Stiller jeg op igen?
Min gamle veninde, med- og modspiller gennem mange år, Lone Dybkjær sagde engang til mig: Husk Margrete, der er tre ting man aldrig må fortælle om: kommende devalueringer, utroskab og at man ikke stiller op igen.
De to første er jo indlysende, men hvorfor det tredje? Jo for så lyder det til at man allerede har meldt sig ud af kampen og bliver opfattet som en `Lame Duck’ - som de kalder det i USA
Det er jeg ikke
Men jeg har rigtignok været med i mange år:
Meldt ind i SF 3.okt 1972 - sort fortvivlet over at vi dagen før havde fået flertal for at gå med i det fæle kapitalistiske Fællesmarked. Men jeg havde dengang ingen planer om at blive politisk aktiv; jeg var lige blevet præst og havde på det tidspunkt to små børn.
Men den gik ikke. Natur og miljø var jeg allerede på barrikaderne for, og så kom kampen mod atomkraft som SFs dengang stærke mand, Morten Lange, var stor tilhænger af. Derfor kom jeg til mit første SF-landsmøde i 1975, hvor vi heldigvis var mange - og vi fik overtaget. SF var nu på vej til at blive et grønt parti, og vedvarende energi fortrængte snart a-kraft helt fra vores dagsorden.
Jeg har deltaget i 15 valg, og i 1979 blev jeg fuldt medlem af Folketinget - i verdens første parlamentsgruppe med kvindeflertal, 7 kvinder og fire mænd. Den var så god at selv mændene begyndte at spørge når der var noget de ikke vidste. Det kvindeflertal styrkede også den grønne dagsorden. Det er der tit ikke meget opmærksomhed på, men det er vigtigt at få med.
I 80’erne og 90erne havde vi andre men også gevaldige slagsmål, og jeg var da ved at gå ned flere gange: om vores forsvarspolitik hvor Gert brugte mig lidt som mineafsøger; jeg tumlede jo ud over marken, og hvis jeg kom frelst over, ok - så var det SFs politik, men røg jeg i luften undervejs, var han ret sød til at prøve at feje mig op, men så ventede vi lige. Og så havde vi især kampe om EU hvor nogle af os havde været så meget internationalt engagerede at vi indså at det gav bedst mening at være med og få indflydelse hvor det virkelig gjaldt.
Den var bisset, men i 2003 vandt vores fløj med bl.a. Gert Petersen, Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard - og i 2004 blev jeg valgt til EP. Jeg ville egentlig ikke, nok er jeg verdensborger, men jeg er det i Valby! Jeg havde dog reelt ikke noget valg.
I starten var det igen med mit politiske liv som indsats da jeg nægtede at gå i kommunistgruppen og valgte den Grønne Gruppe. Idag er SF er et skattet medlem af EGP, det Europæiske Grønne Parti.
Jeg kunne blive ved at fortælle SF-historie og historier i mange timer og gør det gerne, men ikke nu.
Men, vil I nok sige nu, du har været der så længe - er det ikke ok at holde op?
Mnjøh… Vi skal jo rigtig meget endnu: Klimakampen som vi har kæmpet i over 30 år - vi havde faktisk en forespørgsel i Folketinget i oktober 1990 efter den første IPCC-rapport, jeg havde kronik i Politiken, det står der alt sammen, vi har vidst det hele tiden; den er slet ikke vundet. Den sociale ulighed er vokset både i EU, i DK og især globalt. Naturen lider. For ikke at tale om den fortvivlede situation i det besatte Palæstina som kun er blevet værre. Mange har talt om det i dag, og tak for det. Der er SÅ meget at tage fat på. Og jeg selv er slet ikke færdig.
Alligevel: kroppen fortæller mig jævnligt at jeg altså ikke er 70 længere. Og vigtigt for min beslutning: SF har smadderdygtige mennesker på EU-barrikaden. Især har vi Kira som det har været en fornøjelse at samarbejde med de sidste 4 år. Hun er imponerende, og det vil være mig en stor glæde at støtte hendes valgkamp næste år hvis hun altså vil have mig med - som støtte. Vi har også fået Rasmus Nordquist med i SF, og det klæder i hvert fald ham, men det er også en gevinst for vores parti; han er ret dygtig. Jeg er sikker på at mange flere står på spring for at videreføre SFs kampe i Europa-Parlamentet for et grønt og socialt Europa der også er solidarisk nok til i fællesskab at håndtere flygtningeudfordringen. Vi har ikke talt meget om den idag, men den vil jo vokse, og vi har ikke se klimaflygtningene endnu. Det drejer sig i den grad om at vi står sammen, og vi passer på vores egen menneskelighed for hvis vi umenneskeliggør andre, er det vores menneskelighed der går tabt. Og selvfølgelig kan vi - for vi skal.
Bare rolig: jeg står ved min gamle trussel om at blive - også efter det år jeg endnu har i EP. Men selv min gamle valgkampsjakke er, som I kan se, ved at give op. Nej jeg tager ikke en valgkamp til.
Og i øvrigt er det vist også på tide at jeg finder ud af hvad jeg skal være når jeg bliver stor.
