Mine Herrer!
Det er kun lidt, hvad vi i Danske Samfund har gjort eller kan giøre til, at vort Folkeraads Fødselsdag bliver en aarlig Høitidsdag, en Folke-Fest i Danmark, og det er klart, at, skal det skee, da maa Folke-Raadet selv giøre Sit dertil, ingenlunde som Lovgiver, thi tvungen Glæde er nødvendig Sorg, men som en god Raadgiver, Folket føler, vi har baade Ære, Gavn og Glæde af. Vel tør jeg sige, at hvad Danske Samfund, lige fra sin Fødsel, har gjort til at indprænte baade 11te Februar, 2den April og 28de Mai i sin egen og Efterslægtens Ihukommelse, vilde netop være en stor Berømmelse for Samfundet, naar disse Hædersdage, og hvad de minde om, desuagtet nedsank i Glemsel; thi at værne om ædle Fædres og Bedrifters Minde, naar det, svagt og ringeagtet, er nær ved at hendøe, ogsaa det er at være sit Fædreland tro til Døden, hvad aldrig vil fattes en Hæders-Krands, saalænge Ædelmodighed lever paa Jorden; men en saadan Hæderskrands, som venter de Sidste, der glødede ved Fædrenes Minde, den er det nødvendig langt fra os at begiære, da det meget mere er vort inderlige Ønske, at den ringe Begyndelse, vi har gjort til, med Tale og Sang, at oplive Fædrenes Minde hos deres Børn, snart maa glemmes, baade over en Kongelig og Folkelig Høiskole til det Samme, og over Folkets almindelige Jubel paa sine Høitidsdage! Og dette vort fælles Ønske vedkiender jeg mig alle Dage som mit Haab, thi vel har dette Haab for Øieblikket saameget Skin af Urimelighed, at det kanskee maa synes Mange latterligt, men det er dog saa sødt for hver Dannemand, at hvem det lever hos, som det, Himlen være lovet, ogsaa idag lever hos mig, vil ikke blot dristig vedkiende sig det, men smiler rolig ad alle Ophævelser om dets Urimelighed.
Ja m. H. jo ældre jeg bliver, des fastere sammenvoxer dette Haab med min Sjæl, dette min Ungdoms dristige Haab om det gamle Danmarks Gienfødelse og Fornyelse i Fædrenes Aand, og jo længer jeg lever, og jo meer jeg lærer, des lysere bliver i denne Henseende mine Udsigter; thi jeg mindes mange Veirlys fra min Ungdom, som kom og svandt, men hvad der for mit Øie var Danmarks Morgen-Stjerne, fordunkles nu af hvad jeg kalder Dagningen, og derfor kan jeg nu baade see og sige tydelig, hvoraf mit Haab oprandt og hvorpaa det hviler.
To Sandheder giennemlynede mig tidlig, og blive mig daglig mere indlysende, den Ene er en Natur-Lov for Menneske-Livet, og den Anden et Historisk Vidnesbyrd om Danmark, og dem vil jeg idag tage mig den Frihed lidt nærmere at udvikle, vis paa, at hvem de to Sandheder blive indlysende, kan umuelig elske Danmark uden at dele mit Haab.
Menneske-Livet udvikler sig kun blomstrende i det Nærværende, forsaavidt det finder sin Rod i det Forbigangne og søger sin Frugt i det Tilkommende, saa, for at blomstre, maa Folke-Livet søge sin Rod hos Fædrene og vente sin Frugt af Børnene, og vi veed Alle, det er Mindet, eller den levende og kiærlige Ihukommelse, der indvortes knytter os til Forfædrene og Efterslægten til os. Dette er Natur-Loven, som vel i forrige Aarhundrede blev høirøstet bestridt og dumdristig trodset, her, som hardtad allevegne, saa vi hørde det baade i Kamrene og paa Tagene, at Mennesket vilde være allerkraftigst og blive allerlykkeligst, naar man, ligesom Markens Dyr, glemde den store Fortid og den grændseløse Fremtid over det nærværende Øieblik; men denne dyriske Vildfarelse af en dødfødt Selv-Klogskab, og denne magtesløse Trods mod urokkelige Love, maatte netop tjene til at sætte Sandheden om Menneske-Livet fra Slægt til Slægt i et klarere Lys, saa nu er det kun Gienfærd fra det forrige Aarhundrede, der i Mørket mumle om, at det er med Mennesket som med Kvæget paa Marken, og i det nærværende Aarhundrede søge selv Franskmænd at knytte sig til deres Fortid og oplive deres Fædres Ihukommelse!
Selv Franskmænd, siger jeg med Flid, begynde at blive historiske, thi naar selv disse det flygtige Øiebliks fødte Præster giør Røgelse paa Mindets og Fortidens Alter, hvad er da Andet ivente, end at Fædrenes Minde vil leve op i hele Christenheden, kun med større og mindre Kraft og Varme, eftersom det falder Folkene meer eller mindre naturligt, saa, naar det kun er en historisk Sandhed, at Danmark fra Arildstid var de kiærlige, søde, dybe, uudslettelige, Minders Hjem, da kan det umuelig feile, at jo disse Minder blandt os og vore Børn vil opleve et mageløs herligt Gylden-Aar!
Og m. H. naar jeg nu paastaaer dette om Danmark, som en historisk Kiendsgierning, da smigrer jeg mig virkelig med, at den Paastand behøver kun en lille Oplysning, som jeg kan give, for at alle Dannemænd vil indsee dens Rigtighed, see med deres egne Øine, at Danmark virkelig, fra Skjolds og Frodes til Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Dage, var en saadan Kiærminde-Lund, hvor Ilden paa Fædernelandets Alter, selv naar den syndes slukt, var kun fæstet, ulmede under Asken og blussede op, naar Uveiret kom, naar Hvirvelvinde legede med Asken og Jordskælv rystede Alteret i sin Grundvold. For at see det, behøve vi nemlig ingenlunde at gaae tilbage til den graa, den fjerne Oldtid, hvor kun Faa kan følge os, og endnu Færre skielne det Virkelige fra det Fabelagtige, som i Sagnet altid sammensvæver, behøve vi ikke engang at beraabe os paa den dunkle, brogede Middelalder, da Folkene blindt fulgde alle Hjertets Indskydelser, baade gode og slette, saa for den Sags Skyld kunde vi godt lade staae ved sit Værd, hvad dog er meget for smukt til at oversees: ikke alene, om de ældgamle Dannemænd virkelig bar “tre Aar om Land, Kong Frode den Fredegode” og kronede hans Minde-Skjald, men ogsaa, om Fædrenes Minde, under Slave-Stormen, virkelig opblussede hos de berømte Valdemarer og hos Helte-Brødrene, Axel og Æsbern Snare, og om det virkelig var af Fædernelands-Kiærlighed, Niels Ebbesen glødede, da han vovede og opoffrede sit Liv for det undertrykte, sønderrevne, som det syndes, uden Redning forlorne Danmark! Ja m. H. hvad der giør Historiens Vidnesbyrd om Dannemænds udødelige Kiærlighed til Fædrene og gamle Danmark saa mageløs indlysende, er, at vi kan blive staaende ved Nyaarstiden, baade lys og kold nok, og dog see det Samme, behøve kun at pege paa nye og sikkre Kiendsgierninger, for at Alle, som vil, kan see det, ja, for at Alle, som ikke med Flid vende Øinene bort, maae see det. Hvad der skedte her i Kiøbenhavn ved Beleiringen, i den haarde Vinter, under Kong Frederik den Tredie; og hvad der skedte tæt herudenfor, paa Kongedybet, i det tordensvangre Foraar, i Frederik den Sjettes Ungdom, og endelig, hvad der skedte paa Amalienborg, en Maidag i hans Alderdom, kun for elleve Somre siden, det er jo saa sikkert og vist, som hvad der skedte igaar, saa, naar det vidner om den Danske Fædernelands-Kiærlighed, som mageløs dyb og udødelig, da er dette historiske Vidnesbyrd aabenbar tusind Gange klarere end det, der udspringer fra langt mere glimrende Begivenheder enten i Oldtid eller Middelalder!
Gaae vi nemlig tilbage til Oldtiden, og lade os ikke kyse af Indvendingerne mod det Enkeltes Paalidelighed, som Noget, der ikke anfægter det Heles Troværdighed, saa maae vi dog tilstaae, at brændende Fædernelands-Kiærlighed var da noget Hverdags overalt, hvor man fandt Mennesker, som havde et Fæderneland; og stirre vi paa Middelalderen, da see vi let, at i disse de dunkle Følelsers Herre eller Frue-Dage, vidste Folkene sjelden selv hvad der drev dem, og viiste det aldrig saa klart, at jo modsatte Giætninger om deres Bevæggrunde tit kan synes omtrent lige rimelige. I det Syttende Aarhundrede derimod, veed vi, at Fædernelands-Kiærlighed, selv i ringe Grad, var rar at finde overalt i Christenheden, og de ulykkelige Svenske Krige viiste kun alt for klart, at ogsaa i Danmark var Kulden stærk, som i en Hjerte-Vinter, og derfor staaer Danmarks Hovedstad, med sit løvemodige, standhaftige Selv-Forsvar, unægtelig som et Vidunder i Verdens-Historien, kun forklarligt af en dyb Fædernelands-Kiærlighed, der ulmede, som en Gnist under Asken, men blussede mægtig op i det sidste Øieblik, da Hjertet følde, det gik paa Liv og Død, saa hvem der endnu havde mindste Kiærlighed til gamle Danmark, og ei vilde see det nedtraadt i Støvet, sønderlemmet og deelt som et Bytte, udsuet og forhaanet af de Fremmede, hvem der ikke vilde, ikke nænde det, maatte, hvad det saa end kostede, beslutte sig til at staae og falde med de sidste Volde, der endnu værnede svagt om Danmarks Krone, om alle Danske Minder, og om det Danske Kongeriges ældgamle, vidtberømte, kiærmindekrandsede Navn! Jeg er derfor ganske vis paa, at jo klarere Lyset opgaaer baade over Danmarks og over hele Verdens Historie, desmere skal de Kyndigste og Viseste beundre Danmarks Hovedstad i det Syttende Aarhundrede, da den, som ved et stort Mirakel, forvandledes til Rigets Hjerte, og holdt sig som et Kongeligt Hjerte-Kammer, i en Dronning-Barm, der lader haant om alle Fristelser og afslaaer alle Storme!
Dog, m. H. idag har jeg veiet mine Ord, thi jeg vilde ikke selv henrives, jeg vilde oplyse, og derfor vil jeg sige ret udtrykkelig: den høiadelige Tænkemaade, som den Danske Hovedstads Borgerskab og Middelstand i det Syttende Aarhundrede viiste, baade under og efter Belejringen, denne høiadelige Tænkemaade hos Borgermænd og lavbaarne Præster, som Rigets Fare umuelig kunde skabe, men kun bringe for Lyset, den er virkelig, saavidt jeg veed, aldeles mageløs, er et ligesaa stort som elskeligt Vidunder, og et soleklart Beviis paa, at saa fædrelandskiærligt, som det Danske, har dog i Grunden intet andet Folke-Hjerte banket, en saadan tredobbelt Seier over en frygtelig, haardnakket Beleiring, og over en dybt rodfæstet Adels-Vælde, men først og sidst over sig selv, har intet andet Borgerskab vundet!
Midvinters-Festen, til Minde om Fædernelandets Frelse af Dødens Strube, den vil da sikkert, ligesom Julefesten fra Arildstid, blive den almindeligste og hjerteligste Folke-Fest i det oplyste Danmark; men derfor vil dog Vaar-Festen, til Minde om Torden-Braget paa Kongedybet, i det Nittende Aarhundredes Morgenstund, “før Soel gik op,” ingenlunde savne Deeltagelse, men især blive den dristige, glødende, sværmende Ungdoms store Høitid, og, da intet Land har kiærligere Forældre end Danmark, ogsaa for Ungdommens Skyld, om aldrig for Andet, blive saare høitidelig. Det vil heller ingenlunde være uforskyldt, thi vel kan Daaden paa Kongedybet ingenlunde maale sig med Hovedstadens Heltegierning, var ingen tredobbelt, men kun en halv Seier, og falder langt forklarligere, da i nærværende Aarhundrede Fædernelands-Kiærligheden aabenbar vaagner hos Folkene, allevegne, hvor den var før; men ligesom Kongedybet flyder naturlig sammen med hele Havet, saa flyder Kampen derover dog ogsaa historisk sammen med alle Danske Bedrifter paa “Bølgen blaa,” hvoraf selv Nyaarstiden har saamange, at Synet med Nødvendighed bliver stort, og desuden er det ikke blot mærkværdigt, men høist besynderligt, at Danmark skulde være det første Land, hvor Fædernelands-Kiærligheden vaagnede, lyslevende, i det Nittende Aarhundrede, saa Dets allertidligste Vaarblomster bogstavelig spirede til Hæders-Krandsen for vore “Helte af anden April.” Høist besynderligt, maa den oplyste Historiker sige, som seer, at netop paa den Tid var Danmark stærkest oversvømmet af det Attende Aarhundredes iiskolde, hjerteløse Oplysning, kun forklarligt af en lønlig Kraft i det Danske Folke-Hjerte, der kan sove som Steen, men vaagner dog strax, naar Fædrelandets Haab, det lille Barn, græder, og overdøver da med sin Stemme ikke blot alle Hovedets Indvendinger, men selv et Torden-Brag, som det, Verdens frygteligste Tredækkere, anført af Engelands berømte Vovehals, 1801 vakde paa de Danske Strømme!
Og nu endelig Daaden, hvorom denne Sommerdag nærmest minder, Kong Frederik den Sjettes Daad, og især den Kiærligheds Gierning af ham, som det nydanske Folkeraad er, mon den ei skulde vidne klart om den Kongelig-Danske Fædernelands-Kiærlighed, mageløs i sin Tid, eller skulde maaskee en oplyst Efterslægt ei engang finde den et Maigilde værd paa de hundrede Øer, for det meste meget smaa, og paa den brune Hede? Jo, saa vist, som Folkeraadet var Kronen, Frederik den Sjette, graahærdet, satte paa sit halve Aarhundredes Værk til Danmarks folkelige Gienfødelse og Oplysning; thi hvad det Danske Folke-Hjerte, naar det kommer ret til Orde og kan udtrykke sine Følelser, vil sige om den Konge “hvis Bønder ham bar, som Valdemar, som Frode om Land, med Taare klar,” det har vi vel alle følt, det slog selv et Øieblik den store Verden, da den med Forundring hørde Folke-Sukket bruse giennem hundrede Harper ved Frederik den Sjettes Baare, som ved Balders Baal!
Vist nok m. H. var det langt meer den ældre end den yngre Slægt iblandt os, som med dyb Vemod hørde det Sorgens Budskab, at Frederik den Sjette, et Vidunder af Fædernelands-Kiærlighed paa Thronen, ei blot i sin Tid, men i Aarhundreder, denne Kongelige Bondeven, Danmarks ædleste Borger, der stod kronet og salvet midt i sit Folk, som mellem Brødre, at han var samlet til sine og vore Fædre! Ja, det var kun alt for kiendeligt os Ældre, dem, der havde glædet sig ved hans Ungdoms Ry, havde sørget med ham over Danmarks Trængsel, haabet med ham paa bedre Dage, havde lært i Livet, at et Hjerte som hans er allevegne mere værdt end mange lyse Hoveder, og er paa Thronen uskatterligt, og var graanede under hans milde, faderlige Septer, os, som græd varme Taarer ved hans Kiste, og det maa altid blive den ældre Slægt af Dannemænd, der ret kan skiønne paa Folkeraadet, som i det Hele paa Frederik den Sjettes Daad; thi hvor ægte Kongelige end Begge var, saa havde dog hverken Hans ædle, elskelige Personlighed, eller Hans lange, velgiørende Virksomhed, noget Glimrende, men tvertimod noget saa saare jævnt og tilsyneladende Hverdags, at kun de Erfarne vil vide at skatte dem, kun den skærpede Opmærksomhed og det øvede Blik kan opdage det Dybe og Frugtbare, Faste og Afgiørende, altsaa det Store i ham og hans Kongelige Daad. Baade Ham og Danmark uværdigt vilde derfor Maigildet blive, dersom Ungdommen, der sjelden lader den beskedne Fortjeneste og den stille Virksomhed skee Ret, og aldrig vil forstaae at udvikle deres høie Værd, skulde lede Betragtningen og føre Ordet; men vi vil ogsaa haabe, den Dag oprinder snart, skiøndt vi tør ikke sige, den er oprundet, da de Ældres Stemme vil i Danmark tilbagevinde sin tabte men naturlige Vægt, saa hvad Oldingen mindes med Ærbødighed, vil ogsaa blive Ungersvenden høitideligt, hvad Fædrene erklære for en stor Kiærligheds-Gierning og et folkeligt Storværk, vil ogsaa Børnene lære at elske og knytte glade og store Forventninger til.
Ja m. H. jeg venter Deres og jeg venter Danmarks Tilgivelse, fordi jeg, paa en Høitidsdag som denne, giver en sørgelig Sandhed Røst, saa høi en Røst, som Aarene, der giør os Alle lavmælede, tillade, den sørgelige Sandhed, at Menneske-Naturens Orden ogsaa hos os, som vel, udenfor Engeland, overalt i Christenheden, blev i det Attende Aarhundrede forrykket, og er i det Nittende endnu ikke kommet ilave, saa endnu tænke vel de Fleste, det er de Unge, der skal føre Ordet, og de Gamle, der skal tale dem efter Munden eller tie, de Unge, der skal føre an, og de Gamle, der skal følge efter eller krybe i Krogen, hvad dog aabenbar er den forkerte Verden, er den bagvendte Orden, altsaa en frygtelig Uorden. Det strider nemlig ikke blot, som Enhver kan see, mod al Ret og Billighed, da det aabenbar tilfalder dem, der har Tiden for sig, ei dem, der snart har lagt den tilbage, at tie og bie, men det maa nødvendig, skiøndt Ungdommen naturligviis ikke forudseer det, have de bedrøveligste og ulyksaligste Følger, naar de skal vise Veien, som ei selv har reist den, og naar hele Menneske og Folke-Livet skal rette sig efter deres Hoved, som, hvor godt end Hovedet kan være, endnu af Erfaring kun kiende meget lidt til Livet, og fattes tillige i Regelen den stadige Eftertanke og rolige Besindighed, som hører til ret at benytte sin egen, end sige da Andres, hele Folkets og Menneske-Slægtens, Livs-Erfaring, eller, kan de virkelig nøies med Mindre, de, der i vore Dage vil give de menneskelige og borgerlige Forhold en ny Skikkelse, naar det ikke skal blive en Omvæltning til Undergang, men en Opreisning til Folkeheld!
De maae ikke troe m. H. at jeg skyder Skylden for denne frygtelige Uorden ene paa Ungdommen, end sige da paa de Yngre for Øieblikket! Nei, som Historiker, veed jeg godt, det er en Brøde, som vi Alle og som flere Slægter dele, en Brøde, vi derfor, om det skal gaae godt, ikke maae skyde paa hinanden, men skulde heller kappes om at afsone, for at ikke det velsignede Fæderneland, som det Danske Hjerte dog baade i Gamle og Unge maa elske, skal komme til at bøde haardt derfor. Ja, m. H. i Billighed og Taalmodighed skal vi Ældre endogsaa giøre meer end kappes med de Unge, thi begge Dele falde os naturlig meget lettere end dem, og da Ordenen engang er forrykket, tør vi kun vente meget lidt Billighed og Taalmodighed af den nærværende Ungdom, kunde slet ingen vente, naar vi ikke hos den Danske Deel af Ungdommen turde forudsætte langt mere Fædernelands-Kiærlighed i Grunden, end hos nogen Anden. Vi skal derfor taale, at Ungdommen taler vildt og stolt og ufornuftig om en Fortid, som den ikke kiender, taale, skiøndt det skiærer os i Hjertet, baade den kaade Spot, og den ligesaa uforstandige som ukiærlige Rettergang, med, hvad vi erkiende for ædelt og dyrebart, og nødes vi end stundum til, som jeg i denne Time, uforbeholden at yttre vor dybe Misfornøielse dermed, skal det dog skee vemodig, uden Bitterhed. Vi skal fremdeles taale, at Ungdommen driver Spot med os selv, med vor Livs-Erfaring, vore Formaninger, Raad og Forslag, som om det var idel Daarskab, eller dog forældede Anskuelser, Fordomme af indskrænkede Hoveder, som ei formaae at fatte den nyere Tids-Aand, med sine store Opgaver, sine dybe Betænkninger og vidtomfattende Planer; vi skal taale det, deels, fordi vi maae betænke, at alle vore Skoler, høie og lave, kun har været skikkede til at danne en selvklog, indbildsk og hovmestererende Ungdom, og deels, fordi det er baade det Klogeste og det Bedste, vi kan giøre; thi kunde vi end knuse den Ungdom, der ringeagter og spotter os, da havde vi kun Skam deraf, og Fædernelandet, hvis Haab en munter, dristig og fremsagt Ungdom er, ubodelig Skade. Uagtet vi derfor ikke tør vente at udrette stort med vore rolige Indvendinger mod Ungdommens unaturlige Modenhed til at bedømme gamle Statsmænd, Tænkere og Folkefærd, og dens urimelige Forstand paa det Menneske-Liv, den ikke kiender af Erfaring, men kun af sine egne løse Formodninger og af Bøger eller Aviser, saa skal vi dog indskrænke os til saadanne, snart spøgende og snart alvorlige, Indvendinger, og til rolig Udvikling af, hvad Menneske-Slægtens, Folkets og vor egen Erfaring har lært os.
Naar Ungdommen saaledes rask fortæller os, at ved Folkeraadets Oprettelse er slet Intet vundet, naar det ikke kan blive lovgivende, altsaa holde op at være et “Raad,” og blive baade Kongens og Folkets “Øvrighed,” da maae vi vel, baade paa gamle Danmarks og egne Vegne, alvorlig frabede os en saadan Regnebogs-Øvrighed, til man beviser os, at Hænder og Fødder sandsynlig maae være de klogeste, for de er To, og kan da unægtelig overstemme Hovedet, som kun er Eet; men vi skal dog især utrættelig bede Ungdommen betænke, at om Folkeraadets Oprettelse end ikke havde gjort andet end at skiære Ungdommen for Tungebaand, saa skulde den dog nødig selv kalde det slet ingen Ting, men hellere, for sin egen Skyld, enes med os om, at Folkeraadets Oprettelse var alt store Ting i vort lille Land, om de end ikke, med os, vil takke og rose Kong Frederik den Sjette derfor.
Altsaa, m. H. Ungdommen sige for mig, og især om mig, Alt hvad den vil, og gjaldt mit Raad noget hos de Ældre, skulde Ungdommen vist sjelden eller aldrig nødes til at forsvare sin Mund for nogen anden Ret end Mundens, som er hele Menneskehedens, følgelig alle Folks og Aldres, Høiesteret; men har Ungdommen mindste Fædernelands-Kiærlighed, og Den maa have megen, hvis der virkelig flyder “Dansk Blod” i dens Aarer, da lære den dog at finde sig i Billighed, finde sig i, at vor Stats-Forfatning og vort Borgerlige Selskab ikke omstødes eller omstøbes efter dens krusede Hoved, og finde sig i, at vi Ældre bevise, og stræbe at overbevise baade Gamle og Unge, baade Høie og Lave om, at det ikke blot var splittergalt, men bremenfeldsk latterligt, da vor Ungdom er barnlig uvidende om de allerførste Grunde i borgerlig Selskabs-Indretning og Folke-Styrelse, ja, veed ikke engang, at Danmark har en “Constitution” ligesaavel som Norge eller Engeland, saa Spørgsmaalet er kun, hvem der har den bedste? Og dette væsenlige Spørgsmaal, som al Verdens gode Hoveder umuelig kan besvare uden efter Erfaringens Vidnesbyrd, og med nøie Kiendskab til det Folk, baade fordum og nu, hvis Stats-Forfatning man vil bedømme, dette væsenlige Spørgsmaal, som vor Ungdom endnu aabenbar slet ikke har fattet, det Spørgsmaal maa Ungdommen virkelig tillade mig baade at kræve forstaaet og besvaret, af hvem der vil bryde Staven over den Danske Constitution af 1660 og 1831, og til man giendriver i det mindste Alt hvad jeg har anført til denne Constitutions Priis, som den Allerbedste for Danmark, saalænge siger jeg endnu saa høit, som jeg kan, at den fri Folke-Stemmes Opvækkelse fra de Døde ved Folkeraadets Stiftelse, den bærer ikke blot umiskiendeligt Præg af et folkeligt og høikongeligt Hjerte hos Stifteren, men den raadte Bod paa den eneste Mangel, der var ved den Danske Constitution af 1660, den var en langt større Gierning end Kongen eller Nogen af os vidste, den var et Kongeligt Kæmpe-Skridt til den virkelig bedste Stats-Forfatning, og den er en frugtbar Spire til en lys og herlig og glædelig Fremtid for Danmark, saa, hvis Spiren ikke forulykkes, da vil et blomstrende Rige blive Kæmpe-Blomsten eller Blomster-Krandsen paa Frederik den Sjettes Grav!
Nu, m. H. Ungdommen maa gierne sige, det er kun en “Taler-Blomst,” frisk eller falmet, som man behager, men jeg vil ogsaa have Lov til at spørge: hvad er al Ungdommens Tale og Skrift om Stats-Forfatning, uden i det Høieste en Taler-Blomst, frisk eller falmet, som man behager, saalænge Ungdommen ei engang veed, at en fri Folke-Stemme er noget Stort, uberegnelig Frugtbart, men kalder den en Ubetydelighed, ikke engang et vrantent Maigilde værd! Nu, den Ungdom kan maaskee være meget klogere end jeg paa tusinde andre Ting, men paa Aand og Hjerte, paa det vingede Ord, paa Folke-Liv og Borgerligt Selskab og fælles Bedste, under alle Himmelegne og til alle Tider, men fremfor Alt i Danmark og nuomstunder, paa alt Saadant er den Ungdom dog virkelig til Forbauselse uforstandig, som anseer den fri Folke-Stemme, der dog unægtelig giver Hjertet Luft og giver Aanden Leilighed til at virke med hele sin Kraft, anseer den for en Smaating, naar ikke de “fleste Stemmer” i vort Folkeraad kan komme til at herske over Øvrigheden og over hele Riget. Den æventyrlige Forudsætning, at den virkelige, veloplyste Folke-Stemme vil sædvanlig falde sammen med de fleste Stemmer i noget herskende Folkeraad paa hele Jordens Kreds, og at nogen Konge, som er Kronen værd, vil lade Andre, der sædvanlig slet ikke forstaae det, styre Septeret i Hans Haand og paa Hans Ansvar, den vil jeg her skiænke Ungdommen; men at den kalder det mægtige Vaaben, hvormed alle fredelige Erobringer maae skee, og som ingen Regiering i Tidens Længde kan trodse, kalder den fri Folke-Stemme en Smaating, det er af Stats-Reformatorer i det Nittende Aarhundrede dog alt for galt, kun forklarligt af slette Bøger fra det Attende, som uheldigviis maa være faldet i vor Ungdoms Hænder, og har bildt dem ind, at det er Smaating at styre hele Verden, end sige det lille Danmark, naar man kun kan faae Lov til det, saa det, at Alle og Enhver har Lov til at styre Riget, naar de kan, det er “Folke-Frihed!!”
Men er nu den fri Folke-Stemme, som vi har, saa stor en Ting, hvorfor har den da ikke virket stort hos os? Saa spørger Ungdommen, og vi Gamle svare naturligviis: fordi den var for svag baade hos jer og hos vort Folkeraad, fattedes den aandelige Kraft til at giøre sig giældende, som kun brændende Fædernelands-Kiærlighed og folkelig Oplysning i Forening kan give den, saa, før den kan virke andet Stort end store Ulykker, maae baade I og Folkeraadet lære, at af folkelig Oplysning, det er Oplysning om hvad Godt der lader sig giøre med det Danske Folk, og hvordan det bedst lader sig giøre, deraf har vi Alle meget for lidt, har Folket i det Hele slet Intet, saa Folket giver endnu sin Stemme og vælger sine Talsmænd iblinde! Men, siger jeg, den fri Folke-Stemme er ligefuldt noget saare Stort, dens Gienfødelse var saavist et stort Kæmpeskridt, som Overgangen fra Død til Liv er det Største af Alle, skiøndt vi nok veed, at Livet i sin spæde Alder giør ingen Kæmpeskridt, og trænger nuomstunder, for engang at giøre dem gode, til først baade at voxe og at gaae i Skole. Men lad den spæde Folke-Stemme, der i Virkeligheden jo kun er sex Aar gammel, faae Tid til at voxe og lære at give sunde Raad; og lad vort Folkeraad lære, at for at give dem om noget saa Vigtigt og Omfattende, som Stats-Forfatningen, trænger Det til langt mere Lys over Menneske-Livet, især i sin Danske Skikkelse; og lad Folkeraadet giøre Sit til, at denne Oplysning for Livet faaer, trods alle Grammatikers og især den Latinske Grammatiks Indvendinger, sin rette Brændpunkt paa en fri og folkelig Høiskole! Lad det kun først skee, som aabenbar maa skee, før man enten veed eller kan sige, hvad den fri Folke-Stemme i Danmark er, og kan udrette! Og dersom da det sig selv bevidste, virkelig oplyste, Danmark ønsker at have Fleerheden i et uberegneligt, idelig afvexlende, for alle muelige Laster og Daarskaber mageløs udsatte, Folkeraad til sin egenlige Styrer og Lovgiver, eller ønsker Danmark sig heller et indviklet Maskineri, der binder baade Kongen og Raadet, saa alle Misbrug foreviges, alle sande Fremskridt forebygges, al hjertelig Deltagelse i Fædrelandets indvortes Anliggender bliver baade Kongen og Raadet og Folket saa godt som umuelig; nu, da har saadanne Ulykker timedes saa tit, at det Folk, der ønsker, end sige den fri Folke-Stemme, der kræver en af dem, vil være den vis nok, og skal vist aldrig finde, den kom for seent!
Dog, m. H. jeg er vis nok paa, det har slet ingen Nød, at det virkelig oplyste Danmark vil forlange nogen anden Stats-Forfatning, end den, der, udsprunget af en mageløs Fædernelands-Kiærlighed, er skikket til at nære den, altsaa Kongelig Enevoldsmagt og fri Folke-Stemme, som Danmark, ved sine Borgeres Ædelmodighed 1660, og ved sin Konges tilsvarende Ædelmodighed 1831, fik, og behøver kun ret at forstaae, for at maatte lykønske sig med, ja, høilig forundre sig over, som en Lykke, vi kom hardtad sovende til!
Til denne rette Forstand paa vor ypperlige Danske Constitution, og især til at fordærve dem Spillet, der vil have den misforstaaet, som om den var en Trællestand, kunde det maaskee nok behøves, at Danmark fik en nyskrevet Grundlov, hvori det udtrykkelig erklæredes, hvad Enevoldsmagten, som en Folke-Gave, er og maa være, og hvad den fri Folke-Stemme, som Enevolds-Kongens Giengiæld, nødvendig maa hævde; men hvem tvivler heller om, at naar det havde været en saadan Sammen-Smeltning af Venne-Gaverne 1660 og 1831, Folke-Raadet havde meent og viist Tjenligheden af, da det forlangde Grundloven forbedret, det jo da vilde naaet sin Hensigt, selv under en langt mindre frisindet og klarøiet Konge end Christian den Ottende!
Altsaa, m. H. Ungdommen sige, hvad den vil, og kalde mig længe nok en Trællesjæl paa slet Latin, enten fordi Den kun kan daarlig Dansk, eller undseer sig ved det fyndige Ord; jeg siger ligefuldt: saa vist som Kongen, efter den Danske Constitution, har ingen Haand-Fæstning, og Folket ingen Mund-Kurv, saavist har derved baade Konge og Folk faaet den Frihed, de behøve, for at sammenvirke til fælles Bedste, saa, hvis Ungdommen virkelig ønsker det Danske Folk Frihed til at udvikle sig efter sine Anlæg og Hjertens-Lyst, og ønsker Danmark en blomstrende Tilstand, da veed den slet ikke hvad den selv siger, naar den kalder den fri Folke-Stemme ubetydelig og kræver lovgivende Myndighed for Folkeraadet, enten som det nu er, eller som det vilde være, naar det med to Kamre skruede sig selv tilbage til Middel-Alderen, og skildte os nødvendig ved Frugten af vort Borgerskabs og vor Enevolds-Konges mageløs ædle Bestræbelser, som nedrev alle Skillerum mellem Kongen og Folket, saa den eneste Mægler imellem dem skal være det fribaarne og frimodige, venlige og besindige, Ord paa Modersmaalet! Jeg veed derimod, hvad jeg siger, og det er mit glade Haab, at om det end gaaer i Langdrag, vil dog Danmark, folkelig, det er levende og fædrelandskiærlig, oplyst, faae at see, jeg vidste hvad jeg sagde, og sagde det Bedste, jeg vidste, ved at lovprise en Forfatning, hvorefter Kongen og Folket ei har anden Mægler imellem sig end dette paa begge Sider fri og venlige Ord, offenlig netop den samme Mægler, som altid hemmelig i Menneske-Barmen forbinder, forliger og stræber at forene, Aand og Hjerte, som jo er, hvad Konge og Folk, naar Tilstanden skal være menneskelig, maa svare til, og naar den skal blive glædelig, maa stræbe paa det Venligste og Klareste at udtrykke. Saavist som derfor det sidste Borgerlige Skillerum mellem Konge og Folk i Danmark, det, som Embeds-Standen, endogsaa mod sin Villie, udgjorde, faldt ved Folke-Raadets Oprettelse, hvori ingen Stand, som saadan, har Sæde eller Stemme; saavist satte Frederik den Sjette, med sit aabne Brev af 28de Mai 1831, den Danske Fædernelands-Kiærligheds Storseigl paa Forfatningen af 1660, saa den Maidag maa i det folkelig oplyste Danmark nødvendig blive en Høitidsdag, vel størst for de Gamle, men dog stor og glædelig for alle dem, ikke Blæk alene, men fremfor Alt Blod, det Danske Blod, som randt i vore Fædres Aarer, og i Ingens renere og ædlere end i Kong Frederik den Sjettes, i Sandhed gav Indfødsret! Jeg veed det godt, der hører megen Fædernelands-Kiærlighed og Lykke til, at et Folke-Raad, taget saa godt som paa Slump, skal i det Hele føle sit høie Kald, kiende sine Grændser, og rødmende tilstaae, at det er ikke større Rettigheder, men mere folkelig Kundskab og Vidskab, det fattes, for at give den fri Folke-Stemme Kraft og Gyldighed; men har Danmark faaet en Stats-Forfatning, som forudsætter samme Fædernelands-Kiærlighed og Lykke, hvor kan da Nogen, som seer det, andet end haabe en tilsvarende Stemning og Oplysning, baade hos Raadet og Folket, hvorunder Riget vil blomstre, og den store Verden lære, at Fædernelands-Kiærlighed er dog baade Folkets største Dyd og Thronens bedste Støtte, medens Lykkens eneste sande og levende Kilde, naar man om Folke-Lykke hører Hjertets Stemme, er Himlens Velsignelse!!