Danmark er et fantastisk land. Men tiderne er svære. Der er krig i Europa og økonomisk usikkerhed. Priserne stiger på alt dét, vi har brug for – på mad i supermarkedet, på strøm og på varmen. Den utryghed, det er den vigtigste politiske opgave lige nu: at få Danmark godt igennem krisen. Vi ved, det kan lade sig gøre, for ligesom vi klarede corona, så klarer vi også den modgang, som vi står overfor nu, men det kommer til at kræve mindst lige så meget af os danskere hver især og af os alle sammen som samfund. Midt i en international krise – sikkerhedspolitisk, energipolitisk, økonomisk, så er det selvfølgelig ejendommeligt med et folketingsvalg. Det er ikke desto mindre dét, der er ønsket fra et flertal i Folketinget, og derfor har jeg i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget. Socialdemokratiet går til valg på at danne en bred regering. En regering som skal få os trygt igennem usikre tider. Virkeligheden – jeres virkelighed – den handler om samarbejde. Og valget handler om, hvem der kan få det til at lykkes.
Socialdemokratiet vil hjælpe jer, som krisen rammer hårdest, og de dele af Danmark som den tynger mest. Vi foreslår en helhedsplan for velfærdssamfundet, bedre løn og arbejdsvilkår. Mere tid til omsorg og et opgør med bureaukratiet. Vi vil tage det næste store skridt på klima, så Danmark bliver ved med at gå forrest i den grønne omstilling.
Vi vil føre en stram udlændingepolitik. Styrke vores danske værdier og sammenhængskraften. Og så vil vi selvfølgelig holde fast i en ansvarlig økonomisk politik. Og huske på dem og på jer, der måske bliver glemt i valgkampen. Mennesker med handicap. De allermest udsatte børn. Den ensomme ældre. Unge i psykiatrien, og dig der ikke tør gå ned i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, som forpester din hverdag. Og så vil vi huske på alle jer i tusindvis af helt almindelige danskere, som kan se jeres løn og jeres pension blive udhulet på grund af inflationen.
I Socialdemokratiet der går vi til valg på socialdemokratisk politik – som I kender os. Men vi er klar til både kompromisser og til samarbejde. For med de svære tider, vi lever i. Med den modgang Verden står overfor, kriser der griber hinanden, så er tiden kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark. Et mere forpligtende politisk samarbejde. Dét vil vi gerne stille os i spidsen for. En bred regering med partier fra begge sider af den politiske midte. En regering, som fortsat skal bistå vores allierede og vores naboer i Ukraine med at vinde krigen og med reformer løse de langsigtede udfordringer for Danmark.
En valgkamp betyder selvfølgelig, at de politiske forskelle, de vil blive tegnet op. Skal vi holde fast i vores stærke danske velfærdssamfund. Skal vi fortsætte en ambitiøs grøn omstilling, eller er tiden til at kaste Danmark ud i et historisk eksperiment og afskaffe topskatten. Dét er nu op til jer vælgere. Folketingsvalget i 2022 bliver et tryghedsvalg. Tryghed for den enkelte, for familierne, jeres økonomi og hverdag. Og tryghed for Danmark, Europa og Verden.
Jeg er stolt af de resultater, den her regering har opnået i mere end tre år. Dét, vi sagde før valget, har vi gjort efter valget. Og nu beder vi om et fornyet mandat tirsdag den 1. november, hvor Danmark skal til valg.
Lad os passe på hinanden og på fremtiden.
Lad os passe på Danmark.
God valgkamp alle sammen.