Jonas Jochumsens prædiken 17. søndag efter trinitatis

Hvilken mening giver det at tale om Gud? Det spørgsmål står for sig selv på denne kirkens hverdag. Strengt taget drejer kirkens hverdag – Trinitatistiden – sig ikke om andet end dette ene spørgsmål om mening og tale. Af den grund indtager Trinitatis så megen plads i kalenderen. Hvilken mening, det giver at tale om Gud, hører til de slags spørgsmål, man ikke fra den ene dag til den anden kan finde et fornuftigt svar på. 

Det er en lang, hvis ikke ligefrem langtrukken Trinitatistid, kirken befinder sig i. Den er begivenhedsløs, som kun en hverdag kan være det. Udgående fra de lyse nætters tid rækker den dybt ind i de grå efterårsdage. Hverdagen bliver dunkel, når man tæller søndage efter Trinitatis.  

Den netop hørte evangelietekst hos Lukas markerer en uspektakulær begivenhed midt i løvfaldets langtrukne tid. En speciel tale om Gud er med søndagens tekst afsluttet. Siden midsommeren har kirken pløjet sig gennem Lukasevangeliets lignelser og mirakelberetninger: lignelsen om det fortabte får, lignelsen om den barmhjertige samaritaner, helbredelsen af de ti spedalske, opvækkelsen af enkesønnen og nu sabbatproblematikken og lignelsen om bryllupsgæsten. Som brødkrummer følger disse lignelser og beretninger hinanden. Ser man bort fra enkelte undtagelser, bidrager Lukasevangeliet siden første søndag efter Trinitatis således med den samme, monotone stemme i en lind strøm. Og den stemme har nu talt, hvad den havde at sige. Fra i dag er det ikke mere Lukas, der skal fremmale kirkens hverdag. Han er færdig med at fodre os med lignelser og mirakelberetninger. 

På overfladen synes hans lignelser og beretninger at hænge sammen, fordi de giver taletid til Jesus, men lytter man godt efter, er de vel ret usammenhængende. De optræder aparte og følger på ingen måde det samme forløb. I sig selv er det ikke så mærkeligt, hverdage har det jo med at gå i mange forskellige retninger. 

Således må man spørge sig selv, eller rettere: jeg tillader mig at spørge jer, hvad helbredelsen af manden med vand i kroppen har at gøre med lignelsen om bryllupsgæsten, der sætter sig ved det forkerte bord? Hvad er meningen med denne usammenhængende hverdagssnak? Taler helbredelsesberetningen overhovedet samme sprog som lignelsen, eller søger de hver især, ligesom de øvrige beretninger og lignelser, at pege på noget meningsgivende?  

Lukasevangeliets uhomogene hverdagssnak synes i alt fald at efterlade flere spørgsmål, end den giver svar. Og særligt ét spørgsmål stiller sig i skyggen af de usammenhængende fortællinger: Hvilken mening giver det overhovedet at tale om Gud?

Midt i hverdagen er man efterladt med det spørgsmål, uagtet om man på ugens syvende dag sætter sig på en kirkebænk eller ej. Visse mennesker hører spørgsmålet formuleret og tænker efterfølgende, at de ikke har brug for at høre det igen. Blot ved at lytte til det en enkelt gang ser en del mennesker sig i stand til at kunne tage affære med hverdagens tilskikkelser. Derudover findes der mennesker, der aldrig stiller eller bliver stillet spørgsmålet, fordi de ikke synes at være stødt på guden fra det høje. Det kan man ikke fortænke dem i, for det er ikke umuligt at leve et lykkeligt og sundt liv uden at skænke Gud en from tanke. I den nøgne tilværelse kan man erfare frihed og livsfylde i en fattig håndsrækning til et andet menneske. Og når man gør sig frihedens dybeste erfaringer, er det ikke nødvendigt at påklistre dem med et eftertænksomt gudsprædikat, for i den ydre verden er Gud ikke spor nødvendig. Udefra betragtet forekommer den ydre verden snarere ugudelig; den fremstiller livet som et nulsumsspil. Krig, ængstelighed og livets dødskamp dominerer øjnenes smalle synsfelt.  

Men så findes der de mennesker, der forstår spørgsmålet om den meningsgivende tale om Gud som en anledning til at drage ud i ugens seks dage for så dernæst at høre spørgsmålet formuleret på ny på ugens syvende dag. Dermed opstår der et selvforhold. Disse mennesker kan også se det ugudelige i verden, de er ikke anderledes end alle andre. Deres øjne er også menneskeøjne. Men på baggrund af verdens ugudelighed har de gjort sig den erfaring, at guden ikke er en betragtelig størrelse, der kan redegøres for, som var der tale om et almengyldigt standpunkt, men et forhold til dem selv. Guden er nemlig mere og andet end verdens ydre, nødvendige omstændigheder. På ugens syvende dag bliver det for en stund klart, at skal man således tale betydningsfuldt om Gud, må man begynde med sig selv, med sit liv og således opgive alskens grundsætninger om den ydre verden. Det er ikke verden, der skal forandres, men en selv, når man spørger efter Gud. Det forstod datidens farisæere ikke. De var af den opfattelse, at den meningsgivende tale om Gud har til opgave at redegøre for guddommens principper. Derfor kunne de ikke andet end at tie, da Jesus spurgte, om man på sabbatten skal gå i brønden for at hente sin faldne søn. De var ikke fortrolige med at tale om dem selv, når de kaldte på Gud. Jesu tale om Gud gør op med redegørende principtale og optegner i stedet livets forhold i hverdagens mange tilskikkelser.

Hvad spørgsmålet altså angår, er det den profane tale, den hverdagslige og ugudelige tale, der kan give et svar. Den mening, det giver at tale om Gud, afspejler sig i noget allerede kendt, i det liv, der leves, og ikke i det princip, der forstener. Guds rige ligner et tørt sennepsfrø, som en mand såede i sin have, hvorefter det voksede op og blev til et prægtigt træ. Eller Guds rige ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre deciliter hvedemel, til det hele var gennemsyret. Eller man kan sige: Guds rige ligner en vingårdsejer, der gjorde dette og hint osv. Jesu lignelser taler et vilkårligt, profant sprog, som ikke hører op, men bliver ved med at tilføre livsbekræftelse. De fremstiller livets ord, som det også hedder et sted, det vil sige det ord, man kan bekende sig til, fordi man kender det. Lignelserne gør noget af hverdagens velkendte liv levende. Som Salmisten, der næsten som en selvfølge synger, at himlene fortæller om Guds ære. 

At det selvfølgelige nu også bliver forstået som noget meningsgivende, er alt andet end en selvfølge. Der skal lyde noget velkendt, en bekendelse, hvis den meningsgivende tale om Gud skal lyde. Det minder den syvende dag os om. Gudsrigets åbenbaring tydeliggør i lignelsens form det, som hele tiden har været der. I den forstand er åbenbaringen ikke noget nyt; den er bare den noble, gamle sandhed, der har det med at skjule sig, fordi øjnene ikke kan se klart midt i ugudeligheden. Så vi bliver ikke mere gudelige af at se den. Men når åbenbaringen viser sig, så slår den ned i hjertets rytme på den syvende dag, idet bekendelsen siger ’ja’ til det velkendte livs gåde og den mening, der er at finde i selv en ugudelig verden.