsen. 

Er det ikke bedre at kæmpe for sine holdninger i disse organer
end at intimidere og blokere en hel arbejdsplads?

På universitetet kan forskerne undersøge 
hvad der sker i Mellemøsten, 
og de kan som eksperter oplyse Folketing og befolkning
så vi kan træffe kloge beslutninger. 

Men vi kan ikke som universitet vælge side i konflikten. 
For så har universitetet mistet sin akademiske frihed, sin troværdighed – og dermed sig selv. 

***

Dette er min sidste årsfest som rektor. 
Og jeg kan ikke dy mig for at se tilbage 
på temaerne i mine tidligere årsfesttaler. 

Talerne fortæller en historie om KU’s store bidrag til samfundet. 
Eller sagt med omkvædet i KU’s nye strategi: ”Til gavn for flere”. 

KU er ikke mindst til gavn for mange – og meget – 
gennem vores studerende.  

De studerende skal fortsætte med at plante fællesskaber 
og dyrke deres engagement for boldspil eller det politiske spil. 

Men ingen kan påtvinge hele universitetet at have én holdning.

Eller som lektor i hebraisk på KU, israelske Liora Sion, 
sagde i Politiken:  

Man kan slet ikke reducere en konflikt til en fodboldkamp,
hvor man ”skal holde med det ene eller andet hold”. 

Der har desværre været en markant stigning i antisemitiske hændelser i det danske samfund. 

Men Liora har ikke haft nogen ubehagelige oplevelser på instituttet.
Hendes kolleger og studerende forstår kompleksiteten.
På den måde er der håb for den akademiske frihed.  

Jeg forstår til fulde sorgen og vreden, som driver aktivismen. 

Men vi mangler at overbevise nogle få af dem 
om principperne for en civiliseret debat: 

Tydelige holdninger behøver ikke blokader, maskeringer eller aggressive tilråb.

Tydelige holdninger kan også formuleres fyndigt i strømpefødder.
De skal blot give plads til royale slalomløb. 
…
Og undgå at spænde ben for universitetet og demokratiet.

Tak for jeres opmærksomhed.