Mette Frederiksens tale ved mindehøjtidelighed for Poul Schlüter

Kære Mie, Anne Marie, Søren, Peter, Carina og Niclas.

Mine varmeste tanker går i dag til jer.

Kære alle her i salen. Og alle jer andre, som ser med lige nu.

Danmark har mistet en folkekær politiker og en ægte statsmand.

Det er med ydmyghed, at jeg i dag på danskernes vegne vil forsøge at sætte ord på vores fælles afsked med Poul Schlüter.

Han var og er en af de store skikkelser i moderne Danmarkshistorie.

En respekteret og enestående dygtig politiker, der brændte for vores fædreland.

Og en statsminister, som påtog sig ansvaret for vores land i mere end et årti.

1980’erne var præget af store opbrud, herhjemme og ude i verden.

Poul Schlüter var statsminister, da Berlinmuren faldt, og en ny tid begyndte i Europa.

I en periode med store og svære beslutninger vil han blive husket for den pragmatisme –  som på tværs af holdninger og interesser – skabte resultater, der står klippefast. 

Afgørende samfundsbeslutninger. Også af økonomisk karakter.

Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Der helt konkret vidner om udvikling og fremskridt.  

En stærk opbakning til NATO, da andre snublede.

Og vigtigst: Arbejdsmarkedspensionerne. Deres betydning – for os alle sammen – kan ikke undervurderes.

Det er den pensionsopsparing, som millioner af danskere – mange af jer, der ser med i dag – kan se på lønsedlen hver måned.

Og som giver tryghed, når man bliver ældre. Det er fantastisk, at de fleste lønmodtagere kan gå på pension med en opsparing i millionklassen.

Danmark er et af de lande i verden, hvor der er den bedste pension for mennesker med helt almindelige indtægter.

Alt det takket være den aftale, som Schlüters regering indgik med fagforeninger og arbejdsgivere i 1987.

Arbejdsmarkedspensionerne er den mest langsigtede velfærdsreform i årtier.

Poul Schlüter erklærede selv, at det var hans største bedrift. Og det siger nogle vigtige ting om hans lederskab.

For det første en eminent evne til at række ud og samarbejde bredt. Udogmatisk. Med de konkrete løsninger for øje.

For det andet en forståelse for den betydning, velfærdssamfundet har for Danmark og dermed for os danskere.

For det tredje en udtalt pragmatisme. Poul Schlüter var ikke så konservativ, at det gjorde noget. Og i øvrigt var ideologi noget bras.

Jo, han forstod at sige tingene. Så vi husker dem.

Han forvaltede magten med en uimponeret og egentlig meget dansk tilgang.

Den undertippede sønderjyde blev den længst siddende statsminister siden Stauning.  

Til stor overraskelse for mange. Måske også for ham selv.

Lidt som det danske landshold i fodbold, der kom med på et afbud, fandt det bedste i sig selv og vandt guldet og æren.

Eller som du sagde det, Søren, i din gode tale – den grimme ælling, der bliver til en svane.

Han var statsminister i en tid uden livvagter. Hvor der blev drukket whisky og røget pibe på kontoret. Og grundlaget for regeringen blev klapret ned af manden selv, med fynd og klem på en skrivemaskine af mærket Torpedo.

Det lyste ud af ham, at han elskede sit arbejde. Han har sagt, at det er svært at blive statsminister. Han har ofte givet udtryk for, at det var svært at holde op med at være statsminister.

Men at være statsminister. Om det har han kort og godt sagt "Det er dejligt," og tilføjet: "Alle skulle have lov til at prøve det!"

Han havde en dyb forståelse for den drivkraft, det giver at have en positiv tilgang.

I sin sidste nytårstale sagde han: "Den brydningstid, vi lever i, skal ikke være skumring, men gry."

Med den reference til en gammel sang – ramte han noget særligt i sin egen tid.

Og i vores tid i dag.

Ikke skumring, men gry.

Lige nu står vi ved afslutningen af en historisk krise. Der har været omkostninger for mange. Men det kunne have været meget værre, og jeg har grundlæggende en stor tro på Danmarks modstandskraft.

Pessimismen kan et land, der tragter efter udvikling, ikke bruge til noget. Det er heldigvis heller ikke den, der dominerer i Danmark.

Det er med optimisme og fremtidstro, at vi igen skal se fremad. 

Her kan vi lade os inspirere af Poul Schlüter, der nærmest havde optimismen som et princip.

Han var et musisk menneske. Med humor og livsglæde. 

Som kunne svare journalister med et afvæbnende modspørgsmål: ”Hvad synes du selv?”

Man skal ikke dyrke uenigheden. Men respektere sine politiske modstandere. Det var hans filosofi.

I dag er grundlovsdag. Og jeg kan ikke forestille mig en mere velvalgt dag at tage afsked med et af de helt store egetræer i demokratiets skov.

Også i dag har vi brug for et bredt demokratisk rum. På tværs af mennesker og holdninger.

Ikke kun i politik. Men i hele vores samfund.

Evnen til at se en sag fra flere sider.

Så vi kan starte en fælles samtale om de afgørende spørgsmål.

Ikke splittelse. Men samtale.

Med blik for balancerne og nuancerne.

Det er demokratiets kerne.

Det blik havde Poul Schlüter.

Charmerende, underspillet, med glimt i øjet.

Men tag ikke fejl. Poul Schlüter var en stærk statsminister. Et stort menneske.

Dertil en elegant sprogkunstner. Jeg kan ærlig talt godt engang imellem savne den lune og det vid i den offentlige debat.

Der er mange gode og rammende citater. Nu kommer der ikke flere. Det sidste punktum er sat.

Poul Schlüter vil blive savnet. Nu er hans plads i vores fælles historiebog.

Æret være Poul Schlüters minde.