Lone Buhl Pedersens prædiken nytårsaften

I dag – i aften siger vi farvel til år 2024 og goddag til 2025. Det er STORT hvert år. Det er noget særligt. 

Vi lukker døren til 2024 og åbner døren til 2025 – sådan kan man sige. 

Det bliver spændende i aften at skulle høre Nytårstalen fra vores nye konge. Jeg er sikker på at han er mere spændt end vi er. 

I livet lukker og åbner vi mange døre.

Nogle af dem husker vi tydeligt og klart.

Døren ind til vores barndomshjem, for eksempel. Foran min dør – på trappestenen var en brun måtte og under den lå der en nøgle. Senere syntes mor og far at det med nøglen under måtten ikke gik – så nu blev nøglen flyttet til under krukken, der stod ved siden af. 

Eller måske husker vi døren ind til barndommens skole.  Min dør var en bred glasdør ind til aulaen hvor vi to gange om ugen havde morgensang. 

Eller døren ind til eksamenslokalet, når man stod der udenfor døren, og den var lukket i bag én, og man vidste, at nu voterede de derinde, nu kom de snart ud gennem den dør og holdt dom over en.

Eller vi husker døren, der smækkede i i hovedet på os, da én, vi var glad for, gik sin vej for aldrig mere at ville lukke os ind i varmen.

Eller da vi så gerne ville gå til håndbold eller fodbold – men træneren ikke syntes at vi var helt gode nok til at være med på holdet. Ingen sagde det lige ud. Men man var udskifter og var heldig, hvis man kom ind de sidste ti minutter i en kamp – som var de kampe, hvor man førte stort – så der ingen risiko var ved at man som den ringeste kom på banen –Ja her lukkede, der sig så også en dør – ikke på en gang. Men man mærkede det tydeligt, at den dør, ikke var åben for en. 

Der er så mange døre i et liv.

Nogle døre er vi selv med til at åbne og lukke. Og andre døre lukker og åbner andre for os. Og nogle døre har ingen af os indflydelse på om de åbner eller lukker. 

Der er mennesker, der bliver alvorligt syge – kender vi nogen, der er blevet alvorligt syge så ved vi, at der med stor sandsynlighed måske allerede i 2025 bliver  lukket en dør. Døden er en dør, der lukker og ingenting er herefter det samme mere.

Vore kære kan blive gamle, syge og dø. At en man elsker dør – ja det kan være ventet og det kan være på tide.

Og alligevel er det så sært og mærkeligt hver gang det sker. At opleve, at ens kære dør og dermed er på den ene side af døren, mens man selv er på den anden side af døren.

Døren lukker i, siger vi, når en dør. Når nogen dør fra os – ja så kan vi ikke længere holde jul eller nytårsaften sammen. Det er så underligt og kan være så tomt. 

Og sådan oplever vi alle, at der er sorger. Nye, eller gamle sorger. Døre, som har lukket sig i imellem os og dem, vi holder af – måske ligefrem elsker. 

Dødens dør, den kan synes så uendeligt tung og massiv. Hvor kan man længes efter, at den skal åbne sig, den dør, om så bare med en lille bitte sprække, så vore kære kan komme tilbage til os, ja, om så bare for i aften. Men døren, den er lukket.  Det er ikke i vores magt at lukke den dør op.

Vi kan ikke andet end at stå og lytte ved den dør og håbe og tro, at der er liv og lys og varme og kærlighed i Guds store hånd inde på den anden side af døren.

Der, bagved døren, der tror jeg på, at enhver død – alle de mennesker som vi har haft kær, at de fejrer Nytår sammen med alle vores andre døde.

Hvert eneste år, der mange, der holder bryllup i kirken. Her står to mennesker sammen. To, der har til hensigt at være der for hinanden i med gang og modgang resten af livet. Det er en tryg dør man herefter sammen går ind ad. Det er en glædens dør. 

Hver eneste år, er der glædeligvis mange dåb i vores kirker. Her står familien med deres lille nye familiemedlem. For dem har der åbnet sig en anden dør. En dør, der åbner indad.

Med en familieforøgelse – da åbner der sig en ny dør. En dør, der gør nogle til forældre. Andre til søskende, Bedsteforældre, mostre osv.

Børn kommer til verden præcis som det skete for 2024 år siden, da Jesus som et lille barn kom til verden.

Og sådan er det måske også forundt nogen af jer, at der er døre, der har åbnet sig indad i jeres liv. 

Måske er der også kommet nye menneskebørn ind i jeres familier, eller nye svigerbørn, nye kærester, nye elskede, nye venner, nye navne, der står én nær.

Der kan træde store gaver ind gennem de døre, der åbner indad.

Mennesker i små og store størrelser kan komme til os og forandre alt. Så gælder det om, at se det skønne og glædelige heri. Så gælder det om ikke selv at være den, der skubber døren i. men være den, der åbner døren. 

Døre – de kan lukke sig så forfærdelig fast i – men de kan heldigvis også åbne sig og lukke nogen ind, som vi har trængt til skulle komme. Som vi kan have så megen glæde af, kommer ind gennem den dør.

Julenat, der åbnede Gud på vid gab døren til os. Han sendte sin søn. Og med barnet i Betlehem, der lukkede Gud en dør op til os.

Julenat slog Gud døren op på vid gab. Han ville gøre os det begribeligt – at det var hans kærlighedserklæring til os – at han vil os. Han vil os – som en god forældre vil sit barn. 

Gud trådte ind i menneskenes verden og kom os i møde med håb - tro og - kærlighed. 

Vi har så travlt med rende ud og ind gennem døre, at vi let kommer til at glemme det, der er det vigtigste – som netop er det Gud kommer med: Tro – håb – kærlighed.

Han åbner døren for os – hver eneste dag – hver eneste år.

Åbner døren – og fortæller os, at han er, hvor vi er.  Føler vi, at vi er bag en lukket dør – så er han der sammen med os. Føler vi at vi er i en åben dør så er han også der.    

Da barnet i krybben bliver stor og voksen, så siger han det så tydeligt selv.

Jeg er døren, siger han.

Jeg er døren, siger han, og så fortsætter han:  Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange.

Og på den dør har nogen malet den fineste graffiti, som findes.

Frygt ikke, men lev – står der.

Den er malet med røde bogstaver. Den er malet med hjerteblod.

Frygt ikke men lev – lille menneske. For gennem alle de døre, du gennem dit liv går ind og ud ad, der går vorherre med.

Kristentro er: At når en dør lukkes – åbnes en ny – ja måske end da to.

(I en parrenes – åh må vi også formå at åbne døre for hinanden).

Gud dør er altid åben. Derfor kan vi med den bedste forventning og med håb gå ind i år 2025.

Vær velkommen Herrens år – rigtig godt nytår. 

Lov og tak og evig ære være du vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, Amen.
 

Kære Himmelske Far, Herre over tiden og evigheden.

Vi kommer til dig på årets sidste dag og takker for året, som er gået.

Vi takker for gode oplevelser og erfaringer, for det vi lærte og husker som noget godt. For kærlighed, venskab, forståelse og fællesskab, som vi mødte.

Herre, tak for din kærlighed, tilgivelse og nåde, som var ny over os hver morgen.                                      
Vi har brug for din nåde og tilgivelse – for vi tænker også på det, som ikke lykkedes. På de gange, vi svigtede eller gjorde andre eller os selv ondt.

Vi beder for dem, som i dette år mistede en, de havde kær.

– for dem, der blev ramt af alvorlig sygdom eller ulykke

– for dem, som mistede hus og hjem også ude i verden,

– for dem, der stadig lever, hvor der er frygt og ufred,

– for dem, der oplevede at meningen med livet forsvandt

– for alle ensomme.

Herre, du kender selv deres navne.

Så beder vi for os selv og for dem, vi hver især tænker på lige nu.

Herre, vi vil bede for det nye år.

Lad os gå ind i 2025 i den tro og det håb, at alle tider er i din store og kærlige hånd.

Amen.