Skip to content

Mette Frederiksens 1. maj-tale

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Mette Frederiksen
Formand for Socialdemokratiet

Dato

Sted

-

Omstændigheder

Arbejdernes internationale kampdag

Tale

Kære venner
En ny dag. En ny 1. maj. 
Snart et valg. Hvis det altså bliver udskrevet. Statsministeren har nu tøvet så meget, at vi får den længste valgperiode nogensinde i Danmark. 
Det kan godt bekymre én lidt, hvem regeringen lader sig inspirere af. I sidste uge mindede finansministeren mig f.eks. om, at man i Palæstina ikke har haft valg i 10 år. For år tilbage stod Belgien uden regering i cirka halvandet år. Det gik vist i øvrigt fint ... 
Herhjemme forudser mange en historisk grim valgkamp. Hvor pressemøder ikke handler om ny politik. Men om andres politik. Og mon ikke vi kommer til at høre en skræmmekampagne eller to? 
Det er i øvrigt forskellen på Venstre og Socialdemokratiet. Om Venstre kan man bare fortælle om deres rigtige politik. Det er skræmmende nok i sig selv :). 
Spøg til side.
Socialdemokratiet går en anden vej.
Vi fremlægger vores egen politik.
En ny retning for Danmark. En ny regering. 
I mere end 100 år har vi socialdemokrater stræbt efter et samfund med lav ulighed. Med lige muligheder. Et samfund, hvor vi hver især tager ansvar og gør vores bedste. Et samfund med ret og pligt. 
Vi er kommet langt. Men er vi kommet langt nok? Nej, det er vi ikke. Og historien viser os, at det både kan gå frem og tilbage. 
Hver generation har sine begivenheder og udfordringer, der bliver bestemmende. Min far er født i 1948. For ham står Cubakrisen, mordet på præsident Kennedy og den kolde krig som nogle af de store øjeblikke. 
Jeg er født i 1977. For mig er det Mandelas frihedskamp. Det er den unge student, der stopper kampvognene på Den Himmelske Freds Plads. Og det er selvfølgelig Murens fald, der er billederne af min tid. 
Hvordan bliver det for vores børn og unge? Jeg tror, det bliver klimakrisen. Store øer med plastikaffald i verdenshavene. Den unge Greta fra Sverige. Alt for varme somre og en voldsomt dårlig samvittighed. 
Men kære børn og unge; det er ikke jeres ansvar alene at redde jordkloden. Det er vores ansvar. Og I fortjener en regering, der er mindst lige så optaget af klima og miljø, som I er. 
Ikke en fodslæbende regering, der er mere sort end grøn. Lars Løkke Rasmussen har forringet klimaet og miljøet 39 gange. Ja, I hørte rigtigt. 39 gange har regeringen gennemført politik, der går imod klima og miljø. De har droppet ambitiøse mål for både natur og klima. De har vedtaget en landbrugspakke, der ikke var god for vores drikkevand. De har fjernet afgifter på farlig kemi. 
Hvis vi danner regering efter valget. Så skifter vi retning. Vi vil indføre en klimalov med bindende mål. Vi vil gøre Danmark fri af fossile brændstoffer. Vi vil indføre afgifter på plastik, og vi vil have mere fri natur i Danmark. 
Det er tid til et grønt Danmark.
Jeg vil et Danmark, der igen bliver mere retfærdigt. Retfærdigt og solidarisk. 
Vi vil bede bankerne om at betale et større samfundsbidrag. Vi vil sætte loft over lønbonusser. Vi vil bede dem, der har allermest, om [at] bidrage noget mere. 
I alt for mange år har uligheden bare fået lov til at stige. Nu skal vi en ny vej. I alt for lang tid er der blevet centraliseret. Nu skal vi en ny vej. 
I alt for lang tid er der blevet sparet og sparet i velfærden. Nu skal vi en ny vej. 
Sammen. 
Jeg kan ikke gøre det her uden jer. Hvis vi vil have rigtige forandringer, har vi brug for et styrket Socialdemokrati. Valget er jeres. Men I skal vide: Vi har brug for jer. 
Vi vil indføre en ret til tidlig folkepension til dem, der er mest nedslidte. 
Mange år på arbejdsmarkedet og et dårligt arbejdsmiljø sætter sine spor. Ondt i nakken. Skuldrene. Måske ben og hofte. Ryggen. Mange års hårdt fysisk arbejde. Nedslidning kan også være psykisk. Selvfølgelig kan den det. 
Flere og flere lever længere. Mange har både lyst og helbred til også at arbejde længere. Det er godt. 
Men hvad med dem, der ikke kan? Dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Dem, der er mest nedslidte. Som har gjort deres for det her samfund. Dem, som ikke længere kan gå på efterløn, fordi den er blevet skåret så meget ned. 
Kære venner
Jeg vil kæmpe med næb og klør for, at de får ret til selv at bestemme, om de vil gå tidligere på pension. 
En dag lukke døren bag sig. Vide de har gjort deres. Og stoppe på arbejdsmarkedet. Inden de bliver så syge, at seniorførtidspension er svaret. 
De borgerlige partier ødelagde efterlønnen. Og for et par år siden prøvede Lars Løkke gudhjælpemig at forhøje pensionsalderen? Det fik vi heldigvis forhindret. 
De partier, der forringede efterlønnen, sidder nu og forhandler om seniorførtidspensionen. 
Åbenlyst fordi valget nærmer sig. 
Det svarer lidt til en boligejer, der opdager en fugtskade. Uden at gøre noget ved det. Men så efter flere år – lige inden huset skal sælges – så bliver fugtskaden malet over. 
Det er derfor, det er en god ide at alliere sig med en byggesagkyndig, når man køber hus. 
Er man i politik, er det en god ide at alliere sig med en socialdemokrat. 
At forbedre seniorførtidspensionen. Det støtter vi selvfølgelig. Hellere lidt end intet. Hellere for sent end aldrig. Men: Det er ikke nok. 
Man skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden man bliver så syg, som en seniorførtidspension kræver. Dét er forskellen. 
Der har været en overvældende kritik af vores pensionsforslag. Regeringen. Finansministeriet. Førende økonomer. Lederskribenter. Folk med gode uddannelser. Folk med gode job. 
Det får kun mig til at slås endnu mere for vores forslag om tidligere pension. 
Det skal ikke være sådan, at en reform altid betyder forringelser for almindelige mennesker. En reform under min regeringsledelse skal også kunne betyde det modsatte. Forbedringer. Nye muligheder. Retfærdighed. 
Og lad mig være hudløst ærlig. Jeg kan ikke love, at alle, der føler sig nedslidte, vil blive omfattet af den ordning, vi gerne vil gennemføre. Vi har konkret peget på, hvordan vi vil finansiere tre milliarder til opgaven. Vi beder blandt andet bankerne om at bidrage mere. Tre milliarder løser ikke alle problemer. 
Men vi kan gå i gang. Sammen med arbejdsmarkedets parter. Så det bliver gjort ordentligt og grundigt. Så vi sikrer, at mænd og kvinder behandles lige. Det handler om jer, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Jer, der har haft de hårdeste job. Det dårligste arbejdsmiljø. 
Nu er det jeres tur. 
Og til alle jer, der ligesom mig er så heldige at få et arbejdsliv, hvor knæene eller ryggen ikke går i stykker: Nu er det tid til at være solidarisk. 
Det er tid at stå op for ham ved siden af dig. Eller hende. Det er tid til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 
For mig er det faktisk kernen i at være socialdemokrat. Retfærdighed. Denne her gang er det nogle andres tur. 
Vi skal have genoprettet samfundskontrakten.
Nej. Vi skal have en ny samfundskontrakt. 
Derfor. En opfordring til de voksne: Skal vi ikke afskaffe omprioriteringsbidraget på de unges uddannelser? Vise de unge, at vi handler, når det gælder klimaet? Sikre at der er pædagoger nok til vores børn? 
Samtidig. En opfordring til de unge: Skal vi ikke indføre en ret til tidlig folkepension til dem, der er nedslidte? Sikre en ordentlig velfærdsøkonomi. Så der bliver flere medarbejdere til at tage sig af vores syge og ældre. Det er jo dem, der har bygget det her samfund op. 
Og så noget, som ikke er en opfordring. Men som er en klar besked. Til dem i toppen af vores samfund. Til bankerne. I har også et ansvar. Vi kommer til at bede jer om [at] bidrage mere. Vi vil et opgør med den grådighed, der har vist sig i dele af vores samfund. 
Kommer det til at ske med en borgerlig regering? Nej. Det kan kun Socialdemokratiet levere. 
En ny samfundskontrakt. Så de bredeste skuldre igen bærer de tungeste byrder. At vi hver især gør, hvad vi kan for fællesskabet. 
Der er ikke noget, vi ikke kan gøre i fællesskab. Lad os prioritere det, vi er fælles om. 
Og til Lars Løkke: Det kniber gevaldigt med at få udskrevet det valg. Men du skal vide én ting. Ligegyldigt hvor lang tid du venter. Om du trækker valgudskrivelsen til det absolut sidste øjeblik. Vi bliver ikke trætte. Du kan ikke køre os trætte. 
Hvis vi socialdemokrater får muligheden for at danne en ny regering efter valget. Så vil vi søge det brede samarbejde. Der er ikke ét parti, vi kan gøre alt med. Men der er mange partier, vi kan gøre meget med. 
Det er ikke tid til at puste til had, splittelse og konflikter. Tværtimod. Det er tid til at samle Danmark igen. 
Vi vil velfærd først. 
Vi vil et centraliseringsstop. 
Vi vil løse klimakrisen. 
Vi vil en realistisk og retfærdig udlændingepolitik. 
Og vi vil indføre en ret til tidlig folkepension. 
Danmark kan blive en endnu bedre udgave af os selv. Det er tid til en ny politik. Det er tid til en ny regering. 
Socialdemokratiet. Vi er klar til valget. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags