Jørgen Staunings prædiken ved andagts- og bededagen i anledning af nedbrændingen af Christiansborg

Men nu siger Herren – Israels Hellige, din Befrier. 

Christne og Medborgere! 

Med dette dobbelte Hædersnavn tiltaler jeg eder alle, mine her forsamlede Tilhørere, ved Begyndelsen af en Tale, der har baade Christeligt Sindelags og Borgerdyds Befordring til Hensigt, ved en Leilighed, hvor jeg søger at udvise og opflamme eders Hierter af – underholde og bevare i dem Følelser, der ere den ædle Borger ikke mindre værdige, end den gode Christen, - Følelser, der ere uadskillige, og maa stedse lænkes i Forbindelse med hverandre som Moder og Datter; hvor var god Borger, som ikke og var god Christen? 

Og hvo tør rose sig af Christendom, som ikke vedkiende sig, ei udøvede de hæderfulde Borgerpligter? - Jeg taler ikke allene som Religionslærer, som den, der efter mit Embede i Staten har det vigtige Kald at undervise i Religionens hellige, til Dyd ledende, Hierterne med Trøst og Glæde udvidende Sandheder, men jeg taler og som Medborger, som den, der nyder felleds Fordele med eder i og af en velbestyret Stat, hvis vigtigste Pligt det maa være at anvise de mueligt bedste Midler, hvorved vi blive til saadan Stats Velgierninger og Fordele baade værdige og beqvemme.  

Det tillades mig da ved saadan Leilighed, ei allene at være Religionens, men og Statens Tolk, Regieringens til Folket, og Folkets til Regieringen. 

I hvilken Hensigt vi i Dag forsamledes, hvad vor Andagt og Gudstieneste især har til Formaal, vide De. Hvad for et uventet Vanhæld har formøket vor blide Lykkes Himmel, som hidtil tilsmilede os Fred, Glæde, Frihed, Roe; hvad vort elskte Kongehuus har lidt af Beængstelse, Uroe, Tab af Beqvemmeligheder og Kostbarheder, er bekiendt. Det pragtfulde, kostbare Christiansborg er nu kun en Steenhob, ved den den 26de Februar sidst deri opkomme ulykkelige Ildebrand bleven, tilligemed Kostbarheder af Millioners Værdie, i mindre end 7 Timer Luers Bytte. Denne Tildragelse har fængslet vor Opmærksomhed, vort Sind, vore Tanker, vore Sandser. Gode Christnes, tænkende Borgeres Følelser opflammedes. Snart hævede sig vor Tanke til Himmelen, og vi følede en Gud, som er mægtig, viis og god, følede Gud og – skielvede, nei! -- tilbade hans Viisdom, frydedes i hans Godhed; snart sammenknyttedes Hierterne af Veemod og medfølende Sorg over denne rædsomme Tildragelses gyselige Følger, snart udvidedes de af Glæde over de for os dyrebareste Personers Frelse, over den ved den Almægtiges Hielp afværgede større Ødelæggelse; snart følede vi med hædrende Bifald vore ædle Medborgeres Hengivenhed for Kongehuuset, snart følede vi ædel Efterlignelseslyst og Drivt at lægge den for Dagen paa den Maade, som for os efter vor Stilling og Omstændigheder var muelig. -- Saaledes følede vi hidtil hver for sig, vi yttrede vore Følelser, den ene for den anden, vi talede derom i vore private Selskaber og Sammenkomster.  

I Dag bevidne vi disse Følelser offentligen for Alseeren og Hiertekienderen i vor fælleds gudstienstlig Forsamling. Saa redeligt, som for hans Øine, der udgransker hver Tanke, ville vi yttre dem, ville vi tale om dem.  

Vi ville yttre dem, som Beviser, at vi fortiene Hædersnavnene af gode Christne og Borgere. Jeg vil udvikle disse Følelser for eder i Dag, ikke for først nu at giøre eder bekiendt med dem, -- eders Hierter ere allerede giennemtrængte af dem – men for at giøre dem mere levende, stærkere opflamme dem, understøtte dem ved Religionenes og Naturens Bud, giøre dem mere indtrykkelige paa Hierterne, underholde den Ild, det glødede, og giøre Følelserne frugtbringende i gavnrig og værdig Daad i vort hele Forhold herefter.  

Jeg gaaer ud fra almindelige Følelser ved egen eller Medborgeres Nød og Frelse i den til de særdeles Følelser, der bør besiele os, som gode Christne og Borgere ved den sørgelige Tildragelse, Dagens Andagt har Hensigt paa. Ved Forestillingen om de første ville I forud føle eder mindede om de sidste, baade under Trængslen og Frelsen, indtil jeg ved Betragtningens Slutning lægger eder disse nærmere paa Hiertet. 

Laaner mig da, mine Christne og ædle Medborgere! Eders Opmærksomhed, følger mig i denne Orden, imedens jeg under guddommelig Bistand forestiller: 

“Den gode Christens og ædle Borgers Følelser ved egne eller Medborgeres ligesaa mærkelige Trængseler, som mærkelige Frelse fra dem.” 

Kun en kort Oversigt over Texten behøves, for at indsee dens rette Hovedgienstand, som Grundlaget for vore Betragtninger. Den har nemlig Hensigt paa det israelitiske Folks Trængsler i den babyloniske Udlændighed, fra hvilke Herren, talende ved Propheten, naaderig forjetter det vældig og veldædig Befrielse, uden at de skulle have Følger til dets ganske Undergang og Fordærvelse.  

Han vil udfrie de fortrængte, som et Folk, hvilket han ligesom selv havde dannet til et særskilt Folk, og endnu vedkiendte sig, som sit Folk – jeg skabde dig – jeg dannede dig – frygt ikke, jeg udløser dig – du er min. Propheten taler i det foregaaende Kap. 42, 18-20 om en vis Herrens Tiener, hvis Blindhed eftertrykkeligen foreholdes den. Denne Tiener er neppe en enkelt Person, som den, der beskrives v. 1-9 og siden igien kommer for Kap. 49, og efter Beskrivelsen kan ikke være nogen anden, end Jesus Christus, imellem hvilken og Cyrus, imellem hiins velgiørende Virkninger, og dennes Indflydelse paa Jødernes Befrielse af den babyloniske Trængsel Propheten i nogle Kapitler deler sin Tale. Men førstnævnte Tiener er rimeligen et heelt Folk, det israelitiske, det Folk, Propheten v. 22 kiendeligen bliver ved at beskrive, som “et udplyndret og afklædt Folk, fanget og besnæret i Hulerne, skiult i Fængslerne, et Folk, som er blevet til Rov.”  

Dette Folk taler Propheten til under dets trykkende Trængselr, og forsikrer at Herren endnu elskde det, - vel ikke for dets Dyds Skyld – men for sin egen Sandheds Skyld, for at opfylde de Abraham givne Forjettelser, og for de Øiemærker, han vilde udføre ved det, for at giøre sin Lov herlig, vedligeholde ved det sin aabenbarede Religion, og give Anledning til, at hans Navn overalt bliver priset (v. 21.) Disse frydende Udsigter i glad Fremtid bliver Propheten endnu i Texten ved at aabne for den trykte Nation, og at stille dens tilkommende Befrielse i Billeder saa nær under Øjet, som om den allerede var der. 

Han forlod nyeligen Kap. 42, 25 et frygteligt Maleri over dette Folks Trængsler, men nu, til en anden Tid, i de kommende Dage giver han det Udsigter til vist Haab om dets Befrielse, at dets Undergang ikke er Øjemaalet eller blier Følgen af dets Trængsler, som at det vel gik igiennem Floderne, men overskylledes ikke af dem – igiennem Ilden, men fortæreredes ikke at den – et Haab, grundet paa Guds aldrig skuffende Forjettelser, - saa siger Herren – paa hans Forhold til Folket, og dets til ham, - jeg dannede dig, kaldte dig ved Navn, du er min – og paa hans til dets Bedste allevegne Krafts – jeg er med dig. - Haabet gaar derefter i Opfyldelse, hvad der forjettes, skeer, da det babyloniske Rige blev undertvunget af Cyrus, Persernes tapre Fyrste, som gav Israeliterne Tilladelse at vende uforhindrede tilbage til deres Fædreland: Det skulde være underligt, om Folket, saa haardt og tankeløst det end ofte var, ikke skulde have følet ved disse Forestillinger, ikke følet Gud og dem selv baade under Trængslerne, saa og ved de givne Udsigter i Frelsen fra dem. 

Vink giver Propheten dem i det mindste dertil, ved at forestille hine, som dem med Undergang truende, - Floder, der kunne overskylle dem – Ild, der kunde fortære, og denne, Frelsen, som en Standsning ved Guds almægtige Kraft af hines rædsomme Følger, som Udløsning af deres rette Eiendomsherre fra uretmæssigt Aag. 

Denne Oversigt over Texten fører os paa merkelige Trængsler, der kunne møde i Livet, paa Frelsen, der kan forventes fra dem af ham, som elsker Menneskene, og paa de Følelser, som efter Omstændighedernes Forskiellighed derved opkomme hos den gode Christen og ædle Borger. Og her er Grundlaget for vore Betragtninger. 

Trængsler ere saadanne Omstændigheder i vort Liv, der ligesom sammenknytte Sielen af Ængstelse, Frygt, Sorg, fordi de angribe vort Kiæreste, vore Gods, vort Vellevnet, vor Frihed, vort Liv, bortsprede vore behageligste Forventelser, tilintetgiøre vore med glade Udsigter udkastede Planer, male Skræk for Sandserne, og ved sandselige Fornemmelser overstrømme Sielen med Angest og Frygt.  

De ere af en større Art, end Lidelser i Almindelighed, og de adskillige Ubehageligheder, der møde i det daglige Liv. Tænke eder Mennesker, som ere stedte imellem Ildsluer, der paa eengang true baade deres Liv og alle deres Eiendomme, uden Udsigter i Redning: tænker eder dem, der paa det oprørte Hav omtumles, og fra Klippehøiden af de optaarnede Bølger nedstyrtes i en uafseelig Afgrund, skielvende, som i sidste Aandedræt for hver Bølge, som en Morderengel: tænker eder Mennesket henslæbt af hiin Barbar under trykkende Lænker til de skumle Fængsler, til det grumme Slaverie. Tænker eder ved Siden heraf En paa Sygeleiet, en anden i Armod og trykkende Omstændigheder, andre under de flere Bekymringer i Livet; hist ere Trængsler, her Lidelser.  

Af første Art ere de Omstændigheder, i hvilke Texten stiller det israelitiske Folk. De forestilles under Billeder af Vand og Ildm der hos de hellige Skribentere ere Afbildninger paa store Trængsler, som bebude nær forestaande Dødsfare. David beskriver en Trængsel af grumme og overmægtige Fiender, der truede hans Folk med Ødelæggelsem og han kalder der, “Vandene havde druknet os, en Strøm havde betaget os vor Aande, naar Herren ikke havde været med os.)  

At Herren tilskikker de Ugudelige store Trænglser, udtrykkes ved: “han lader regne over dem Ild.”) Vi erindre os, at Propheten sigter til det babyloniske Fangenskab, der for Folket var en haard trykkende Trængsel. Slige Trængler, endskiønt de, Forsynet være lovet, ikke ere saa hyppige, som de almindelige Lidelser, da de ellers ville anrette større Ødelæggelser, end Guds viise og kierlige Hensigter med Verden maatte tillade, møde dog undertiden baade enkelte Mennesker og hele Folk. Snart sees de langt fra imøde, snart stilles de nærmere under Øinene, snart indtræffe de ogsaa hist og her.  

Det israelitiske Folks Fangenskab var en Trængsel, Moses havde viist det i fiernere Afstand, naar de afvigede fra deres Guds Pagt, de seenere Propheter stillet dem det nærmere under Øine, og tilsidst indtraf det, og Folket geraadede deri, - det gaar igiennem Vandene, det gaar igiennem Ilden. Den, der vænner sig til at tænke over Tingenes Sammenhæng og Følger, vil og forestille sig slige Trængsler, som muelige, da de kunne blive Følger af vore Forbindelser, af vore indskrænkede Kræfter, vore Lidenskaber, vor Uforsigtighed, af andres Uforstand og Ondskab, af Naturkræfternes ordentlige Virkninger.  

Et ondt Naboeskab i større eller mindre Omfang, hist en blussende Hevn, her de tøilesløse Begierligheder, hvor snart antændt den Ild der opsluger vore Eiendomme, oppustet den Krig, der er alle Trængselers frugtbare Moder, føre til de Laster, der styrte i Fordærvelse. Hist under Asken ulmer maaskee den halvdøde Gnist, som Uforsigtigheden skiødesløst henkastede, og for hvis udbredte Flammer vore Eiendomme bleve et Offer. Fra hiin graanede Skye udbrister maaske den Storm, der begraver hiin flydende Boelig emd sine sikre Indvaanere i Havets Afgrund.  

Saaledes tænker Forskeren, og seer slige trykkende, qvælende, dræbende Optrin imøde. Han hører om dem, erfarer dem i Kredse uden for sig, seer sine ulykkelige Medmennesker ængstes og trænges af dem, og nu stiller han sig dem allerede nærmere under Øine, og tænker, slige Trængsler kunne og møde dig, møde enhver efter de Forbindelser, han staaer i den Kreds, der omgiver ham, og det Sindelag, han og andre besieles af. - Ja vist nok ere Trængsler ikke allene tænkelige, men de blive ogsaa ofte virkelige. At ophøie sig ganske over dem, blev ingen Dødeliges Lod. Den Fromme og den Lastefulde erfare dem ofte begge.  

Dyd og god Samvittighed udruster vel hiin med en Frimodighed, en Tillid til den usynlige Hielper, som formindsker Beængstelsen, naar derimod Bevidstheden af Lasterne giør, at denne maae synke under Vægten af sin trykkende Byrde; men Mennesket bliver dog tilbage hos dem begge. Den Rige og den Fattige, den Fornemme og den Ringe, hvilke begge Herren giorde, møde ogsaa ofte heri hinanden, da begge deres Skiebner staae under det samme Forsyns vise Bestyrelse. Rigdom, Velstand og Høihed kan vel undertiden forebygge, undertiden formindske Livets almindelige Lidelser, vel ogsaa giøre hine Trængsler mindre beængstende, men ikke ganske udelukke dem.  

Palladserne kunne ligesaa vel blive Ofre for Luerne, som Hytterne. Fyrster have og deres Forfølgere og Fiender, som Folket sine. Dødsangest, dræbende Frygt, Bekymringer finde ligesaa vel Vei til den Fornemmeres, som til den Ringeres Barm. 

Men endskiønt Trængsler kunne møde, møde enhver efter Omstændighedernes Medfør, saa kan der dog i nogles Trænglser findes noget særskilt, som udmærker dem fra andres, enten i Henseende til Personernes, eller i Henseende til Trængslernes Beskaffenhed. Ikke skal de Personers moralske Karakteer og Forhold, som slige Trængsler møde, altid være det, som giør os disse mærkelige. Tit kiende vi lidet til den hele Omfang af deres moralske Karakteer, den, der viser sig for os fra mange gode Sider, kan dog have een eller anden slem og umoralsk Side, som er bleven os forborgen; en anden, der er bleven os bekiendt som lastfuld, ja selv Misdæderen i Fængslet, mangler ikke gode Egenskaber, som ere blevne os ubekiendte. Erfarenhed kan tit have lært os, hvor lidet Menneskers bekiendte moralske Karakteer svarer til deres borgerlige Forfatning, at den os bekiende Fromme undertiden findes i Trængsler, naar den Lastefulde lever i Velstand.  

Saa lidet vi fra nogens borgerlige Velstand kunne slutte til hans Fromhed og Dyd, saalidet kunne vi fra hans Trænglser slutte til besynderlig Ugudelighed. Vi sige ikke: den Mand er særdeles from og dydig, fordi han er borgerligen lykkelig; men vi bør heller ikke sige: den Mand er lastefuld, fordi der møde ham adskillige Trængsler og Uhæld; og hvorfor? Fordi Erfarenhed modsiger det, og Skrivten lærer os, at Gud efter sit vise Raad bestyrer disse uden Hensigt til, at de skulle være Straf for Ugudelighed.  

Saaledes vil vor vise Religionslærer Jesus at vi skulle tænke. Ved tilbragt Efterretning om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre, giør han denne Erindring: “mene I, at disse Galilæer vare Syndere frem for alle andre Galilæer, fordi de maatte lide dette? Nei siger jeg eder.”) 

Det er da i sig selv ligesaa mærkeligt, at Trængsler møde den Ugudelige, som at de møde den Fromme, og omvendt, da de naturlige Aarsager kunne være de samme og Guds Bestyrelse kan havde de samme vise og gavnende Hensigter for begge. Altsaa fra den Side skulle nogle Menneskers Trængsler ikke saa meget fængsle vor Opmærksomhed; men der kan i deres borgerlige Stilling, i deres Forbindelser med, og Forhold til andre, i Trængslernes Beskaffenhed og Følger, og de flere saadanne Omstændigheder vel ofte findes noget, som maae giøre os nogle Trængsler for nogle Personer mere paafaldende og mærkelige, end ellers.  

Det jødiske Folks Fangenskab tænk blot i Forbindelse med dets øvrige Omstændigheder og Beskaffenhed maa stedse være os mærkeligt. Dette Folk havde Gud ligesom afskilt fra Jordens øvrige Slægter, tilstaaet det saa mange Fortrin for andre, saa faderligen ledet det ved Love og Indretninger med Hensyn paa dets Forfatning, giort saa mange Undergierninger for dets Skyld, virket saa meget til dets Bedste, styret saa mange Begivenheder til Fordeel for det: - at tænke os saadant Folk i en Trængsel saa ydmygende, saa fornedrende, saa trykkende som denne, at blive Udlændinge iblandt et Folk, som ikke kiendte den ene sande Gud, at udjages fra deres Fædreneland, deres Ejendomme, deres Altere, som et frit Folk at underkastes Despoternes Lænker - maa vel være for os noget, der udmærker os denne Trængsel; saameget desmere, som den er det Modsatte til Forsynets forrige Velgierninger, synes at tilintetgiøre Guds Planer og Hensigter med dette Folk, mørkne dets store glade Udsigter, og bringe de det givne Forjettelser i evig Forglemmelse. Virkeligen forekom det ogsaa saaledes Propheterne og de Nationens ædle Patrioter, som betragtede dette Fangenskab, talede derom, eller besang det, indtil de med prophetisk Blik saae ind i de velgiørende Hensigter, hvorfore Gud tillod det, og øinede langt borte den Frelse, der i Forsynets Plan var det bestemt, og ved dets allevegne virkende Kraft skulde bevirkes.  

-Saaledes ere ogsaa, under forandrede Omstændigheder, nogle Personers Trængsler mærkelige frem for andres. Da ere de mærkelige, naar de ere overordentligen store og rædsomme, afvige meget fra det sædvanlige ved saadanne Optrin, røre stærk de menneskelige Sandser og Fornemmelser, virke heftigen paa de menneskelige Gemytter, baade deres, som Trænglserne ramme, og deres, som ere Tilskuere, angribe vigtige Tingm true med ødelæggende Fordærvelser rundt omkring, udtrække deres rædsomme Følger til mange andre, ofte til ufødt, ofte til sildigste Efterslægt. - Da ere de mærkelige, naar de overfalde uformodentligen midt i den tryggeste Roe, midt i den meest glimrende Velstand, naar Aarsager dertil ei kunde formodes, ei tænkes, naar al muelig menneskelig Klogskab og Forsigtighed var brugt for at forebygge dem, eller naar vil en Aarsag formodes, dog ikke indsees, hvorledes den har kunnet virke saa rædsomme Følger.  

Jo uformodentligere noget ubehageligt møder os, jo mindre forberedte vi ere derpaa, desto større og mærkeligere bliver det os, desto stærkere rører det. Da ere Trængslerne mærkelige, naar de møde saadanne Personer, som hidtil syntes at være Himlens Yndlinger, udmærkede Formaale for Forsynets veldædige Bestyrelse og Virksomhed til Bedste for dem, til deres Glæde, Roe og Betryggelse, og have været overøste med utallige Velgierninger af allehaande Arter. Jo mere afskikkende Trængslerne ere imod de forrige udmærkede Velgierninger, jo merkeligere blive hine ved Siden af disse. 

Her kunde man fristes til at spørge med hiin Gideon: “er Herren med os, hvorfor have disse Ting rammer os?) De ere mærkelige de ramme saadanne Personer, som ere særdeles vigtige for andre formedelst deres Inflydelse paa deres timelige og aandelige Lyksalighed, saadanne, som Forsynet af Menneskehoben just har udvalgt og bestemt til saa store, vigtige og gavnrige Hensigter at befordre. Naar Trængsler og Farer overfalde saadanne Personer, saa rystes det Selskabs Lyksaligheds Grundvold, for hvilket de stode, som Styrere og Velfærdsbefordrere. Vi kunne ikke tænke os de ravende Grundstøtter for ethvert større eller mindre Selskabs Lyksalighed at trues med Fald, uden at henrette vor Opmærksomhed paa saadanne Tildragelser.  

Hiin for sine Børns Vel omhyggelige Fader, hiin gavnrige Borger, hiin virksomme Lærde, og den jeg først skulde have nævnet, hiin for almindelig Folkelyksalighed sig ivrigt bestræbende Fyrste; - disse er Støtter for selskabelig Lyksalighed, dog synes Skiebnen at glemme der; en Trængsel nærmer sig, truer at berøve os dem, den kolde Skræk giennemløber hver Aare, vi staae stille, vi forbauses, vi finde Trængselen mærkelig i Forbindelse med Personen. Kaster, mine Venner, ved Historiens Lys et Blik tilbage paa det Folk, og dets Trængsler, Propheten i Texten sigter til, og finder der Exemplet paa mærkelige Trængsler.  

Og at giøre eder dem beskuelige af Dagens sørgelige Historie, saa stiller eder i Tankerne hen ved Foden af Christiansborgs Ruiner, tænker eder den Trængsel de bære Vidne om, hvor rædsom, rørende for hver som saae og føelte, hvor uventet pludseligen overfaldende, med hvor megen fare forbunden for den Kongeslægt, Forsynet hidtil saa naadigen vaagede over, hvor stærkt rystende de Grundstøtter, paa hvilke Tvillingeringernes Lyksalighed og Efterslægtens Haab hvilede; tænker eder disse og de flere saadanne Omstændigheder ved denne Tildralgese, og findes Trængselen under den høist mærkelig.  

Ja mærkelig maa vi mine Tilhørere finde den, for at opvækkes til Opmærksomhed paa den, opvækkes til Opmærksomhed, for at føle, hvad vi bør føle ved dette og slige Optrin. Angabe vi dem tankeløse, saa blive vi og tankeløse ved den Viisdom, der bestyrede dem, den Godhed, der ledede dem til de bedste Øiemærker, og den Frelse, der viiste sig saa herlig i dem, eller vor Opmærksomhed taber sig i lutter Veemodsklager, Misfornøielse med den menneskelige Lod, og Knurren imod Forsynets Førelser. 

Nei ikke saa, mine Christne! Lader os ikke henfalde til Mismodighed, i det vi staae som opmærksomme Tilskuere af de mærkelige Trængsler, der kunne møde os eller vore Medbrødre. Vi have en Gud, som Hielper, denne er den beroligende Trøst vi sette ved Siden af hine. Opmuntrer eder hermed, mismodige Hierter, og henvender nu eders Opmærksomhed paa Guds herlige Frelse paa Nødens Dag, for sit Folk. Hidtil opholdt Betragtningen eder maaskee med lutter mismodige Tanker.  

I saae den menneskelige Lod, og skielvede, som Mennesker lige Vilkaar undergivne med andre; men fatter Mod, seer et Lys i Mørket, en Frelse i Trængsler. Haver jeg ført eder, ligesom Moses Israeliterne til det røde Hav med Fienderne bag efter uden Udsigter i Redning, saa siger jeg nu, som han til dem: “staaer og seer Herrens Frelse, som han skal giøre eder paa Trængselens Dag,”) 

Denne Frelse lader, efter Texten, dem, der ere komne i Floderne, dog ikke overskylles af dem, lader dem, som gaae igiennem Ilden dog ikke fortæres af den. Saa var det stedse Guds Viis, at lade Nød og Frelsen følges ad, forudsagde han hiin, saa forjettede han og denne, tilskikkede han hiin, saa beskikkede han og denne. Begge, baade den onde (Nødens) og den gode (Frelsens) Dag, giorde Herren, siger Salomon. 

Men mærker, hvordan Frelse Herren lover sit Folk; ikke den, at ingen Trængsler skulde have Sted, der kommer en Tid, naar de skulle gaae igiennem Floderne, deres Vei, og Guds Vei med dem fører derhen, naturlige Aarsager medfører det, Guds Viisdom, der kiender det, som Middel til gode Øiemærker, vil have det og vælger det: ikke den Frelse lover Herren dem, at Trængslerne, i hvilke de nu vare komne, ingen Ubehageligheder for dem skulde medføre, de erfarede dem under deres adskillige Fangenskaber. 

Gud standser ikke naturlige Aarsagers ordentlige Virkninger. Den, der venter saadan Frelese, vil, at den samme Gud, som er Naturens Skaber og Opholder, tillige skal være Naturens Forstyrrer og forlanger Modsigelser. At Gud undertiden har virket paa saadan Maade i den menneskelige Fornufts Barndom, berettiger os ikke til at vente det samme under forandrede Omstændigheder. - Men deri bestaaer Frelsen i Trængslerne, at Gud styrer dem saaledes, sætter dem saadanne Grændser, at af dem ikke flyde alle de ubehagelige Følger, som ellers maatte flyde deraf; At Mennesker vel bestedes i Trængsler, men ikke undergaae i dem; Floderne omgive vel, men ikke drukne, Ilden kan vel brænde, men ikke forbrænde dem. - Deri bestaaer Frelsen, at Gud formindsker de ubehagelige Følger af Trængslerne, og giør de uundgaaelige taaleligere og lettere, end de ordentligen kunne formodes at skulle blive, ligesom Israeliterne i deres Fangenskab havde det bedre, end det kunde ventes hos fremmede Nationer, saa at endog mange tilsidst kun havde liden Lyst til at forlade det. 

-- Deri bestaaer Frelsen, at Gud ved sit Forsyn bereder Midler, hvorved det under Trængslerne lidte Tab kan oprettes, som det gik med det jødiske Folk, der efter dets Tilbagevendelse til Fædrenelandet snart opnaaede den Grad af Lyksalighed og Vellevnet, at det ved en offentlig Fest tilstod, at Gud havde glædet det med en stor Glæde.) - Deri bestaaer Frelsen, at Gud af Trængsler udleder herlige Følger til Bedste baade for de Lidende, saa og for andre omkring dem og i Forbindelse med dem, saadanne som Følgerne vare af Israeliternes Fangenskab til deres egen Forbedring, og til at sætte dem i Stand til at blive det Folk, fra hvilket Verdens Lys og Nationers Salighed skulde udgaae. Hvilke Følger, naar vi altid kunde oversee dem, og de beregnes efter deres Forhold til Trængslernes Ubehageligheder, ofte skulle befindes at have Overvægten over disse.  

De syntes vel, som Paulus siger, da de vare forhaanden, ikke at være til Glæde med til Bedrøvelse, dog siden efter giengielde de med Følger, som høre til Lyksalighed og Retskaffenhed.) Endeligen bestaaer Frelsen deri, at Herren forløser og er Befrieren: Disse tvende Ord ere i Prophetens Sprog ikke eenstydige. Det første bemærker at fordre sin Eiendom tilbage, som med Uret er kommen i andens Vold. Det andet beskriver saadan en, som uddrager nogen af en Klemme, et indknebet Rum, som han er kommen i, eller af en eller anden ængstende Forlegenhed. Gud ansaae det israelitiske Folk for sin Eiendom, hvortil han havde en besynderlig Ret, du er min, siger han til det. Dets Bortførelse i Fangenskab er et Ran, begaaet imod ham af uretmæssige Erobrere.  

Han taaler ikke, at hans Eiendom, hans Folk, længe bliver under fremmed Herredømme, og i Voldsmænds Magt, han vil fordre det tilbage igien, jeg forløser dig. Han fuldbyrder sin Fordring, han uddrager det af det trange Fangenskab, hvori det af Voldsmænd var indsluttet, han udfører det af Babylon.  

Cyrus, den godmodige Cyrus er i Guds Haand det Redskab der skal fordrive Voldsmændene, de uretmæssige Herrer, og tilbageleveere Gud sin tabte Ejendom.) I Trængsler, som overkomme Mennesker, især dem, som Gud synes besynderligen at have antaget sig, at have bestemt til store Hensigter, synes disse at være tabte for Gud, at være udrevne af hans Faderhaand, og Trængslerne at have fraranet ham det, som var hans, og hørde under hans Beskiermelse og Varetægt, Ildsluerne at have i sin Magt, og Vandene at opsluge dem, som var berettiget til Naturens Herres Forsvar; spottende tilraabe eller sige nu hans Fiender: hvor er nu hans Gud?) eller som den Korsfæstedes Fiender: han forlod sig paa Gud, han frelse ham nu, om han har Lyst til ham. Men Gud vil vist føre Rovet tilbage, han vil beskytte sin Arv og Eiendom, han skal vide Midler til at udfrie ham af Trængsler, og skulde han end blive et Rov for dem, han er derfore ikke tabt, den meest forstyrrende Trængsel formaaer dog ikke mere over ham, end at røve ham Gods eller Liv, men aldrig skal den røve ham den salige Udødelighed. - O herlige Frelse paa Trængslernes Dag! At vente saadan Frelse er Christendom, er fornuftig Christendom, at vente den, er frydende, er velgiørende Haab. 

Og vente den, med Vished vente den kunne vi fra og ved vor trofaste, mægtige, ved sin Kraft allevegne virkende Gud og Fader, endskiønt ved Midler. Cyrus den mægtige Cyrus, er i Guds Haand Midlet til Frelse for Israeliterne, og for os bestyrer Gud den ved vore formaaende Venner og andre goddædige Mennesker. Den Alvise virker ikke umiddelbar, hvor Naturens Kræfter og de menneskelige Evner under hans Bestyrelse og Medvirkning kunne bruges som tienlige til Øiemærket. 

Alligevel bliver Gud Hovedaarsagen, og maae derfor være den første i vore Tanker og Tilbedelse, ligesom han er den første i vor Frelse. Her i Texten nævner Propheten kun Herren, som Forløseren, siden kommer først Cyrus for, som det udvortes Middel til Befrielsen, som den, Gud, den egentlige Befrier, havde bestemt til at opfylde al sin Velbehagelighed, som den, han tager ved sin høire Haand,) og styrer til det, han vil bruge, ham til. Mennesker, som række os villig Haand i vore Trængsler, som bidrage til vor Udfrielse, bør vi ære, takke, og vise os skiønsomme imod, med Tilbedelsen tilkommer Herren, som den første Aarsag.  

Og af ham, som saadan Aarsag kan vi sikkert vente Frelsen. Han har lovet den. Hans Ord opstiller Propheten til Forvisning om den Frelse, han giver Folket Udsigter i!” men nu siger Herren: “ Seer det end for deres Øine langsomt ud med Frelsen, synes end deres Tilstand ganske at udelukke Haabet, det skal være dem nok, at Herren siger det.  

For ham er dette Nu en Frelsetid, som han har besluttet, og hos ham er Beslutning og Fuldbyrdelse eet; han har udseet Midlet, og Viisdommen feilede aldrig i at vælge det tilstrækkelige. Vi have ogsaa saadant Nu at vente, i hvilket Frelsen efter Guds Forjettelser beredes os; han vil frelse os i vor Nød,) vil udfrie og herliggøre os,) vil ingenlunde lade os i Stikken paa Nødens Dag eller forlade os.) Guds Forjettelser, som aldrig skuffe, gielde derfore i vore Trængsler mere hos os, end hvad disse Storhed, vore uvisse Udsigter til Frelsens Muelighed, Midlernes tilsyneladende Utilstrækkelighed kunde indgyde os af Mismodighed og Tvivl.  

Vor Forvisning voxer ved Overbeviisning om vor trofaste Hielpers Alting formaaende og allevegne virkende Kraft. Mennesker love ofte deres ulykkelige Brødre mere, end de kunne holde. Undertiden ere de for langt borte til at kunne virke med Held, undertiden ere Trængslerne større end deres Evner; de have ikke alt det i deres Magt, som de ville anvende til deres Løvters Opfyldelse; Haanden er ikke saa mægtig, som Hiertet varmt. Men Gud er midt i Trængslerne hos os. Denne Tanke: “jeg er hos dig, naar du gaaer igiennem Vandene,” skal styrke Folkets Tillid paa den forjettede Frelse. Gud er hos os, han er ingensteds langt borte fra os, allevegne kan han virke med sin Kraft, og den Kraft kan opbyde alt hvad hans Viisdom kiender fornødent, og hans Godhed vil bruge, som Midler til Frelse.

Endeligen bestyrkes vor Forvisning af egen og andre Erfaring. Det Folk, som efter Texten forjettes Bistand i Trængsler, havde ofte tilforn havt herlige Prøver deraf, nu i Egypten, nu i Fædrenelandet, nu i adskillige Udlændigheder, Erindringen deraf skulde ikke andet, end kunne stadfæste for det Visheden af den forjettede Frelse. Propheterne bringer Folket til den Ende jevnligen i Erindring gamle Tildragelser, og opvække det til Eftertanke derover. 

Saaledes anfører selv vor Prophet strax efter Texten ) Herrens Frelse for deres Fædre ved det røde Hav, for at bestyrke deres Forvisning om den dem nu ogsaa forjettede Frelse. Hvor ofte har Gud viist os i egen eller andres Nød, hvor mægtig han er til Frelse! Kunne vi ikke mindes adskillige Tilfælde, hvor vi øiensynligen maatte kiende Guds underlige Hielp? At tænke paa dem, rigtigen anvende dem, hvor stort Indtryk maae det giøre paa vore Hierter til Forvisning om Guds mægtige Frelse i Trængslernes Tid.  

Saa vis er den Frelse, der gaaer ved Siden af Trængslerne, saa vist kunne vi vente, at, naar alt synes at arbeide imod os, naar vi have at kiempe imod Mennesker, Skiebner, Naturens Elementer, og føle, hvor lidet vi formaae i denne Omringelse, saa styrer et kierligt og virksomt Forsyn Alt, og, hvorledes det end gaaer, arbeider dog vor usynlige Hielper med os frem til Frelsen paa den Tid og Maade, som er meest overeenstemmende med hans Viisdom og vor Lyksalighed i Forbindelse med det Hele.  

Hvad mangler endnu denne Forestilling om Frelsen til at berolige os i Trængslerne? Hvad er der i Trængslerne, som ængster og foruroliger, at der jo ogsaa i den forjettede Frelse findes alt det Modsatte, som kan opmuntre og berolige? Ere Trængslerne store, Frelsen er det ogsaa, og ofte større;  ængste hine vort beklemte Bryst, denne udvider det med Glæde og trøstefuldt Haab; overfalde hine os uformodentligen, denne kommer ligeledes til os paa en Vej, som vi ikke formodede, ved et Middel, som vi ikke øinede, paa en Tid, da Udsigterne lovede os saa lidet: true hine vor Velfærd, denne kommer at sikre den: ville hine røve os vore Støtter, vor Lyksaligheds Befordere, denne kommer at bevare dem for os: nedbøie Frygt, Tvivl og Mismodighed os i hine, Forvisningen om denne opliver os med Haab og Frimodighed. 

- O nei! Den forjettede Frelse mangler intet til at berolige os under Trængslerne, maatte vi selv kun intet mangle, som kan giøre os beqvemme til at modtage Frelsen og Beroligelsen deraf, maatte vi kun ikke mangle den Dyd og Retskaffenhed, som giør os behagelige for Gud, den Kierlighed, Hengivenhed og Lydighed, hvorved vi komme i Samfund med ham, at vi med Sandhed med ham, at vi med Sandhed og Tillid kunne kalde ham vor Gud, og efter hans Ord faae hver for sig dette Vidnesbyrd af ham: du er min! 

Thi vor Afvigelse fra Lighed med Gud, vor Fordærvelse ved herskende Laster giør os uskikkede til den Frelse der er fra Gud, og berøver os den Trøst og Tillid, hvilken allene de gode Børn kunne have til deres Fader.  

Maatte vi kun ikke mangle Troen paa den, der er Grunden til al vor Opreisning, Megleren Jesus Christus, ved hvilken vi have faaet Adgang til Gud, som vor Fader,) den Troe, ved hvilken vi kunne træde frem med Frimodighed, faae Barmhiertighed, og finde Naade til betimelig Hielp!) O da først vil den visse Forventelse af Guds Frelse kunne berolige i Trængslerne. 

Ved Forestillingen om saadan Frelse i Trængslerne, tænker eder nu atter, mine Venner, ind i Tildragelsen, som i Dag beskæftiger vore Tanker og vor Andagt. 

Tænkde I eder ved Christiansborgs røgende Ruiner den rædsomste, den i alle Henseender mærkeligste Trængsel, saa vender nu eders Tanker hen paa en anden Side, fra hvilken Glæden opgaaer for hver ædel Statsborger, for hver Fædrenelandsven, fra en Side, der giør det tvivlsomt, enten vor Sorg eller vor Glæde ved denne Tildragelse skal være størst, enten vi meest skulle beklage os ved Trængselen, eller meest fryde os i Frelse: vender nemlig eders Tanker hen til den dyrebare Kongeslægt, hører, erfarer, tænker eder det med rørende Glæde, hver af den er i Trængselen freslt, saaledes frelst, at ikke den mindste Skade er tilføie nogen af de for os saa dyrebare, af os saa inderligen elskede Personer: vender eder til Kongestaden, erfarer at ikke det mindste Huus, ikke den mindste Deel af noget Huss er bleven beskadiget: vender eder i Tankerne til de rasende Luer saa nær tilgrændsende og formedelst det, de giemme i sig, for Staten og Rigernes almindelige Vel saa vigtige Bygninger, seer dem reddede, som Brande af Ilden: tænker eder de større Ødelæggelser, som kunde være blevne anrettede, men ved den Almægtiges Frelse ere blevne afvendte, istedet for de mindre, som ere skete: tænker eder, for saa vidt Tanken for nærvende Tid kan naae, alle de muelige gode Optrin har havt, og herefter have, al den ædle Daad det har foranlediget, de sande Borgerdyder og christelige Pligter, det har frembragt, den ædle Patriotisme, der lysede igiennem Luerne af hines for Redning ivrige Bestræbelser, saa ivrige, at nogle døde for Menneskeligheden, Fædrenelandet og Kongen, de mange frugtbare Tanker, det har kunnet opvække hos Høje og Lave, det nærmere Bekiendtskab, det har stiftet, det nøiere Baand, det har knyttet imellem Regieringen og Folket, imellem Borgere og Borgere: tænker eder alt dette, og de flere saadanne eder maaskee allerede bekiendte, og af eder allerede tænkte Omstændigheder, og finder heri Originalen til det Skilderie jeg nyeligen kom fra at giøre eder over Guds visse og herlige Frelse i Trænglserne, seer en Frelse, som satte Trængslerne saadanne Grændser, at de ikke udbredede deres Følger til det yderste muelige Maal: seer en Frelse, som formindskede de ubehagelige og bestyrede de gode Følger af en Begivenhed, der syntes at være til lutter Fordærvelse: seer en Frelse, ved hvilken Guds Eiendom blev udløst fra de ranede Luer, og de beængstede uddragne af Trængselen: seer saadan Frelse, som Herren giorde paa Trængselens Dag, føler den i Forbindelse med Trængselen, som stor og herlig og mærkelig. 

Men hvilke erer de Følelser, hvilke de Handlinger, som den gode Christen og ædle Borger ved denne og saadanne Leiligheder bør lægge for Dagen? Hører mig endnu korteligen derover. De kiende allerede, mine Christne, en Deel deraf, de have tildeels yttret dem. Jeg behøver derfore ikke længe at opholde mig ved dem, kun maae jeg udvikle dem lidt nærmere, for at stadfæste dem desmere i eders Hierter, for at lade eder føle det Hædrende deri, og lede eder til at giøre nærmere og fortsat Anvendelse af dem. Jeg indskrænker mig kun til disse tvende Ting: det er ved saadanne Leiligheder den gode Christen og ædle Borger ret levende, ret stærkt føler Gud og Mennesket, og retfærdiggiøre begge Følelser for sit eget Hierte og sine Medmenneskers Bedømmelse ved ædle og værdige Handlinger. 

Han føler Gud saavel i Trængslen som i Frelsen fra den. Den tænkende Christen seer Gud dagligen i Naturen, i hans Førelser med Mennesket, i hans bestyrende Foranstaltninger til Menneskehæld, og føler ham. Det tilvante Syn, de hverdags Begivenheder svækkede stundom Følelserne. Mærkelige Tildragelser, visse Revolutioner i snevrere Kreds, deres Udvikling til Glæde, til at fremme gode Øiemærker, fornye, oplive og forstærke disse Følelser; og her føler den tænkende Christen mere levende, end sædvanligt, Gud som mægtig, viis og god.  

Den uoplyste, af Vildfarelser og Fordomme indtagne Christen skaber sig selv og andre ved saadanne Leiligheder luttre Skrækkebilleder. Overtroen seer Varseler, abner heraf Ulykker, Undergang, og udbreder allevegne Skræk, Ængstelse, Fortvivlelse ved tusinde mørke Opdigtelser. Den uædle Borger betragter dem som Virkninger af bister Hevn, som Gud udøver over Menneskenes Synder, seer i dem kun den fortørnede Retfærdigheds Slag, der af sin frygtelige Majestets Skiød udsender sine Forfærdelser, og nu er han strax færdig til at fatte Mistanke om store Forbrydelser hos sine ulykkelige Medborgere, som slige Tildragelser nærmest angaae. Men den oplyste, den tænkende, den ædle Borger adspreder alle disse Skrækkebilleder, hader Overtroe, skyer hver uædel, Menneskekierlighed fornærmende Yttrelse i Ord og Gierninger, rødmer ved enhver Gud uværdig Tanke, som vil kaste mørke Skygger over hans Fuldkommenheder og hans elskværdige Fadergodhed, og seer i alt, hvad der skeer, den høieste Viisdoms og Godheds Haand, der ordner og bestyrer vor hele Skiebne.  

Ikke ere saadanne Tildragelser for ham en vild forstyrrende Skiebnes Værk, men han betragter dem, som Viisdommens og Godhedens Værk til at udvide Sandhedens, Dydens og Lyksalighedens Rige. Den Viiseste, Bedste og Fuldkomneste, der ikke kiender til Lidenskaber, vover han ikke at tiltroe den Gruesomhed i saadanne Optrin at have til Hensigt at udøve Hevn mod sine Skabninger; men Begivenhederne være nok saa frygtelige, nok saa rædsomme, i den viise Christens Øine ere de velgiørende Foranstaltninger af den algode Fader, hvoraf de herligste Følger ville fremspire til Advarsel, til Forbedring, til Yttring af virksom Drivt og gavnrig Daad og andre til godt Exempel. At Naturen virker efter sine Kræfter til Maalet, at frie, fornuftige Væseners Handlinger have deres naturlige Følger, at hine ikke ophæves, og disse ikke forebygges, er for ham ikke Afmagt hos Naturens Herre, ikke Mangel af Viisdom og Godhed, men meget mere det modsatte. Saaledes føler han, tilbeder den Usynlige og udraaber: sandelig vor Gud er en stor Gud.)  

Endog i saadanne Tildragelser, hvor han ingen Udvikling seer, intet Øiemærke opdager, der troer han dog er idel Orden, og Viisdom og Godhed. Ogsaa her føler han dette, som sandt: “Det, som Tanken ei kan naae, det som Øiet aldrig saae, raaber i sin Omkreds ud: stor og viis og god er Gud, Verden styres ved hans Bud.” 

Ikke mindre føler den gode Christen Gud i den herlige Frelse af Nøden. Ligesom den Uoplyste og Uædle i Trængsler ikke erkiender Naturens Virkninger, men kun seer den umiddelbar virkende Gud, som oprørde Elementerne, og lod Naturens Kræfter frit Raserie, kun for at udgyde sin Hevn og Vrede over det syndige og svage Støv; saaledes seer han tvertimod i Frelsen af Nøden ofte kun Natur, kun Skiebne, kun Mennesket, og glemmer Gud: det var Lykke, hedder det, at jeg eller hiin blev reddet af denne Fare, at vi slap saavel derfra, at den havde ikke flere fordærvende Følger, det haver jeg den, eller den, eller min egen Behændighed, min Klogskab, mine Anlæg at takke for. Dette hedder ret at sige i sit Hierte, min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige Gierninger; hvilket Moses kalder at ophøie sit Hierte og glemme Gud.) 

Det er bespotteligt at kalde det Guds Gierning, som er Menneskets egen, f. Ex. Lidelser og Ubehageligheder, som ere Følger af dets Laster og Udsvævelser, men at kalde og ære det, som Menneskets Gierning, der fornemmeligen er Guds Værk, det er at røve den Udødelige sin Ære, og skienke hans Lov til dødelige Billeder iblandt Menneskene. 

Anderledes og værdigere føler en Christen Gud under Frelsen paa Nødens Dag. Vel overseer han ikke med Ligegyldighed eller miskiender hvad ædle Medborgeres Bestræbelser have bidraget for ham hertil, han erkiender det virksomme i de anbragte Midler, skiuler ikke heller for sig selv den Ære, at han handlet som fornuftig Skabning ved Overlæg og Brug af sine Kræfter, men han føler Gud, som Hovedaarsagen hertil, som den, der skienkede Menneskene visse Kræfter, ledede dem til denne Forædling i deres Sindelag, bestyrede dem Leilighed til at kunne bruge deres Evner, som den, der ved sin Bestyrelse kiedede Omstændighederne saaledes sammen, ordnede saaledes Midlerne, at de Ulykkeliges Frelse, eller Formindskelse af deres Nød, deraf blev den ønskelige Følge.  

Her føler en Christen atter sin Gud, som stor og viis og god, de taknemmeligste Følelser giennemstrømme hans Siel, og det rørte Hierte udgyder paa de erkiendtlige Læber den Tak, Ophøielse og Priis, som skyldes den, der var Israels Frelser, som besøgde og forløste sit Folk, som giorde store Ting, ham, som er mægtig, og hvis Barmhiertighed udbreder sig til alle Slægter. Hans Gang er Herrens Gierninger, som nedslaar, reiser og forløser.  

Men jeg maae komme til den anden Hovedfølelse, som den gode Christen og Borger viser ved saadanne Leiligheder. Han føler nemlig Mennesket, baade sig selv og sine Medmennesker. Jo nærmere Mennesket er sig selv, jo nærmere andre ligge ham, jo jevnligere skulde man troe han følede sig selv og andre. Men i det daglige Liv studerer Mennesket sig sielden selv, blivet lidet bekiendt enten med sin gode eller onde Side, tænker sig ikke ret selv, hvad han er, hvad han kan blive. I det daglige Liv gaaer Mennesket ved Siden af hverandre, næsten som fremmede, skiøndt paa den samme Vei, uden at kiendes af hinanden, uden at yttre synderlig Deeltagelse i hinandens Kaar, Sorger eller Glæder, med mindre Naturen, særdeles Venskab og andre Forbindelser have knyttet dem nærmere til hverandre, end Mennesker til Mennesker.  

Men det er saadanne usædvanlige Optrin der tit vække dem op af Døsigheden, lære dem nærmere at kiende sig selv og andre, at føle mere sig selv og andre end ellers i Almindelighed. 

Hvad Dyd og Gudsfrygt, hvad sand Menneskekierlighed der besieler os, hvor vidt vi have bragt det i Forædelse, i vor Tænkemaades Dannelse, som Christne og gode Borgere, det kunne vi umiskiendeligst lægge for Dagen, naar saadanne Trængseler møde, naar saadan Frelse bemærkes, enten det angaaer os selv eller vore Medborgere. Tit tale vi prægtigen om Christendomspligter og Borgerdyd ved overordentlige Tilfælde, saalænge disse ikke have Sted, tit dadle vi andres Handlinger ved slige ualmindelige Begivenheder, men naar Tilfældet er der, at vi selv skulle handle, selv vise os, saa erfares det, at der var ikke Sandhed i vore Ord.  

Tit ligger meget Godt skiult hos Mennesket, mange gode Følelser, mange gode Anlæg, megen virksom Drivt, megen ædel Tænkemaade, som ofte ikke blive ham selv ret, og andre aldeles ikke bekiendte, uden ved saadanne Begivenheder, som give Anledning til deres Yttrelse; ligesom disse samme Begivenheder vel ogsaa vise Mennesket fra en uædel Side, fra hvilken han i det daglige Liv ikke blev bemærket.  

Det er altsaa ved saadanne Leiligheder det kan blive bekiendt for os selv og andre, hvad vi ere, hvordanne vi ere, hvorledes vi tænke og føle, om vi med Ret bære de hæderværde Navne af Christne og gode Borgere. 

Her føler fremdeles den Tænkende, hvor svagt Mennesket er til at betrygge sig imod det, der nedbryder hans Lykke, bortspreder hans Roe og Glæde, hvor ustadige og usikre de jordiske Goder ere i den Afmægtiges Haand, hvor forfængeligt det Menneske er, som af dem kan hovmode sig over andre, hvor daarlig den er, der saa meget kan forlade sig paa det, han saalidet har i sin Magt, kan giøre det til den Gud, han tilbeder, til den Støtte, han hælder sig til, som dog Ilden kan fortære og Vandene overskylle: han føler det ufornuftigt af Mennesket, at giøre saadanne Ting til Hovedformaalet for sine Bestræbelser og Ønsker, som kun er Øieblikkes Herligheder.  

Derimod føler han den meget lykkeligere Christen, der samler sig Liggendefæ, som Rust ikke fortærer, og Møl ikke opæder, der bestræber sig for den Viisdom, Dyd, gode Samvittighed, Guds Venskab, som er udødelige Aanders Lyksalighed, og har i Vente det varigere Gode, som er giemt i Himlen. Dette føler han, og paa Ruinerne af egen eller Medborgeres Velstand udraaber han: “hvad? Om jeg ikke troede at fryde mig ved Herrens Godhed i de Levendes Land,” eller: naaede vort Haab ikke over Livets Grændser, da vare vi de ulykkeligste af alle Skabninger. 

Dette føler han, og vinder derved i Taalmodighed i at bære de nærværende Trængsler, bruger i Fremtiden det jordiske Gode des vaersommere, attraaer det ikke mere, som det høieste Gode, og fordobler sin Iver for saadanne Idrætter, der berede ham til en salig Udødelighed.  

Den gode Christen og Borger seer sine Medborgere i saadanne Trængsler, og føler enhver, fremmed eller bekiendt, som sit Medmenneske, som Broder, hverandre, som fælleds Børn af den samme Fader, tager Deel i hans Nød, som sin egen, røres til Veemod og Medlidenhed over hans Uheld, som en Broders, yder ham broderlig Hielp i Elendighedens Øieblikke, indgyder ham ei alene tom Trøst, men søger og i Gierningen at formindske hans Nød, giøre Byrderne derunder saa lette og Følgerne deraf saa taalelige, som er ham mueligt. Han seer sin ulykkelige Broder frelst, hans Tab oprettet, eller hans Nød formindsket, og føler sit Hierte udvidet af en Glæde, der vidner om den ædle Medborger.  

Han seer hist sin ædle Medborger ile ham selv til Hielp paa Nødens Dag med yderste Anstrængelse af sine Kræfter, med Opofrelse af sit Helbred, med Fare for Tabet af sit Liv, han føler ham som sin Ven, føler sig hensat i nærmere Forbindelse med ham ved Kierlighed, Fortroelighed, Hengivenhed. Med Erkiendtligheds og Berømmelses Minde hædrer han sin Vens Iver for hans Vel.  

Saaledes føler den gode Christen og Borger Mennesket, baade sig selv og andre, bliver bekiendt med sig selv, og føler sit Værd, bekiendt med andre, og føler Menneskets Værd i det selskabelige Liv, knytter nøiere Selskabets Baand, og lægger Grund til kommende Dages Held. 

Med disse Følelser, hensætter jeg eder nu, Christne og Medborgere! I den sørgerlige Tildragelse, for hvilken denne Dag og dens Andagt var helliget, Tildragelsen af den ulykkelige Ilsvaade, som fortærede Kongeboligen, og satte det elskte Kongehuus i Nød og Trængsel. Ere hine Følelser de, vi med Rette fordre af den oplyste fromme Christen og gode Borger ved Trængsler, som overgaae vore almindelige Medmennesker og Medborgere, hvor meget mere maae vi ikke fordre dem ved denne Leilighed. Her er vel Mennesket, som vi maae føle, men her er mere end det almindelige Menneske, her er Faderen, Velgiøreren, mere end den almindelige Velgiører, den, der ved sin vise og milde Regiering har saa megen Indflydelse paa fødte og ufødte Slægters Lyksalighed. 

Tænke vi os ind i den Trængsel, vi tale om, tænke vi os de Personer, der vare stædede deri, den Beængstelse, foruden Tabet, de have udstaaet, forbinde vi hermed den herlige Frelse, som viiste sig under Trængslen, saa maae vel alt dette i en særdeles høi Grad vække vore Følelser, Følelser, som Christeligt Sindelag og sand Borgerdyd maae indgyde. Vel var ingen af os Øievidner til denne rædsomme Scene, vore Følelser skulde ellers være blevne stærkere stemte. Men Indbildningskraften maler for vore Tanker det, Øiet ikke saae, og den kan indgyde os en Deel af de Følelser, som Øievidnerne havde – havde vist nok fuldkomnere, havde stærkere.  

Vi tænke os hiint pragtfulde Slot, Kongeslægtens hidtil rolige Bolig, vi see end Ild, en majestetisk rædsom Ild opflamme fra den, over den, vi høre rædsom Bragen ved Fald af kollossalske Bygninger, Vi tænke os Luer og Ildregn i vidt udstrakt Kreds at true hvert Borgerhuus, den hele Kongestad med Ødelæggelse, vi see en Vrimmel af Mennesker, høre en Bulder af Heste og Vogne, en frygtelig Lyd af Hylen af Raab, af Opmuntringsstemmet til virksom Iver for mueligt Redning: men hvem øine vi hist at udvandre fra faldefærdig Bolig?  

Den elskte Kongeslægt, ikke uvis, som forladte Flygtninger, hvilken Bolig først skulde være dens Tilflugt, - den elskte Kongefamilie staaer hvert Borgerhuus tilrede – ej frygtende for Usikkerhed i ethvert Huus, som ej er et omringet Christiansborg, - trygt boer den ubevogtet under hver troe dansk Undersaats Værn - ikke bekymret over at drage ind i en mindre prægtig, trangere Bolig – som Mennesker følede de, ej at trænge til større Rum, end andre, - men kun bekymret for Borgeres Liv og Ejendomme.  

Lader os tænke os nærværende, hvad vilde vi have følet og giort? Bævet for Kongehuuset, ladet Veemods Taarer rinde, beklaget Tabet, ynket de Ulykkelige, ilet til virksom Hielp; hvad værdigere? Saa følede, saa handlede de Nærværende. Rygtet derom, Forestillingen deraf meddeelde ufeilbarligen hver retskaffen Borger, hvert fra sin ædle Bestemmelse ikke ganske udartet Menneske samme Følelser. Saaledes følede vi strax; med fornyede Følelser tænke vi os endnu i Dag Trængselen.  

Men hvem overgik denne Trængsel? Ulykkelige Medborgere alene? Nei, selv Landets Fader, vor ælde gode Konge, den første iblandt Borgerne, Kongesønnen, vort hele Kongehuus var bestedt i disse Trængseler. Jo større vor Kierlighed er til dem, desto mere føle vi deres Kummer. Og hvo fortiener Kierlighed, naar ikke den Konge, der anseer sand Oplysning i Religionen og Sædelæren for det kraftigste Middel til at fremme saavel den offentlige, som hver enkelt Mands muelige Lyksalighed) og derfore søgde ved alle Leiligheder at udbrede Oplysning, ikke frygter for grundet Misfornøielse hos Folket, og derfore fremmede og fredede Tænke- og Trykkefrihed, ikke nægter Statens Borgere den dem som Mennesker og Medlemmer af det borgerlige Selskab tilkommende Rettigheder, og derfore gav Bondefrihed, fremskyndede Negerfrihed, den Konge, der har giort sig saa fortient af os ved sit i saa mange Henseender velgiørende Forhold til os, som hævdede Vindskibelighed, Velstand og Fred?  

Hvor fortiener at elskes, naar ikke den sieldne kongelige Yngling, hvis Indretninger give Haab om viis Regiering, Thronfølgeren vor dyrebare Kronprinds. Hvo fortiener at elskes, naar ikke vor værdige Kongefamilie, der udmærker sig ved Mildhed imod Undersaatter, som fælleds Medborgere under samme lykkelige Regiering, der sætter sin Ære i at elske og øve borgerlige Dyder?  

Og for saadanne Personer skulde vi ikke føle, naar de stedes i Trængsler? Jo vi føle mere, end vi kunne tale, Ordene døe paa vore Læber. Vi føle Ømhed og Kierlighed for disse Dyrebare, men vi tilbede den Uendeliges Viisdom og Godhed, som fremlyser baade af Trængslen og Frelsen. Vi erfarede de kongelige Personers Redning, vi glædedes, vi hædrede Mindet af hver retskaffen Borger, som bidrog hertil, vi ilede at yde den usynlige Beskytter vor Tak og Ophøielse og vi yde den atter i Dag. Vi prise den Godhed, som styrede alting derhen, at Følgerne bleve mindre udbredte, mindre rædsomme, end de ellers kunde formodes, tilbedende erkiende vi, at denne skrækkelige Scene selv var et vigtigt et veldædigt Led i den store Tingenes Kiede, som den Algode holder i sin alvise og almægtige Haand til at befordre store og velgiørende Øiemærker.  

Vi vide, hvorledes Kongen, hvorledes Kongesønnen følede Gud, følede deres Borgere ved denne Leilighed. Budet om denne Dags Bestemmelse) viser, at deres Følelser ikke saa meget er Veemod og Sorg, som tilbedende Glæde over en almægtig Guds Beskiermelse, viser, at de føle Religionens Trøst. Hiin kongelige Bekiendtgørelse) vidne om, at de føle Folkets Kierlighed, Hengivenhed og dets alle Farer foragtende Troskab. Skulde det ikke glæde os, at Regieringen af umiskendelige Prøver har fundet sit Folk saadant, som det virkeligen er? Men skulde vi og ikke heraf føle vor Regiering, som mild og faderlig, som den, der erkiender, hædrer og lønner Borgerdyder?  

Det er Ære, at Udlændere kunne sige det, og fremmede Digtere besynge det. Men vi have selv erfaret det, ved denne Leilighed ere vi bestyrkede i vor Erfaring, og føle det med Glæde. Har denne Tildragelse giort Regieringen nærmere bekiendt med Folket, saa har den og giort Folket nærmere bekiendt med Regieringen. Har den kunnet stoppe Munden paa hver Bagvasker, som vilde tænke at giøre Regieringen mistroisk mod Folket, saa kan den og have aabnet Øinene paa Folket at see Regieringens Mildhed, og Tillid og Ømhed for det. Og havde Kongeborgets Flammer og Ruiner end ingen andre gode Følger havt, hvormeget er dog den ene værd til at fremme Fornøielse og Roe og Tilfredshed og Lyksalighed i de danske Stater. 

Men nok er det ikke at vi føle, vi maae og handle. Jeg skulde maaskee ved ingen bedre Leilighed, end denne, giøre mine Medborgere nidkiere for de Pligter, ved hvis stadige Udøvelse vi kunne vise os at handle som gode Borgere. Borgerfrihed har længe været Tonen i Samtaler og Skivter. Selv de viede Talestole have givet Gienlyd deraf, som at Friheden var forjaget, eller at man jagede efter en Frihed, som ikke kunde og ei burde naaes. Her fristedes vi aldrig til at tale derom, fordi kiendte ingen Berøvelse af værdig Frihed, og mistænkde ingen for Hang til den uværdige. Frihed bestaaer ikke i Uafhængighed eller Unddragelse fra Lydighed imod Regieringen og dens Bud, thi denne Lydighed er just Grundstøtten for den borgerlige Frihed.  

Lydighed er derfor en vigtig Pligt, vi skylde en Regiering, som vores, for hvis Ønsker og Bestræbelser, efter kongelige Ord,) Hovedgienstanden er Fædrenelandets og Borgernes mueligste Held. Uden Lydighed kan saa velgiørende et Øiemærke ikke opnaaes.  

Ere vi ved saadanne Regieringens velgiørende Bestræbelser Europas lykkeligste Folk, saa maa det og være fos os en saare vigtig Pligt at skiønne paa vor Lykke, med Taknemmelighed at erkiende Guds Godhed, der lader os leve under saadan Regiering, ikke ved uforstandig Misfornøielse at fortørne Himmelen eller fornærme Regieringen. Nævner en Stat, i hvilken I hellere ville være Borgere end i den danske, i hvilken I kunne nyde Livet gladere, have mere Frihed, mere Sikkerhed: jeg kiender ingen, i hvilken jeg hellere vilde være Religions= og Folkelærer. Ingen Stat kan misundes af os, men vores vel af mange. Ja, Borgere! Det blev vor heldige Lod, at styres med Orden, at styrkes ved Fred.  

Takkede hiin Philosoph Guderne, at han var fød Græker, saa have vi Aarsag at være fornøiede med, at vi ere fødte Danske. Jeg smigrer ikke, for hvem skulde jeg smigre? Jeg taler det, mit Hierte føler at være sandt. Tiden fattes mig kun til at sige alt, hvad mit Hierte føler. Kun dette igientager jeg endnu, vi maa skiønne derpaa, vi maa være saadan Regiering hengivne. Kan man ikke saa stort fortænke et mishandlet Folk, at det vil hævne sig, saa maa man meget fortænke et vel styret Folk, at det ikke er skiønsomt. 

Nei, saadant er det danske Folk ikke. Vi ere stolte deraf, at være Exempel derpaa. Ofte forhen, ogsaa ved denne, skiøndt sørgelige Leilighed vare vi det.  

At bidrage alt mueligt til Regieringens Glæde og velgiørende Øiemærkes Fremme, er en Handling, hvoraf vi vise os at være gode og skiønsomme Borgere. Den Velvillighed og Drivt med hvilken alle kappedes om at bringe Regieringen et Offer ved frivilligt Bidrag, bærer Vidnesbyrd om vor skiønsom Hengivenhed for den. Ogsaa vi, ædle Medborgere! Gave vort Bidrag, ikke først tilskyndede ved andres Exempler, Tanken var der, førend andre opvakde den – gave, ikke først paamindede og opmuntrede dertil. De troe Borgere behøve ikke Paamindelser, for at føle, hvad Fædrelandets Tarv og Hæder venter af dem ved saadanne Leiligheder.  

Vi ofrede paa Fædrelandes Alter, ikke af vor Overflod, den have Faa iblandt os, vi gave efter Evne: ej den mere Formuendes større Gave skal skiule over den undseelige Ringeres liden med velmeente Skerv. Vi bidroge til Kongeborgets Opbyggelse: var dette ikke værdigt? Kræver ikke Fædrelandets Hæder, Værdighedens Beskaffenhed noget mere i Pragt og Beqvemmelighed ved Fyrsternes, end ved almindelige Borgeres Boelig? Skulde vort Bidrag efter Regieringens Bestemmelse ogsaa tildeels vorde anvendt til Flaadens Udrustning, for at haandhæve den ønskelige Fred? Hvor almeennyttigt var det da! Tør vi ikke vente Guds Velbehag deri, Regieringens Bifald, og Deel med andre Medborgere i lige Hæder?  

Saaledes bør vi da føle, saaledes bør vi handle, saaledes have vi følet, saaledet have vi handlet. Lader os blive ved, vore Følelser være ikke som den blussende Spaaneild, der i en Hast opflammes, men ligesaa hastig udslukkes, de være stadige Virkninger af Overlæg og Villiens sande Rørelse, og ikke et blot Værk af Sandserne, satte i Oprør ved en paafaldende, stærk rørende Tildragelse! Lader os blive vore Følelser troe, og vise deres Sandhed af et fortsat dydigt Forhold, som er gode Christne og ædle Borgere værdigt; saa vende vi os med des oprigtigere Hierter til den Andagt og Tilbedelse, for hvilken Kongens følende Hierte bød denne Dag at være helliget. Lader os da tilbede og ophøie den Alvise som styrer Livets Skiebner til de bedste Øiemærker, takke den Algode, som formindkser de Ubehageligheder, der blande vort Liv, og afvender fra os de større Ulykker som ellers kunne ramme os, og paakalde Alfaderen om sin Beskiermelse over Regieringen, Fædrelandet og hver Borger indtil Dagenes Ende. 

-Lader os fortsætte og beslutte vor Andagt med den ved den Leilighed forordnede Bøn. Alle Hierter føle, alle Munde bede med mig:  

Herre vor Gud og Fader! Stedse har din almægtige Haand o.s.v.