Skip to content

N.F.S. Grundtvigs prædiken 2. søndag i fasten

Om

Taler

Nikolai Frederik Severin Grundtvig
Forfatter, teolog, digter

Dato

Sted

Vartov Kirke

Omstændigheder

Tale

Kristne Venner! Fortællingen om Hedning-Kvinden, der søgte Trøst i hendes Kvide og Hjælp i hendes Nød hos Israels Messias, Vorherre Jesus Kristus, og fandt langt mer end hun turde forlange, denne levende, ja udødelige Fortælling, der sikkert i al Evighed vil gaa fra Mund til Mund, den maa især i Hedning-Lande alle Vegne og til alle Tider gjøre et dybt og rørende Indtryk i samme Grad som Hjærteligheden i det hele, og da især hos Kvinden, er dyb og frisk til Stede. Og hvad ikke da hos os, vist af Art og Skabning det hjærteligste Folk under Solen! og nu, da Folke-Nøden er saa stor og Kviden saa bitter som sjælden eller aldrig før, ja, da vor gamle Folkelighed, vor gamle Danskhed svæver i yderste Fare, om ikke for bogstavelig at dø af Sorg, da den er hjærtefrisk, saa dog for at uddø med dem, som maa bære paa en Sorg, der folkelig ej er mindre bitter og til­ syneladende fortvivlet, end den kananæiske Kvindes eller Halv-Grækerindens huslige Sorg efter Dagens Evangelium, men er i Grunden, i Aand og Sandhed, netop den samme. Thi det er den bitre Hjemsorg og Hjærtesorg over, at den dybe, inderlige, friske og kjække Følelse for det virke­lige danske Fæderneland og Modersmaal, Storværk og Kæmpevise, som udmærkede det gamle Danmark og lever klarlig endnu hos en Del, som en alderstegen Dannekvinde, kjæk og højmodig som en Skjoldmø, fritalende og fremsagt som en Spaadise, vittig og skæmtefuld som en Barneskjald, bestandig og trofast som den ægte Kjærlighed, — denne Følelse, der i enkelte lyse Øjeblikke endnu er at spore hos det unge Danmark, som en Datter af det gamle, er dog i det hele som troldreden og forgjort, ligesom hendes Datter, der plagedes ilde af Djævelskabet, saa hvor det gamle, danske Folke-Hjærte endnu slaar højt og frisk, og maa ligesom Hedning-Kvinden i Evangeliet have hørt, hvad aldrig kan blive skjult, at Israels Messias, der, skjønt Verden ikke ser ham, dog, fordi Kjærlighedens Gud er med ham til Verdens Ende, gaar virkelig omkring og gjør vel og helbreder alle, som er overvældede af Djævelen, og ænser ingen Urenhed, uden den, som har hjemme i Hjærtet, — han er kommen til vort Hedenskabs Grænser. Nu maa Folke-Hjærtet, som Livs-Moderen, nødvendig raabe efter Herren, den Davids Søn, og bede ham forbarme sig over den ulykkelige Datter, som er bleven fremmed for sin Moder og for sig selv, og har fortryllet overgivet sig i onde Magters Vold, som ogsaa udvendig, saa snart som muligt vil ødelægge hende og hele hendes yndige Hjem, „dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa", der, som løsrevet fra Paradiset, altid drømmer og minder om dets Yndighed.
Ja, kristne Venner og Veninder, det er mit lyse Haab, og det maa være eller blive alle Dannemænds og Dannekvinders Haab, som tror af Hjærtet paa Vorherre Jesus Kristus, som den Kvindens Sæd, i hvem alle Jorderigs Slægter skal velsignes, og for hvis Øje Lyset er opgaaet over Frelserens grænseløse Menneskekjærlighed, og hans Aands og Evangeliums inderlige Forhold til alle Folke-Stammer og Tungemaal, som har Hjærte for Aand og Tunge til Sang om det dybe og det høje, — vi maa alle haabe, at det danske Folke-Hjærte, som endnu er sig selv mægtigt og bekjendt, selv naar det er hedensk, vil som hjælpeløst med inderlig Ømhed og Dristighed istemme vort Raab til Frelseren paa gamle Danmarks Vegne: at han vil forbarme sig over det unge og løse de unaturlige Lænker, hvori det er lagt, saa det igjen kan aande frit og nyde godt af den udvortes Fred og Frihed som Fredens Gud og Frihedens Aand baade aabenbar under alle, hvem der elsker dem, og har klarlig vist os, under intet Verdens-Folk heller af Himlen end det danske Folk, der ejer og attraar saa lidt af Verden som muligt, og har altid elsket den livsalige Fred, som Folket og Riget kan blomstre ved, og elsket Friheden, som er „mer end Guld, var deraf end en Verden fuld".
Langt fra derfor, at vi som Kristi første Disipler, der endnu ikke havde lært at føle med Hedningerne, naar vi hørte Hedning-Kvinden raabe efter os, at ville bede Frel­seren skille os af med hende, skal vi ikke blot med en Forbøn ligesom berede Frelseren paa, at om hun endnu tier, vil hun sikkert raabe og er hans Medlidenhed værd, og naar som helst vi møde Dannekvinden, opmuntre hende til kun dristig at paakalde den kjærlige Davids-Søn og ikke lade sig afvise, da han lige saa vist vil som kan hjælpe og frelse alle dem, der kommer til ham, og forstøder ingen af dem. Og hvilken Opmuntring kan da vel være større for et moderligt Hjærte end Fortællingen efter Dagens Evangelium om den ydmyg dristige og fremsagte Hedning-Kvinde, der ikke helmede med sit: Herre, du Davids Søn! forbarm dig over mig! skjønt det en Stund syntes at lyde for døve Øren; ikke lod sig afstrække eller støde af haardladne Ord, men greb dem i Flugten og tog dem til Indtægt, og lønnedes saa med den himmelske Trøst: Kvinde! din Tro er stor, dig ske som du vil! et hjærteligt Guds-Ord, der ikke blot stillede hendes Sorg for den ulykkelige Datter, men aabnede hende den mest smilende Udsigt til alle hendes hjærtelige Ønskers Opfyldelse. 
Ja, kjære Venner, det er hverken i Dag eller i Gaar, hverken siden vi fik de sørgelige Tidender fra Danevirke, eller siden den forrige Krig og paafølgende Fred klarlig aabenbarede gamle Danmarks Lykke og Ulykke, lyse og mørke Udsigter, at jeg har betragtet det danske Folks dybe og elskelige Hjærtelighed som et Pant paa Guds Naade og vidunderlige Frelse, og betragtet den overhængende Fare, hvori det lille Danmarks Rige længe har svævet for Opløsning og Undergang, ikke som en Følge af det Nabo­had, den Godtroenhed og Føjelighed, der er saa gamle som det ældgamle Folk og Rige, men som en Følge af den dødelige, for Mennesker ulægelige Sygdom, hvori et Folk falder, naar dets Hjærte indtages og underkues af en fremmed og fjendlig Uaand og Uvætte, saa Tankegang og Tungemaal, Tilbøjeligheder og Modbydeligheder, Lyster og Begjærligheder, Bestræbelser og Fornøjelser blive unaturlige. Det er hos mig et gammelt Syn, men Gud ske Lov! det er hos mig et lige saa gammelt og bestandigt Haab: at Gud i Naade vil gjøre det for Mennesker umulige, baade muligt og virkeligt, og klarlig paa vort lille Folk og Rige aabenbare sin den store Barmhjertighed og almægtige Kjærlighed, hvormed han i Jesus Kristus, sin enbaarne Søn, har besøgt den faldne Menneske-Slægt, saa at naar kun det dybe Hjærtesuk bryder igjennem til at naa hans Øre, vil han afhjælpe al Folkehjertets Nød og vende dets Kvide til Lovsang med Himmel-Røsten: Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil! Amen, i Vorherres Jesu Kristi Navn, Amen!  

Kilde

Kilde

N. F. S. Grundtvigs Sidste Prædikener i Vartov Kirke 1861-72, et Udvalg ved C. J. Brandt, Vol 1. Kjøbenhavn: Karl Schønbergs Forlag, 1880. Digitalisering: Det Kgl. Bibliotek

Kildetype

Dokumentation i bogværk

Ophavsret

Tags