Kirsten Justesens tale ved afsløringen af Monument for Grevinde Danner

ET MONUMENT FOR GREVINDE DANNER
… og med Broholmer. 

 Tak for den modellering, Jacob Alrø.

Nu står monumentet, hvor det skal, her ovre på hjørnet. Stort nok til at kunne ses fra Dronning Louises Bro og samtidig være nærværende i det trafikerede kryds med biler, cyklister og forbipasserende.  Skulpturen overkommer Vester Søhus til den ene side og får lige rygstød af røde tegltag på den modsatte side af Sankt Jørgens Sø. Søen kan ses som et slæb, når bladene er faldet helt af træerne, og den fredede søkant kommer til syne. Det er vild natur siger kommunen. Stedets gartner har øje for, hvad der kan ske til sommer, når bladene springer ud – igen.

Skulpturen er IKKE et portræt af grevinde Danner i datidens krinoline. Og har – efter jeg har set Bissens marmorportræt af Danner på Jægerspris – slet ikke et ansigt med dobbelthage og kartoffeltud. Det er et monument for grevinde Danner med nedslag i hendes historiske kvindeliv, og hvad der fulgte siden for et dansk kvindeliv. 
 
Monumentet har form af en kvindekrop med et sokkel-skørt. Det gør skulpturen langbenet som en barbiedukke, men en tidslinje fikserer den menneskelige proportion.

Jeg tog mit skulpturelle udgangspunkt i Venus fra Milo, der er skabt 100 år før vor tidsregning. Det er en af de bedst kendte skulpturer fra antikkens Grækenland. Den blev fundet i 1820 af den franske ambassadør til Det Osmanniske Rige. Et sted i verden, grevinden var glad for.
Venus fra Milo findes nu på Louvre, og der er lavet mange kopier til andre museer og souvenirshops siden. Så skulpturen kan fås i alle størrelser, udformninger, farver og materialer – tjek selv på google.

Monumentets figurkrop vender sin front parallelt med søerne. Jeg har spejlvendt kropsstillingen, så figurens ansigt vender mod Dannerhuset. Skulpturkroppen har ikke beklædning, men den er heller ikke nøgen. Man ser kun billedhuggerens efterladte spor af arbejdet med den klassiske form. Venus fra Milo er uden arme og hænder – de er gået tabt – så gestikken kender vi ikke. Det var således en stor dag sammen med Danners daværende direktør og politiske rådgiver, da armene kom på plads på skitsen til monumentet for 5 år siden.

Den venstre hånd ligger på brystet og viser taknemmelighed over: ja, fri fortolkning. I højre hånd hænger et dokument. Det dokumenterer 3 ting: Grevinde Danners testamente til de to Frederik 7. stiftelser, som hun lod oprette; Et børnehjem for unge hjælpeløse og forladte piger af almuen på Jægerspris og det andet – dette hus – for fattige fruentimmer af arbejderklassen til fribolig. Og for det tredje Grundloven. Den, som Danner og Carl Berling, der var kongens sekretær, sørgede for, blev skrevet under den 5.juni 1849. 5. juni er også fødselsdagen for Berlings og Danners søn, der blev bortadopteret, før Danner blev gift til kongens venstre hånd, året efter grundloven blev underskrevet.

Også jeg tænker, at den moderløse Frederik 7. fik sig en livlig mor ved den lejlighed.
Siden grevindens død er der skrevet og udgivet mange bøger om hende. Bøgerne afspejler allesammen ganske fornøjeligt det danske samfunds blik på Danner 10 år for 10 år frem til i dag.

En af de seneste er skrevet af Lis Holm Olesen, der var børnehjemsbarn i første del af 1900-tallet. Et af citaterne på sokkel-skørtet er hendes: HUN GAV OS ET HJEM, DA DER IKKE VAR ANDRE DER VILLE HAVE OS.

En anden god kilde til mit arbejde er den tidligere museumsinspektør på Jægerspris Slot, Bente Jønsson, som en dag sagde: ”Jeg har jo gået i Louises stuer i 23 år.” Under arbejdet kom vi på fornavn med grevinden.

Mit eget nærmere kendskab til Danner går 30 år tilbage, da jeg var scenograf på Maria Hellebergs monolog Svanekød. Opført på Grønnegårdsteatret med Lisbeth Dahl i krinoline og med et opdateret bud på grevindens refleksioner.

Jeg er i mellemtiden blevet 80 år, og det er med en vis ømhed jeg har kikket tilbage i historierne. Jeg har kendt mine egne bedstemødre. De er begge født i den sidste del af 1800-tallet og stammer fra meget forskellige kredse og steder i Danmark.

Min ene bedstemor havde et ønske om at score vand fra Jordanfloden til børnebørns dåb. På Jægerspris museet har grevinden efterladt 3 flasker med vand fra Jordanfloden. Dem var der desværre ikke plads til i sidste runde på sokkel-skørtet, men det faldt mig derfor temmelig naturligt, at de udvalgte nedslag i Danners liv også repræsenterer en fælles kvindelig erfaringsverden. En Askepot-fortælling?

Sokkelskørtets udvalgte attributter/genstande forholder sig til tidslinjen og refererer til Danners livsfaser, som jeg har noteret dem – indhold, form, teknik og plads. Genstandene er modellerede, 3D skannede og printet, eller de kan være ready-mades. Mange husmødre vil tage en dyb indånding over sokkelskørtets afslutning.

Der er Danner-citater. Både af og om hende.

Fra tidslinjen kan jeg nævne Frederik 7. død i 1863. Jeg har sprunget 1864, vores danske traumeår, over, og i stedet noteret oprettelsen af børnehjemmet, mens grevinden tog flugten til mellemøstlige lande for at dø i Italien.

Og så fik danske kvinder stemmeret.
Og FN formulerede globale menneskerettigheder.
For os krigsdøtre blev det Rødstømpe-tid. 
Det sidste er altså mere end et halvt århundrede siden nu.
2. bølge af kvindebevægelsen spredte sig som ringe i vandet, og et 10 år efter dukkede Grevindens Døtre op. I har lige hørt historien.
Og nu er vi her i en institution for voldsramte kvinder.

Vores Dronning gør Danner og os den ære at afsløre monumentet for grevinde Danner her i 150 året for hendes død. Monumentet står klar, pakket ind med en sløjfe ovre på hjørnet. Og jeg vil gemme mine sidste replikker om monumentet til klædet falder her på FN’s internationale kalender-dag til afskaffelse af vold mod kvinder, den 25. november.

Jeg giver hermed ordet videre til Københavns borgmester for Teknik- og Miljøudvalget, Line Barfod, der på byens vegne overtager ansvaret for det monument i det offentlige rum, som i 2021 blev indstillet til Borgerrepræsentationen af Rådet for Visuel Kunst – og vedtaget. 
Værsgo – det er nu jeres – det står derude.

Tak for det hele og for den herlige opgave, der landede i mine hænder.