Martin Luther King. Stauning. 2Pac. Helle Thorning. Kendrick Lamar. Taylor Swift. Alex Vanopslagh.
Alle sammen er individer og ved I hvad:
individer er intet uden andre individer.
Altså, absolut intet uden andre individer.
Det er fællesskabet der skaber vigtigheden af at være et menneske og hvis der er 1 ting, som I skal huske idag, så er det dét
I er vigtige. I er ikke bare vigtige fordi I er unge - men fordi I er fremtiden!
Eller, rettere sagt, I skal til at bestemme jer for og finde ud af om I er fremtiden eller om I vil fortsætte alle de fejl, som feks min generation har gjort.
Tillad mig lige præsentere mig selv - Manilla, 30 år i dag
Som 7 årig flygtede jeg med min mor, far og seks søskende fra Afghanistan til Danmark.
Som 8 årig endte jeg i DK.
Som 10 årig så jeg på mit eget spejlbillede og var alt andet end tilfreds. Mit hår var for tyndt, min hud var for mørk og jeg gik i tøj som var købt i Bilka. Dengang var det ikke sejt.
Som 15 årig blev jeg smidt ud af en butik med ordene “denne butik er kun for Hr. og Fru Jensen.
At føle sig forladt og intet værd når en butikschef smider hele din familie ud. På baggrund af jeres udseende. Nej hvor gjorde det afsindigt ondt.
Som 20 årig fik jeg enormt mange spørgsmål. Private spørgsmål, som jeg ikke kunne sige fra over for.
Som 25 årig fik jeg at vide at jeg skulle tage tilbage til mit hjem.
Som 29 årig blev jeg kaldt for politisk perker på åben gade.
Så hvad er det jeg prøver at sige til jer?
Jeg prøver at sige, at når du først har de tunge oplevelser i din krop, så er de enormt svære at løbe fra.
Jeg prøvede at løbe fra mange egne følelser og oplevelser i al for lang tid. Og jeg lærte at sige fra, først da det begyndte at gøre for ondt.
Og jeg kan tydeligt huske, den dag det gjorde for ondt. Det var i september 2015. Jeg så den knap så charmerende spyttemand fra broen, ham, der spyttede efter flygtningene, som kom gående op ad de danske motorveje. Hans handling tændte en ild i mig.
Den ild har siden spredt sig som en steppebrand og givet mig energi til at samle ind til afghanske kvinder, arrangere debatarrangementer og demonstrationer, sig fra og blive ved med at italesætte problemerne. På mine præmisser.
Jeg står her og prøver at komme med det budskab som jeg selv manglede på jeres alder, nemlig at sige fra.
Sig fra inden det gør for ondt
Tag de svære samtaler op
Og forbered dig på en masse spørgsmål som livet tilbyder dig, på godt og ondt.
Og hvis du ikke vil sige fra, så sig fra for din sideperson. Personen der er ved siden af sidder måske med en følelse, men er ikke helt klar til at udtrykke det.
Følelse om uretfærdighed
Ensomhed
Usikkerhed
Og så tilbage til de fejl som min og tidligere generationer i tiltagende grad har begået og som I skal til at lære af.
Hvad vil I her i livet, udover ligesom min generation at tænke på mig, mig, mig, mig. Mine karaktererer, min uddannelse, min fitnesskrop, mine likes, mit nye tøj, mine oplevelser.
Hvad vil I her i livet, der handler om sidepersonen? Både dem der sidder ved jer her idag, men sandelig også dem I kommer til at møde på jeres vej de næste mange årtier. Så min opgave til jer er; find ud hvordan I både kan blive de bedste versioner af jer selv, men også hvordan I kan være de bedste til at være noget for andre. Ikke på en overfladisk hurtig måde, men ægte og dybe relationer med andre mennesker. Mit håb for jer er at I modsat min generation vender kurven og går fra mig, mig, mig, mig til os, os, os, os, os. Min drøm for jer at I formår at lave, dyrke og værdsatte fælleskaber. For måske handler livet mere end noget andet om fælleskaber. Både de helt store fælleskaber som en hel generation, men også de helt små fælleskaber, både de familiære, men også små fælleskaber hvor du ønsker din sideperson Eid Mubarak og deler opslaget om den muslimske pige som blev sendt hjem. Det lyder så banalt, men husk nu at gå op i fælleskabet, I smukke, dejlige, unikke og fantatiske individer.
Alle sammen er individer og ved I hvad:
individer er intet uden andre individer.
Altså, absolut intet uden andre individer.
Det er fællesskabet der skaber vigtigheden af at være et menneske og hvis der er 1 ting, som I skal huske idag, så er det dét
I er vigtige. I er ikke bare vigtige fordi I er unge - men fordi I er fremtiden!
Eller, rettere sagt, I skal til at bestemme jer for og finde ud af om I er fremtiden eller om I vil fortsætte alle de fejl, som feks min generation har gjort.
Tillad mig lige præsentere mig selv - Manilla, 30 år i dag
Som 7 årig flygtede jeg med min mor, far og seks søskende fra Afghanistan til Danmark.
Som 8 årig endte jeg i DK.
Som 10 årig så jeg på mit eget spejlbillede og var alt andet end tilfreds. Mit hår var for tyndt, min hud var for mørk og jeg gik i tøj som var købt i Bilka. Dengang var det ikke sejt.
Som 15 årig blev jeg smidt ud af en butik med ordene “denne butik er kun for Hr. og Fru Jensen.
At føle sig forladt og intet værd når en butikschef smider hele din familie ud. På baggrund af jeres udseende. Nej hvor gjorde det afsindigt ondt.
Som 20 årig fik jeg enormt mange spørgsmål. Private spørgsmål, som jeg ikke kunne sige fra over for.
Som 25 årig fik jeg at vide at jeg skulle tage tilbage til mit hjem.
Som 29 årig blev jeg kaldt for politisk perker på åben gade.
Så hvad er det jeg prøver at sige til jer?
Jeg prøver at sige, at når du først har de tunge oplevelser i din krop, så er de enormt svære at løbe fra.
Jeg prøvede at løbe fra mange egne følelser og oplevelser i al for lang tid. Og jeg lærte at sige fra, først da det begyndte at gøre for ondt.
Og jeg kan tydeligt huske, den dag det gjorde for ondt. Det var i september 2015. Jeg så den knap så charmerende spyttemand fra broen, ham, der spyttede efter flygtningene, som kom gående op ad de danske motorveje. Hans handling tændte en ild i mig.
Den ild har siden spredt sig som en steppebrand og givet mig energi til at samle ind til afghanske kvinder, arrangere debatarrangementer og demonstrationer, sig fra og blive ved med at italesætte problemerne. På mine præmisser.
Jeg står her og prøver at komme med det budskab som jeg selv manglede på jeres alder, nemlig at sige fra.
Sig fra inden det gør for ondt
Tag de svære samtaler op
Og forbered dig på en masse spørgsmål som livet tilbyder dig, på godt og ondt.
Og hvis du ikke vil sige fra, så sig fra for din sideperson. Personen der er ved siden af sidder måske med en følelse, men er ikke helt klar til at udtrykke det.
Følelse om uretfærdighed
Ensomhed
Usikkerhed
Og så tilbage til de fejl som min og tidligere generationer i tiltagende grad har begået og som I skal til at lære af.
Hvad vil I her i livet, udover ligesom min generation at tænke på mig, mig, mig, mig. Mine karaktererer, min uddannelse, min fitnesskrop, mine likes, mit nye tøj, mine oplevelser.
Hvad vil I her i livet, der handler om sidepersonen? Både dem der sidder ved jer her idag, men sandelig også dem I kommer til at møde på jeres vej de næste mange årtier. Så min opgave til jer er; find ud hvordan I både kan blive de bedste versioner af jer selv, men også hvordan I kan være de bedste til at være noget for andre. Ikke på en overfladisk hurtig måde, men ægte og dybe relationer med andre mennesker. Mit håb for jer er at I modsat min generation vender kurven og går fra mig, mig, mig, mig til os, os, os, os, os. Min drøm for jer at I formår at lave, dyrke og værdsatte fælleskaber. For måske handler livet mere end noget andet om fælleskaber. Både de helt store fælleskaber som en hel generation, men også de helt små fælleskaber, både de familiære, men også små fælleskaber hvor du ønsker din sideperson Eid Mubarak og deler opslaget om den muslimske pige som blev sendt hjem. Det lyder så banalt, men husk nu at gå op i fælleskabet, I smukke, dejlige, unikke og fantatiske individer.