Danmark-dammen
I Danmark passer vi på hinanden. Gennem mange årtier har vi opbygget søjlegange, hvor alle, der har brug for en pause kan hvile ud et øjeblik uden at det koster eller søge behandling, uanset hvilket lag af samfundet, man tilhører. Disse søjlegange med plads til et helt folk har gjort Danmark kendt overalt i verden: Trods den trange plads er Danmark et rummeligt sted med plads til forskellighed, så længe man kan blive enige om den fælles værdi, at alle som udgangspunkt har del i ansvaret for samfundet og de mennesker der bor i det. I den forstand er velfærdsstaten bygget på en central kristen værdi og har gjort ideen om næstekærlighed til en vigtig leveregel.
I Johannesevangeliet (5,1-15) drager Jesus op til Jerusalem, hvor han gør ophold ved en dam: ”Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.”
Søjlegangene i evangeliet kan bruges som en smuk metafor for den danske velfærdsstat, som franske præsidenter stadig kommer for at slingre gennem på cykel, mens folk i hovedstaden vifter med flag og synger sange, og det hele ser så yndigt ud, men præsidenten på hjul og med vind i håret ved ikke, at de oprindelige marmorsøjler, vægmalerier og forgyldte afsatser, der mere end nogensinde er blevet symboler på verdens lykkeligste befolkning har udviklet sig til potemkinkulisser, mere eller mindre tømt for indhold. Han ved ikke, eller har i hvert fald ikke med egne øjne set, at de egentlige søjlegange ikke længere er gjort af marmor, men af beton, og er rykket uden for byerne, og at dem, der ligger og venter på bevægelse i vandet, er desperate mennesker fra krigsramte og tørkeramte udkanter i verden, der har vandret langt mod nord, for at nå frem til den dam, vi kalder Danmark.
En af dem, der sidder i en af disse usynlige søjlegange, er Zohra, hendes mand og deres to små børn. Zohra er 26 år gammel. I 2013 flygtede hun fra Afghanistan sammen med sin kæreste, Jafar, fordi hendes far havde truet med at slå dem begge ihjel, efter at Jafar havde anmodet om hendes hånd. Zohra skulle giftes med en ældre og voldelig fætter. Efter en strabadserende flugt, en graviditet og en fødsel, ankom parret til Danmark med en lille dreng. Siden har de siddet i afsides søjlegange, af og til spændt fast til en af søjlerne med håndjern. Tre gange har Jafar været fængslet. Han har siddet i isolation i mange måneder med ret til kun et besøg om ugen, ikke fordi han havde begået en forbrydelse, men fordi man fra myndighedernes side var bange for, at familien ville gå under jorden efter afslag på asyl. Man har forsøgt at tvangsudsende familien men uden succes. Nu sidder de i en lejr for afviste asylansøgere, Sjælsmark, en søjlegang, langt fra de fleste danske borgeres åsyn og selvforståelse, langt fra den franske præsidents cykelrute, da han gæstede den danske dam. For Sjælsmark er ikke værdig til at skrive hjem om for nogen politiker, med mindre vedkommende er sadist. Sjælsmark er en søjlegang i revnet beton, hvor beboerne, børn som voksne, lever som de syge, Jesus finder ved Betesda sø. Det, de udsættes for i denne golde udørk, hvor ingen dam findes at skue noget sted, er sjælelig nedbrydning i en så hastig fart, at de alle vil have taget varig skade, når de engang ikke længere bor i lejren, hvis den dag overhovedet kommer.
Livet i søjlegangen har gjort disse mennesker til krøblinge. Livet i søjlegangen har pillet al håb og vitalitet ud af børnene. Livet i søjlegangen er som et levende mareridt, som ingen kan vågne fra, som ingen kan flygte fra. I den søjlegang fødte Zohra sit andet barn – en lille pige.
Da Jesus skal til fest i Jerusalem, må han forbi Fåreporten, hvor de syge befinder sig ved dammen. Ingen må forbi Sjælsmark, Kærshovedgaard eller nogle af landets andre lejre. Lejrene er placeret på afstand af befolkningen, faktisk på så god afstand, at det er besværligt at komme til dem med mindre man er i bil. Ingen på vej til fest slår lige vejen forbi. Selv kom jeg kun, fordi jeg skulle skrive om Zohra og hendes familie. Sammen med forfatter Kirsten Thorup havde jeg tidligere skrevet om Kærshovedgaard Udrejsecenter og Vridsløselille Statsfængsel, men det føltes allerede fjernt, da jeg trådte ind bag gitterhegnet i Sjælsmark, som om det var noget jeg havde drømt. Nu sad jeg i barakken hos den afghanske familie. Den eneste der endnu ikke var blevet en ”krøbling” var den lille pige, der legede på det kolde gulv. For familien står valget mellem at blive siddende på det gulv til evig tid, uden penge, uden retten til at arbejde, uden mulighed for at lave mad, uden udsigt til noget som helst andet end at undgå at blive slået fysisk ihjel, eller at rejse hjem til Afghanistan, hvor Zohras familie står klar til at gøre det af med dem alle. Zohra har forsøgt at ringe hjem og bede om tilgivelse. Hendes far bedyrede, at hverken hun, Jafar eller deres børn nogen ret har til at beholde livet efter den skam, de har kastet over ham.
Da jeg forlod Sjælsmark var det fornemmelsen af at træde ud af zombieland, ud af de dødes rige og ind i de levendes verden. Jeg skulle rent faktisk til fest den dag, ligesom Jesus i evangeliet, men uden det privilegium at have givet nogen deres helbred tilbage, tværtimod havde jeg revet op i angstens og fortvivlelsens sår ved at bede dem om at fortælle deres historie. Zohra spurgte, hvordan Inger Støjberg kunne finde på at sige, at mennesker som dem, tager deres børn som gidsler ved ikke at ville rejse hjem, når det de gjorde, var det omvendte, nemlig at forsøge at redde børnene.
I Danmark passer vi på hinanden. Vi hjælper hinanden. Sådan vil vi gerne forstå os selv. Også når vi spærrer folk inde i lejre og fratager dem borgerrettigheder, som vi andre tager for givet. Og selv dem vi ikke vil hjælpe, selv dem vi giver afslag på asyl, selvom deres liv er i fare, hvis de rejser tilbage til deres hjemlande, sørger vi trods alt for får tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i munden. Søjlegangen, velfærdsstaten, er blevet en maskinel størrelse, hvor man ikke anerkender andre dimensioner i menneskelivet, de psykiske, sjælelige, de spirituelle, som vitale dele af velfærden – faktisk regnes disse dimensioner slet ikke med, når vi taler om flygtninge. Ingen engel kan stige ned og skabe bevægelse i nogen lejrs vandpyt. Ingen engel kan stige ned og røre lidt i dammen, vække befolkningen fra vores velfærdsmareridt, ryste os ud af vores skræk for tab af privilegier. Den skræk som skiftende regeringers ministre gennem flere årtier har gjort, hvad de kunne for at holde ved lige, hvis ikke ligefrem har dæmmet op for, så flodbølger med jævne mellemrum rejser sig fra Danmark-dammen og på det nærmeste drukner befolkningen i skræk for de fremmede.
Asylansøgere og migranter betragtes ikke længere som folk i nød, men bliver nærmere set som forklædte soldater, der under dække af at være nødstedte er kommet for at fravriste os vores privilegier, er kommet for at smadre vores oprindelige søjlegange i marmor og guld, for at udhule velfærdsstaten med en giftig blanding af behov og formørkede ideer. Hvordan kan nogen føle medlidenhed med en familie i Sjælsmark, hvis deres fortvivlede ansigter i virkeligheden bare er masker? Hvis deres fortvivlede ansigter, også de små børns, dækker over en hel hær af ondsindede hensigter.
Danmark-dammen var engang det vand, man vaskede, nærede og helbredte de nødstedte med. Nu er det en dam, man drukner i, hvis ikke man dør af sjælelig tørst og sult på bredden, i beton- søjlegangene langt væk fra alles åsyn.