Bøn
Gud lad dit ord i nåde lykkes. AMEN
Gud lad dit ord i nåde lykkes. AMEN
Hvilken farve har Gud for dig?
Sådan spurgte Einar Lundby, den norske læge og grundlægger af Modum bad i Norge, engang et ungt menneske, der kom til ham og ikke kunne finde ud af det med Gud.
Den unge mand, Kjell svarede undrende: BLÅ.
Lundby fortsatte: ”Gud er lys, men når Gud møder og taler til mennesket, brydes gudsordet i menneskesindet som i et prisme. Lyset bliver til alle regnbuens farver. Hvis Gud er blå for dig, så elsk det blå og lad andre elske sin Gud med den farve, og på den måde Gud fremtræder for dem.”
Forhistorien er den, at den unge mand, Kjell, var begyndt på teologistudiet. Et halvt år forinden var han blevet vildt grebet af Jesus people, en kristen hippiebevægelse fra USA, der var kommet til Norge og også til Danmark.
Jesus bevægelsen i 1970erne var fuld af entusiasme og kreativitet. Den skabte ny musik, nye måder at være sammen på, opbrud fra borgerlige og traditionelle konventioner og væremåder. Så begyndte han på teologistudiet på Menighedsfakultetet i Oslo. Dér mødte han en anden krd. end den, Jesus bevægelsen stod for, også en anden end den, der blev praktiseret i hans barndomshjem.
På Menighedsfakultetet i Oslo skulle troen og teologien være objektivt, videnskabelig – ”forskningsbaseret”. Sandheden om Gud og mennesker fandtes i bøger, de lutherske vel at mærke. Egne erfaringer blev nedtonet og delvis negligeret. At tro var en øvelse ofte ”på trods af følelser og erfaringer.” Alt dette var med til at forvirre den unge kristne. Han siger: Selv troede jeg på Gud PGA følelser og erfaringer.
Jesusbevægelsen forlod han hurtigt – det udartede i en ekstrem retning og persondyrkelse. Den skolede lutherdom var heller ikke noget godt alternativ. ”Jeg var havnet uden for min egen krop og havde prøvet at mene og tro som andre kristne og gode teologer troede.” Det gik ikke. Så han droppede ud af teologistudiet og blev landmand hos sin bror, der havde startet et økologisk landbrug, hvor mest muligt skulle dyrkes med håndkraft. Så der var nok at tage fat på. Det var i denne situation, at Kjell opsøgte den gamle vise kæmpe, Einar Lundby, der stillede ham det afgørende spørgsmål om Guds farve.
Efter et år vendte han tilbage til teologistudiet og opdagede, at han havde kopieret og mimet andres tro, når usikkerheden havde overmandet ham, men at det var nødvendigt, at han selv måtte møblere og indrette sit hellige rum. Hvis han bare overtog andres inventar, ville han aldrig kunne føle sig hjemme.
En troværdig gudstro bygges på en grundlæggende tillid til Gud og knyttes til erfaringer og oplevelser hver og en af os har gjort.
Det forstod Paulus, da han skrev de berømte ord i 1. Kor brev. Det handler om at forstå, at man – hvis man vil møde den anden med evangeliet – må stille sig dér, hvor den anden står og se livet fra den andens perspektiv.
Som gode lutheranere har vi lært, at Gud er noget uden for os og det er rigtig. Gud kan ikke fanges ind af os. Gud er skaberen, vi er det skabte. Men samtidig er der det paradoksale, at Gud er ånd og at han er i os, fordi han har givet os sin ånd, som det formuleres i 1. Johs. 3,24.
Gud er jo lige nærværende for den belæste som for den demente. Han er lige nær for barnet som for oldingen.
Et liv med Gud må rummes i det ægte menneskelige, hjemlige og genkendelige. Hvis ikke risikerer vi at miste ham eller at relationen bliver udvendig og distanceret.
Når Jesus skulle fortælle om Gud, så tog han fat i det nære, dét, der var menneskers virkelighed. Tabte mønter, mistede får, korn, der sås og når først frøet er kastet, er det ude af vore hænder – bogstavelig talt.
Lignelser der fortalte om det nære liv – den sårede på gaden. Barnet, olie, der slipper op og panikken, det afstedkommer. Om invitationer og om at komme med på afbud.
Ud af den spire, der skød op julenat, er der vokset et kæmpe træ med stærke gren og svage kviste. Noget er visnet og ligesom en storm afslører visne udgåede grene, sådan viser modstand mod kristendommen, hvor de stærkeste rødder er.
Jordens salt og verdens lys, kalder Jesus os. Kirken er både et fyrtårn og en surdej.
En surdej er intet i sig selv. Hvad gavn gør den, hvis den blot bliver opbevaret i et syltetøjsglas med låget tæt skruet på? Det var næppe, dét Jesus mente. Den skal blandes op med mel og vand – flere ingredienser for at kunne blive til brød. Omformes og blive til noget andet end det, den er. Som surdej er den uspiselig.
Som kirkesamfund er vi både stærke og skrøbelige på samme tid. Der er altid en fare for at vi lukker om os selv – kender kliken og det er trygt. Så er vi skrøbelige: hvordan vil vi stå i modvind og modstand?
Vi formes af det omliggende samfund og den tid, vi lever i, og samtidig fordi vi surdej og salt giver vi ”smag” og konsistens til det vi blandes op i.
Det må vi aldrig glemme.
Stærke, fordi Kristus er hovedet på vores kirkekrop, og vi som forskellige kirkesamfund og kirkelige foreninger er udgået af det samme opstandelseshåb.
Ef.4,15: men sandheden tro i kærlighed, skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Og så fortsætter Paulus:
Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hver enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.
AMEN