Skip to content

Pelle Dragsteds tale ved Folketingets åbningsdebat

Om

Taler

Pelle Dragsted
Politisk ordfører for Enhedslisten

Dato

Sted

Folketingets talerstol, Christiansborg

Omstændigheder

Indlæg i forhandling af nr. R 1: Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

Optagelse

Tale

Tak, formand. Kærligheden er konkret. Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen i sin digtsamling »Ukendt under den samme måne«, og jeg tror, at det, han mener, er, at kærligheden ikke bare er en masse dyre ord, men først og fremmest konkrete handlinger; en fremstrakt hånd, en kop kamillete midt om natten eller en opmuntrende eller kærlig sms. Sådan er det faktisk også med politik. Politik er også konkret. For når man sidder derhjemme som almindelig borger og følger med i de her debatter, vi har herinde, lyder det hele jo meget flot. Der er mange dyre ord, og der er mange fine visioner. Men hvad sker der, når vi bliver konkrete?
Den her åbningsdebat er nok en god anledning til at lave en slags midtvejsevaluering efter snart 2 år med SVM-regeringen, og så er det oplagte spørgsmål vel at stille: Har regeringen så været en konkret succes? Svaret er et klart ja. Regeringen har været en kæmpesucces, f.eks. for arvingerne i de danske milliardærdynastier. De kan takke regeringen for, at de fremover skal betale en lavere arveskat end alle andre danskere. Alene for LEGO-familiens arvinger er der tale om en skatterabat på lige omkring 13 mia. kr. Det må man kalde en succes. Og som en lille ekstra gave har den øverste elite også fået en skræddersyet rabat på at flyve i privatfly – en kæmpesucces.
Regeringen har også været en udelt succes for de store jord- og godsejere. Aldrig har de modtaget så meget statsstøtte, og det er åbenbart ikke helt nok, for nu lægger regeringen op til at øge bistandshjælpen til det industrielle landbrug.
Regeringen har også været en gennemført succes for Cheminovas amerikanske ejere og andre kemivirksomheder. Miljøministeriet har simpelt hen arbejdet i døgndrift på at finde veje til at omgå EU's regler om et renere hav, så kemivirksomheder kan få lov til at fortsætte med at lede arsen og kviksølv og andre giftstoffer lige lukt ud i de danske farvande. Og så har vi slet ikke talt om bankerne endnu, som under den her regering har haft de største overskud nogen sinde. Aldrig har de danske banker hevet så mange kroner op af lommen på borgere og små erhvervsdrivende, som de gør lige nu, og regeringen ser passivt til.
Regeringen har i det hele taget været en gigantisk succes, for det, man måske med et dårligt ord kalder Overdanmark; for alle dem, der primært lever af andres arbejde, af kapitalindkomster. For dem har det været lutter succes, succes og succes. Men for dem, der primært lever af deres eget arbejde, har der ærlig talt ikke været så meget at fejre.
Først snuppede regeringen store bededag. En fridag, som vi før selv kunne bestemme hvad vi ville bruge til, blev foræret til arbejdsgiverne, så det er dem, der bestemmer, hvad vi skal lave. Så løb regeringen fra den aftale, vi havde lavet om at forbedre seniorpensionen, og afskar dermed mange nedslidte danskere fra en værdig alderdom. Næste år vil regeringen så hæve pensionsalderen for danskerne endnu en gang, denne gang til 70 år, en af de allerhøjeste i Europa. Og sørme, om så regeringen ikke har fremlagt et finanslovsforslag, der vil skære i arbejdsmiljøindsatserne, altså beskyttelsen mod dødsfald og ulykker der, hvor vi går på arbejde. Jeg synes ikke, man kan påstå, at den her regering er optaget af at varetage interesserne for dem, der går på arbejde og jo er dem, der skaber værdierne i det her samfund.
For dem, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, er der heller ikke den store succes. Her har regeringen i foråret skåret et helt år af deres su. Men dem, som måske har allermindst at fejre, er vores folkepensionister og vores førtidspensionister. Deres pension er blevet udhulet massivt af inflationen, og med det finanslovsforslag, regeringen har fremlagt, vil der gå flere år, før den tabte købekraft er indhentet. De vil stadig væk skulle stå nede i supermarkedet og vende hver en krone. De vil stadig væk bekymret skulle kigge på deres rudekuverter, når elregningen eller varmeregningen kommer. For Danmarks pensionister har regeringen absolut ikke været nogen succes.

Den franske forfatter Édouard Louis besøgte Danmark sidste vinter, og han sagde noget, jeg synes var interessant og rammende. Han sagde, at for underklassen er politik ligeså konkret og ligeså intimt som det første kys. Det, han mente, var, at politik kan mærkes på kroppen hos dem, der har mindst. Når pensionsalderen stiger og man må gå på arbejde med smerter, når mennesker med handicap må sidde derhjemme, fordi de ikke længere får den samme hjælp fra det offentlige, er det en kropslig erfaring, en fysisk erfaring. Men Louis siger også, at overklassen er ret kropsligt og fysisk afkoblet fra konsekvenserne af den politik, de selv er med til at føre, for eliten klarer sig under alle omstændigheder. De kan da være ligeglade med, at pensionsalderen bliver sat op, for de kan gå tidligt på pension for deres egen formue, som vi har set en række topdirektører gøre på det seneste. De kan også være ligeglade, når køerne til det offentlige sundhedsvæsen vokser, fordi de kan betale for at springe over i køen til et privathospital. Og selv om det er dem, der har allermindst brug for politik, altså eliten, overklassen, så er det i meget høj grad præcis dem, som SVM-regeringen favoriserer med sin politik.
Det er, som om regeringen, når det gælder sådan almindelige danskere, agerer sådan en slags skrappe forældre med krav om, at vi skal arbejde mere og have højere pensionsalder, mere samfundssind. Men samtidig er det, som om regeringen er sådan en slags overpyldrede curlingforældre, når det gælder eliten. De skal forkæles med billigere privatfly, særbehandling og særrabatter på arveskatten. Regeringens største problem er jo selvfølgelig bare, at det er nogle lidt begrænsede grupper, der kan fejre de her succeser. Der er trods alt ikke så mange milliardærfamilier og godsejere og bankdirektører og ejendomsspekulanter i Danmark, om end de helt sikkert er rundhåndede med partistøtten. De fleste andre danskere har bare lidt svært ved at se meningen med det hele, og det er jo nok det, vi kan aflæse i regeringens vigende opbakning.
For folk er ikke dumme. Politik er ligesom kærlighed konkret. Det er politik, der gør, at mange kommuner lige nu må skære ned på deres velfærd, selv om Danmark aldrig nogen sinde har været rigere. Det er politik, der betyder, at mennesker med handicap i det her land bliver behandlet ringere og ringere. Det er politik, der gør, at mennesker med de bedste sundhedsforsikringer kan springe over i køen til hudlægen eller gynækologen og skubbe mennesker, der har et større behov, bagud og længere ned i køen. Det er også politik, der gør, at det er muligt for ejerne af Nordic Waste at tørre regningen for deres miljøkatastrofe af på alle os andre.
Det gode er selvfølgelig, at det også er politik, der kan ændre på de ting, og som kan skabe frihed og tryghed og muligheder for mange flere, men det kræver et flertal og en regering, der stiller sig på det brede flertals side og ikke på elitens, og det er desværre ikke den her regering, i hvert fald hvis man skal vurdere det ud fra dens første 2 år. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige både til mine ærede kollegaer herinde og til jer, der ser med hjemmefra, at vi fra Enhedslistens side vil arbejde ufortrødent på at få et snarligt valg og en ny regering – en regering, der er der for de mange, ikke for de få. Tak for ordet. Jeg ser frem til debatten.

Kilde

Kilde

ft.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret