Henrik Dahls grundlovstale

I dag er det 175 år siden, at vores første frie grundlov blev underskrevet.

Selvom der var to år under Besættelsen, hvor grundloven var sat helt ud af kraft, er Danmark faktisk ét af de lande, hvor den grundlæggende samme forfatningsorden har hersket længst. I Frankrig er de i mellemtiden nået fra deres anden til deres femte republik, og endda med et kejserrige som mellemspil.

Vi danskere har faktisk i europæisk sammenhæng rigtig meget erfaring med at leve under en fri og stabil forfatning.

Det hænger nok bl.a. sammen med den udbredte tillid til institutioner og myndigheder som grundlæggende godartede og hæderlige i Danmark.

Den tillid kommer ikke af sig selv. Og den kan sagtens blive undergravet.

En god måde at undergrave tilliden til institutioner og myndigheder på er ved at tale ned til folk og udskamme dem for at bruge deres demokratiske ret til at udtrykke uenighed med systemets vej.

Jeg synes, det er blevet en mere udbredt tendens i vores samtid. Og den har desværre hersket i lang tid i EU-debatten.

I Liberal Alliance er vi glade for at være med i EU, men vi er langt fra enige i al den politik, som kommer ud fra EU-systemet.

Vi går til valg på at male Europa mere blåt.

På at EU skal koncentrere sig om at nedbringe bureaukrati for borgere og virksomheder, at få bedre styr på de ydre grænser og en grøn omstilling, der er mere grøn end rød.

Sagt på en anden måde: At føre borgerlig-liberal politik i Europa-Parlamentet, som vi gør det i Folketinget.

Det er jo trods alt derfor, vi har mærkesager, vi går til valg på. Det er vel ganske ukontroversielt.

Men nogle mener åbenbart, at det gør os til en slags EU-skeptikere. Jeg synes, det svarer til at sige, at vi er grundlovsskeptikere, fordi vi er i opposition herhjemme i Danmark.

For os er en politik arena, hvor forskellige holdninger og interesser mødes, strides og forhåbentlig finder frem til noget. Det gælder på rådhuset, på Christiansborg og i Bruxelles.

Det er godt og sundt.

Men jeg tror, at dem, der kaster om sig med beskyldninger om, at folk er EU-skeptikere eller nationalkonservative eller andre fyord, i virkeligheden gør det, fordi deres vision om politik er en ganske anden.

Deres vision om politik er, at det er en mekanisme til at finde det objektivt rigtige svar på alle politiske spørgsmål, og det er jo så heldigvis altid deres eget svar.

Holdninger, værdier og principper er sådan noget lidt usagligt halløj, der mest af alt er til ulejlighed. Visionen trives selvfølgelig særligt i dét, som Jørgen S. Dich i sin tid kaldte den herskende klasse i den offentlige sektor, men den findes alle steder, hvor bureaukrati vokser frem. Og som alle jer, der arbejder i den private sektor ved, så er vækstbetingelserne for bureaukrati i det private også ofte ganske gode.

Man kunne også kalde det vision om politik uden politik. Politik for systemets skyld. Og det følger deraf, at borgerne simpelthen kan stemme forkert, hvis de stemmer på noget andet end systemets kurs. 

Jeg synes derfor også, det vidner om en skør arrogance over for vælgerne, når bl.a. den grønne gruppe og centrumgruppen Renew på forhånd vil udelukke at samarbejde med de EU-kritiske og EU-skeptiske partier om noget som helst i Europa-Parlamentet. 

Det er en meget udansk måde at arbejde på. Når jeg er enig med Inger Støjberg eller Anders Vistisen om noget i Danmark, så er det jo ikke sådan, at jeg på magisk vis stopper med at være det, når jeg sætter mig på en flyver mod Bruxelles.

Men hvis det så bare var nede i Bruxelles, at sådan en vision trivedes, ville det jo være slemt nok.

Men se blot på vores egen regering. Den er grundlagt under det påskud, at man ville sætte yderfløjene uden for indflydelse. Den reelle betydning er jo, at vælgerne skal sættes uden for indflydelse.

Det har vælgerne indtil videre kvitteret for ved at løbe skrigende bort fra de tre regeringspartier.

Det kan være, at nogen i regeringspartierne kommer til at tænke på Bertolt Brecht, der engang spydigt om DDR sagde: ”Hvis regeringen mener, at folket har mistet regeringens tillid, så skal den opløse folket og vælge et nyt”.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig et voksenbord i politik – det har jeg trods alt skrevet en bog om. Der er et sæt antagelser om tingenes sammenhæng og hvad man kan og ikke kan, som dominerer inde omkring den politiske midte. Og så er der et børnebord, hvor der er skrig og skrål og rød sodavand, men meget mindre indflydelse. Hvis man eksempelvis mener, at Danmark skal træde ud af EU, kan man lige så godt gøre sig det behageligt ved børnebordet.

Det er ikke et problem, at der er et voksenbord – problemet er snarere, hvis man tror, at man aldrig må diskutere, hvad der serveres ved voksenbordet.

Man kan se det samme på Socialdemokratiets lejlighedsvise forsøg på at sparke en skræmmekampagne i gang mod LA. De tror simpelthen, at de kan afsløre for danskerne, at vi faktisk er et parti, der vil mere end blot flytte kommaer og lave småjusteringer.

Det tror jeg godt, at danskerne ved. Og jeg bilder mig endda ind, at mange godt kan lide det.

Men lad os nu se. Vi tager ikke noget for givet.

Vi holder kæden stram og kæmper videre for dét, vi tror på.

Så husk at bruge din stemmeret om fire dage, når du skal stemme til Europa-Parlamentsvalget. Hvis du ikke stemmer, er det de andre, der bestemmer.

Og det ville da være synd, ville det ikke?

God grundlovsdag!