Lars Løkke Rasmussens tale ved pressemøde om regeringsdannelsen

Det er snart fire år siden, jeg åbnede døren sådan lidt på klem til det brede samarbejde hen over midten. Jeg skrev en bog om det i: ”Befrielsens Øjeblik”. Jeg har skiftet og stiftet et parti på den idé – Moderaterne blev valgt ind med 16 mandater på den idé, blev Folketingets tredje største parti, og derfor er jeg på den baggrund selvfølgelig ualmindelig glad for, at den drøm, om man vil, nu kan blive til virkelighed fra i morgen at regne, når en ny regering skabes.
For jeg tror på, at Danmark er bedst tjent med samling fremfor splittelse. At Danmark er bedre tjent med kompromisser end med ultimative krav. Og derfor er jeg for at sige det lige ud, og det er sjældent, jeg sådan set har brugt den formulering, men jeg er sådan set stolt af at stå her i dag og være med til at skabe en ny regering for Danmark, for os alle sammen. Det er på mange måder befrielsens øjeblik igen.

Og især er jeg stolt over de store kompromisser, som det her regeringsgrundlag udtrykker, fordi man kan lave kompromisser på mange måder. Man kan lave lunkne kompromisser, hvor man bare ligesom noterer sig, at man tager mindste fællesnævner, og så kører man med det. Men man kan også lave ambitiøse kompromisser, hvis man tør. Hvis man tør gøre op med traditionelle brudflader, som historisk set måske har blokeret for sund fornuft. Hvis man frigør sig fra fastlåste positioner. Hvis man gør sig fri til at samarbejde på tværs. Hvis man gør sig fri til at tænke forfra og fordomsfrit, så kan man lave ægte ambitiøse kompromisser. Og det er det, vi har gjort.

Og nu sagde Mette med godt 20 års anciennitet, at du stort set ikke har oplevet noget bedre – det har jeg heller ikke selv. Det har faktisk været en ret fantastisk oplevelse at komme ind i et rum, hvor der er ret meget erfaring til stede og så opleve, at den erfaring, vi måske engang imellem har brugt mest til at positionere sig over for hinanden nu pludselig bliver brugt konstruktivt på at tænke højt og tænke anderledes. Det kan altså noget.

Skat fx, som Mette nævnte, hvor vi sænker skatten til alle i job, hvor vi indfører en ny mellemskat, så 250.000 danskere oplever, at deres topskatteprocent bliver halveret – må vi så også indføre en ny top-top-skat for dem med de allerhøjeste indkomster som et eksempel på det.

Udlændinge, hvor vi jo står helt vagt omkring de bærende søjler i en fast udlændingepolitik, det piller vi ikke ved, men hvor vi samtidig trods alt tør udvise det mod at luge et par tidsler væk, og hvor vi med større mod vil kigge på de regler som gælder for udlændinge, der kommer hertil for at arbejde eller studere.
Målrettet siger: Vi vil gerne have nogen flere ensprogede studerende fx.

Tilbagetrækningen – det har været diskuteret, det der ”Arne” – skulle det fjernes? Nej nu laver vi ”Arne+” – en forbedret ”Arne-ordning”. Men gør det jo så på en måde, hvor vi samtidig så tilpasser nogle af de andre ordninger, så vi får én tiltrækningsordning med to døre ind. En visiteret dør, en rettighedsbaseret dør til den samme ordning og på en måde, hvor regnestykket i virkeligheden går i overskud.
Eller velfærden, hvor vi gennemfører den mest vidtrækkende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie. Dropper dogmer og fastlåste positioner og nytænker.
Og vi starter med ældreområdet – starter med at sætte det frit. Frihed til ældre og pårørende. Frihed til personalet. Selvbestemmelse. Livsglæde. Nærvær. Omsorg. Eller klima, hvor vi på den ene side sætter de mest ambitiøse klimamål nogensinde i Danmarks historien, altså jo bl.a. jo målsætningen om, at vi når derhen, hvor vi har et negativt udslip. Og så samtidig styrker fokus på dét, der ligger umiddelbart foran os, altså implementeringen, fordi ét er at sætte mål, noget andet er jo at nå dem. Og her er der fokus på målopfyldelse. Fart og tempo på den grønne omstilling, så vi kan komme fri af Putins gas og svinende brændsler.

Og så er der selvfølgelig mit hjertebarn – sundhedsområdet, hvor vi jo kommer fra forskellige positioner – luk regionerne, lad dem leve, men hvor samarbejde og styrke nu skal vise sig. For i stedet for et lunkent kompromis, så har vi nu besluttet, at vi vil se på det hele med friske øjne til gavn for patienterne, for det er der brug for, så vi sikrer os, at historiske løft på fx kræftbehandling ikke sættes over styr i et sundhedsvæsen, der er ved at sande til.

Og derfor nedsætter vi nu en sundhedsstrukturkommission, som skal bane vej for de nødvendige beslutninger og grundlæggende forandringer, som er forudsætning for at skabe fremtidens sundhedsvæsen – viske tavlen rent, se på det med friske øjne. Få en debat både blandt eksperter, men jo også i befolkningen af et års tids varighed om, hvad er så den rigtige måde at gøre det på i et samspil mellem de højt specialiserede sygehuse, kommunerne, almen praksis, uden på forhånd at have bundet os til, hvordan skal den diskussion ende – andet end at den skal lande rigtigt, sådan at vi får kastet lys over Bermudatrekanten mellem sygehus, læge og kommune og patient.

Så jeg stolt over, at Moderaterne har været med, er med – også over, at vi har kunnet sætte nogle perspektiver ind i samarbejdet som betyder noget særligt for os, fx kulturen, hvor vi nu tager hul på forsøg med et kulturpas målrettet de mange tusinde unge, der hverken er i job eller i uddannelse og som risikerer at ende uden for fællesskaberne, de 45.000 unge der ikke får fodfæste, som den her regering nu vil sætte et helt særligt fokus på.

Og selvfølgelig også de allermest udsatte. Dem som lever et liv, vi andre ikke kan forestille os, milevidt fra vores hverdag. Mennesker med massive misbrugsproblemer, hjemløse, folk der sælger sex – alle dem der af forskellige grunde lever deres liv på kanten, men som skal have et mere værdigt liv.
Den gruppe sætter vi nu særligt fokus på.

De seneste uger har jo været en test på, om vi politikere er klar til at lytte til valgets tale, hvor danskerne jo de facto afmonterede de traditionelle blokke. Det har været svært, men det har heldigvis ikke været umuligt – for hvor der er vilje, er der vej.
Og derfor vil jeg bare gerne slutte af med at udtrykke en særlig stor respekt over for Mette og hendes kolleger fra Socialdemokratiet for at skabe stærke og tillidsfulde dialoger, som har været båret af et fælles ønske om fremdrift og om at sætte ambitionerne højt.
Jeg har igennem de sidste år med stadig større tydelighed oplevet, at vi sådan set har en fælles analyse af Danmarks udfordringer, og nu er der skabt det her rum, hvor vi i fællesskab også kan gøre noget for at løse dem. Det er ret fantastisk.

Også en tak til Jakob og kollegerne i Venstre, som jeg jo kender bedre, og som jeg holder meget af. Og som jeg respekterer dybt for at gøre dét, som er rigtigt – ikke for Jakob, ikke for Venstre, men for Danmark.
For Danmark er bedre tjent med samarbejde og kompromisser end med ultimative krav. Så jeg glæder mig helt ufattelig meget til at komme i gang med arbejdet.