Skip to content

Karina Lorentzen Dehnhardts 8. marts-tale

Om

Taler

Karina Lorentzen Dehnhardt
Medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti

Dato

Sted

Kunsthal 6100, Gåskærgade 28D, 6100 Haderslev

Tale

Kære kvinder.
Jeg er retspolitisk ordfører for SF, og jeg har i årevis sat fokus på stalking, partnervold, samtykkelov partnerdrab og mange andre forbrydelser, som desværre oftest rammer kvinder. Derfor vil jeg også bruge min korte tale på også i dag at tale om et retspolitisk problem.
Jeg ved, I forvalter tiden stramt. Og tid er også en faktor i løsningen af det problem, jeg vil tale om, og som også i høj grad er kønsbestemt. Som kvinder i høj grad bliver udsat for. Så jeg vil skynde mig til pointen.
Måske kender I Taylor Swift. En kvinde, der lige nu regnes for at være den største popstjerne i verden. Men også en kvinde, som for nylig blev misbrugt.
På det sociale medie X – altså det, der før i tiden hed Twitter – var der pludselig nøgenbilleder med hende.
Debatten om deling af nøgenbilleder, fx fra en ekskæreste, uden samtykke har vi kendt herhjemme i nogle år.
Hvor svære de er at få fjernet. Hvordan ofrene påvirkes på deres trivsel. Skammen over at venner, arbejdsgivere og familie får kendskab til dem.
Og hvor tiden er en faktor – for jo længere, de ligger, jo større er risikoen for deling og jo sværere bliver de at fjerne.
Nøgenbilleder af Taylor Swift lå på X i 17 timer. De blev set 47 millioner gange, inden de blev fjernet. 47 millioner gange.
Og ved I, hvad det værste var?
Nøgenbilleder var ikke nogen, som Taylor Swift havde taget af sig selv og delt med andre. 
De var lavet med kunstig intelligens.
Det var Deep Fakes – altså falske nøgenbilleder, hvor Taylor Swifts ansigt er blevet smeltet sammen med en tilfældig nøgen kvindekrop. Men hvor det er umuligt at se, det ikke er ægte.
Men virkningen på offeret – det er den samme som for ægte nøgenbilleder.

Sidste år fortalte Johanne Schmidt-Nielsen, min tidligere folketingskollega og i dag generalsekretær for Red Barnet, at hun også havde været udsat for det samme.
Jeg synes, det her et klart tilbageskridt for ligestillingen.
Det er skræmmende, hvordan kunstig intelligens bliver et nyt redskab, der kan fratage kvinder magten over deres egen krop.
Og nu kommer der et vildt tal, som viser, hvorfor det her er en kamp at kæmpe for kvinderne. 
Det anslås, at 98 procent af de deep fakes, der produceres, har en seksuel karakter. 99 procent af det materiale har kvinder som ofre. 99 procent!
I Danmark er det heldigvis ulovligt at dele deep fakes uden samtykke.
Johanne Schmidt-Nielsens historie fortæller os, at det findes alligevel.
Deep fakes har udviklet sig til næsten altid at være pornografisk materiale, og de findes også på pornohjemmesiderne.
For nylig viste en rapport fra Digitalt Ansvar, at søgemaskinerne – altså Google, Microsoft Bing, eller hvilken tjeneste man nu ”googler” med, også har en del af ansvaret. 
Søgetjenesterne er motorvejen ind til de sider, hvor deep fakes findes.
Hvis du gerne vil se deep fakes, så er Microsoft Bing den bedste søgemaskine at bruge.
Ud af de første 100 søgeresultater på deepfake porn, er 92 af dem hjemmesider, der udbreder dem. Google er paradoksalt nok den gode dreng i klassen. Her er det ”kun” 26 resultater, der udbreder deep fakes.
Det fortæller om den rolle, de store techgiganter spiller.
De har et kæmpe medansvar for, hvad der sker på deres platforme.
Ingen – og heller ikke Taylor Swift – bør opleve, at deres ansigter misbruges til at lave pornografisk materiale.
Hvad kan vi gøre?
Ja, techgiganterne må på banen og tage ansvar for den platform, de stiller til rådighed.
Søgemaskinerne må afindeksere hjemmesiderne, så deep fakes ikke spreder sig, og ikke fremgår af søgeresultaterne.
Der bør placeres en advarsel i toppen af søgeresultaterne på søgemaskinerne, hvis man søger efter deepfake porn. Som forklarer, at hvis man deler og laver sådan noget, er det sandsynligvis ulovligt og strafbart.
Ofrene skal have en ret til at få ryddet op. Få fjernet materialet, så det ikke ligger på nettet og kan søges af alle mulige.
I 2024 er det her en del af den moderne kamp for kvindens ret til egen krop. For 99 procent af ofrene kvinder.
Det vil jeg kæmpe for, at vi også gør noget ved.
Tak for ordet og glædelig kampdag til jer!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags